Camping er lige så eksotisk som en tur til Maldiverne – drop charter-ferien og skån miljøet

37282233_10160716549760338_5850123397094178816_n

I weekenden var vi på camping. Med telt, tynde madrasser og vores dyner, overnattede vi tre gange på en campingplads kun 25 minutters kørsel fra vores hjem. Det var helt perfekt.

Turen blev fordi vores rejse til Island, som skulle have været i en autocamper rundt på øen i syv dage sammen med mine forældre, måtte aflyses, da min mor havde et uheld på sin cykel, og kom slemt til skade. Og for at vi trods alt fik lidt ferie væk fra huset, faldt valget på camping. Og det var helt perfekt. Vi er absolut ikke erfarne indenfor den slags, så vi vaskede op med sæbe fra dispenseren i campingkøkkenet, varmede vand i en gryde samme sted og i det hele taget var vores setup ret simpelt. Og det var en del af grunden til at det var så vellykket, hvis du spørger mig. For når man skraber alt det overflødige væk, og kun står tilbage med et telt, et par madrasser, nogle tallerkener og gryder, lidt bestik og få stykker tøj, så er der ikke rigtig nogle valg man skal træffe om noget som helst. Det hele giver sig selv, når mulighederne ikke er mange. Så vi slappede af – vi lå i græsset og snoozede, mens børnene fes rundt og fik nye venner omkring os. Vi spiste pitabrød, pastaretter og rugbrødsmadder og drak en hel masse vand fra hanen. Og det er en af de bedste ferier vi nogensinde har holdt.

Idag i mit facebook-feed var der så, meget apropos vores telttur, som absolut ikke var idealistisk, men helt spontan, en hel masse igang om hvordan alle de ekstravagante flyrejser forurener vores klode. Og det fik mig til at tænke lidt. Jeg selv elsker eksotiske rejser til fjerne destinationer. Jeg har taget min familie med jorden rundt nogle gange, og planlægger at gøre det igen. Men jeg har aldrig rigtig tænkt over de miljømæssige konsekvenser ved de rejser. Jo, ganske flygtigt har jeg tænkt: “Det er også noget svineri, sådan at flyve rundt hele tiden” – og så ikke brugt mere energi på det. Men der er naturligvis grund til at forholde sig her til, især når man som vi, lever økologisk og tænker over at forbruge mindre, ikke bruge plast (bomuldskarklude, skuresvampe af miljøvenligt materiale, siger nej til sugerør og plastikposer osv osv) og i det hele taget er meget bevidste om de fodaftryk vil laver på vores jordklode. Når man er så bevidst at man køber alt brugt, fordi nyt er noget skidt, så er det en smule hyklerisk at sætte sig ind i en flyvemaskine fem gange om året. Jeg har i hvert fald fået lidt at tænke over.

Mine børn, verdens børn, skulle gerne have en klode at leve på, og derfor bør vi passe godt på den nu og her. Og det betyder at tage ansvar for at alle vores handlinger har en konsekvens. Jeg kan ikke udfolde dette emne til fulde, det må være op til læseren selv at forholde sig, men når jeg tager så mange bevidste valg hele tiden, så må det gå hele vejen.

Eller er der steder, hvor det er okay at slække lidt?

37279485_10160716551085338_7378930900324581376_n

Jeg kommer aldrig til at holde op med at rejse. MEN der er jo destinationer tættere på hjem, som kunne udforskes mere indgående først. Mange steder i vores eget land, og endnu flere i landende omkring os. Man kan køre med tog og bus, for at forurene mindst muligt, man kan endog cykle. Der er meget man kan gøre og en rejse eller en ferie, er ikke nødvendigvis mere spændende fordi man har fløjet i et halvt døgn for at komme frem. Det beviser vores lille tre-dages sommertur i hvert fald. Vi er så rige på oplevelser, på nærende samvær og dejlige, lange aftener, som vi kunne ønske os.

Men jeg drømmer nu stadig om en vintertur til Thailand, at besøge Japan, at komme på hjemmeskole-studietur til Australien og Californien, hvor vi kender gode hjemmeskole communities som vi gerne vil lære af, til Afrika og opleve de vilde dyr og meget meget andet. Rejserne til fjerne destinationer kan jo noget helt særligt. Men vi skal bare ikke glemme alt det andet, i forsøget på at overgå naboen i hvor mange fede ferier vi kan holde. Heldigvis oplever jeg en modbevægelse, som er langt mere optaget af nærvær, relationer og tid end god økonomi og fancy rejser – og det er da en start. Lad os passe på os selv og hinanden og moder jord, så fremtiden er lys og klar, for både os selv og kommende generationer.

37206631_10160716550400338_2535051747215278080_n37207848_10160716551550338_8225883547559264256_n

Moderskabet er ganske enkelt essentielt

Det er meget snart otte år siden min søn kom til verden. Den dag forandrede mit liv sig for evigt. Intet var længere det samme. Min øjne så verden anderledes, min sjæl opfattede alt på en ny måde. Jeg mærkede mine instinkter meget stærkt, fra han tog første åndedrag. Ansvaret, kærligheden, omsorgen, tilknytningen. Jeg var mor – og en indre visdom tog over.

Min egen mor var hos os den første tid. Mens vi var på barselshotellet, gjorde hun hovedrent i vores lejlighed, fyldte køleskabet og spredte sin kærlige energi i hver en krog af vores hjem. Hun besøgte os og holdt vores søn tæt til hjertet, og elskede ham så højt som vi fra første blik. Hun var hos os den første tid og støttede mig i min nye rolle, og vartede mig op og sørgede for alt. Det var ikke noget vi forud havde talt om, det var bare sådan. Og for det er jeg evigt taknemmelig.

Som ny mor er man utrolig sårbar. Der er et lille væsen man skal tage sig af, og følelserne og ansvaret er overvældende. Amning, bleskift, døgnrytme, tilknytning og den egenomsorg man også skal varetage, er overvældende. Og det at skulle tage sig af det lille menneskebarn, som er så rent og kærligt og intet kan selv, optager hele ens væren. Og sådan skal det være. Intet er vigtigere i min verden. Det er blandt andet derfor jeg er blevet doula. Fordi jeg så gerne vil støtte kvinder før, under og efter fødslen.

36961567_10160692187605338_8404335044956520448_n

I vores del af verden gør vi ikke et nummer ud af, at nogen er gravid eller skal føde. Tusindvis af kvinder gør det hver eneste dag, så ‘what’s the big deal?’.

Vi har glemt noget essentielt. Noget helt vildt vigtigt. Vi har glemt hvor værdifuldt og ganske enkelt centralt moderskabet er. Vi fødes alle, af en mor. De fleste af os får selv børn. Føder. De børn føder. Det er livet. I sin utrolig smukke essens.

Moderskabet er det smukkeste der findes. Omdrejningspunktet. Hvis ikke vi havde mødre, havde vi ikke liv. Hvis ikke vi blev mødre, fortsatte livet på jorden ikke. Så vi må se at få bragt moderskabet op på en piedestal. Det fortjener det.

I stamme-samfund, hvor mennesker stadig lever i et med naturens gang, altså med instinkterne, hyldes moderskabet. Der laves ceremonier for at byde det nye liv velkommen, den fødende støttes af doula og søstre, og kvinderne samles for at bakke op om den kommende og nybagte mor. Når en kvinde har født, skal hun amme og hvile, nogle kalder denne tid for fjerde trimester, og man sætter denne tid højt. Kvinden skal ikke andet, til det har hun sin stamme. Sit fællesskab. Sin landsby.

Her i vores del af verden har vi glemt denne visdom. Kvinder føder, får besøg af sundhedsplejersken, der i øvrigt kommer med ofte stringente råd og retningslinjer, som de har fået stukket ud af sundhedsstyrelsen, og har sin partner ved sig de første 14 dage. Herefter er hun alene. I vid udstrækning har vi nemlig fjernet os fra vores familie, er flyttet langt væk for at jagte karriere og fede boliger. Mange af os har vores venner tættest på, men alle går jo på arbejde, så ingen er der rigtigt for den nybagte moder. Jovist hun får da en mødregruppe, men disse medmødre er jo lige så alene om det hele som hende selv, så de timer man ses, bruges på desperat at få afløb for nogle af de frustrationer og smerter, man mestendels sidder alene med. Og når der er gået nogle måneder, længes man tilbage til arbejde og børnefri hverdage, så man kan trække vejret og igen føle sig som en af de andre. Ensomheden parkeres i vuggestuens vinkevindue.

Men jeg kan ikke længere bære, at det er sådan vi lever. Jeg ønsker noget mere for mig selv og for andre. Især for mine egne børn. Jeg ønsker at de vokser op i en verden, hvor de har den stamme. Hvor graviditet og fødsel er af højeste værdi og fejres og hyldes. Hvor det at passe sit nyfødte barn, til en start, er vigtigt. Hvor en mor ikke skal mærke smerten i at mangle sin stamme, sin landsby. Hvor fællesskabet støtter op og er der med alle de praktiske gøremål og emotionel omsorg, så en mor kan være der for sit spædbarn. Hvor det har reel værdi, også i det store samfundsbillede, at varetage omsorgen for børnene, også når de bliver større og kan ting selv. Hvor alt ikke handler om målbare resultater og karrierestiger, men hvor de feminine egenskaber er lige så vigtige som de maskuline.

Jeg drømmer om en verden, hvor vi lever mere naturligt, simpelt egentlig, og i kontakt med os selv, vores urgamle visdom og moder natur. Hvis vi levede mere sådan, ville de vigtigste ting helt uden besvær komme i fokus. Sådan har det i hvert fald været for mig selv – jo mere af det unødvendige jeg har skrabet væk, jo tættere jeg er kommet på naturen og den dybere mening, jo mere mærker jeg mig selv og min essens. Jo mere kærlighed føler jeg til mig selv, mine elskede og livet. Jo mere føler jeg at de vigtigste ting, relationerne, bliver de væsentligste.

Da jeg selv blev mor, fandt jeg fællesskaberne hvor jeg kunne. I vores opgang, i familien, i venner og veninder. Jeg kunne ikke have klaret den uden fællesskaberne. En del af dem gik i opløsning, da jeg var gravid anden gang, og der indtrådte mit livs største smerte. Den smerte varede i årevis og jeg søgte, studerede, researchede og kender nu nok nær ved alle bofællesskaber i det ganske land, og der findes nok ikke en boform jeg ikke selv har tænkt på. Nu bor vi udenfor byen, og kontakten i min hverdag med naturen, har bragt mig tættere på mig selv end nogensinde før. Fællesskabet er stadig et omdrejningspunkt, og vores livsform lige nu er ikke den endegyldige. Vi skal leve meget tættere med vores stamme. Vi skal lave vores landsby. Så jeg kan være alt det jeg beskriver her. Så vi kan leve det liv jeg føler så stærkt for. Vi har fællesskaber, venskaber og familie, som betyder alt for os og udgør vores landsby – og uden dem ville vi ikke være så lykkelige som vi er. Men der er mere til mig og os, det mærker jeg så dybt. Kvindecirkler, doula-arbejde og alt muligt andet, er en del af denne længsel efter min stamme. Vi må få denne urgamle kvindevisdom mere på banen i vores del af verden. Jeg gør i hvert fald mit.

36944755_10160692189910338_353066854559776768_n

 

 

Søsterfællesskaber

36432352_10160652917750338_3592861458750242816_n

I torsdags faciliterede jeg, sammen med mine to elskede veninder, min første kvindecirkel. Jeg har længe gået med lysten til at skabe sådan et rum for kvinder, fordi jeg har mærket gang på gang, at vi med vores feminine energi og visdom, kan finde ind til vores hjerter og vores sjæle, på en helt særlig måde. Jeg har grublet i over et år over, hvordan sådan et arrangement kunne se ud og blive, men ikke turdet eller vidst hvordan, før for en måneds tid siden, hvor det pludselig kom til mig.

I foråret mødtes Mia, Vibeke og jeg med alle vores børn, en eftermiddag i vores lille hus i Espergærde. Vi hjemmeskoler alle tre, og der var instant connection. Vi klikkede bare på så dybt et plan lige med det samme, så herfra har vi mødtes hver eneste uge, og sammen skabt det fineste hjemmeskolefællesskab. Børnene leger i timevis mens vi taler og taler og taler. Vi græder og griner, krammer og danser, og deler vores inderste med hinanden. Vi er i kontakt hele tiden stort set alle døgnets timer, og jeg har kun få mennesker i mit liv, som jeg føler mig så dybt forbundet med. Vi er sjælesøstre og vi elsker hinanden gensidigt. Vi udtrykker vores kærlighed, vi er der for hinanden, og kraften er stor. Derfor kom der en skaberkraft på banen, da vi var blevet enige om at eventet skulle ske (efter de begge havde sagt NEJ, da jeg først foreslog at lave det, som nogle dage senere blev til JA), som jeg aldrig har oplevet før. Skype møder, timelange snakke og skriftlige korrespondancer næsten i en uendelighed, skulle der til, for at få skabt en fuldstændig magisk sommeraften i vores Sacred Sisterhood Beach Circle.

35 smukke kvinder var vi. Hver og een med den meste åbne og kærlige energi. Jeg så hver eneste kvinde dybt i øjnene, og mærkede så intenst, hvordan de og vi bare var så klar til at tage imod den kærlighed, vi hver især bragte med os. Vi åbnede vores hjerter og lod os svæve med ind i søsterfællesskabets omsluttende kvindekærlighed. Vi forbandt os med hinanden på et dybt plan, faktisk uden ord eller livshistorier. Vi havde cacao-ceremoni, council, sacred dance, sang, trommespil, solo-optrædender, nøgenbadning i fuldmånens tilstedeværelse og bare den mest kærlige energi, jeg nogensinde har oplevet. Jeg var så rørt og græd, jeg dansede med mig selv og gav mig hen, jeg sang så højt jeg ikke anede jeg kunne (meget pludseligt, da jeg følte det måtte til for at samle tropperne efter lidt opbrud i musikken), og delte min essens med hver eneste kvinde til stede. Den aften var jeg MIG. Som aldrig før. Jeg foldede mig helt ud. Det var så helt igennem magisk.

Når vi er sammen som kvinder, opstår der noget helt særligt. Når vi åbner vores kvindekraft og den urgamle visdom vi bærer dybt i os hver især, når vi giver os hen til kærligheden og åbner vores hjerter, så er det magisk. Virkelig magisk. Jeg mærker det i alle mine celler.

Vi kvinder har brug for hinanden. Vi har brug for at stå sammen og løfte hinanden herved. Vi har brug for at kunne læne os ind i hinanden, for det kan vi. Vi har så meget mere i os end vi aner, hver især. Og det kommer bare frem, det kan ikke holdes nede, når vi giver os hen til hinanden i et fællesskab, som denne kvindecirkel var. Det er som om at vores essens nægter at blive holdt tilbage, når kvindekraften, den feminine energi, vores intuition og styrke, bliver sluppet løs.

For mig var denne kvindecirkel kun begyndelsen. Jeg føler det her er en bevægelse, jeg VED det er en bevægelse, fordi overalt i den vesterlandske verden opstår disse fællesskaber, og jeg vil, skal og må være med. Jeg er allerede igang med at planlægge en kvindecirkel igen til juli, i Jylland, fordi det her bare giver så meget mening for mig. Min femininitet er min største styrke, og det forstår jeg nu endelig. Det feminine paradigme, hvor vi skal løfte i fællesskab og nyde de mere bløde og nære værdier, hvor vi kvinder anerkender os selv og hinanden for de skabende, healende og intuitive kræfter vi besidder, er igang. Og det er så fantastisk at være en del af.

TAK til alle der var med i Sacred Sisterhood Beach Circle – jeg glæder mig til mange flere cirkler med Jer og alle de andre der vil være med ❤

Namaste

36463601_10160651779895338_7928042142700666880_n36379035_10160651781420338_884389759735037952_n36448183_10160652926120338_6826464837518753792_n

 

Hvad med det sociale, når de hverken går i børnehave eller skole?

I vores samfund, bliver vi fortalt, at det er bedst at færdes i daginstitutioner og skoler, for at blive socialiserede. Jeg har selv tænkt sådan. Da min søn var et år, og han kom i vuggestue, mente jeg også, at han var ‘parat’ til at være sammen med andre børn, og at det var godt for ham, at blive stimuleret og adskilt fra mig og hans far. Jeg har indtil for nylig også ment, at det var bedst for ham at gå i skole, bl.a. for det sociale. Og det er een af de største bekymringer folk omkring os udtrykker – hvad med det sociale, når han ikke går i skole?

Med fare for at komme til at lyde en smule afvisende overfor folks velmenende bekymring, vil jeg sige: I vores verden, er overbevisningen at vi socialiseres bedst uden vores primære omsorgspersoner, og i store forsamlinger. Jeg har en anden mening, og jeg kan se og mærke, at det fungerer for os. Min søns (og min datters) sociale liv er så rigt som vi kunne drømme om. Vi har de mest fantastiske hjemmeskolevenner, som vi alle nyder at være sammen med. Vores børn leger hele dage nærmest uden konflikter, og deres kreativitet og naturlige lyst til at udforske og udfordre dem selv, er så inspirerende at være vidne til. Vi er der hele tiden sammen med dem, men de er frie til at mærke hvad de selv vil og kan. Og mine børn har aldrig haft det så godt som nu.

Da jeg var yngre, især i min skoletid, var popularitet noget der fyldte meget. Så meget at jeg med tiden glemte hvem jeg var. Jeg husker de sidste år i folkeskolen som nogen, hvor jeg vidste, at jeg ikke var den jeg dybest set kunne være, men var låst fast i en indgroet rolle. Jeg drømte om at skifte skole, skifte social scene, og være mig. Så da jeg skulle i gymnasiet, valgte jeg ikke det tættest på mit hjem, og det var så fedt at kunne få en frisk start. Men her blev jeg langsomt også lidt en anden end min essens, for popularitet fyldte stadig. Jeg led af FOMO (fear of missing out) og skulle altid være med til det hele. ALDRIG gjorde jeg hvad JEG havde brug for – altså helt uden at være bevidst om det, gjorde jeg det hele, for bare at være med. Jeg var ikke sikker nok i mig selv, egentlig.

Jeg har altid følt, at det var godt at have mange venner. Jo flere venner, jo mere populær. Så jeg har gjort meget for at opretholde en stor berøringsflade, det meste af mit liv.

Men de senere år, har jeg erkendt, at det ikke er det bedste for mig. Jeg er introvert ekstrovert. Modsætninger – i know. Men sådan er jeg. Jeg tror mange er sådan. Jeg er sensitiv, jeg mærker andre og deres følelser og energier meget, og kommer nemt til at sovse rundt i hvordan alle andre har det, fremfor at tage mig af mig selv. Så når jeg har været i store forsamlinger, har jeg ofte tyet til alkohol, for at tage toppen af min sensitivitet, og slippe for at mærke alle andre (og mig selv, i øvrigt). Men i erkendelsen af min sensitivitet, min femininitet og intuition, og min nyfundne selvkærlighed, er jeg holdt op med det alkohol, og holder mig i stedet til mine nære relationer, fremfor at have mange hele tiden.

Mine børns liv er det samme. De har ikke mega mange venner, og det behøver de heller ikke. Det er misforstået, at børn har brug for mange venner, hvis du spørger mig. Den nyeste viden om tilknytning, bl.a. som beskrevet af Gordon Neufeld, fortæller f.eks. at børn har langt mere brug for de nære relationer end for venner. Børn i vores verden er ofte mere knyttede til deres venner end deres forældre, og det bør være den anden vej rundt. Det er os som forældre der skal guide, være forbilleder og være stærkt knyttede til vores børn. Men sådan som vores samfund er struktureret, lever langt de fleste ikke på den måde.

I mine øjne er tilknytningen det vigtigste. Vi har nogle fantastiske hjemmevenner, som vi flere dage om ugen bruger tid med, og den tid er vigtig for de voksne og for børnene. Vi har brug for venner, for fællesskaber, for sociale arenaer udenfor vores egen kernefamilie. Men det er kernen, der er det primære. Det betyder at vi er meget sammen, og at børnene ikke bare leger ubegrænset med f.eks. nabobørnene. Tilknytningen til de primære personer, især familien, er vigtigst. Det viser både nyere forskning og min egen erfaring. Jeg kan simpelthen mærke på mine børn, at de trives bedre, når de er mere sammen med f.eks. mig. Og det er der mange årsager til, som jeg ser det, men det vil jeg ikke uddybe for nu.

Vi har alt det sociale vi kunne ønske os. Lige nu, i det her liv. Vi knytter stærke bånd med dem vi bruger tid med, og det føles vigtigt og rigtigt. Længere er den egentlig ikke.

 

 

 

Det meningsløse i forbrugssamfundet og måske lidt at tænke over

Idag talte jeg med min far, der netop havde fyldt et lagerlokale hos een af de førende virksomheder indenfor opbevaring, med alle de ting fra deres hus, som ikke kan være i deres nye lejlighed. Det er jo fedt, at der findes sådanne steder til midlertidig opmagasinering af ejendele, hvis man netop sælger et hus, og ikke helt ved hvad de langsigtede planer er. Det der gør, at det lige gipper i mig når mine forældre støtter sådan en slags virksomhed er, at det er selve behovet for de store opmagasineringssteder, i vores samfund og andre der minder om, som for mig kommer til at blive absurd. Jeg bliver provokeret, fordi det ikke føles rigtigt at det er sådan vi lever.

Vi lever nemlig i et forbrugssamfund, hvor materialisme fylder meget. Folk køber og køber, og må tage quick-lån og jeg ved ikke hvad, for at finansiere deres lyst til nyt. Ikke alt materielt er skidt, men når vi forbruger uden at bruge hovedet, uden at forholde os til hvad det gør ved os som mennesker og vores klode, så er vi ude på et sidespor. Alle jeg kender, inklusive mig selv, har mere end de har brug for – både af tøj, køkkenting, møbler, udstyr osv. osv. Og når jeg bevæger mig i fristelsernes land, der hvor butikkerne er, så bliver jeg også draget, og inde i mig kommer der en insisterende trang til at købe nyt. Det nye, lækre, moderne og trendy lokker og jeg er selv svag, når det kommer til den slags. Derfor holder jeg mig fra det nu om dage, for sådan styrer jeg mig bedst.

Jeg ville ønske verden ikke var sådan. Mennesker arbejder utrolig meget, har utrolig travlt, for at få råd til alt muligt. Nuvel, nogle er også glade for deres jobs, og får også noget mere ud af det end blot penge på kontoen, men alligevel bruger langt de fleste (af dem jeg kender) rigtig mange penge på materielle ting. Folk skifter køkkener ud efter fem eller ti år, fordi de ikke længere er “fede”. Folk får nye spisestuemøbler, fordi det eksisterende, som måske også er max fem år gammelt, ikke længere passer i stilen. Vi køber en ny stempelkande, fordi den gamle jo ikke er i det super hotte metallic-look. Vi mangler konstant mere opbevaring i hjemmet, indtil vi må købe os til løsninger udenfor matriklen, fordi pladsen er sluppet op.

For mig er det enormt meningsløst.

Siden vi flyttede, har jeg været i en ongoing proces med at slippe mange af vores ting. Det betyde,r at jeg prøver at leve ud fra devicen ‘noget må ud, når noget nyt skal ind’. Jeg køber ALT brugt, først og fremmest, med mindre vi har et akut behov og genneren eller dba ikke er behjælpelig. Men det sker virkelig sjældent. Jeg forærer ting bort, som vi ikke længere bruger, frem for at køre dem på losseren, fordi det giver mening for mig, at genbruge, og dermed bidrage til at der produceres mindre. Afskaffelsen af ting koster dyrt på forurenings-regningen, ligesom produktionen af nyt gør det. Og det er noget vi alle må forholde os til.

Når jeg prøver at have færre ting, så er det også fordi jeg kan mærke, at jo mere simpelt tingene er, jo færre ting der er, jo nemmere er mit liv. Det roder mindre, der er mindre at forholde mig til, og jeg bruger færre penge på ting. Jeg er ikke minimalist, og bliver det aldrig, men jeg har mindre end jeg har haft. Hele tiden kommer der dog jo alligevel nyt til, f.eks. 20 tuber flour-frit økotandpasta som er så billigt i tyskland, at vi købte det med hjem fra Berlin, og nye essentielle olier og krystaller – så helt uden forbrug lever jeg ikke. Men jeg tænker over, at de nye ting der kommer ind, skal nære min sjæl såvel som krop og sind. Derfor betyder bæredygtighed, genbrug og økologi meget. Det føles nemlig meningsfuldt for mig. Jeg tager stilling og intet købes ‘bare fordi’.

Forbrugssamfundet giver mig faktisk ondt i maven. Jeg kan ikke forstå at mennesker ejer så meget, at de må tilkøbe sig ekstra plads ude i byen, for at kunne holde fast i det hele. Min far berettede, at mange mennesker har sådan et lager-lokale i ti år, for derefter blot at smide det alt sammen ud. Ti år koster rundt regnet 100.000 kr, hvorefter erkendelsen tilsyneladende er, at man ikke har brug for de ting der stod der, så man skaffer sig af med hele molevitten. Det giver da virkelig ikke mening. Og selvom man jo langt fra kan konkludere, at lager-steder for private udelukkende er skidt, så synes jeg alligevel, at det er noget vi kan tænke lidt over hver især.

Ejer du mange ting? Bruger du det hele? Har du virkelig BRUG for en ny vase, fordi ingen af dem du i forvejen har, er den der smukke, nye orange farve, som er så in lige nu? Hvorfor føler du du har brug for nyt? Hvad er der galt med det du allerede har? Hvilket behov dækker din nye, blomstrede kjole reeelt? Kunne du ikke bare bruge een af de syv du har i forvejen? Og nye, sorte støvler? Jo, dem du har, har ikke den der 3,5 cm hæl som Eurowoman har erklæret den “nye” hælhøjde (det her er rent gætteri, jeg har ikke læst et dameblad i årevis), OG HVAD SÅ?

Jeg opfordrer dig til at rydde op og rydde ud. Så det du har er det du rent faktisk kan lide. Og det gælder hvert eneste rum i dit hjem. Spørg dig selv: Har jeg brug for denne ting? Hvornår har jeg sidst brugt den? Er den mig, eller blot en forestilling om hvem jeg gerne vil være? Kunne andre få mere glæde af den, hvis jeg gav slip på den? Giver denne ting mening for mig at have og hvorfor?

Jeg lover at det er en fantastisk følelse at have og forbruge mindre. Pludselig kommer der plads i dit liv og måske din økonomi, til at gøre og mærke det der egentlig er væsentligt. Når alt er mere simpelt, når der er færre ting at forholde sig til og skulle træffe valg omkring, så frigiver det energi og tid til relationerne – både den til os selv og dem vi holder af. Og det er det livet handler om. Relationerne.

(Her er et billede af min vindueskarm: En lysestage som jeg ‘arvede’ af mine svigerforældre (til jul ønskede jeg mig brugt, gerne fra deres hjem, eller oplevelser) fyldt med smukke krystaller, min diffuser med lækre, essentielle olier fra doTerra på og blomster fra naturen udenfor min dør, i en gammel vase. Kun det bedste er godt nok – det handler ikke om mængden for mig, men om at det jeg har, føles nærende for mig.)

35732307_10160602136355338_2310433951295995904_n

 

Livet går og klokken slår og nu er jeg her igen

33374912_10215758318701440_1555830544103636992_n

Tiden går og jeg har simpelthen været så hængt op af at nyde livet, tiden og friheden, så bloggen røg lidt i glemmebogen. Nu er jeg tilbage, for mange tanker florerer og skal deles.

Jeg er igang med 1000 ting. Jeg skal lave kvindecirkel med to andre fantastiske kvinder, og indtil videre ca. 15 tilmeldte, heriblandt en 73 årig kvinde, hvilket bare fylder mig med så stor taknemmelighed og ydmyghed. Tænk at så mange vil have del i den energi vi føler lyst til at dele. Tænk at vi ikke er de eneste (selvfølgelig er vi ikke det) der har lyst til at mærke hvordan vi som kvinder kan løfte hinanden, når vi finder sammen i et fællesskab. Find eventet “Sacred Sisterhood Beach Circle” på Facebook, hvis det interesserer dig 😉

Derudover er jeg igang med min første doulaklient. En førstefødende, amerikansk kvinde og hendes mand og datter i maven, som jeg skal støtte til at få den fødselsesoplevelse de drømmer om. Det er sådan en smuk rejse for mig, og for dem, og jeg glæder mig til at dele mere med Jer om det.

Og så arbejder jeg jo med verdens bedste essentielle olier fra doTerra. Jeg er i fuld gang med, at hjælpe andre mødre igang med, at bruge olierne til at støtte dem selv og deres familier til et naturligt sundt liv. Og jeg lærer så vanvittigt meget og min egen familie har så meget glæde af de olier. Det vil jeg også fortælle mere om en anden gang.

Samtidig hjemmeskoler jeg jo to børn. Og alene det, optager nærmest al min tid. Og det skal det, sådan vil jeg at det skal være, og hver eneste dag er jeg så taknemmelig for det liv vi lever.

Derudover har jeg jo, som alle mødre i denne verden, en milliard praktiske gøremål, som jeg må og skal tage mig af. For det meste klarer jeg det mest nødvendige, og når begge børn sover, et sted mellem 20.30 og 21.30, så når jeg enten lidt admin på min computer (mails og beskeder der skal besvares, ting jeg lige skal undersøge og se på, osv..) eller ligger i sofaen, indtil jeg tager mig sammen til at gå i seng.

Faktisk kan jeg ikke helt følge med. Der er for mange ting, og for få timer. Det kan måske forekomme sært, når jeg ikke arbejder og tid er alt vi har, men det er sådan det er. Vi vil gerne lave fede og spændende ting, vi nyder vores frihed og gør lige det vi har lyst til hver dag. Og det er totalt magisk og alt er lige som det skal være, men det betyder altså ikke at jeg kan nå alt det jeg skal.

Og lige i de her dage ringer der journalister, og vil have mig til at stille op i tv og fortælle om hjemmeskole, langtidsamning og andre radikale livsvalg. Og jeg kan mærke at formidlingen her inde ikke må gå i stå. Jeg har så meget på hjerte. Men tingene er nødt til at komme mere i system, for at jeg kan nå alt. Det er jo ikke raketvidenskab, så nu vil jeg putte mine børn og lægge en plan.

Tak fordi I stadig er her 🙂

Barnet nægtede at samarbejde til den kommunale sprogvurdering

Jeg har det meget meget stramt med at skulle udsætte mine børn for tests. Det handler om, at jeg ikke tror på, at systemer der er sat op til at skulle vurdere alle mennesker på præcis samme parametre, som ikke tager højde for den enkelte, gavner mine børn. Jeg bryder mig heller ikke om, at bede mine børn om at præstere når de ikke selv har lyst.

Ifølge dagtilbudloven skal alle børn på tre år, der ikke går i daginstitution, modtage en sprogvurdering fra kommunen. Den var Irmelin og jeg afsted til idag, på trods af at jeg havde udskudt og skubbet det foran mig længe.

Irmelin og jeg talte forinden om, at vi skulle mødes med en sød dame, der skulle tale med hende, og i bilen på vej der ind, var lutter glæde. Min datter snakker normalt rigtig meget, om alt mellem himmel og jord, og ingen der kender hende ville være bekymret for hendes sprog. Og fordi hun er en del af vores hjemmeskole, bliver hun hver eneste dag udfordret sprogligt og mentalt af sin fire år ældre storebror.

Men idag, hvor vi sad ved det runde bord, med kommunens talepædagog der foran sig havde flere tykke ringbind med papirer, klappede min datter fuldstændig i. Hun er tre år gammel, og damen sad bare med hænderne fladt foran sig på laminatbordpladen og kiggede på Irmelin, der krøb længere og længere ind i min favn. Stemningen var akavet, og der var ingen small talk eller for den sags skyld snak i børnehøjde, der kunne bryde den voksende isflage mellem os.

Efter måske 20 minutters trykkende stemning, hvor knuden i min mave blev større og større, besluttede talepædagogen at stille mig nogle spørgsmål om Irmelins sprogforståelse. Det var noget med om hun forstod talemåder, kunne deltage i samtaler, kunne forstå beskeder osv.. Jeg svarede naturligvis at hun kan det hele – for det kan hun. Jeg vil ikke her begynde, at beskrive min datter i alle mulige tillægsord, for hun er præcis som hun skal være.

Vi var i situationen i 45 minutter, hvor min datter ikke svarede på et eneste spørgsmål, ikke ville pege på et eneste billede – simpelthen intet ville, andet end at sidde og fiddle med lidt legetøj. Til sidst sagde damen til Irmelin: “Jeg tror, du har besluttet dig for ikke at samarbejde”. Hertil svarede jeg, at det gav jeg hende ret i. Foreslaget lød at lave en ny aftale efter sommerferien, og her bad jeg om, at det kunne foregå i vores eget hjem i stedet. Hele situationen var så trykket og opstillet, at jeg næsten ikke selv kunne være i min krop. Og for at være helt ærlig, vil det ikke hjælpe synderligt at vi er hos os selv, for det er formålet der føles så forkert.

Der var intet naturligt eller let ved det møde. Talepædagogen så hele tiden ned i sine papirer, selv når hun skulle få Irmelin til at pege på en geometrisk figur, sad hun usikkert og skuede til sine instruktioner, før hun spurgte. Jeg mener, jeg kunne da godt selv regne ud, at det handlede om at udpege firkanten, trekanten osv., men det var tydeligt for mig, at der var så stramt tilrettelagt en fremgangsmåde, at talepædagogen hele tiden måtte tjekke efter, om hun gjorde det efter planen. Og som jeg oplevede det, var planen en kæmpe hæmsko, som bare gjorde hele situationen mere anspændt for alle parter.

Jeg anklager ikke den kommunalt ansatte talepædagog for andet end at varetage sit arbejde, sådan som det er foreskrevet. Men jeg kan simpelthen ikke se hvordan dette setup skal gavne noget som helst. For hvad så hvis min datter heller ikke næste gang vil samarbejde? Så skal hun vel bare testes yderligere? For den professionelle kommunaltansatte må vel notere, at barnet ikke taler til hende, og det må vel blive anset som et problem?

Jeg ved jo godt at disse tests er til for, at spotte børn med sprogproblemer tidligt, men jeg bryder mig ikke om, at jeg intet valg selv har som forælder, i forhold til om jeg synes, min datter har brug for at blive testet eller ej (mine børn skal sådan set helst aldrig nogensinde testes, hele formen giver mig myrekryb). Det der med at placere et barn i sådan en maveknugende situation, hvor det er tydeligt at hun skal performe, at der er en korrekt måde at agere og svare på, er imod alt hvad jeg står for. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige at det setup kan være skadeligt. Tænk sig allerede som tre-årig at opleve at man ikke kan leve op til samfundets krav? At man ikke er god nok? Heldig at jeg har tænkt mig at gøre alt for at hun ved, at hun er lige som hun skal være, og at hun er mere end god nok, bare ved at være den hun er. At hendes værd ikke er bundet op på præstation af nogen art.

Jeg er en rebel. En normbryder. En fri sjæl. Og mon ikke min datter er det samme?

Er det virkelig sådan her vi vil opbygge fremtidens samfundsborgere? Ved at teste dem, ved at vise dem at de professionelle der varetager tests og de funktioner i samfundet der omkring, føler sig usikre og utilpas i deres arbejde? Det enste jeg får ud af det her er, at blive bekræftet i at samfundet er ude på et skråplan. Og jeg er dybt taknemmelig for at jeg er stået af det ræs – i det mindste er indblandingen udefra i vores og vores børns liv begrænset til et minimum.

Hvad har I af erfaringer med sådanne tests? Hvad tænker I om dette? Jeg vil virkelig gerne høre andres input til dette 🙂