Alenedag uden en landsby

Jeg har een af de dage, hvor jeg har været alene med børnene helt til de er puttet. Alt har jeg stået med selv. Og vi har ikke haft legeaftaler, så jeg har heller ikke haft nogen form for voksenkontakt. De her dage er hårde. Især fordi jeg vist var sådan lidt i underskud fra starten, hvilket på ingen måder gør sådan en dag nemmere. Det er på de her dage jeg savner fællesskabet. Det nære. Det nemme. Det er idag jeg savner en landsby – i hvert fald særligt meget idag. Jeg savner at dem omkring mig ved at jeg er alene. Eller at de opdager det og inviterer mig og børnene ind. Jeg savner at der helt naturligt er nogen der træder til, når jeg virkelig har brug for det.

Nu sidder jeg i sofaen og mærker alle de følelser, der drev mig til at starte denne blog. For mine forældre, dem der ville træde til en dag som idag, er hundredevis af kilometer væk. Og jeg får den der tyngde i maven, den der tristhed, ensomhed, der somme tider rammer mig. Den der følelse af at det da ikke var det her jeg havde forestillet mig. Jeg har et stort socialt behov. Og et stort behov for nærhed. Det er nok meget normalt for os homo sapiens. Og når jeg så sidder her og føler mig ensom – ja så begynder jeg sgu at tænke om det her virkelig er sådan jeg vil leve mit liv. Og det er bare så ærgerligt. For jeg har vitterligt alt hvad jeg har drømt om. En lækker, klog og kærlig mand, to fuldstændig uimodståeligt vidunderlige børn, et dejligt hjem og dejlige venner.

Men der er bare ikke det der naturlige flow i mit sociale liv. Alle har nok i deres. Alle har travlt. Jeg gad bare godt at dele min hverdag meget mere med andre end kun de tre jeg bor sammen med. Jeg synes i stedet at vi ofte ræser rundt for at nå en hel masse når det er weekend, og har aftaler med venner osv. osv.. Weekenderne er der hvor man fordyber sig lidt mere. Hvor man måske tilbringer en hel dag, med nogen man holder af. Men tit pakker vi så meget ind i de to “fridage”, at der slet ikke bliver tid til fordybelse alligevel. Og øv hvor er det ærgerligt.

Vi skal have noget mere fællesskab ind i vores hverdag. Det ER vejen frem.

 

3 thoughts on “Alenedag uden en landsby

  1. Jeg ved lige præcis hvordan du har det. Så i det mindste er du ikke alene, selvom det selvfølgelig ikke hjælper så meget.

    Like

  2. Jeg kan huske den dag jeg læste dette indlæg, havde jeg også en dag, hvor jeg var alene med børnene. Jeg fik bare aldrig kommenteret. Heldigvis fik jeg hjælpe af en af vores gode venner, så jeg har altså en landsby, den er bare meget fragmenteret, fordi de fleste bor et stykke væk (København – vi bor i Kokkedal). Og jeg kan genkende den følelse, du beskriver… det er sådan jeg har det, når jeg savner min familie i Jylland. Jeg har ikke kunne forstå, hvorfor den følelse er så stærk, at jeg gang på gang kan begynde at græde over det.. du er bedre til at beskrive det end mig. Det er drømmen om landsbyen. Det er nu 7 år siden jeg flyttede til Sjælland, og jeg har altid tænkt at jeg skulle tilbage til Jylland, når jeg fik børn. da jeg i foråret var gravid med nr. to forsøgte jeg desperat at overtale min mand til at vi skulle flytte før hun blev født.. men det skete ikke. En læreplads og et studie trækker her på Sjælland, og jeg skulle jo bare lige vente 1,5 år, så kunne jeg få det, jeg havde brug for.. men det er NU! Det er nu jeg har brug for det, nu mens jeg er på barsel, jeg kan ikke vente.. denne venten drev mig til vanvid, jeg følte jeg mistede magten over mit eget liv. Så nu er det slut med at vente. Drømmen om Jylland er droppet indtil videre, og det gør lidt ondt, især fordi jeg må konkludere, at det at flytte tættere på familien ikke nødvendigvis er en garanti for at få en landsby – de har jo stadig deres egne liv, og er individualister som alle andre. Derfor greb vi chancen, da vi fik tilbudt et fantastisk hus i udkanten af en skov ved Hillerød, og nu går drømmen i opfyldelse: vi flytter i kollektiv sammen med vores veninde og hendes datter. Og jeg vil have børnene hjemme i hvert fald et år. Måske var det slet ikke mig den var gal med, men rammerne… jeg kan godt forstå alle dem der ikke kan holde ud at være på barsel under de rammer, de fleste har. Hvis der er en ting, min datter på et halvt år har lært mig, er det, at et er NU, nu livet sker, hun kan ikke vente 1,5 år på noget. Det er nu vi skal gå efter vores drømme. Jeg er færdig med at vente. Tak fordi du skriver denne blog!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s