Back to basics

Jeg har ikke haft så meget at skrive på det seneste. Jeg fik udtømt mine tanker om landsbyer og fællesskaber. Men det er bestemt ikke fordi tankerne er forsvundet. På en måde er de måske bare blevet mere integrerede.

Vi bor stadig i Vores dejlige lejlighed midt på Frederiksberg. Og nu hvor solen og dens lunende stråler beriger os, så føles det heller ikke så trangt. I weekenden fik jeg ryddet lidt ud i et propfyldt kælderrum og banket og luftet tæpper og gjort rent ind i krogene. Det har givet lidt fornyet energi, alt I alt. Selvom længslen efter luft og have støt vokser.

Og så er jeg på skolebænken for en stund. Jeg går på grundforløb på snedkeruddannelsen og elsker det. Det er ren meditation at stå der, med hænderne i savsmuld og pudsesnask, og det er så godt for mig, at fordybe mig på den måde i noget konkret. Jeg sidder ikke med min telefon eller computer dagen lang, og jeg kan bare mærke hvor godt det gør mig. Det er råt og det er lækkert og lyden af hammer, høvl og stemmejern blandet med øredøvende støj fra kæmpemæssige rundsave, tykkelseshøvle og fræsere er på en måde balsam for min sjæl. Tiden går bare på sådan et værksted. Langsomt, minut for minut, time for time, dag for dag, bygger jeg på med nye færdigheder og forståelser. Det er for fedt!

Jeg kan også mærke, hvor fedt det der med skole er på det sociale plan. Man bliver jo sådan helt naturligt en del af noget. Et fællesskab. Og vi er helt vildt forskellige, både af alder, baggrund og sind, men det er jeg også ret vild med. Jeg griner flere gange om dagen af de mest latterlige ting, og jeg kan mærke hvordan min krop, giver mere og mere slip, og jeg bare er til stede og fjoller og er mig selv. De fleste dage hviskes mine bekymringer væk, så snart jeg tager min vinkelmåler og går igang med at måle op – fordi jeg ved, at lige om lidt skal jeg igang med afretter, tykkelseshøvl, rundsav osv. osv. for at kunne bygge det opgaven lyder på.

På en måde føler jeg at alt dette er endnu en landsbyting. Sådan “back to basics” agtigt. Det der med at have et stykke træ og bygge noget med det med sine bare hænder – det gør man sgu i en landsby. Og man gør det i fællesskab og hjælpes ad. Sådan som vi gør på skolen, når vi står på hver sin side af en kæmpemaskine, hvor den ene skærer og den anden tager imod materialet. Vi har hele tiden øje for hvor hinanden er, både pga sikkerhed men også fordi sådan gør man bare. Der opstår sådan helt naturligt en fællesskabsfølelse. Og når dagen er slut, skal alle hjælpes med at rydde op og gøre rent rundt om maskiner og arbejdsborde. Og ingen går før alle er færdige. Jeg synes det er fantastisk. Mere af det hele, tak!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s