Vi skal forholde os

Et opslag på facebook for nylig, har inspireret mig. Mette Carendi, der har skrevet bogen (og bloggen) “Harmoniske Unger“, skrev således:

Det er smertefuldt at få sit verdensbillede vendt på hovedet, men i denne tid, er det det vigtigste, vi kan tillade at ske:

“Around the same time I was diagnosed and heard that inner voice, a colleague of mine asked me what I thought about the book, Anatomy of an Epidemic, by Robert Whitaker. I hated reading it. The book suggests that conventional psychiatric treatments are actually perpetuating the problems they are supposed to resolve. I finished reading it and began crying when I turned to the last page because I felt my entire house of cards crumble: what was I supposed to do with this information? I decided to put down my prescription pad and I committed to never again prescribe medication for a patient.” (Susan McCreadie, MD)

Jeg følte virkelig hun ramte noget i mig her. For det er jo præcis sådan det føles. For mig i hvert fald og især i forhold til vores familieliv og vores børn.

Det hun mener med “i denne tid”, er at hun oplever at der er ved at ske et paradigmeskift i forhold til hele vores samfunds opbygning. Især i forhold til at små børn passes, allerede inden de fylder et år, ude i daginstitutioner hvor der langt fra er ressourcer til at give børnene det de egentlig har behov for. Nemlig nærværende samvær med omsorgspersoner. Det er ikke rimeligt overfor hverken de voksne, der arbejder med børnene, eller overfor børnene eller os forældre, at det skal være sådan. Der er ingen tvivl om at pædagoger (og -medhjælpere) løber så stærkt de kan og favner så bredt de kan – men de er i mine øjne sat på en umulig opgave.

“Children with toxic stress live much of their lives in fight, flight or fright (freeze) mode. They respond to the world as a place of constant danger. With their brains overloaded with stress hormones and unable to function appropriately, they can’t focus on learning…” (Dr. Sarah Buckley)

Det stressede liv foregår i daginstitutionerne og i skolerne. Børnene skal presses ind i kasser og der skal spares og effektiviseres her og der og alle vegne. Og det er børnene der betaler prisen på den lange bane. Og det må og skal vi altså turde se og tale om og råbe højt om. Det føles vanvittigt grænseoverskridende at gøre, og der er i mit sind ingen tvivl om at disse holdninger vil møde meget modstand i lang lang tid, indtil flertallet er klar til at se. Men det gør så fandens ondt at se. Virkelig ondt. I hvert fald på mig. Det er så smertefuldt at opleve og tænke at det vi gør, som samfund, med og ved vores børn, ikke fungerer.

Men lad det blive ved det. For nu. Jeg er igang med at fordøje. Det har jeg været længe. Det tager tid, for det her er jo faktisk store sager. Men i mine øjne noget af det vigtigste at forholde sig til. Og det gør jeg i hvert fald. Jeg forholder mig.

(Igen vil jeg gerne understrege at det her ikke er nogen kritik af forældre eller personale der ude i daginstitutionerne. Overhovedet. Alle gør deres absolut bedste. Det er samfundet der har skabt nogle rammer der bare ikke er acceptable. Og det vælter ind med forskning der viser, at rammerne skal laves om, hvis ikke børnene skal tage skade. Og det er vi nødt til at råbe op om. Jo højere vi råber, jo flere vi er der råber, jo hurtigere går det med forandringen.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s