Familieliv med instinker

Det her med at rykke ud af byen, er en stor ting. Det griber ind i vores familieliv på måder, jeg kun havde turdet drømme om.

Da min syv årige søn var lille, og jeg freelance/studerende, kunne en eftermiddag efter afhentning i vuggestue føles uoverskuelig og uendelig. Vi tog ofte på legeplads, biblioteket eller i Frederiksberg centret og lege i Fætter BR, blot for at slå tiden ihjel. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde det sådan, men det gør mig ked af det at tænke på nu. Han kom i vuggestue da han var 13 måneder og alle ugens fem dage. Dog aldrig længere end til kl 15 og oftest hentede jeg allerede kl 14 – der var alligevel noget i mig der mærkede at lange dage, trods alt ikke var godt. Når han græd, hvilket han gjorde HVER morgen i et så, stod jeg på trappen udenfor døren og græd med ham. De andre forældre sendte mig medfølende blikke og nogle kærlige ord som “det kan være så hårdt, det her”. Og det var det. Jeg savnede ham dybt og inderligt derhjemme, og hver dag når jeg hentede ham og igen kunne indsnuse ham og mærke hans lille, varme krop mod min egen i omfavnelsen, var helt fantastisk. Somme tider nærmest løb jeg op af trappen til “Violinerne”. Og jeg var bestemt ikke alene og har de seneste år læst kronikker, artikler, debatter og haft timevis af samtaler med mennesker i mit liv om, at denne levevis gør så ondt på os, fordi det ikke er meningsfuldt at leve sådan.

Nu bor vi her i provinsen. Vores datter på snart tre går ikke i børnehave (endnu) og vores søn går i skole, men endnu ikke SFO. Så jeg har rigtig meget tid med børnene, og nogle dage også sammen med min mand, hvilket er SÅ fedt. Vi har fået lidt mere fysisk plads og nogle helt andre omgivelser, og alene det at vi har en have og at stranden er lige om hjørnet og Krogerup (som er Aarstidernes gård i Humlebæk) halvanden kilometer her fra, giver bare nogle helt andre muligheder når vi skal ud af huset. Når jeg går rundt ved stranden og samler kastanjer eller slentrer ud af badebroen (og hver gang tænker, at næste gang skal jeg have håndklæde i, for jeg skal NED i det vand) så føler jeg mig dybt næret helt inderst inde. Når vi drøner på Krogerup og leger tagfat på halmballerne og snuser til “Sansebede” og smager på alverdens krydderurter rundt om i markerne, så finder jeg ro indeni. Her kan jeg mærke mig selv og jeg griner så jeg slet ikke kan løbe og derfor hopper gryntende rundt, med grinesnot ud af næsen, når vi leger fangeleg på halmballerne. Og så køber vi måltidskasser og kakaomælk i gårdbutikken og kører hjem og tilbereder sunde, lækre måltider i vores samtalekøkken og er fælles om måltiderne.

Jeg savner intet ved det gamle liv i byen lige nu. Jeg har altid vidst at jeg ikke var som alle andre, især i forhold til min rolle som mor. Mine instinkter har råbt højere og højere, siden jeg blev mor for over syv år siden. Jeg har gået hjemme med begge børn og følt mig ensom og meget belastet af det liv. Jeg har sendt begge børn afsted i skole og institution og følt mig belastet af det også. Jeg kan ikke arbejde fuld tid, i hvert fald ikke hele tiden, og udlicitere omsorgen for mine børn det meste af tiden. Og især ikke, når jeg ved mere og mere om hvad nærvær, omsorg og tilknytning betyder for menneskers hele liv. Det er nu det hele drejer sig om – det er nu jeg skal være sammen med mine børn.

Jeg er færdig med at overhøre de der instinkter. Selvom det saftsuseme er svært, når de nu igen råber op, fordi vores søn er kommet i en skole, der nok alligevel ikke er det rigtige for ham og os. Men jeg vil lytte til min egen intuition – for den kan altså noget, og det er så meningsløst at overdøve sine egne og barnets følelser, når noget bare ikke fungerer. Så nu må løvemor endnu engang igang og vi skal opsøge nogle af de alternativer til skoler, der findes i nærheden. Mange ville sige at “han har kun gået der i to uger, det tager tid at falde til og det kan være svært at skifte skole”. Og det ville jeg også være enig i, hvis ellers han ikke havde fået en super skrap og enormt hård klasselærer, eller hvis kulturen på skolen eleverne imellem virkede mere harmonisk og kærlig. Eller hvis der virkede til at være et godt fællesskab (det er en lille skole, 0-5 klasse og kun ét spor) på tværs af årgangene – men det er vist bare en helt almindelig folkeskole. Ikke at der behøver være noget galt med det, men der er bare for mange ting, til at det kan fungere for os. For vi kan jo ikke lave om på klasselæreren, eller komme ind efter to uger og kræve en ny. Vi kan heller ikke skabe et godt miljø, hvor end vi gerne ville. Og selvom det er en rigtig god SFO, så skal han altså være i skole fra 8-14 hver dag, et sted som bare føles forkert. Men det skal nok gå – vi finder en løsning, for idag lytter vi til os selv og hinanden og når noget stritter, så reagerer vi. Vi vil ikke bare være Lemmings, vi vil passe på os selv og hinanden, selvom det absolut ikke altid er den letteste måde. Men det er den rigtige måde for os.

 

2 thoughts on “Familieliv med instinker

  1. Jeg læser med stor fornøjelse dine skriv om de stærke tanker, du/I gør omkring jeres familieliv! Jeg føler, at du rammer lige ned i de overvejelser, jeg på samme vis gør mig. Og følelsen af en uopnåelig balance mellem arbejds/familieliv kender jeg alt for godt. Elsker din idé om at gå sammen for at hjælpe hinanden i trygge rammer! Min familie og jeg kigger fx netop efter bolig i Espergærde af de samme grunde, som du beskriver i dette indlæg. Tak fordi du deler, det skaber en landsby 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s