Smertefuld separation

Det er blevet en nødvendighed i vores samfund, at vi separerer os fra vores unger. I en sådan grad, at vi er begyndt at tale om det som en nødvendighed. I og for sig kan jeg sagtens stemme i med, at det kan være rart at adskille os lidt fra vores børn, men fordi vi overlader dem, i stor stil, til fremmede voksne i store institutioner, med katastrofal mangel på nærvær og omsorg og voksentid, så er denne seperation altså ikke sund.

Vi mennesker er skabt til at leve i flok. Det er dette instinkt, der har fået mig til at skrive bloggen her, hvilket jeg f.eks. har skrevet om her. Fordi det kræver en landsby at opfostre børn, men vi lever ikke længere i landsbyer, hvor vi er fælles om børn og familieliv, og hvor børnene er omgivet af kærlige voksne med hvem de har en sund tilknytning, sådan at adskillelsen fra mor ikke bliver skadelig.

I Vores samfund er vi blevet så vant til adskillelsen, at vi nu ikke tror andet er muligt. Og når jeg (gen)læser artikler som denne så bliver jeg bare så ked af det.

At din baby begynder at klynke, bare du kigger i retning af jakken i garderoben, er altså en nødvendig udvikling, om end tiden kan være anstrengende. Alle børn skal øve sig på at være væk fra deres forældre og gennemgå separationsangst

Jeg har jo selv stået der, i vuggestuen med en dybt ulykkelig søn, som jeg alligevel har afleveret og forladt. De sagde han hurtigt blev glad igen, men nogle gange gjorde han ikke og græd længe. Han prøvede virkelig at råbe mig op. Men jeg fattede ingenting. Min datter startede først i vuggestue da hun var 21 måneder, og jeg var der hele den første uge, og efterfølgende, når hun ikke havde lyst til at jeg skulle gå, så blev jeg eller tog hende med hjem igen. Personalet syntes jeg var anstrengende og mærkelig, men jeg var ligeglad. Og havde jeg haft muligheden, havde hun slet ikke været i vuggestue, men i stedet sammen med nogen vi kendte nogle dage om ugen, hvor jeg så kunne have deres børn nogle dage om ugen. Jeg drømte om det der landsby-fællesskab, men formåede ikke at finde det.

Stort set alle de forældre jeg kender nu, med små børn, har selv været udsat for tidlig seperation. Jeg selv er opmærksom på, at min egen seperation er et sår, som smertefuldt åbnes af mine børn, når de har angst for at blive separeret fra mig. Men i stedet for at gennemtvinge adskillelsen, så lytter jeg til følelserne og tillader smerten, og forsøger at handle anderledes for mine egne børn. Min egen mor fortæller også om, hvor smertefuldt det var, at lade sig separere fra mig, allerede da jeg var tre måneder – men det var jo sådan det var. Hun er nu så stolt af, at jeg vælger anderledes med mine børn (nu, om ikke andet) og selvom hun er fuld af fortrydelse, så ser hun mine valg som en mulighed for at vi alle kan hele.

Og det er sådan vi er nødt til at tænke. Vi er nødt til at stoppe op og lytte til børnenes instinkter, når de skriger i panik og smerte over at vi forlader dem alt for tidligt i institutionen. Vi kan ikke blive ved at vende ryggen til og smile falsk. Vi er nødt til at få skabt nogle rammer om familielivet, med fokus på det lille barns behov.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s