Løvemor

I sidste uge delte jeg en kronik, skrevet af en kvinde jeg virkelig beundrer og respekterer. I den behandles et meget meget ømtåleligt emne, som jeg også før har skrevet om: At med kvindefrigørelsen forsvandt noget af omsorgen for børnene (goft sagt). I bund og grund handler kronikken om, at frigørelsen var vigtig og rigtig, men desværre var en ‘bivirkning’ at børnene måtte leve en stor del af deres liv i daginstitutioner. I Danmark går over 90% af børn i daginstitution – en alarmerende statistik, som ifølge skribenten gør børn og voksne i Vores samfund syge (depression, stress mm.).

Jeg delte den fordi jeg er enig. Jeg tror ikke det gør noget godt for børn, at blive ‘udliciteret’ på den måde, fra de er så små. Og da slet ikke sådan som normeringerne i institutionerne er idag. Men essentielt set, har små børn brug for at være sammen med primære omsorgspersoner, for at udvikles bedst muligt. Det er, for mig at se, helt basalt, hvis man tænker på os som pattedyr – vi skal være sammen med vores nære, for at trives og udvikles.

Nynne skriver på verdenvedsidenaf om det hun kalder Vores ‘adskillelseskultur’. Hun går ret akademisk til værks, i sin samfundskritik, og jeg elsker det. Hendes påstand er vel, såvel som min egen og andre af tidens ‘stemmer’ (ikke at jeg er det, andet end at jeg skriver dette lige nu – men det er jo ikke ligefrem et stort publikum jeg har;) ), at vi er kommet så langt fra Vores menneskelige natur, at vi har brug for at adskille os fra Vores afkom, for at føle os noget værd. Hun beskriver denne erkendelse som smertelig, præcis som Tove Rump, kronikøren, og jeg selv. Det smertelige er at erkende, at sådan som det er blevet gjort i årtier, har skadet os.

Det smertelige er, at vi selv er blevet adskilt, især min generation, meget tidligt og i mange timer om dagen, fra Vores forældre. Mange i min generation gør stadig sådan – skynder sig tilbage til arbejdsmarkedet efter at have født barn/børn. Og faktisk tror jeg rigtig mange gør det, uden helt at mærke hvorfor. Vi gør det fordi vi ‘skal’, fordi ‘huslejen’ skal betales, fordi fordi… Jeg selv afleverede min 13 måneder gamle søn i vuggestue FEM dage om ugen, selvom jeg selv var jobsøgende og kunne have haft ham hjemme. Jeg troede det var bedst sådan. Jeg tænkte ikke på at gøre andet. Han græd og græd og det samme gjorde jeg – det hele var jo bare forkert for os begge. Nu, syv år senere, ved jeg at den seperation ikke var sund for nogen af os. Jeg har arbejdet med mine egne issues omkring seperation (blev afleveret i vuggestue da jeg var tre måneder – jeg bebrejder ikke mine forældre og har haft rigtig gode snakke med min mor om det, som er glad for at jeg, trods alt, gør det anderledes nu) og indset, at sådan behøver det ikke at være. Vi behøver ikke adskille os fra Vores børn. Vi kan faktisk være sammen med dem. Sådan som det faktisk er Vores natur.

For mig (og min mand) er dette med Vores natur(lighed) noget der er blevet mere og mere signifikant jo længere tid vi har været forældre. Da vores søn var et år, skulle han sove på eget værelse. Han fik aldrig lov at græde, men det virkede så vigtigt, at han skulle der ind. Indtil han var to år, og vi indså at vi jo for pokker er pattedyr, og det da overhovedet ikke føltes naturligt at adskille os fra vores yngel om natten, fordi hvordan skulle vi så kunne passe på ham?! Og sådan er denne instinktive proces fortsat. Vi var ret opsatte på at følge Vores instinkter helt fra vi havde ham i armene første gang – men de der instinkter var ret godt gemt væk i mange sammenhænge.

Nu ved vi godt, at Vores instinkter er rigtige. At vi og vores børn, får SÅ meget ud af at vi følger Vore intuition. Men vi er ikke som de fleste. Og det er jeg glad for, at jeg endelig tør være åben omkring. Og dele mine værdier med verden. Selvom jeg har fået ret negativ respons på delingen af den der kronik, så føles det bare så vigtigt at turde sige højt til verden: Vores samfund er skruet helt galt sammen! Vi har for lidt fokus på børnene. Børnene er dem der har betalt prisen i kvindernes flugt fra hjemmet. Jeg siger ikke at kvinderne skal tilbage til kødgryderne – absolut ikke. Jeg siger at vi – sammen, mænd og kvinder – skal finde en måde at lave nogle rammer om familielivet, med fokus på tilknytning. Denne tilknytning er så essentiel for ALT. Og den tilknytning er et instinkt – som vi i årtier på mange måder har ignoreret. Men nu ved vi hvor vigtig den er.

Jeg er en løvemor. Det tænker jeg er ret instinktivt. Vi har det alle i os. Mødre altså. Altså jeg er jo et menneske, men det jeg mener er, at jeg har det hele i mig fra naturens side. Jeg skal bare lukke op og lytte og turde følge. Det er også svært for mig at turde gøre det fuldt ud. Men jeg er tættere på idag, end jeg var for et år siden. Og det er fedt. Og hvis flere og flere, som jeg faktisk oplever tendensen er, tør være intuitive og følge instinkterne meget mere, så skal alt nok gå.

One thought on “Løvemor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s