Langt væk hjemmefra

Det er lidt mærkeligt, i en alder af 34, gift og mor til to, stadig at have det sådan at hvor mine forældre bor og Aarhus, hvor jeg er vokset op, er “hjemme”. Jeg føler mig virkelig også hjemme her på Frederiksberg, hvor jeg nu bor med min familie. Men jeg tror bare aldrig helt jeg holder op med at savne Aarhus.
Da jeg først flyttede her over, for at finde arbejde og bo sammen med min kæreste (som jeg nu er gift og har to børn med), sagde jeg til ham at jeg gav det fem år. Men med tiden blev jeg vildt glad for det her ovre og elsker virkelig Købehavn. Vi bor midt på Frederiksberg og har alt lige rundt om hjørnet. Vi kommer rundt med ungerne i ladcyklen og det er i det hele taget et nemt liv på mange måder.

Men efter vi fik barn nummer to og en del af det fællesskab vi havde med de andre i opgangen forsvandt, har jeg haft det rigtig svært her ovre. På en måde fyldte naboerne et tomrum, som jeg faktisk ikke var klar over var der. Det har jeg skrevet om før, så nok om det. Men altså, det tomrum er åbenbart ikke sådan lige at slippe af med. Og jeg triller faktisk mange tårer pga det. 

For mig og sikkert mange andre er familien det mest nærliggende netværk og er en støtte når man bliver forældre. Og mine egne to fantastiske forældre har også altid været der utrolig meget for os og vores børn. De kører gerne tværs over landet for at være sammen med os – og det er jeg helt vildt taknemmelig for. Men vi har bare ikke den der hjælp i hverdagen. Nogen der selv tilbyder at hente vores børn, fordi de gerne vil være sammen med dem. Vi har uvurderlige venner, der gerne passer børnene en formiddag, og det er sgu også for fedt! Men de der bedsteforældre, eller andre familiemedlemmer, der gerne kommer og er sammen med børnene for at mor og far kan få lidt børnefri og lade op, det er bare ikke lige her. Bedsteforældrene kommer som regel gerne, når vi spørger, men det skal planlægges og der er altid en masse logistik i det også. Og åh hvor er det et kæmpe savn. For HVIS vi boede tættere på familien, ville vi have mere af den landsby jeg sådan savner. 

Men er det så ikke bare så simpelt at flytte “hjem”? Det taler min mand og jeg ofte om. Vores liv er jo her i København. Alle vores nære venner er her. Vores begges arbejdsmuligheder er her. Vores søn skal til at gå på en fantastisk friskole her. Det er “kun” familien vi savner i Aarhus. Og det er jo så det vi hele tiden taler om – hvad er vigtigst for os og vores børn?! Vi taler stadig. Jeg skal lige op på arbejdshesten igen og få tanket mig selv lidt op uden børn, og finde ud af hvordan livet med to børn OGSÅ kan være. Jeg skal lige finde mig selv (lang historie) og så må vi se hvordan det hele føles.

Men det der netværk. Dem der kommer for at være sammen med vores børn og give os lidt luft, dem savner vi. I den grad.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s