Ja, det kræver en landsby.

I noget tid, snart et lille år, har jeg haft en masse tanker. Om manglen på fællesskaber. Søgen efter solidaritet. Om mit savn. Dybe savn. Som det tog mig lang tid at se tydeligt. Først var det hele bare halve sætninger. Som en to-årig, der kan nogle fine ord, men ikke sætte dem sammen, så det kan give mening for andre end mor og far. Men så her for en uges tid siden læste jeg et blogindlæg som ramte så meget plet. Der var det jo. Det hele. Alle mine tanker.

Og pludselig stod det klart. Jeg skulle lave en blog. Navnet kom til mig, klart og tydeligt. Jeg var slet ikke i tvivl. Jeg kunne mærke at det føltes så rigtigt det hele. Det gav mening (for mig). Her skal jeg dele alle mine tanker, frustrationer, passioner om/over/for familieliv, børn, moderskab osv.. Alt hvad nogle måske vil kalde “hippie-liv” skal jeg pøse ud af her inde. For jeg har rent faktisk noget på hjerte. Tanker om livet som jeg fornemmer jeg deler med mange.

Og jeg er faktisk ret så almindelig. Jeg bor (endnu) ikke i en økolandsby, praktiserer un-schooling eller holder høns og køkkenhave. Jeg bor i byen, på Frederiksberg, med min mand og to børn. En dreng der snart starter i (fri)skole og en pige, der fylder to sidst på året og som jeg skal sende ud i pasnings-ordning en gang efter sommeren. Jeg arbejder, elsker mit by-liv og får slet ikke selv været alt det som jeg så ofte drømmer om. Jeg er ikke der hvor jeg gerne vil være. Verden er ikke den jeg ville ønske den var. Det bliver den ikke. Men jeg begynder, nu 34 år gammel, at få styr på mine egne værdier og ønsker, og det er dem jeg på denne blog vil fortælle om.

Jeg vil gerne være en del af en landsby. Jeg vil give til andre, både åndeligt og fysisk, og jeg ønsker, håber og tror det vil føre til at andre giver til mig. Jeg vil føle jeg er en del af et fællesskab. At der er en landsby til at komme med en kop urte-the, hvis jeg er syg. At der er nogen der ringer, når de har brug for at jeg ser efter deres børn et par timer (for børn underholder jo alligvel hinanden). At nogen med glæde vil have mine børn på overnatning en weekend, mens min mand og jeg tager til bryllup eller hvad har vi. ALT det og meget mere vil jeg så gerne have. Og give. Og føle. Jeg længes efter det. Og efter lang tids kvælende tristhed over ikke at have dette i det omfang jeg (ikke vidste) jeg drømte om, har jeg indset at alt dette jo starter ved mig selv. Jeg må gøre. Være. Ville. Og nu siger jeg det tilmed så højt, at det med at gå og hviske det i ørerne på folk, er slut. Nu kan dem der vil, læse med og få alle mine tanker serveret – gråt på hvidt. BUM!

 

 

One thought on “Ja, det kræver en landsby.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s