Når noget rammer plet

I øjeblikket arbejder jeg på et dokumentarprojekt om og med en fantastisk familie på Ærø. De har for nylig taget alle deres fire børn hjem, som i ud af det etablerede institutionaliserede system, og er i fuld gang med deschooling og unschooling af hele flokken. Det er et beundringsværdigt og smukt projekt, som jeg elsker at følge med i.

Maj My, som er moren i familien, har en virkelig dejlig blog, som jeg med stor begejstring læser med på. Først og fremmest skriver hun fantastisk, men mest af alt belyser hun nogle relevante og interessante emner. Og flere gange på det sidste har jeg siddet og grædt inderligt, mens jeg læste hendes beskrivelser af deres liv, men også hendes reflekteren over det hele. Hun har skrevet om eftermiddage i vandkanten, som berørte mig fordi hun i det indlæg beskriver det langsomme, nærværende liv som for mig bare er så meningsfuldt. Hun skrev også et indlæg om tillid og frihed, som virkelig rørte mig, fordi det jo netop er det børn har brug for. Vores dejlige, vidunderlige og meget åbne yngel, vores børn, har nemlig netop brug for alt det for at blomstre: tillid, frihed, respekt og nærvær. De har ikke brug for opdragelse, en kalender fyldt med aktiviteter og aftaler eller enormt mange materielle ting. De har brug for omsorg, tid, frihed og nærvær. Jeg kan ikke komme på andet. Jo altså de der basale behov for et hjem, mad og tøj på kroppen skal selvfølgelig være opfyldt først.

Når det rører mig sådan, at Maj My sætter ord på de her ting, så er det jo fordi det er noget dybt i mig, der bliver belyst. Jeg har intuitivt altid levet sådan og tænkt sådan om mine egne børns liv, men verden omkring mig synes ikke altid at se det sådan, sådan helt generelt. Og når jeg så “møder” andre, i den virkelige verden eller i cyberspace, der tænker som mig, så føler jeg mig set.

Jeg har altid tænkt at børn var lige så vigtige som voksne. At de kommer til denne verden med enormt stor værdi, bare fordi de er. At man ikke behøver opdrage sine børn, men at man bør anvise gennem egne handlinger og ansvarlige levemåde. Jeg har altid tænkt at børn skal have en vis form for frihed, så længe de ikke kan skade sig selv eller andre, for at udforske sig selv og sine omgivelser, for derved at drage egne erfaringer om verden. Jeg føler det er enormt vigtigt, at jeg ikke fortæller mine børn hvordan de skal gøre, leve og være, men at jeg hver dag fortæller dem, at de er præcis som de skal være og at jeg elsker alt ved dem (for tiden fortæller jeg min søn at jeg elsker ham når han er sur, når han er rasende, når han slår, når han skriger, når han griner og når han græder – fordi han har SÅ mange følelser, og det er så vigtigt, at han virkelig føler sig tryg ved, at lukke dem alle ud her hjemme).

Så når Maj My rammer plet, lige der hvor jeg åbenbart trænger til at blive rørt, og jeg begynder at have svært ved at læse på grund af tårer i øjnene, så prøver jeg at nyde den følelse. Følelsen af at vide der er andre der ude som mig. At selvom jeg er anderledes i min tilgang til livet og mine børn, end de fleste jeg kender, så er jeg ikke alene. Mit børnesyn deles af andre, og jeg tror så inderligt på, at når mine børn føler sig set og respekteret, og føler at de har kærlige, nærværende forældre, så giver jeg dem det bedste jeg kan.

Min søn har altid sagt: Man må ikke glemme kærligheden, så går det galt”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s