Drømmer jeg, eller er jeg vågen?

Jeg lever et liv som er langt fra normen. Det har været skræmmende og lidt ensomt at springe ud i hjemmeskolelivsstilen, og i lang tid sagde jeg til folk, at vi mest gjorde det fordi det var godt nu og her. Der er nu gået næsten otte måneder. Og jeg har sluppet alle illusioner om at returnere til skoleverden.

De første mange måneder lukkede vi os sammen om os selv. Vi boede et nyt sted, langt fra det vante og kendte, og med vores skolexit (exit fra skoleverdenen) vendte hele vores livsform pludselig på hovedet. Det føltes rigtigt og meningsfuldt fra starten, men vi havde intet netværk og de kolde måneder var mange og lange og vi var meget bare os selv. Jeg arbejdede hårdt på at skabe et hjemmeunderviser-netværk, mødtes med forskellige folk rundt omkring, men intet blev ligesom helt det jeg søgte. Indtil for et par måneder siden, hvor jeg tilfældigt stødte på en kvinde, jeg havde skrevet med tidligere på messenger. Det var i samme periode hvor jeg mødtes med en anden kvinde og hendes søn, som netop havde kastet sig ud i hjemmeskoling også. Vi tre kvinder mødtes så med vores tilsammen seks børn, og nu har det været en fast ugentlig begivenhed i nogle måneder og det er intet mindre end vidunderligt.

33237609_10160506278580338_2136133419531239424_n.jpg

 

Det fællesskab vi har nu med de to andre familier er magisk. Det er meningsfuldt, nærende og helt igennem rørende at mødes med de dejligste kvinder og deres skønne børn hver eneste uge, og bare mærke hvordan vi knytter os mere og mere til hinanden, og opleve børnene være helt utrolig gode sammen.

Idag mødtes vi på stranden her i Espergærde. Vi sad i skyggen af duftende blomsterbuske, med sand mellem tæerne og spiste frugt og madpakker, snakkede i timevis, badede, fandt fine sten og børnene legede uafbrudt i fire timer denne smukke, danske sommerdag. Derefter tog vi på Krogerup (Aarstidernes gård og -butik her i nærheden) og legede i halmballer og bare nød livet.

33204804_10160506278495338_8770447106763653120_n

Det her liv er så frit. Så fuld af frihed, kærlighed og nærvær. Jeg ved ikke om jeg drømmer, eller om jeg er vågen – eller jo, jeg er nemlig vågen. Helt spil-levende og til stede i mit liv. Jeg mærker helt ind i mine celler hvordan denne måde at leve livet på, er så meningsfuldt for mig og min familie. Jeg mærker hvordan fællesskabet vi her har, er alt det jeg har ledt efter. Jeg ved at jeg skal skabe meget mere fællesskab – et community for hjemmeskolere her i Danmark. Men for nu nyder jeg vores lille tribe med os tre kvinder, og tror at det er vigtigt at vi får knyttet bånd og bliver enige om formen fremadrettet, og så skal vi uden tvivl udvide med flere familier. Det kræver nemlig en landsby at have hjemmeskole, og den landsby er i fuld gang med at blive skabt.

(En hjemmeskolesommerlejr er i støbeskeeen – jeg arrangerer den selv sammen med en anden mor, og det bliver intet mindre en fantastisk. Mere om det senere.)

Vi skal kæfte op – vi må fortsætte ad erkendelsens vej, for at få skabt et samfund, hvor familielivet for de fleste, ser helt anderledes ud end idag.

For tiden fylder lovforslag om tvangsvuggester i Ghettoområder, tvangs-skærmbrug til alle børn i daginstitutioner, og diskussioner om børneliv, zombiebørn og på en måde en slags paradigmekrig i mit Facebook-feed. Med det mener jeg, at rigtig rigtig mange bliver uendelig provokeret af alle os, der tager ansvaret for vores børns opvækst tilbage til os selv i hjemmet, og jeg selv har også fået både personlige og sårende kommentarer fra folk der kender mig privat, når jeg har delt mine holdninger på sociale medier. Og jeg kan mærke hvordan min puls stiger lige nu, mens jeg skriver dette. Både fordi det er sårbart at stå frem, og jeg må forvente knubs, men også fordi jeg ikke forstår hvorfor så mange skal tage det så personligt, at der skrives om en ærgerlig samfundsstruktur, som rent faktisk skader samfundets borgere (stress, depression og angst er blot nogle af de diagnoser der deles ud i flæng, til syge borgere der ikke kan klare den måde vi lever på).

Der er altså noget helt galt i dette land. Vi har en regering der ikke tænker humant – jeg ved faktisk ikke helt hvad de tænker. Og mange af de politiske tiltag som jeg ser, har alvorlige konsekvenser for børn og familieliv. Som f.eks. tvangsvuggestuer i ghetto-områder, hvor børnene ikke må sove og skal lære om grundloven. Eller lovforslaget om at små børn skal lære at bruge digitale værktøjer i dagsintitutionerne. I det hele taget får jeg bare følelsen af, at vi bevæger os hen mod mindre frihed – sådan helt ekstremt sat op lugter det sgu lidt af diktatur.

Jeg bliver vred. Helt ind i maven kan jeg mærke det syder. For børn og familieliv er sådan set det der er vigtigst for mig. Og jeg kan simpelthen ikke holde det her ud – nu må dem ved magten sgu tage at vågne op.

“Lige nu bliver vi regeret af nogle mennesker, der er dybt skadede af denne adskillelseskultur. Men jeg ser det som nogle sidste smertelige krampetrækninger fra den fremmedgørende løgnehistorie om mennesket som homo economicus – mennesket som et væsen, der kun overlever i konkurrence med de andre menneskevæsener – konkurrencen som menneskets dybeste drivkraft og motivation.” – skriver Tove Rump, der er børnefamilielivs-aktivist og en stor inspiration for mig.

Den her verden vi lever i, hvor der stadig tales om daginstitutioner som de bedste til at varetage opgaven at forme gode, hele samfundsborgere, og hvor vi får børn for at placere dem i andres varetægt, inden de er fyldt et år, for at vi kan komme tilbage til job og børnefri hverdag, fungerer bare ikke. Børn har brug for deres primære omsorgspersoner i de første år af deres liv. Børn har brug for en sund tilknytning til deres primære omsorgspersoner, for at blive til hele, sunde mennesker. Og vi har brug for at samfundet indrettes, sådan at familielivet har høj prioritet. Vi har brug for at al den nyeste viden om børn og tilknytning og for meget institutionalisering, bliver en del af politikernes pensum. Det er mig en gåde, at det her stadig kører mere og mere af sporet.

Tove Rump skriver:

“Vi brugte det maskuline sprog og de maskuline værdier til et kvindeoprør (for 50 år siden). – Så nu er vi helt forvirrede. Og tror – helt fejlagtigt – at det er et livsvilkår, at begge forældre tilbringer hele lange dage på arbejdsmarkedet – væk fra deres børn, som de først møder sidst på eftermiddagen, hvor alle er trætte, og hvor ‘det rigtige liv’ slet ikke kan leves sammen. For nu skal der i en fart laves spaghetti-kødsovs og børstes tænder. – Og så er der weekenderne, hvor der skal satses på oplevelser.

Men dybt inde i hjertegruben ved vi godt, at der er noget, der er helt galt med denne form for liv. Vi ved godt, at vi forråder både os selv og vore børn ved at have ladet os forføre ind i den forvildede tankegang, at der ligger en nødvendighed i, at forældre er sådan nogen, der skal befinde sig hele lange dage på arbejdsmarkedet. Mens børnene er anbragt bag et hegn med nogle sandkasser og et legehus sammen med jævnaldrende i store – alt for store – grupper – sammen med nogle – alt for få – pædagoger.

Jeg tænker, at det er så vigtigt, at det er dette fremmedgørende og smertelige pseudoliv, vi skal italesætte.”

Og ja, det gør mega ondt i hele kroppen og helt ind bag hjertet, at erkende dette. At erkende at vi bør leve anderledes. For hvad med al den tid, vi allerede har levet sådan? Har vi skadet os selv og vores børn? Har vores forældre skadet os? Og til det er svarene nok JA. Men det er ikke det samme som at løbet er kørt. Traumer kan heldigvis altid repareres. Men der skal handling til. Vi skal kæfte op – om hvordan børnene har det der ude i daginstitutionerne (det står sløjt til, tør jeg godt skrive), om hvordan skolerne arbejder på en måde der giver børn stress og angst, om hvordan vi selv har det ad helvedes til med at vinke farvel til vores afkom om morgenen, når de ikke vil slippe os, fordi vi er dem de helst vil være sammen med (af gode grunde – altså vi har jo bragt dem til denne verden, for så at lade os adskille så kraftigt, efter alt for kort tid i symbiose). Vi er nødt til at turde sige disse ting højt, ellers kører toget bare videre med os og vores børn som (blinde) passagerer. Det nytter ikke at gå med skyklapper. Og jeg er her, klar med fanerne og argumenterne og følelserne. Vi må nemlig stå sammen, alle sammen, uanset livsform, så vi kan få skabt nogle bedre rammer for os selv og hinanden i dette liv, i dette samfund.

Der var engang hvor jeg ikke levede det her luksusliv

Der var engang, hvor især min store dreng bad om, at se fjernsyn eller sidde med iPad som det første når han slog øjnene op. Det var dengang hvor vi lod ham gøre det, for at kunne snooze og samle kræfter. Dengang stod han umenneskeligt tidligt op – i perioder var kl 04, og det meste af tiden omkring kl 05. Vi voksne var helt ødelagte – eftermiddage efter han blev hentet blev tilbragt på legepladser, i BR i Frederiksberg Centret, i vores gård eller hos naboerne, fordi jeg dårligt kunne holde ud “bare” at være sammen med ham. Jeg overstimulerede ham, mig selv og min mand, for at kunne tåle at være til. Det var rent ud sagt ikke et liv der bragte mig lykke. Ikke at jeg var ulykkelig, men jeg var heller ikke rigtig glad. Jeg var ikke mig selv.

Det gør mig trist indeni, at tænke på alle de år jeg havde det sådan. Det føles som spild af tid. Det var ikke spild af tid, det var en del af min rejse, her hen hvor jeg er nu. Jeg skulle igennem store mængder smerte i mit indre, for at finde ud af hvem jeg virkelig er.

Jeg mærkede at den måde at leve vores liv på ikke var sand for mig, eller for os som familie. Adskillelseskulturen har et hårdt tag i mange af os, og at vriste mig fri, krævede også kræfter. Og det var faktisk først da vi fysisk flyttede os fra byen, at jeg begyndte, at mærke mig selv sådan rigtigt.

Her i vores lille hus, tæt ved vandet, har jeg åbnet mig op for sider af mig selv, jeg for længst havde fortrængt. Og jeg omfavner det hele. Jeg tillader mig selv at være den frie hippie-sjæl jeg i virkeligheden er. Jeg går på bare tæer alle andre steder end på asfalt. Jeg nøgenbader i havet. Jeg krammer med træerne. Jeg suger fuldmånens dybe energi. Jeg lader op af solens kæmpe kraft. Jeg arbejder med krystaller og essentielle olier. Jeg hører musik der taler til min sjæl. Jeg møder mennesker der ser mig og inviterer de enorme mængder kærlighed ind, som jeg hele tiden udsættes for. Det er SÅ magisk.

Her til morgen stod vi op, som vi altid gør, efter at have ligget længe i sengen og puttet og sludret. Jeg har lavet morgenmad til børnene, krammet og danset med dem, været til stede og nydt tiden. Og nu leger de sammen, mens jeg skriver her. Morgener herhjemme er helt anderledes end de var. Et er at vi har tid, et andet er at vi bare er meget mere i ro indeni alle sammen. Og der er ingen der skriger på skærm, som det første. Faktisk fylder skærm mindre og mindre i vores liv, og det er virkelig fedt. Den her frihed, den her tid, det her luksusliv er bare det helt rigtige for os.

32231675_10160455243545338_2535976509508681728_n

NÅÅ ja, og så kan man altså sådan set bare tage til vandet hele dagen, med skønne hjemmeskolevenner, lige når man har lyst, når man lever som vi. DET her er frihed. DET her er lykke. DET her er den ultimative luksus for mig.

Frie børn

31543718_10160445243405338_7181247879405633536_n

“Hvordan holder du øje med, om han mangler noget? Om han savner at være en del af et fællesskab, i skolen?”

Sådan blev jeg spurgt igår. Og jeg kunne mærke det slå knuder indeni. Fordi det for mig er så tydeligt, at min hjemmeskolede søn intet mangler. Men lige der måtte jeg forsvare mig selv og vores valg – igen. Lige der, hvor vi befandt os på en naturlegeplads ude midt i skoven, hvor en skoleklasse holdt fødselsdag med spændende skattejagt som Bønne betragtede med beundring, blev hans blik på fødselsdagsfesten vurderet til, at handle om at han savner den slags samvær. Til trods for at jeg forklarede at hjemmeskolere altså også holder fødselsdag 😉

Jeg svarede: “Jamen jeg er jo sammen med ham hele tiden. Meget mere end de fleste andre er sammen med deres børn. Så jeg ved jo præcis om han mangler eller savner noget, fordi jeg hele tiden er helt tunet ind på hvad han føler og hvordan han har det.”

Mit svar var ikke som jeg kunne have ønsket, for jeg kom til at gå lidt i forsvar. Jeg VILLE gerne have sagt: “Jamen jeg er jo sammen med ham hele tiden, så jeg ved præcis hvordan han har det. Det er for mig den bedste måde at vide, om han mangler noget. Jeg oplever ham og Irmelin som nogle meget frie børn, der holder øjenkontakt når de taler med voksne (fordi de oplever at de voksne de har omkring dem i deres liv, er til stede og oprigtigt interesseret i dem). Jeg ser nogle børn, der er enormt gode til at skabe kontakt til andre børn, som kan lege med de fleste og som kan sætte lege igang i store grupper på tværs af aldersgrupper. Jeg observerer nogle nysgerrige, videbegærlige børn med en stor lyst til at lære alt om alt det vi fylder vores liv med, som er velformulerede, analytiske, reflekterede og fulde af energi og kærlighed. Mine børn er sunde og raske, vilde og skøre, højtråbende, hurtigtløbende, nøgenbadende, vredesudbrydende og bare lige som de skal være. Og der er plads til dem – hele dem, lige som de er, altid. Jeg går ikke og retter på dem eller forsøger at få dem til være noget som helst, eller kunne noget som helst. Jeg har nemlig tillid til at alt nok skal komme, at de kan lære lige hvad de vil, så længe de er trygge, fyldt op med nærvær og har hvad de har behov for – for vores sande natur er nemlig fuld af godhed, samarbejdsvillighed og kærlighed.

Så længe vi er glade – hvilket vi er mere og mere for hver eneste dag der går, så har jeg ingen grund eller lyst til at lave om på hvordan vi lever. Vores lykkekurve er for opadgående, med små udsving bevares, for sådan skal livet jo bare være, men generelt bliver vi bare mere og mere harmoniske og i ro for hver dag der går. Vi er i sandhed faldet til i dette hjemmeliv. Vi har faktisk givet slip på det gamle liv, og omfavner nu fuldt og helt den livsstil vi har nu. Jeg er så taknemmelig for, at vi kan leve som vi gør og ville ikke bytte det for rigdom.

Og hvis folk omkring os bare kiggede lidt ind i mine børns øjne, virkelig tog deres nærvær, nysgerrighed og frie væsner ind, så ville de aldrig stille kritiske spørgsmål til den måde vi lever på.

Alt er lige som det skal være.

Urte-mama

Som årene er gået og jeg er blevet ældre og faldet mere til ro i mig selv, er jeg sprunget ud af hippie-skabet. Da jeg var yngre kaldte jeg mig selv en wannabe-hippie, og da jeg var meget yngre, turde jeg slet ikke omfavne den der flippede side af mig selv.

31856056_10160434213890338_8040209959574568960_n

Det kan være så vanvittigt svært at være anderledes end alle de andre. Vi er jo flokdyr, vi vil gerne passe ind og være en del af fællesskabet – det har jeg før også skrevet lidt om her. Og jeg er een af dem, der har brugt utrolig meget af mit liv, ude af mig selv, for at forsøge at være een der blev accepteret, var populær og i det hele taget blev anset for at være cool. Jeg var så bange for at stå så meget ud, at jeg ikke ville blive holdt af. Jeg måtte slå knuder på mit indre, for at være som de andre.

Inde i mig har der altid boet en full blown hippie. Sådan en med flagrende gevandter, løsthængende hår, blomster i hånden og urter i tasken. Sådan een der dufter af naturlighed og ligner det samme. Sådan een med strålende hud og en lysende sjæl. Den der kvinde, der er forbundet med moder jord, med sin egen feminine kraft og sin store kærlighed. En spirituel og tillidsfuld kvinde, der lever et liv med respekt for naturen, andre mennesker, sig selv og det guddommelige.

Den kvinde er jeg ved at folde mig ud som. Alt det, mit sande jeg, er stadig ved at rejse sig fra moder jord og vokse op og blive en smuk og farvestrålende blomst, men foråret i mig er begyndt – og jeg er så taknemmelig for, at jeg endelig er dette sted i mit liv, hvor jeg føler jeg er mig.

Det er skræmmende at stå frem sådan her. Jeg føler mig nøgen og sårbar. Min hårde skal, som jeg brugte mange mange år på at gøre vanvittigt stærk og nærmest uigennemtrængelig er næsten nedbrudt, og tilbage står jeg helt som jeg er. Jeg føler mig smukkere end nogensinde, gladere end nogensinde og meget meget sårbar. Men det er okay – det er faktisk vidunderligt.

31880779_10160434213720338_7586407438815854592_n

Jeg tør stå ved hvem jeg er. Jeg tør dele mine sandheder. Jeg tør fortælle om essentielle olier (som i øvrigt faktisk har været med til, at støtte min rejse her hen hvor jeg er nu) og hvor fantastiske jeg synes de er, selvom jeg ikke får nær så mange likes på Instagram, og også kan se jeg mister følgere på det. Jeg tør vise min kærlighed til krystaller, fuldmånen, nøgenbadning og langtidsamning. Og faktisk er det mod en del af grunden til, at jeg er kommet her til, tror jeg. For jeg besluttede for længe siden, at jeg måtte turde stå frem, turde være tydelig i mine holdninger til familieliv og forældreskab, og ikke gå og skjule det og please alle mulige, ved at snakke dem efter munden og ikke stå ved mig selv. Det har kostet venskaber, relationer og ret mange svære situationer, men jeg har også fundet og vundet de mest nærende, ægte, kærlighedsfyldte relationer jeg nærmest nogensinde har haft. Jeg har forbedret mit forhold til min familie, ved at handle fra et kærligt sted og lade mig lede af min kvindekraft. Ganske simpelt er mine relationer blevet titusinde gange bedre ved, at jeg møder andre med et kærligt blik, en oprigtig indlevelse og med mig selv fuldstændig i behold.

Jeg skal ikke brænde nogen bh’er eller noget, for sådan nogen bruger jeg slet ikke, men jeg agter at ligge topløs ved stranden til sommer, slå græs i min have nøgen og fortsætte med at nøgenbade, selvom flere og flere af mine medbadere er begyndt at iklæde sig badetøj. Og så skal jeg lave flere kvindecirkler, til trommeceremoni og fortsætte med at være lige præcis så urtet og flippet jeg rent faktisk er.

Jeg er urte-mama ❤

Vi er skabt til at løfte i flok

Et godt fællesskab må, ifølge filosof Svend Brinkmann, indeholde solidaritet både indadtil og udadtil. Med det menes at man både føler sympati med og empati for dem inde i fællesskabet, gruppen, og dem der står udenfor, altså omverden. Et godt fællesskab må heller ikke blive statisk, men i konstant fælles-skabelse. Alle må bidrage og alle må have indflydelse.

Jeg betragter selv fællesskaber på lignende måde. En gruppe, hvor alle giver og tager, hvor alle har en rolle og alle er velkomne. Vi er alle en del af fællesskaber – både de givne og de selvvalgte. Og begge er lige vigtige i mine øjne – vi må ikke negligere nogen af dem.

De seneste uger har vi mødtes fast med først to andre hjemmeskolefamilier. Vi har aftalt en fast ugedag og de næste gange også et fast sted. Og jeg kan bare mærke, hvordan det er SÅ godt for mig og os med det fællesskab. Jeg har brug for det her selvvalgte fælleskab med andre der lever lidt som os.

Som jeg før har skrevet om her, så er vi mennesker flokdyr, skabt til at leve sammen. Jeg har jo min egen lille flok herhjemme, min egen kernefamilie, men udover det fællesskab som familien er, så har vi brug for flere mennesker omkring os. Vi har brug for andre at spejle os i, blive inspireret af, at grine og græde med og til bare at være der for os og vi for dem. Vi lever i en meget individualiseret verden – karriere, personlig udvikling og vækst er bare nogle af begreberne der fylder omkring os. Vi adskiller os i stor stil fra dem der betyder mest, for blandt andet at få alle de materialistiske goder det moderne liv er fyldt med, men mest af alt, fordi vi har bildt os selv og hinanden ind, at sådan gør man. Vi lever hver vores liv, i hver vores lille (eller store) hjem, med rigtig mange ting og tæller ned til den næste eksotiske ferie i en travl travl hverdag. Jeg tror ikke på, at der er een måde at leve på, men jeg tror på, at hver især må mærke efter, virkelig helt ind hvor det måske nok gør ondt, hvad der er det rigtige for een selv og den familie man har skabt. Men alt det er nok en helt anden ‘snak’.

Mange mennesker lever liv med mange venskaber, bekendte og mennsker de omgås. Mange relationer skal plejes, i mange forskellige sammenhænge. Og det er alt sammen fantastisk. Men jeg kender også mange, inklusive mig selv, der har stået med et såkaldt brændende lokum, og ikke vidst hvem de skulle ringe til. Vi måtte få familien til at køre hele vejen fra Aarhus til Nordsjælland, den weekend vi flyttede fra byen, fordi jeg var ved at brænde helt sammen over alt det vi stod med helt selv. Vi har fantastisk søde naboer, der hjalp med det ene og det andet, men lige der var behovet bare at nogen troppede op og tog sig af ting, sådan som man gør i landsbyen.

Jeg har manglet min landsby. Den er der ikke i fysisk forstand, sådan at jeg bogstaveligt bor i den, men den er ved at forme sig alligevel. Som jeg udvikler mig, vores liv udvikler sig – som jeg møder mennesker jeg spejler og sparrer med- så kommer jeg tættere og tættere på, hvordan jeg skal få det fællesskab, jeg så inderligt drømmer om. Nogle finder det gennem børnenes skole, nogle har gamle venskabsgrupper, nogle bruger familien og har dem tæt på. Vores venner og familie er spredt rundt omkring. Vores tætte bånd strækker sig over hele verden. Og det er fantastisk og måske lige sådan det skal være. Men altså lige nu og her, lige denne dag hvor jeg har nydt dybe og meningsfulde samtaler med de smukkeste (her mener jeg både indre og ydre skønhed) kvinder, ser jeg igen dette liv for mig, hvor jeg åbner døren op, og lukker mine børn ud i friheden, sammen med de andre frie børn der bor tæt ved. Hvor det er det mest naturlige i verden at banke på i de sene nattetimer, hvis et barn er skal ses af en læge, og man må træde til overfor de andre sovende børn. Hvor vi hjælper hinanden som det mest naturlige i verden, og deler og bytter grøntsager, æg, strikkede karklude og hjemmebag. Hvor jeg og min familie har mit og vores, men hvor jeg f.eks. kan arbejde ind imellem, mens een af de andre i landsbyen tager over med mine børn, og jeg gør det samme for dem. Hvor ingen barslende kvinder skal sidde ensomme og triste med ammeglade babyer, hvor ingen skal føle sig nødsaget til at lade sig adskille fra deres afkom (men kan gøre det. fordi det er det de har brug for og lyst til, vel vidende at barnet er sammen med andre voksne som det er sundt knyttet til), for at kunne hænge sammen igen. Hvor vi løfter i flok – præcis som vi er skabt til. Og denne flokmentalitet mærker jeg i mit nyfundne/-skabte hjemmeskolefællesskab. Og det gør mig så glad, at ingen ord egentlig kan beskrive.

 

Ved havet finder vi ro

For et år siden ca., til min 35 års fødselsdag, inviterede vi mine forældre i sommerhus ved Flensborg Fjord. Der er så smukt. Jeg badede i det kolde vand flere gange, gik morgentur og inhalerede naturen, vandet, stilheden. Jeg mærkede mine skuldre og mit sind sænke sig i det simple liv, væk fra byen. Det var på mange måder første skridt mod vores farvel til København.

30777084_10160390035110338_1460588296_n

Da vi kørte til Nordsjælland en varm og solrig junidag sidste år og landede i Espergærde var vi bjergtagede. Havet stod så smukt den dag og livet syntes bare lettere her. Og det er det. Havet er 2-300 meter væk og for at komme til stranden er der 800. Skoven er halvanden kilometer her fra, markerne på den anden side af villakvarteret og om aftenen er der stille og mørkt. Jeg ser månen som aldrig før – bemærker med mine øjne hvor den er i sin cyklus, holder øje med dens spirituelle påvirkning på os, og mærker mig dybt forbundet med La Luna. Det samme med moder jord – jeg ser med mine øjne hvordan vores træer bliver bearbejdede af massevis af bestøvere, jeg ser hvordan de ting vi har taget med fra min egen barndomshave og plantet her udvikler sig lidt hver gang jeg vander dem. Jeg går med bare tæer i haven hver dag, trækker luften helt ind i mit hjerte, og lader naturen lade mig op. Det er jo ikke raketvidenskab, men for en byboer som jeg, er det næsten magi. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg hører til meget tættere på naturen, end ellers i mit voksne liv har levet.

Igår kørte vi alle fire til vandet. Børnene og jeg smed alt tøjet på badebroen, på trods af andre badere der var iklædt badetøj. Vi badede alle tre i det kolde vand og det var med smil på læberne og jeg selv kunne ikke lade være at hvine. Jeg har badet hele vinteren, men igår var anderledes. Det føltes næsten koldere der midt i den lune forårssol, og i hvert fald føltes det livgivende, opløftende, healende. Tænk at de begge bare hoppede i og op igen, bare sådan. Det var så smukt faktisk.

30121171_10160390006425338_659810369_n

Havet har sådan en healende effekt på os alle. Og der er ikke een eneste dag jeg ikke synes det er vanvittigt smukt. Og selv de dage hvor børnene absolut ikke gider der ned, ender det med at være fantastisk for os at være der. Selv de dage hvor det blæser en halv pelikan (som min mor altid sagde), og vi derfor kun er der ganske kort, er det vidunderligt. Jeg føler mig SÅ heldig at bo her i naturen, at leve som vi gør, at mærke mig selv som jeg gør. Jeg er meget taknemmelig og lige nu kunne jeg ikke ønske mig mere end dette.

30421502_10160390035305338_1391194766_n