Sikke et show

I de her dage er flere medier glade for at skrive om afleveringen af børn i daginstitutioner. Det er da også et mega relevant emne, fordi det sætter fokus på hele pasnings-området og situationerne der ude. Lange farvel-situationer beskrives som et “show”, forældre der tager sig tid til at sidde med barnet om morgenen, inden de drøner afsted på arbejde, skal tage sig sammen. Der er historier om institutioner der laver regler for farvellet om morgenen, hvor forældre helst ikke skal for meget med ind over, men skynde sig at smide ungerne af, og så selv komme videre. Og debatten kører livligt i mine netværk.

Jeg er een af de forældre der oplever det som ekstremt hårdt, at aflevere mit barn i vuggestue. Og sådan havde jeg det også med min søn, helt indtil jeg tog ham ud af børnehaven, 9 måneder før skolestart. Jeg har altid følt stor smerte, når jeg skulle aflevere et barn, der tydeligvis mest havde brug for at være hjemme. Med min søn forsøgte jeg at lade som om, overfor ham, at jeg var okay og smilte og afleverede ham lynhurtigt, for det havde jeg opfattelsen af var det bedste. Til gengæld stod jeg ofte og græd, når jeg lukkede døren bag mig, til et ulykkeligt barn. De sagde han var glad der henne og med tiden fik han rigtig gode venner der. Men det første år, indtil han var to, skulle han jo bare have været hjemme hos mig. Min datter er lige startet i vuggestue, 21 mdr gammel. Jeg har taget indkøringen helt i hendes tempo, og været helt ligeglad med om de ansatte der henne irriterede sig over min tilstedeværelse. Jeg har været der meget med hende og er kun gået, da hun følte sig tryg nok uden mig. Idag, fire uger senere, vendte hun sig selv om og vinkede og sagde “hej, hej”, da vi kom der hen og jeg satte hende ned midt på legepladsen. Hun var bare klar. Hun er, i min opfattelse, blevet klar fordi jeg har taget mig tid. Jeg har vist hende kærlig omsorg og lyttet til hendes behov.

Jeg ved at jeg er den forældretype der hånes i diverse medier i disse dage. Tænk sig at stå der og trække pinen ud på den måde. Tænk sig at ville være sikker på at barnet er okay, før man forlader det. Ja, det er da helt gak gak…

“»Det er bare svært at sige farvel til sit lille pus, for det skriver sig ind i den evigt dårlige samvittighed, som forældre i Danmark anno 2016 har, når det kommer til at have sat børn i verden og samtidig vælge at sætte dem i institution hver dag. I et presset familieliv skal der ikke meget til, før den dårlige samvittighed skvulper over, og det kan vise sig ved, at en mor eller far er rigtig lang tid om at sige farvel om morgenen,« siger Mette Aagaard Larsen, faglig sekretær og medlem af BUPLs forretningsudvalg” (citat fra B.dk)

JA! Det er det. Altså svært at sige farvel. Og det er da helt naturligt.

»ofte vil (afskeden) føles som vold mod det, der føles naturligt som forælder – nemlig at være sammen med sit barn«. fortæller Ole Henrik Hansen, Lektor på DPU.

Vi sætter børn i verden, for dernæst at adskille os selv fra dem, størstedelen af vores vågne timer, fem ud af syv dage om ugen. Og så skal vores smerte over dette tilmed latterliggøres. For vi må jo bare tage os sammen og komme ind i kampen. Jeg kan sagtens se pointen i, at vi må vise vores børn at det er okay at være i daginstitutionen, når det er det vi har valgt. Vi må hjælpe dem til at de også synes det er okay at være der. Jeg tror bare en del af problemet er, at mange af os dybest set slet ikke har det okay med det. At de skal være der så meget og så længe. Og før vi tør anerkende den smerte, også som samfund, før vi tør anerkende at det er naturstridigt og på den lange bane måske ikke det bedste, så vil vi ikke få bugt med al den smerte. Den dårlige samvittighed kommer jo fra et reelt sted. Når vi skal arbejde 37 timer om ugen, så er vi ikke meget sammen med vores børn. Så skal de passes ude i 40 timer om ugen, eller mere. Vi savner børnene og de savner os. Fordi det er mest naturligt. Det er mega hårdt at indse, men nødvendigt at indrømme.

Så det der “show”, som medierne beskriver det, er jo ikke for underholdningens skyld. Jeg tror ikke på at det handler om at ville vise at man har overskud til at blive længe. Det handler om følelser. Om seperationens smerte. Og den er reel.

Det er medierne der selv laver showet. Med artikler hvor vi som forældre skal pilles ned med citater fra forskellige fagpersoner, taget helt ud af en kontekst, så hele debatten mudres fuldstændig. Så vi som samfund kan stå og grine af alle dem der ikke kan tage sig sammen og slippe deres børn. Ja, det er saftsuseme noget af et show.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s