Jo mere jeg skiller mig af med, jo mere mærker jeg, at jeg har alt, hvad jeg har brug for.

26913402_10159960238830338_1610172724_n

Jeg har alt for meget tøj. Det her er kun det der hænger på bøjler, i afdelingen ved siden af er hylder, som er helt fyldt op også. Og dette er endda den sorterede version – hvor jeg med grov hånd har sorteret MEGET fra, som er blevet foræret væk – se selv at der er plads på stangen til venstre 😉 (Nuvel, tøjet er presset sammen, så man faktisk ikke rigtig kan se hvad der er, men der er ‘luft’ på stangen.)

Jeg føler mig meget inspireret af minimalisme-tendensen, selvom jeg absolut ikke er minimalist af natur. Jeg har skrevet lidt om det før, for tidligere i mit liv var jeg lykkelig forbruger at dyre designer-sko og lækre mærkevarer. Men eftersom jeg har læst lidt med hos f.eks. smilerynker og neohippie og har set flere fortælle om, at det med at skille sig af med ting og have færre materielle forstyrrelser i deres liv har gjort en kæmpe positiv forskel, er jeg blevet draget af tanken om at leve med færre ting. Da vi skulle flytte smed jeg stort set alle vores bøger ud (el. gav dem væk) og rigtig rigtig meget tøj. Vi prøver at bestræbe os på kun at have ting vi bruger og elsker. Da vi flyttede ind var der luft i køkkenskufferne og i klædeskabene. Og vi har ikke anskaffet os nyt siden – stort set. Alligevel er her for mange ting, for det roder konstant. Vasketøjet flyder og hober sig op og især min datter klæder om konstant og hele tiden, fordi hun har så meget spændende tøj i skabet. Jeg kan ikke holde det ud.

Jeg besluttede for mange måneder siden, at jeg ikke ville købe nye ting. I lang tid. Så lang tid, at jeg begynder at have færre ting, eftersom der ryddes mere og mere ud i det der er. Det betyder jo ikke, at der ikke kommer nyt til (f.eks. var der jo julegaver), men vi prøver at leve efter reglen “nyt ind, noget gammelt ud”. Og hvis der er noget vi mangler, så skal vi først og fremmest købe brugt (mere bæredygtigt), og hvis ikke dette kan lade sig gøre så ‘økologisk’. Jeg tror på, at vi hver især er ansvarlige for, at leve så vi passer bedst muligt på kloden og de mennesker og dyr der bor her. Det føles rigtigt for mig at leve sådan.

For at undgå at komme til at købe ting, prøver jeg at holde mig fra butikker. Og når jeg så alligevel ind imellem befinder mig midt i en skinnende, glitrende H&M, har jeg svært ved at kontrollere mine lyster. Det lyder sgu nærmest sygt, men butikkerne ved jo hvilke midler de skal tage i brug, for at lokke os til at hive pengepungen frem. Men jeg behersker mig selv, og får talt stemmerne i mit hovede, der prøver at overbevise mig om at jeg absolut mangler nye sokker, vanter eller bare et lille hårspænde, til ro. Jeg kommer der fra, uden alle de ting jeg overhovedet ikke mangler. Og hver gang er en lille sejr og med tiden håber jeg inderligt, at jeg slet ikke føler trang til, at sætte mine fødder de steder, på trods af at jeg kan.

Jeg har aldrig manglet noget sådan rigtigt. Jeg er ikke vokset op med at min far drønede mig til cykelhandleren, så snart den gamle var ‘kikset’, men alligevel havde jeg nok af det hele. Jeg elskede at arve tøj af mine store kusiner og har altid elsket at få nyt. Vores forældre er af en generation, som ikke altid havde meget, så derfor ville de gerne give os alt det de kunne. Og idag er de fleste af vores forældre i så gode økonomiske situationer, at de vitterligt lever i materialistisk overflod. Alt skal være nyt hele tiden, selvom man har så rigeligt der både er lækkert, smart og funktionelt. Der er hele tiden sæsonens ‘it’ kjoler, tasker, sko og overtøj på forsiderne af damebladene og jeg kan ærligt sige, at det virkelig ikke længere interesserer mig længere. Nye erhvervelser er en belastning for miljøet igennem produktionen af materialer, fragt og afsætning, og jeg bliver decideret ked af det over, hvor vigtigt nyt tøj og interiør er for rigtig mange mennesker. Mange skifter ud eller tilføjer nyt i rå mængder ,og viser deres nyanskaffelser frem med stolthed på sociale medier.

Jeg er ikke hellig. Jeg har selv været suget ind i materialismens store gab. Og jeg elsker flotte ting – og et pænt hjem og en lækker påklædning er stadig ting jeg værdsætter. Men jeg kan slet ikke se værdien i at få nyt og mere hele tiden. Jeg har virkelig hvad jeg skal bruge og endda alt alt for meget. De føromtalte bloggere har 18 og 25 stykker tøj i deres garderobe og det lyder så angstprovokerende, men samtidig befriende. Den dag jeg skaffede mig af med sækkevis af bøger, følte jeg mig bogstaveligt lettere. Hver gang jeg tager et stykke tøj ud af mit skab, og lægger det i den flyttekasse der nu er fyldt med ting, vi over den sidste måned har sorteret fra rundt omkring i vores lille hus, så føler jeg en form for lettelse. Som om jeg ting for ting, kommer tættere på at være tilfreds med det jeg har, og ikke ønske mig mere eller andet. Det har faktisk en enormt psykologisk effekt – fordi jeg føler jeg fortæller mig selv, at det jeg har er så godt og nok, at jeg ikke behøver nyt. Så det både er på det helt konkrete men også på et højere plan, at det her er betydningsfuldt.

Hvordan har I det med ting? Synes I også det er svært at skille jer af med noget, der har fulgt jer mange år? Som måske var jeres mormors, men som i faktisk bare slæber rundt på og gemmer langt væk, hver gang i støder på det i kælder- eller loftrum? Hvad tænker I om at leve minimalistisk?

Ikke alene, men uden landsby

Idag sneede det. Desværre ikke den slags sne der bliver liggende, men det var stadig hyggeligt med de hvide fnug der dalede fra himlen. Jeg bliver nemlig altid så glad når det sner – det føles bare så magisk og særligt. Og jeg elsker, at vi bare kan åbne døren nu, og ungerne kan løbe ud i haven med skåle og samle snefnug – at vi kan gribe situationen og vejret lige nu og her hver dag, fordi vi bor hvor vi bor og lever som vi gør.

Når det har sneet og den har lagt sig blødt og nænsomt på moder jord, så kommer den der rørende, hvide stilhed. Sådan helt som om al støj sorteres væk og kun det reneste, vores inderste på en eller anden måde, kan høres. Når jeg træder udenfor i sådan en ny sne, så bliver jeg så fredfyldt og lykkelig indeni. Jeg elsker den stilhed.

Efter frokost idag tog vi overtøj på og gik en tur. Vi plejer ellers at komme rundt på ladcyklen, men jeg havde lyst til at spadsere idag. Vi tog en sti vi ikke havde prøvet før, på vej op for at handle, og endte i et hyggeligt lukket villakvarter lige op ad mosen. Der var så stille og børnene susede rundt på vejen og fandt smeltet sne (som Bønne forklarede Irmelin at vandpytterne var) som de udforskede. Men idag kunne jeg ikke nyde stilheden. Irmelin begyndte at sige at hun ville besøge nogen – sådan har hun aldrig sagt før. Hun var meget insisterende, og jeg måtte gentage mange gange: ‘Jamen, vi kender ikke nogen her. Vi kan ikke besøge nogen vi ikke kender’. Og tilføjede: ‘Der er nok heller ikke nogen hjemme, for de fleste er jo på arbejde nu’.

Og det var som om, at den der gentagelse af, at vi ikke kender nogen her, pludselig skar som et glasskår. Pludselig erkendte jeg, at vi faktisk ikke kender nogen her – ingen vi kan besøge og dele hjemmehverdagen med, ingen vi kan banke på hos som er hjemme om dagen når vi færdes omkring. Og det gjorde mig rigtig ked af det. Både for mig selv og for børnene. Og jeg blev sådan i tvivl pludselig om det her hjemmeliv. Fordi de dage hvor Nikolaj ikke er hjemme, er vi meget kun os tre sammen. Vi laver alt muligt dejligt, men vi har ikke nogen at dele det hele med.

Vi bor desværre ikke i landsbyen sammen med dejlige mennesker, unge og gamle, karrieremennesker og hjemmepassere, venner og familie. Vi bor i provinsen – helt almindelig provinsby, hvor de fleste arbejder og går i skole. Misforstå mig ikke, jeg elsker provinsen. Jeg elsker at vi hilser på hinanden på gaden og hos bageren. Jeg elsker at der ikke er langt til naboen. Jeg elsker afstanden til byen og at her er ro. Men jeg savner også fællesskab. Jeg savner lige nu og her andre hjemmeskolere at blive venner med. Som vi kan tage på udflugter og lave temauger med og få inspiration og næring fra. Helst nogen der bor på den anden side af hækken.

Jeg savner det der nemme liv, den nemme adgang til samvær og hjælp. Jeg savner at kunne åbne mine døre for andre hjemmebørn, mens deres voksne tjener penge eller maler trappe. Jeg savner virkelig landsbyen, fællesskabet, sammenholdet.

Jeg ved at jeg ikke er alene om denne følelse. Jeg ved at I sidder mange der ude som jeg. Og jeg tror så inderligt på, at mange at samfundets store udfordringer som stress og depression og angst, måske havde trange kår, hvis vi var mere fælles om livet. Det er ikke meningen at den barslende kvinde skal sidde alene i sin stue, med ensomme tårer trillende ned af kinderne, mens hun venter desperat på at partneren vender retur fra ‘det virkelige liv’, verden udenfor. Hvis levede mere fælles, ville vi måske have nemmere ved at undvære arbejdslivet mens børnene er små, eller hvis vi ville arbejde, kunne andre hjemmemødre have børnene. I sådan en verden ville børn være sundt tilknyttet deres primære omsorgspersoner, fordi vi voksne ikke ville have så travlt med at suse der ud af i adskillelseskulturen (det er den hvor børn passes af fremmede voksne fra de er under et år – og hvor vi ikke kan komme hurtigt nok tilbage til det gamle liv, væk fra vores afkom, som desuden er udstyret med alverdens objekter (narresutter, bamser og nusseklude der dufter af mor) for at aflede dem fra seperationens smerte). Jeg tror virkelig på at den verden vil være så god for alle.

Lige nu træder vi græsset ned og skaber små stier rundt i samfundet, hen mod en mere fællesskabsstyret verden. Det kan godt være lidt svært at se himlen somme tider, når man bevæger sig i græs der er groet op over hovedhøjde, men når den så ind imellem, heldigvis, ses klar og lysende, så ved jeg, at det er det rigtige vi gør. Jeg ved nemlig at det er det jeg er i færd med – jeg lever et liv der er rigtigt for min familie, og inspirerer andre i det jeg gør. Jeg ved at andre der ude, mærker det her savn som jeg, og derfor ved jeg også at savnet kan opløses. På en eller anden måde skal det hele nok løse sig. Jeg er ikke alene – langt fra.

Vi bestemmer selv

26696332_10159918382065338_1363737731_n

Idag var vi på biblioteket. Jeg havde prøvet forinden at tale om, at vi kunne låne bøger om solsystemet, og måske gøre det til et slags tema i hjemmeskolen, som vi kunne dykke ned i over den næste tid. Men den var min syv årige søn altså overhovedet ikke med på. Og sådan er det faktisk for tiden – de ting jeg foreslår bliver afvist ret så eftertrykkeligt. Jeg tager det ikke nært, overhovedet, men undres i stedet over hvad der egentlig er på spil. For så længe har han jo ikke gået i skole og været underlagt alt muligt han ikke gad, sådan at jeg måske ville kunne forstå behovet for, i den grad at dyrke sin frihed til selv at vælge. Og alligevel forstår jeg ham godt. Jeg er faktisk selv sådan – jeg vil meget hellere noget jeg selv har fundet på, og kan også have tendens til blankt at afvise noget, jeg ikke selv har haft i tankerne. Men altså jeg er jo også i den grad skolet – har tilbragt meget af mit liv på skolebænken, så at sige. Det er faktisk først nu, som 35 årig, at det er gået op for mig, at jeg kan vælge en anden vej for mine børn.

Så når min søn siger nej til alt jeg foreslår, ikke vil lave ting der lugter af skole og har kæmpe modstand mod det meste, der ikke er hans eget initiativ, så har jeg to muligheder: Jeg kan tvinge ting igennem med voksenmagt, fordi jeg kan bestemme eller jeg kan undersøge hvad der er på spil hos både ham og jeg, og så træde et skridt tilbage og observere. Min oplevelse er nemlig, at ofte spejler vores børn ting i os selv, som måske har brug for at komme til overfladen og blive helet. I hvert fald oplever jeg i denne situation en unik mulighed, for mig, for at bearbejde mine sår omkring det ikke at kunne bestemme selv. Og der er immervæk nogle situationer igennem mit liv, der befinder sig indenfor dette område. Og sådan vil det være at være menneske – somme tider må vi indordne os og lade andre bestemme, og det er okay. Men det hvis der opleves en stor indre modstand mod at overgive sig til andres beslutninger, så er der nok noget der skal kigges lidt på.

Når mit barn ikke vil det jeg vil, får jeg lyst til at stille mig op og bruge min voksenmagt mod ham. Jeg tror det er fordi jeg, instinktivt, gerne vil genvinde noget af al den magt, jeg ikke selv har haft, i alle de situationer hvor jeg som barn blev bestemt over. Jeg tror det er meget naturligt, at vi har behov for at være de store og stærke, når vi kan, som et forsøg på at udligne magtbalancen og føle os mere værd. Men det er ikke en god adfærd at bruge sin fysiske overlegenhed til at bestemme over andre. Det får man hverken selv eller den anden til at have det godt af. Jeg tror på at vi mennesker alle er lige, sådan af hele mit hjerte. Det betyder ikke at der ikke er beslutninger i mit familieliv, som jeg som mor må tage, men i princippet er vi et demokrati og alle lige værdige. Og jeg kan mærke dybt i mig selv, at det er meningsfuldt for mig at tænke og opføre mig sådan. Også i forhold til hjemmeskolen og -livet. Der er ting jeg har behov for og enormt gerne vil, så somme tider siger jeg, at nu vil jeg gerne ud at gå en tur, og at børnene skal med, fordi de ikke kan være alene hjemme så længe ad gangen.

26693914_10159918382920338_978656195_n
Igår måtte jeg f.eks. ud og nyde solen og havet – heldigvis er dette sted lige på den anden side af hovedvejen her hvor vi bor.

Og somme tider må jeg sidde meget længe og glo, mens børnene udforsker et eller andet eller styrter rundt i et legeland eller lige skal færdiggøre en leg. De fleste dage er vi fælles om at beslutte dagens aktiviteter, eller i hvert fald sørger vi for, at alle får lov at lave noget de gerne vil. Vores behov og ønsker er lige meget værd, uanset størrelse eller alder. Sådan er det bare her hos os.

Derfor er nogle dage også ret så konfliktfyldte. Vi diskuterer meget og jeg kan mærke at det er svært for mig, at jeg ikke kan bestemme alt. Og det er jo så mit ansvar, at håndtere de følelser. For alle følelser er jo helt okay – også mine. Men det er hvert enkelt menneskes eget ansvar (her skal vi hjælpe vores børn, for de har brug for kærlige voksne til at være der med og for dem i alle deres følelser, og vide og mærke, at de er helt okay, og det gør vi rigtig meget her hos os – her må man føle og udtrykke alt, så længe det ikke skader andre) at håndtere sine følelser, fordi ingen andre kan være ansvarlige for nogen andre menneskers følelser eller handlinger.

Men det her hjemmeskoleliv, eller ikkeskoleliv eller hvad pokker vi skal kalde det, handler så meget om at give slip. Hver dag giver jeg slip på overbevisninger jeg har båret på, forestillinger jeg har haft og enormt meget andet som står i vejen for det frie liv, jeg gerne vil have, at jeg selv og min familie lever. For jeg er nødt til at have tillid til, at mine børn nok skal lære alt det de har behov for at lære, når motivationen er der. Jeg er nødt til at have tillid til, at det er okay, at de ikke gider mine ideer og forslag, måske fordi de er kedelige eller jeg ikke selv er engageret nok i dem alligevel. Jeg er nødt til at være her, nu, med mig selv og med mine børn (og min mand) og gøre det vi mærker er rigtigt for os. Jeg kan ikke forcere eller kontrollere mig til perfektion. Jeg vil slet ikke have perfektion. Jeg kan ikke bestemme alt, og det er slet ikke godt for mig eller dem omkring mig når jeg prøver.

Så når min søn ikke gider alt det jeg bestemmer, må jeg huske at jeg selv er som ham. Jeg vil også helst bestemme selv. Og selvom vi nu lever et liv herhjemme med masser af tid, så har han jo været i institutionslivet, i skole, mange timer hver dag, væk fra sine primære omsorgspersoner. Han har skulle indordne sig, holde på sig selv og har stensikkert en masse der skal heles i ham med hensyn til dette. Han har behov for at have en hel masse magt, måske i lang tid, og behov for at kunne sige fra og bestemme selv nu. Jeg er glad for at jeg giver ham muligheden for at bestemme mere nu. Jeg er glad for at han lærer, at han kan vælge sin egen vej, sådan som jeg oplever den virkelige verden i realiteten er – fuld af valg, fuld af veje og bare fuld af kærlighed.

Jo tættere vi holder hinanden, jo mere harmoni kommer der

26553328_10159905270355338_220430625_n
Kl. 20.45 i aftes sad han og lavede matematik – læring foregår på alle tidspunkter i hjemmeskolen

I de her dage forandres noget (mere) i vores liv. Vores døgnrytme. Selvom jeg ved af erfaring at nye rytmer med børn ikke sådan kan forventes at holde evigt, så føler jeg alligevel at det her er en af de forandringer der nok skal holde ved.

Vores dreng på syv er altid stået utrolig tidligt op. I perioder så tidligt som kl 04, faktisk i laaaaange perioder (een af de gange hvor vi ikke anså det som en blivende forandring, eller for alt i verden undgik at tænke så langt) var det sådan og det meste af hans liv omkring kl 05. Men nu er han begyndt at sove længe(re). Over de sidste måneder er han begyndt at stå senere og senere op, og i disse dage er kl. altså efter 08, før hans små øjne åbnes og han er klar til en ny dag. Jeg tør godt sige det er en helt ny æra vi begiver os ud i her på matriklen. ALDRIG, som i aldrig i hans liv, er han stået så sent op. Heller ikke selvom han er kommet meget sent i seng.

Når jeg reflekterer over hvad årsagen mon kunne være til dette søvnmønster, er jeg overbevist om, at det hele bunder i noget emotionelt. Han er et sensitivt væsen, sådan er han skabt, og derfor har han altid haft svært ved at finde ro. Jeg bar ham desværre ikke (nok) i vikle, da han var lille, gav ham desværre nok ikke helt den mængde nærhed han egentlig havde brug for. Og han havde brug for meget nærhed – han var hud mod hud, altså vi var alle tøjløse i de første mange mange uger efter fødslen, men når vi forlod hjemmet, lagde vi ham, som adskillelseskulturen havde bedraget os til at tro vi skulle, i liften i barnevognen og vandrede således byen tynd, med vores yngel godt placeret i et adskillelses-agregat på hjul – sådan skubbede vi ham rundt foran os, væk fra os. Når han græd, tog jeg ham altid op – der lyttede jeg trods alt til mit moderinstinkt – men det fik jeg også at vide at jeg ikke skulle, for han var nødt til at lære det, det var godt for ham selv at kunne finde ro og holde op med at græde. Men det vidste jeg godt var et bedrag – et barn finder ikke ro ved at blive ladt alene, det giver blot op. Men da han var et år, kom han i vuggestue. Jeg selv var jobsøgende, men alligevel kom han afsted hver eneste dag – for det var den eneste måde han kunne vænne sig til det på. Han skreg, den mest desperate, øredøvende gråd som jeg faktisk får hvinende ondt i ørerne af at tænke på, fordi det er så smertefuldt for mig, at mindes hvordan jeg forlod mit grædende barn dag efter dag, når jeg nok egentlig bare skulle have beholdt ham hjemme hos mig – helt tæt på, med masser af nærhed og omsorg. Men det kunne jeg ikke, jeg forstod ikke at det var muligt at fravælge institutionslivet – jeg troede jeg måtte arbejde, gøre karriere udenfor hjemmet for at have et liv. Jeg kunne jo ikke være en god mor, hvis jeg ikke også tænkte på mig selv. Og jeg troede at arbejde var den eneste måde at tænke på mig selv og give mig selv værd. Og jeg kan græde nu, ved tanken om at jeg tænkte sådan. At min søn blev klemt på den måde, i min egen misforståede livsopfattelse.

Hans dårlige søvn startede tidligt. Ca. samme tid som hans spise-vanskeligheder. De mest basale ting, hans primære behov, blev en udfordring. Når han slog øjnene op om morgenen, kunne han ikke sove mere. Når han vågnede midt i en lur i barnevognen, måtte vi trille med ham i halve timer, for at han lukkede øjnene lidt igen. Han blev enormt selektiv med mad og i det hele taget var hans sanser på overarbejde. Og hvis jeg havde vidst dengang hvad jeg ved nu, så jeg havde jeg sadlet fuldstændig om. I stedet for at adskille mig, skubbe ham væk fra mig, så havde jeg gjort det modsatte. Jeg ville have viklet ham dagen lang, taget ham ud af vuggeren, startet amningen op igen og indlogeret mig i et sommerhus langt fra byen i en periode, til hans tilknytning igen var sund og hans angst for at blive forladt forsvandt. Havde jeg gjort sådan allerede dengang, havde han nok ikke haft alle de år med alt for tidlige morgener og dårlig søvn.

Nu hvor vi hjemmeskoler eksisterer turbomorgener og ulvetimer ikke længere. Vi har tid og ro og vi er sammen hele tiden. På en måde tror jeg også jeg er igang med at genopbygge den sunde tilknytning til min søn. Det er både min mand og jeg. De første måneder her af vores hjemmeliv, har vi ikke gjort noget som helst, stort set. Vi har været rigtig rigtig meget herhjemme og egentlig bare taget os tid til at justere til det nye hjem og det nye liv. 1/10 flyttede vi ind i huset her i Espergærde og tre uger efter startede hjemmeskolen og alt er stadig så nyt.

Men for første gang måske i mit moderskab er jeg fuldstændig sikker på at alt fungerer som det er. Jeg føler faktisk at det her hjemmeliv er bedre end noget andet vi har gjort som forældre. Og jeg er slet ikke et eneste sekund i tvivl om at det her er det rigtige. Heller ikke selvom mange omkring os undrer sig og spørger om hvordan vi underviser, om vi har læreplaner og hvad med det sociale? Jeg er ikke bekymret for noget af det. Det hele skal nok løse sig. Lige nu finder vi os selv og hinanden og der er intet vi skal nå. Livet er langt og bliver forhåbentlig lykkeligt og alt er godt. Jeg tror faktisk først og fremmest at mine børn har brug for hinanden og os forældre og disse nære relationer er vores primære fokus lige nu. Der er så meget at hente bare i vores egen lille kerne, så meget af tiden er det nok for os. Selvfølgelig har vi alle brug for gode venner og legekammerater, men det meste af tiden er vi ‘bare’ os.

Og nu hvor vi skal til at finde ud af den nye døgnrytme, skal vi også til at finde ud af nye måder at tilbringe vores tid på. For hvis Bønne er oppe til kl 21 (som var der han igår bad om at komme i seng – det er noget andet jeg virkelig gransker mig selv med lige for tiden, alt det med hvor meget jeg som mor/voksen egentlig skal bestemme over min børn – her er sengetid et udfordrende emne, fordi jeg kommer fra en opvækst hvor jeg slet ikke selv havde indflydelse på hvornår jeg skulle i seng) så kan jeg ikke bare sidde og binge serier hele aftenen, eller skrive for den sags skyld, eller tale med veninder og alt det andet. Til gengæld kan jeg være sammen med min halv-store dreng og give ham noget tid uden lillesøster. Så i aftes, kl. 19.30 da Irmelin sov, satte Bønne og jeg os ved spisebordet – jeg med min computer, han med noget fysik-trylleri (een af julegaverne fra captoy.dk) og sit matematikhæfte – og her sad vi så side om side, med the i kopperne og tid og ro til hver vores. Det var en ret magisk stund og jeg er sikker på vi får flere af dem, hvilket jeg vil nyde til fulde. For noget af det fantastiske ved børn er, at de ofte lyser vejen op for os – her viser Bønne mig, at mine aftener også kan være gode og nærende, selvom de ikke er totalt børnefri. Faktisk var i aftes een af de bedste aftener jeg længe har haft, og da vi vågnede i morges (kl. 8) var det med sådan en god energi og hele dagen idag har jeg haft det mest smørede smil på og virkelig bare elsket og nydt mit hjemmeliv.

Men hjemmelivet udfordrer hele tiden vores forestillinger om livet med børn. Vi kommer tættere og tættere på hinanden og får viklet os ud af adskillelseskulturens bedragende ‘kluddermutter’ og ind i nærværet.

Tilknytning, nærvær og kærlig omsorg er simpelthen så grundlæggende for vores trivsel som mennesker, og her i min egen lille familie mærkes det allerede tydeligt på alle mand, at vi fylder vores liv med disse ting mest af alt, og på den måde kommer der mere harmoni i alle aspekter. Jeg er så taknemmelig. Tak for alt – tak for mine børn, tak for min mand og tak for at vi kan leve det liv vi lever. Tak for al den kærlighed jeg modtager – livet er så smukt.

Vores liv midt i en bevægelse

Der er en bevægelse igang i vores samfund, i verden. En bevægelse væk fra materialisme og adskillelse hen mod mere minimalisme, altså færre nyanskaffelser og mere nærvær. Det er en bevægelse jeg føler mig en del af. For mig og min familie handler det meget om at leve med hjertet, og det kan være svært at forklare hvorfor, uden at komme til at tale over sig, i forhold til hvad folk egentlig gider høre.

I vores verden er der meget stort fokus på præstation, resultater og vækst. Vi måler og vejer os selv og hinanden ud fra skemaer og tester, og der er bare rigtig meget man både som barn, ung og voksen skal leve op til. Mange mennesker har det svært, kæmper psykisk med at leve op til verden og dens krav – og det gælder efterhånden de helt små børn også. Stress, angst, adfærdsvanskeligheder og des lige er begreber jeg tror vi alle støder på både i vores tætteste kreds af relationer, og ser fylde overskrifterne nærmest på daglig basis.

Jeg tror meget af denne smerte, som jeg opfatter at symptomerne er et udtryk for, langt hen ad vejen bunder i alle de ydre krav, vi har sat til os selv og hinanden. Vi skal løbe så stærkt for at nå det hele: Karriere, børn, hus, parforhold, store vennekredse, familierelationer, fritidsinteresser osv. osv.. Vi har så travlt at vi må udlicitere en hel masse meget grundlæggende funktioner. Børnene sender vi bort fra de er 10 mdr, i mange timer fem dage om ugen. Så vi kan arbejde og tjene en masse penge, til det der liv vi lever (når vi altså ikke er på arbejde). Så vi kan anskaffe os en masse ting, som plaster på såret, fordi vi arbejder jo så hårdt og den der lyserøde Paw Patrol bamse der kan sige “jeg elsker dig”, “du skal ikke være bange, jeg er her for dig” kan give trøst til barnet, når det er ked alene på sit eget værelse…

Inde i mig fyldes jeg af sådan en skærende lyd, sådan een der gør ondt i ører og knogler, når jeg tænker på det der. For jeg har jo selv haft travlt med at få en karriere, med at udlicitere børnepasning til fremmede voksne, så jeg kunne komme videre med mit liv. Jeg har selv glædet mig til mandag morgen, så jeg igen kunne få ro i hovedet, efter en weekend med heftigt børnesamvær. Jeg har selv været flittig bruger af byens legepladser samtlige ugens eftermiddage, fordi så snart vi trådte over dørtærsklen til vores hjem, var det hårdt fordi barnet skreg, maden skulle tilberedes, dagen skulle sluttes. Samværet med mit barn skulle overstås, med så få konflikter som muligt, så vi kunne have voksentid og dernæst sove og stå op og starte forfra. Så jeg kender det der liv og de der følelser jeg ikke kunne holde ud at mærke.

Det er virkelig sådan jeg har levet. Og haft det rædselsfuldt med det. Det var ikke et liv der gjorde mig eller min familie noget godt. Det handlede mest om at ånde lettet op, når vi var adskilt, og så hanke op i mig selv og klare den når vi var sammen. Ikke et særlig kærligt liv.

Nu lever vi helt anderledes. Så anderledes at mange kigger helt forskrækket på mig, når jeg fortæller at vi hjemmeskoler. De spørger om det ikke er hårdt, om der ikke er mange krav til min undervisning, om jeg godt kan holde til det. Folk ser helt ærligt ud som om  jeg er sindssyg (altså mest folk i periferien, dem tæt på os ved godt at vi er glade). Barnet skal da i skole, den lille da i børnehave – det er jo sådan det fungerer.

Men det her liv er rigtigt for os. Lige nu er det så rigtigt. Vi finder os selv og hinanden i vores nye hjem og liv væk fra byen. Og vi ved ikke hvad der skal ske langt ude i fremtiden. Vi er igang med at bygge fællesskaber op omkring os og jeg kontaktes ugentligt af andre mødre, med tanker som jeg om livet og forældreskabet, som jeg mødes med og vender store tanker om livet i landsbyer og hjemmeskole og meget andet.

Jeg kan virkelig godt lide vores liv lige nu. Jeg trives godt her. Jeg har ikke et job hvor jeg tjener penge, men det skal nok komme. På een eller anden måde skal jeg nok få flettet lidt indtjening ind i det her hjemmeliv. Men mest af alt er jeg mor. Jeg uddanner mig, udvikler mig og lærer helt vildt i denne proces. Der er nok at gå igang med, masser af kloge folk der har skrevet og sagt en hel masse om familieliv, tilknytning, unschooling, minimalisme, kemifri tilværelse, bæredygtighed og alt det andet der optager mig i det her liv. Jeg bliver klogere hver dag – på mig selv, mine børn, livet og kærligheden. Jeg er på ingen måder gået i stå herhjemme ved kødgryderne – tværtimod mærker og lever jeg virkelig her. Og jeg kan ikke forholde mig til hvor jeg er om ti år, og det føler jeg heller ikke et behov for. Vores liv er lige nu, lige her, og alt det andet kommer når det gør. Jeg har sådan en dybfølt tiltro til at det hele er godt, bliver godt og nok skal gå godt – sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg har altid planlagt, organiseret, holdt kontrol med alt. Og midt i dette hjerteliv giver jeg slip – så jeg kan invitere alt det gode ind. Jeg slipper mine forestillinger om livet og i stedet lever jeg det bare.

Mine egne behov er vigtige, fordi jeg er vigtig

26176650_10159878621155338_1543471547_n

Det her er et billede taget ved stranden i forgårs, lige her nede ad vejen. Jeg er simpelthen så taknemmelig for at bo sådan et vidunderligt sted. Jeg har savnet det på vores lange juleferie, hvor vi har været meget sammen med mange mennesker, langt væk hjemmefra.

Jeg er sådan et sensitivt menneske (af mangel på bedre ord) som mærker andre menneskers energier meget og (desværre) lader mig påvirke af dem. Jeg er først de senere år blevet opmærksom på, at jeg faktisk har det sådan og har det meste af mit liv ikke forstået denne del af mig selv, fordi jeg samtidig er ret udadvendt og social. Jeg har aldrig rigtig formået at trække mig tilbage og tillade det introverte, og det er noget jeg arbejder meget med for tiden. Jeg har brug for at være mig og gøre ting der tanker mig op – som en gåtur i skoven, en badetur i havet, meditation eller somme tider bare en halv time på langs.

Tidligere i mit liv har jeg forsøgt at dæmpe dette behov for at trække mig med vilde byture, glødende dankort og materialisme i lange baner. Jeg har forsøgt at flygte fra mine følelser ganske enkelt. Men jeg flygter ikke længere, nu mærker jeg.

Jeg mærker at livet for mig handler om nærvær. Mest af alt nærvær overfor mig selv. For når jeg selv er i balance og føler mig elsket, af mig, så kan jeg give alt i hele verden til dem der betyder noget.

Når det er juletid er der mange forventninger. Alle er spændte og glæder sig til alle traditionerne. Der laves mad hele dage, der dækkes fint op og gaver pakkes sirligt ind – det hele skal bare være så perfekt som muligt. Og alt dette er jo virkelig i den bedste mening, for alle ønsker at Julen skal være god. Men ofte gør alle disse forventninger bare alting lidt svært. Den perfekte jul findes ikke – intet er perfekt og det er ikke noget jeg længere selv stræber efter. Det vigtigste for mig er oprigtigt, at vi alle har tid til at gøre det, der gør OS glade. Og det kan jeg bare mærke bliver glemt i alle planerne, alle besøgene og alle de gode intentioner.

Jeg elsker vores familier. Jeg elsker at de altid er der for os uanset hvad. Jeg elsker at de kommer når vi kalder og at de altid står på hovedet for at gøre deres aller bedste for os.

Men sagen er bare den, at ofte når vi forsøger at stå på hovedet, så falder vi med et brag og det ender med at gøre ondt. Når ikke hovedstanden laves med største ro og et dybfølt ønske om, at have sit eneste fokus i det øjeblik på at få kroppen til at balancere på hoved og underarme, så mislykkes man. Og det er ikke godt for nogen. Vi kan godt lykkes i at stå på hovedet, hvis det er vores eneste fokus, og hvis vi gør det fordi vi gerne selv vil. Vi kan ikke gøre det for andre – og det skal vi heller ikke.

Jeg har brug for at kunne gøre de ting der gør mig godt. Hver eneste dag i mit liv øver jeg mig heri. Og tillader med største rummelighed at de tre andre i min lille familie gør det samme. Det er det vores hjemmeliv handler om. At vi ikke adskiller os fra os selv og vores primære behov, eller fra hinanden. Vi bliver nemlig stærkere sammen, når vi hver især bliver stærkere i os selv.

Og selvom jeg virkelig har forsøgt at efterleve dette med at lytte til mig selv og mine behov her igennem Julen, så har jeg ikke helt fået det gjort. Jeg har været meget sammen med andre mennesker, ikke haft mit eget omkring mig, og desværre fået fjernet fokus lidt fra mig selv. Så da vi landede på matriklen lidt sent om aftenen den 26., trak jeg igen vejret helt ned i maven. Jeg groundede og landede i mig selv. Det var tiltrængt. De efterfølgende dage har jeg brugt på at se nogle af vores bedste venner, cykle til havet og lade op, være til tre timers yoga-workshop, fylde køleskabet med økologi og sundhed og trukket vejret helt ned i maven. Jeg har også lavet mig et lille selvkærligt alter, med min nye diffuser, krystaller og lysestagen fra min mands farmors hjem.

26234103_10159878691840338_1951177400_n

I det nye år ønsker jeg at give mig selv endnu mere kærlighed. Hvad er jeres nytårsforsæt, hvis altså i har nogen?

Det er når man mindst fortjener det, at man har mest brug for at blive holdt af.

25627506_10159836295690338_1864915871_n

Kender I de der dage/perioder hvor ens barn gennemgår et eller andet, som man ikke lige kan gennemskue, der kommer til udtryk med vanskelig adfærd? Vi praktiserer aware parenting, som er en måde at anskue forældreskabet på, med en lang række helt håndgribelige redskaber og måder at forstå børns reaktionsmønstre. Først og fremmest handler det om, og det som føles så sandt for os, at der bag ved vanskelig adfærd ligger en årsag. Et barn er ikke bare vanskelig for at være det. Enten har de et behov der ikke er blevet mødt, de har brug tilknytning/nærvær, de har følelser der har bygget sig op indeni eller de mangler information. Og så prøver vi meget at se på vores egne, som forældre, bløde punkter i forbindelse med barnets adfærd. Hvad er det barnet trigger i mig, når jeg reagerer sådan på hans adfærd? Hvad minder det mig om fra min egen barndom? For så skal vi altid starte her, hele os selv, og ofte oplever vi faktisk at lige præcis den adfærd, der var relateret til præcis dette emne, helt forsvinder. Det er måske lidt svært at forklare, sådan helt kort.

Men altså grundlæggende tror vi på, at der ligger noget bag, når vores børn har det lidt svært. For tiden har min syv årige søn nogle udbrud, en adfærd, som opleves som problematisk. Jeg har faktisk selv svært ved at håndtere den som jeg gerne vil. Han er meget efter sin lillesøster, han kommanderer med de voksne, han råber og er enormt uhøflig. Han bliver vred og aggressiv og det hele er bare svært at håndtere. Men set med pudsede briller, og når jeg lige trækker vejret dybt og mærker mig selv, så er der jo en årsag til at han opfører sig sådan. Jeg tænker først og fremmest faktisk, at han har brug for mere nærvær og tid sammen med mig. Hvor han og jeg foretager os noget som han bestemmer (her er det vigtigt at jeg lader ham styre fuldstændig – hvis vi afsætter en time, så må jeg ikke sige nej til en eneste ting -bortset fra at denne tid aldrig involverer skærm, men det er givet. Uanset hvad han vil, så skal jeg gøre det, så det er ham der bestemmer og har magten her). Det tanker op og virker altid forebyggende men også healende på vanskelig adfærd. Jeg tænker altid på, at det er når man mindst fortjener det, man har mest brug for at blive holdt af. Dernæst tænker jeg, at han måske spejler nogle ting i mig – så der skal lidt meditation og indre søgen til, så jeg kan mærke hvad der skal heles i mig omkring at udtrykke vrede, søskendeforhold mm.. Og så gør jeg en hel masse ting, som f.eks. tilknytningslege, hvor vi gennem leg, der munder ud i latter, forløser følelser der har bygget sig op. Det kan jeg måske uddybe en anden gang.

Når min barn har vanskelig adfærd, så kan det få mig til at føle mere eller mindre ubehag. De fleste voksne har det svært med små “diktatorer” (som jeg ofte har hørt det beskrevet, men jeg hader det ord, for det er så nedladende) – den der kommanderende måde at kræve og ville have, er sjældent charmerende. Og voksne kan blive meget sure og sige meget uheldige ting (skælde barnet ud, få det til at skamme sig eller andet der sætter små ar på sjælen af forkerthed) når et barn er på den måde. Jeg selv prøver ofte enten bare at overhøre og så bare give barnet det det beder om, og selv ikke gå så meget op i hvilken tone der blev brugt (fordi jeg tænker der ligger noget under denne adfærd, så det derfor ikke hjælper at handle på min egen irritation). Eller jeg reagerer med et “javel, hr. kaptajn” – “var der andet, hr. kaptajn” og laver en overdrevet ydmyg gestik, sådan at barnet kommer til at grine eller lege med. Sidstnævnte løsner som regel lidt op, og min egen irritation forsvinder, og barnet får mulighed for at befale og kommandere lidt mere, hvilket kan være rart i en verden hvor de voksne ofte bestemmer mest.

Men især det med andre menneskers reaktion, som kan komme til udtryk på mere eller mindre subtil måde, kan være svært for mig som voksen. Jeg er også ret sensitiv og opfatter folks små tegn på, at de finder mit barns adfærd problematisk eller generende. Og i de situationer, kan mit barns vanskelige adfærd blive rigtig svær for mig at håndtere, på den måde jeg bedst selv kan stå inde for. Jeg prøver altid at forholde mig i ro og være som jeg plejer, men det er faktisk rigtig rigtig svært. Især hvis man er sammen med andre, der ikke helt deler samme børnesyn. Og det er jeg altså ofte. Men det er jo ikke fair hvis jeg skifter ham, efter hvem jeg er sammen med. Jeg må være autentisk overfor mine børn, mig selv og min omverden. Men det kan være så svært, for ofte har jeg lyst til at forklare andre voksne hvad der er på spil, men det er jo aldrig helt simpelt. Jeg må lade dem tænke hvad de vil.

For andre menneskers energi kan påvirke mig enormt meget. Jeg kan slæbe rundt på andres energier, som en aura af heliumballoner fastgjort til mig med snører, svævende over mig, enormt forstyrrende for alt hvad jeg foretager mig. De er hele tiden i vejen, jeg puffer til dem når de blokerer mit øjesyn, jeg puster dem væk når de bremser min bevægelighed og der skal ofte bruges en hel masse energi på at løsne snørerne, for at jeg kan slippe fri for dem.

Men når det handler om mine børn, er jeg sjældent i tvivl om, at andres energier ikke er gavnlige at slæbe rundt på. Jeg lukker os ikke inde eller isolerer os fra omverden, jeg ved bare i mit hjerte hvad der er det rigtige for os, hvordan jeg ser på mine børn og det føles så sandt og rigtigt for mig og os. I mine øjne er vores børn ligeværdige og der er plads til alt det de kommer med. Som min søn så klogt sagde, da han skulle sove:

“Nogle mennesker er bare vokset op med gode manerer. Men hjemme hos os er der kun få regler. Man må ikke skælde ud. Man må ikke have telefon ved bordet. Alle følelser er okay. Man må ikke gøre skade på andre. Og hvis man skal bøvse ved bordet, så kan man bare lige vende hovedet væk, men bøvsen er okay.”

Det føles ret okay at det er sådan det er hos os (den med bøvsen aner jeg ikke hvor kommer fra). Vores børn er fri. De må gerne udtrykke deres følelser, faktisk ser vi gerne at de gør, og vi voksne øver os i at gøre det samme. Og så er vi der for og med hinanden når følelserne skal ud – og minder hinanden om at alle følelser er okay. For man skal ikke være alene med sine følelser, man skal ikke føle sig forkert og svær adfærd hos børn OG voksne, er ofte udtryk for, at vi har brug for lidt mere nærhed og følelse af samhørighed og tilknytning. Med kærlighed og nærvær kommer man altså meget langt. Og det er jo i det trygge rum, at man kan slippe det man bærer rundt på. Verden kræver meget af børn og voksne, så ventilerne skal tømmes for luft ind imellem, så der er plads til at indtage verden igen. Det er det min søn gør lige nu. Og han hjælper faktisk mig til at gøre det samme, ved at jeg må kigge indad og holde fast i mig selv og give slip på de der balloner. Livet med børn er så magisk, så healende, så forunderligt og vidunderligt.

25555444_10159836295665338_2126260673_n.jpg