Helt almindelig

Idag er sidste dag i hjemmeland. Ikke længere hjemmegående. Ikke længere lange, dovne morgener med masser af friskbrygget, dampende kaffe og børn i nattøj til efter kl 9. Ikke længere dage i yogatøj og trist hår. For nu skal jeg (forhåbentlig meget snart) til at kende forskel på hverdag og weekend. Nu skal jeg til at iklæde mig alt det lækre, ikke-ammevenlige tøj der har ligget og følt sig glem i mit skab. Jeg skal måske endda – gisp – engang imellem iføre mig høje hæle… Nu skal jeg ikke længere, hver eneste dag, tænke på om mit tøj egner sig til sand og vand og leverpostejsmadder. Jeg skal drikke en kop kaffe helt uden stress og jeg skal frem for alt gå på toilettet med lukket dør og helt alene… Jeg skal trække vejret dybt, mere end halvandet minut ad gangen, og jeg skal hver eneste dag glæde mig til at se mine børn, når vi alle kommer hjem igen, med nye oplevelser at dele med hinanden.

Jeg skal især finde lidt ekstra luft til selv at trække dybt ned i lungerne. Jeg skal meditere hver dag. Finde yogamåtten frem hver dag. Jeg skal finde mig selv igen.

Irmelin starter i morgen i vuggestue. En helt almindelig, ikke fancy offentlig institution. Her er ingen moderne fyld-ord om det pædagogiske fokus, som forældre ellers (inklusive mig selv) labber i sig, som var det den nyeste trend indenfor glutenfri-sukkerfri-ultra-uber-bæredygtig mad med ekstra vitaminer og mineraler. Nej, bare helt almindelig og god gammeldags vuggestue. Med en hjertevarm og engageret leder. Med søde, glade og nærværende pædagoger. Med plads til det enkelte barn og aktiviteter der giver mening for de børn der nu engang er på stuen. De venter gerne med at tage på tur mandag formiddag, til at barnet der altid kommer senere den dag kan deltage. Der er ikke nogen dikkedarer eller tema-rum og alt muligt gøgl. Men der er nogle mennesker der holder af de børn de skal passe og det er i virkeligheden det vigtigste.

Vi fik for et par uger siden tilbudt plads i en lille, privat institution, som jeg virkelig, virkelig havde drømt om. Det hele talte bare til mig. Hyggelig have. Små rum. Få børn. Alt det der. Men da vi fik pladsen tilbudt, som var fra midt september, havde vi i rigtig lang tid været indstillet på at starte op her første august. Så selvom det var en svær beslutning, takkede vi nej. Af mange årsager udover det med timingen. Men mest fordi der ingen grund er til at blive ved med at jagte ALLE idealer – for dem har jeg ALT for mange af. J

Jeg har nok haft lidt for travlt med at jagte det perfekte. Både i forhold til mig selv og min lille familie. Jeg bruger ikke længere sæbe (undtagen efter toiletbesøg) til hverken mig selv eller mine børn – fordi jeg tror på at kroppen selv kan rense og at vand er nok til at gøre ren (i forhold til hårvask hedder det no-poo – jeps, der er et udtryk for det!). Jeg laver selv tandpasta af kokosolie, pebermynteolie og natron. Jeg brygger kefir, som er naturlige mælkesyrebakterier. Jeg bager mit eget brød. Jeg spiser vegetarisk et par gange om ugen. Jeg laver stort set alt vores mad fra bunden. Jeg bruger homøopati i stedet for medicin. Jeg snakker med biopater, naturopater, healere og andet godtfolk, når jeg har et problem jeg ikke kan løse. Jeg bruger hjemmestrikkede karklude (fordi de der engangs er fyldt med plast – og jeg hader plast). Jeg har skiftet alle vores mad-beholdere ud med glas-beholdere. Jeg kører vores genbrug ud til flygtninge, i stedet for at smide i containere. Jeg klipper mit eget hår. Jeg langtidsammer, samsover og udvider dagligt min viden om børn, psykologi, sundhed, pædagogik osv.. Vi kører BLW, EC, baby wearing, aware parenting, går i parterapi, til psykolog hver især og har en ernæringsterapeut på banen i forhold til et af vores børns spiseproblemer. Og muligvis kunne jeg blive ved. Bliver faktisk helt forpustet, af at skrive det alt sammen ned på den måde.

Det er alt sammen jo egentlig meget fint. Jeg er en spelt-mor. Og det står jeg sgu gerne ved. Jeg har simpelthen så mange gode intentioner. Og der er i hvert fald ingen fare for at jeg bliver en lemming.

MEN. Nu skal der så lidt mere normalitet ind over. En helt gængs, men forhåbentlig rigtig dejlig, vuggestue. Et mere almindeligt liv. Det bliver rigtig rigtig sundt for mig. Måske jeg endda, midt i alt det normale, også selv kan blive helt normal igen 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s