Jeg går planken ud

For et par måneder siden var jeg i svømmehallen med min lille familie. Der var et rend til tre-meter vippen og jeg synes altid det er sjovt at sidde og glo på dem der hopper. De er så glade, når de dukker op på vandoverfladen igen, efter springet. Jeg har altid sat mig i de vildeste forlystelser i Tivoli, men udspring af alle slags, hvor jeg fysisk selv skal få min krop til at “hoppe ud i det”, har jeg aldrig rigtig turdet. Adrenalinen dér har alligevel altid været lidt for overvældende. Men altså, nu sad jeg der og lunede mig i varmtvans-bassinet og hyggede mig så godt og tænkte: “Fuck it, jeg vil sgu også hoppe ud fra den vippe der!”

Da min mand og søn kom tilbage fra deres højlydte eskapader på den blå vandrutchebane, erklærede jeg at jeg ville over og springe fra tremetervippen.

Så jeg gik langsomt, men roligt, over mod trapperne op til vipperne. På vej op begyndte mit hjerte at hamre lidt hurtigere. Og hårdere. Sådan at det føltes som en lille hoppebold der fes rundt inde bag mine ribben. Vejrtrækningen kom højere og højere op i brystet og jeg måtte fokusere på at tvinge luften lidt længere ned, for ikke at føle jeg gik i panik. 20 trin senere var jeg oppe og stod der, med panorama over hele badeanstalten. Der var tre teenage-drenge der var i fuld gang med at lave alle mulige kreative hop, og jeg holdt vejret hver gang een af dem forsvand i horisonten, ned mod vandoverfladen og det dybe bassin, og efterlod den ret så lange, utrolig smalle grøn-blå vippe i en bue, så den nærmest så ud til at svirpe tilbage og bounce nogle gange, før den lagde sig til ro igen, klar til  næste springer. Det der med at vippen tydeligvis var temmelig bøjelig, gav mig åndenød, nu hvor jeg stod der oppe i højden, hvorfra jeg skulle springe. Jeg gik hen til vippen efter alle tre drenge havde sprunget, op på den, kiggede ud for enden af den, og den var bare alt for lang og alt for smal. Jeg kunne simpelthen ikke få mine fødder til at flytte sig. Drengene var nu kommet op igen og stod og sagde ting som “du kan godt” og “kom nu”, så jeg trådte hurtigt et skridt tilbage og ned, og bakkede ind mod væggen, i sikkerhed. Nu stod jeg her, med en hånd på væggen bag mig, som for lige at finde balancen og jordforbindelsen. Jeg gik op på vippen et par gange, men kunne simpelthen ikke få de små, bare fødder til at tage turen ud på planken, så jeg kunne taget springet. Så jeg gik ned, ned af trappen, til første afsats. Her gemte jeg mig bag en væg, gav mig selv en par flade på begge kinder, mens jeg med bestemt stemme sagde “kom så, du kan godt, nu gør du det”. Så gik jeg op af trappen igen, nu med faste skridt. Hjertet hamrede i ti-dobbelt tempo og jeg rystede hænderne hårdt, mens jeg to muse skridt – et efter et – hele vejen ud for enden af vippen. Jeg undgik at den bevægede sig alt for meget og så hoppede jeg! Ud, ned, under. Da jeg ramte vandet lod jeg mig selv blive tung og ventede tålmodigt på at min krop, i sit eget tempo skulle flyde til overfladen. Der, under vandoverfladen, var der kun mig. Min krop og mit sind. Og jeg var rolig og stolt. Jeg havde fucking gjort det! Og da jeg endelig var oppe igen, fik jeg sgu ovenikøbet klapsalve og huj fra mine medsvømmere. Alle havde heppet på mig, i de 15 minutter jeg var frem og tilbage og tøvede og var bange. Det var simpelthen så overvældende. Og mega fantastisk.

Nå, men den historie blev jo rimelig lang… Egentlig ville jeg bare fortælle, at det er samme følelse jeg har haft med denne blog. Jeg har altid sagt at jeg kun ville blogge, hvis jeg havde noget på hjerte. Og det har jeg ikke haft. Og det har i årevis frustreret mig. For jeg har hele tiden ønsket at have noget på hjerte. Brændende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s