Feedback og formål

I søndags, da jeg skrev et indlæg om livet i livmoderen, fik jeg en masse dejlig feedback fra dem der læste med. Og jeg bliver simpelthen så dybt rørt, når nogle læser det jeg skriver og endda  synes det er godt. Der var faktisk også nogle der delte den på Facebook, hvilket gav mig øjne så store som tekopper og fik mig til at gispe højlydt.

Som journalist har jeg jo før haft læsere eller seere på det jeg har lavet. Men når det er så personligt som denne her blog, er der jo helt andre ting på spil for mig.

Jeg har kæmpet lidt med mit selvværd i en personlig “krise” jeg har været igennem det seneste år. Det er ikke noget jeg som sådan vil uddybe, men det har altså påvirket mit selvbillede at være lidt nede med flaget. Så når jeg skriver her inde og jeg kan se at andre får noget godt ud af det jeg deler – så bliver jeg bare så glad helt ind i min kerne.

Efter jeg havde postet her i søndags, fik jeg, med al opmærksomheden, pludselig sådan en stærk følelse af at jeg skal noget med mit liv. Ikke være doula, yogalærer, terapeut eller andet der minder om som jeg ellers i lang tid har haft mere eller mindre flyvske tanker om. Men at mine holdninger til familieliv og mennesker, min viden om og indsigt i de mere bløde værdier skal bære mig frem mod mit formål med livet. Aj det kommer til at lyde helt vildt højpandet, og det beklager jeg. Men hvis nu jeg prøver at glemme alt om jantelov, så mener jeg det faktisk – altså at der er et formål med  min rejse i selvudvikling (det ord giver mig lidt myrekryb, for det lyder så navlepillende på den der måde, hvor man bare bliver ved med at finde fnuller inde i navlens krøllede kroge, uden nogensinde at komme videre), moderskab og sådan i livet i det hele taget. Der er givetvis mange mennesker der ude der ved meget mere om alt det jeg ved en smule om end mig, men jeg kan bare mærke, at jeg alligevel skal bruge alt det jeg ved og har lært til noget.

Søndag aften havde jeg lyst til at råbe fra en tagtop. Sådan skråle med fuld kraft. Men jeg kunne bare mærke at min skrålen ville være tom. Uden indhold. Fordi jeg ikke er kommet frem til hvad det er jeg skal skråle endnu. Da jeg var barn måtte vi gerne lege og opholde os på taget af vores hus (det var relativt fladt og med tagpap, så man gled ikke rundt) – og jeg havde en periode, hvor jeg gerne stod der oppe og skrålede forskellige skønsange ud i villakvarterets trætoppe. Vores hus lå lige ved tog-stationen, og jeg husker at der en dag var nogle der stod og ventede på et tog, som råbte til mig, at det lød godt når jeg sang. Jeg husker den der følelse af, at være lidt kikset sådan at have stået der og skrålet, (for jeg var totalt inde i mig selv og nød sådan at stå der oppe hvor ingen i princippet kunne se mig, og synge så højt jeg kunne) mens andre mennesker jo rent faktisk sagtens kunne høre mig. Samtidig blev jeg lidt stolt over at nogen syntes det lød godt (selvom jeg nu mest tænker at de tog totalt meget pis på mig). Den der trang til at skråle havde jeg søndag aften. Men der kom bare ikke noget til mig. Jeg vidste bare, at jeg nok snart skal op på taget og skråle igennem igen. Det er inde i mig. Jeg skal bare lige gennemskue hvad det helt bestemt er, som jeg skal synge for mine lungers fulde kraft.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s