Cyberlandsby

For tiden følger jeg et fuldstændig fantastisk online forløb, som handler om at finde frem til min kærlighed til mig selv. Hele ideen er, at vi alle selv rummer alt det vi længes efter og har brug for. Og når vi mærker denne indre kærlighed, så er vi bedre i stand til at modtage og give den kærlighed udenfor os selv. Jeg synes det er så vanvittigt smukt og på mange måder meget indlysende, at det er sådan det fungerer. I forbindelse med forløbet er der en Facebookgruppe, hvor vi er kvinder fra hele verden der mødes, og følges ad på rejsen mod mere selvkærlighed. I denne gruppe overvældes jeg hver eneste dag af enorme mængder kærlighed, åbenhed og uforbeholden støtte, på en måde jeg aldrig har oplevet før. Jeg kan forstå på mine medrejsende, at de oplever det samme som jeg. Vi er alle helt blæst omkuld, og landet så utrolig varmt, blødt og rart i denne forsamling.

I virkeligheden ved jeg godt, at den der virtuelle verden ikke er ægte. At vi jo alle kommunikerer gennem skærme og store mængder teknologi, men måske er det bare det vi alle har brug for, lige nu, på denne rejse. Jeg kan mærke, at den her følelse jeg får, af at være en del af et fællesskab, på trods af at det forgår ude i cyberspace, giver mig helt vildt meget. Jeg bliver meget inspireret af de andres refleksioner og feedback til hinanden og til mig, når jeg skriver noget der inde. Og jeg mærker allerede, efter blot to uger, at al den kærlighed jeg oplever florere der inde, gør mig mere modtagelig overfor min egen indre selvkærlighed. Og det smitter også allerede af i min lille familie – og for mig er det bevis nok på, at det er det hele værd.

De her kvinder er min lille cyberlandsby lige nu. Og jeg elsker det. Og jeg elsker mig selv lidt mere hver eneste dag. Og jeg elsker mit liv lidt mere hver eneste dag.

Og så er jeg vild med at jeg opdager flere og flere landsbyer i mit liv. Jeg får mere og mere af det jeg har længtes efter. Landsbyerne er der, jeg skal bare opdage dem og være villig til at træde ind i dem. Og skabe dem – i øvrigt. Jeg sidder ikke og venter på at tingene dumper ned i skødet på mig – i stedet er jeg åben overfor det der kommer og opsøgende så meget som jeg overhovedet kan.

Det kræver jo en landsby 😉

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s