Jeg er ikke alene

Idag er jeg ret glad. På legepladsen (med børn og mand) her til formiddag mødte jeg en mor jeg kender fra legestue. Een jeg ikke kender så godt, men husker gode vibes fra. Hende og jeg faldt øjeblikkeligt i snak om at gå hjemme, vuggestuer og det der evindelige paradoks mange af os føler vi er havnet i, efter vi har fået børn. Den der følelse af gerne at ville arbejde og have den der tid hvor man er væk fra sine børn og får andre input, men samtidig bare gerne vil være mere sammen med sine børn end et fuldtidsjob tillader. For det at arbejde fuld tid er normalen. For rigtig mange er det svært at komme på nedsat tid – både økonomisk og praktisk i forhold til hvad jobbet tillader. Det er som om der bare overhovedet ikke er (optimal) mulighed for at kombinere moder-/faderskabet med arbejdsliv. Altså på en måde som i virkeligheden er godt for familien. Hvor alle er i trivsel. For at være i daginstitution eller tilsvarende 8 timer om dagen, fem dage om ugen, er bare ikke optimalt for et barn. Der foregår meget, er meget få voksne og slet ikke det nærvær som børn har brug for. Jeg ved godt det gør ondt at indrømme og jeg har da også en klump i halsen over at sætte ord på dette og sende det ud i verden, på den måde som jeg lige nu er igang med.

Nå men, det skal jeg nok komme til at skrive meget mere om, det med hvor svært livet på mange måder er som forælder i dagens Danmark, men jeg kom fra at jeg er glad. Den der gode snak jeg havde med hende fra legestuen (undskyld, jeg kender ikke engang dit navn…) var bare så bekræftende. Den gav mig den der følelse af at den der landsby, det der fællesskab jeg savner er der ude, lige på den anden side af gaden og alle vegne. Jeg skal bare finde det. Finde dem – de andre der har det lige som jeg – for de findes! Og så skal jeg fortsætte med at sætte ord på og tænke tanker. For en dag manifesterer det sig til noget konkret. En dag når jeg målet. Hvad så end målet præcis er. En dag får jeg det der naturlige fællesskab med andre, som ønsker det lige som jeg. VI skal nok få vores landsby. Det kan lade sig gøre. Vi skal bare knække den. Vi skal finde ud af hvordan. Men det kommer. Jeg mærker det. Universet (ja, det er det jeg siger, jeg er jo en hippie) fortæller mig med jævne mellemrum at det nok skal komme. Jeg skal bare blive ved med at gøre mit. Være den jeg er.

Så idag er jeg glad. Og glæder mig til endnu mere af denne fantastiske følelse.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s