Løvemor og landsbyer i Utopia

Da jeg startede denne blog var det med et ønske om at have et output til alle mine millioner af tanker om livet, lykken og landsbyer. Og det er det stadig. Jeg engagerer mig fortsat mere og mere i debatter om børn og familieliv. Jeg gør ikke tingene som de fleste, men jeg gør faktisk det der føles rigtigt for mig. Der kom nemlig et helt ur-agtigt instinkt op i mig, da jeg blev mor. En løvekvinde med stærke holdninger. En meget rummende løvekvinde, men jeg siger nu nogle ting højt, fordi jeg virkelig føler det giver mening. Jeg taler i høj grad børnenes sag og vil bare alle det aller bedste.

Idag er min datter startet på sin “indkøring” i vuggestue. I det hele taget et mærkeligt ord. Køres ind. Køres i stilling. Hun er jo et menneske. I virkeligheden handler det om at hun bliver glad for de voksne der og bliver glad for at lege og hygge sig de timer hun skal være der. Og hun virker til at synes det hele er ret fedt. Hun er også så “stor” nu at hun kan begynde at danne relationer med andre end sine primære omsorgspersoner og hun vil gerne lege med andre børn.

Jeg er så glad for at vi har haft muligheden for at jeg kunne være hjemme indtil nu, hvor hun er 21 mdr. For jeg må indrømme at jeg faktisk har ondt indeni lige nu, over hvor små de fleste af de nye børn i vuggestuen er. De fleste af dem er lige under et år. Det er så længe man har barsel, så det er typisk der de skal i daginstitution, fordi mor og/eller far skal tilbage på arbejde. Det er sådan vores samfund er skruet sammen. Rigtig mange har ikke andre muligheder, fordi de gerne vil tilbage på arbejde og mange har også brug for pengene. De fleste af os er vokset op med at det er det man gør. Og jeg skal da være den første til blankt at indrømme, at det har været benhårdt for mig at gå hjemme med to børn. For selvom vi har rendt til legegrupper, legestuer, legeaftaler og sådan, hvor jeg også har fået voksenkontakt, så har jeg rigtig ofte følt mig meget alene med mine børn. Jeg har haft netværk, men alligevel har det været svært for mig. En del af det handler om, at jeg som menneske har brug for at føle mig som andet end mor og husholderske. Jeg har især brug for daglig, god kontakt til ligesindede voksne og brug for at beskæftige min hjerne med andet end forældreskab. Og det har været virkelig svært for mig at indrømme, fordi jeg på een eller anden måde føler jeg svigter mine børn lidt, ved at sige at det ikke er nok for mig blot at være sammen med dem. For på den ene side er der ikke noget jeg hellere vil end at give dem alt hvad de har brug for hele tiden. På den anden side bliver jeg desværre en lidt dårligere mor, af at gå hjemme. Og det er faktisk ret barskt at have det sådan – for mig altså.

Derfor har vi nu også (igen) brug for daginstitution til et af vores børn. Og det er okay fordi hun ikke er så lille længere. Hun kan kommunikere – både hvad hun vil og ikke vil – og hun kan selv hjælpe de voksne med, at hendes behov bliver mødt. Og det er vigtigt.

Jeg tænker virkelig det må være så svært at være pædagog (eller -medhjælper) ude i institutionerne. De har ikke mulighed for at give alle børn en kærlig favn at finde tryghed i, hele tiden. Der er så få voksne hænder, at nogle børn ofte må vente på at blive set og hørt. Og de må langt hen af vejen ty til pacificering for at aflede børnene fra deres store følelser (som gråd og vrede), fordi det dels påvirker hele gruppen og fordi de ikke har mulighed for at rumme det enkelte barns følelser hele tiden.  Og jeg har bare sådan en følelse af at vi som samfund simpelthen ikke kan være det her bekendt overfor børnene. Eller de voksne for den sags skyld.

Hvis vi havde vores “landsbyer”, så kunne de helt små børn overlades til andre omsorgspersoner, indtil de nåede en vis alder, hvor de var mere klar til at deles om de voksnes opmærksomhed. Måske kunne man skiftes til at være hjemme med ungerne mens de var små, og der ville jo så altid være legegrupper og netværksgrupper for de voksne også i nærheden.

Det kunne også være en idé, hvis der var lidt bedre muligheder for at strikke andre løsninger sammen, når man er færdig med sin barsel (lige nu varierer dette meget fra kommune til kommune, hvilket er noget rod). Så man ikke behøvede at sende de der helt små børn afsted i f.eks. vuggestue. De helt små har bare brug for at der ikke er for mange andre børn og at der er tid og overskud til at de bliver set. De har brug for primære omsorgspersoner. De har brug for den der “landsby”. Ligesom jeg i øvrigt selv har.

I hvert fald føler jeg mere og mere, at det her er et område som kræver et paradigmeskift. Det her skal have top-prioritet. Det er fremtidens borgere vi taler om. Det er børnenes følelser vi taler om. Deres start på livet. Og langt de fleste forældre jeg kender, sender deres små børn afsted, med sådan en halv-lunken mavefornemmelse. De ved de skal, børnene skal jo afsted, de skal selv afsted, men de må måske nøjes med en institution de ikke har ønsket eller synes ikke de kan finde det hel rette, til dem og deres barn. Der er næsten altid et kompromis i den forbindelse. Og jeg kan bare ikke lade være at tænke, at det er manglen på “landsbyer” der gør at vi går og har det sådan alle sammen. I virkeligheden havde det ikke gjort noget for mig at have et par børn mere hjemme, sammen med mine egne, mens det var. Især ikke hvis det kun var nogle dage om ugen og en anden så tog de andre dage. Og når jeg en dag bliver gammel, så vil jeg da håbe jeg kan være med til at være der for mine børnebørn i de første år. Især hvis andre af mine nære relationer også gør det med deres børnebørn, så man kunne være sammen med hinanden. Ja, jeg ved godt jeg her beskriver en eller anden form for utopia – men hvor er det dog trist at det skal føles så blåøjet at tænke sådan. Helt dybt inderst inde er det sådan jeg kunne tænke mig det var.

Derfor holder jeg heller ikke op med at søge min landsby. Jeg er begyndt at åbne mig for muligheden for, at formen måske ikke er så ligetil. Men vi begynder langsomt at pippe alle steder om, at vi gerne vil fællesskaberne og samværet. Om vi ender i en decideret landsby, i et bofællesskab (jo altså hvis nogen har omkring 25 mio til at kaste efter et skønt sted midt på Frederiksberg, så er vi på!) eller en delevilla er ikke til at sige. Men i hvert fald er vi ikke alene om denne søgen efter “landsbyer”. Og det er da en start. For alles skyld. For vi er jo mennesker og vi har brug for det sociale. Vi har brug for at føles os som en del af et fællesskab. Vi har brug for hinanden.

 

N.B. KÆMPE cadeau til alle de fantastiske hjemmegående forældre, der hver eneste dag finder glæde og værdi i at være sammen med deres børn. I gør det pisse mega godt og jeg ville ønske at der var mange flere af Jer!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s