Alternative behandlingsformer, ja tak

Jeg er ikke sådan een der gør tingene som de fleste. Det er vist efterhånden etableret her på bloggen også. Jeg har før skrevet om alle mine “alternativer”, alle de ting jeg og vi gør for os selv og vores børn, i forsøget på at skabe en sund krop, ud fra et holistisk syn på at krop, sind og ånd hænger sammen. En sød læser har nu bedt mig uddybe det hele lidt, så selvom det kommer lidt tæt på, så prøver jeg alligevel 😉

Vi har en dygtig homøopat og jeg selv har mig et lille hjemme-apotek, det her, som jeg elsker og bruger når børnene har vokseværk, uro i kroppen, fået en splint og meget andet. Ja, jeg bruger det også til os voksne. Homøopaten fik bugt med min datters børneeksem, som i helt væk og aldrig kommet tilbage, på to besøg. Jeg selv har fået god hjælp til “nerverne” i pressede perioder. Skal jeg have flere børn vil jeg bruge det under og efter fødsel, til at booste i befrugtningsperioden og til lille baby der skal have tænder, samt helt vildt mange andre ting. Jeg elsker homøopati selvom der er mange haters. Det er bare sådan, at der er masser af forskning, nogle mener endda med mere evidens end moderne medicin, som viser at homøopati virker. Jeg har desuden en veninde, der aldrig har brugt andet til sine børn – og de er sunde og dejlige børn. Vores homøopat hedder Mette Mitchell og hende anbefaler jeg varmt.

Derudover gik jeg hos en fantastisk body sds behandler, Stine Ruge, efter min anden graviditet. Det er kropsterapi ud fra troen på, at når vi har ondt et sted, har det sammenhæng med psyken. Og det ræsonnerer godt hos mig, for hver gang har hun været spot on, med de steder hun har udpeget som fokuspunkter. Og jeg er slet ikke færdig med at komme hos hende, kan jeg lige nu mærke.

Jeg har også selv gået i forskellige former for terapi. Anja Sara Jasmin Tegen hjalp mig med at nå ind til lille Pernille, og hos hende gennemlevede jeg min egen fødsel flere gange, og lærte at forstå en hel masse om mig selv. Anja er også healer og udførte flere gange healing på mig, hvilket var magisk. Hun er intet mindre end fantastisk. Desværre tror jeg ikke hun lige P.T. arbejder som terapeut. Jeg har også gået, i nogle år, hos en vanvittigt dygtig psykolog, Carina Kruse. Hun er det skarpeste menneske jeg har mødt. Hun er lige på og svesken på disken, men samtidig faktisk ret intuitiv. Jeg anbefaler hende vidt og bredt. Hun har også været vores parterapeut og hjulpet os igennem meget svære tider. Jeg kan kun anbefale ALLE par at gå i terapi sammen. Min mand og jeg er soulmates og jeg har altid ment, at jeg havde løsningen på alle problemer og kunne analysere og gennemskue alt. Det viste sig at det kunne jeg selvfølgelig ikke. Hun er meget hård, og tvinger een til virkelig at forholde sig til hvad der betyder noget, men der er ikke en eneste ting, hun ikke har ret i.

I øjeblikket er jeg meget optaget af metasundhed og skal starte i et forløb hos Jette Hastrup, som jeg kender gennem sociale medier. Jeg opfatter hende som ekstremt dygtig indenfor sit felt. Hun skal hjælpe mig med min psoriasis, min allergi, at blive bedre til at give slip og se på alt det gode der er i mit liv. Jeg glæder mig.

Jeg har også for nylig været hos en clairvoyant. Hun hedder Maj og er et utrolig dejligt væsen. Hun kan se og fornemme ting, som jeg ikke kan forstå med min rationelle hjerne. Hun er også healer og jeg synes hendes arbejde er så smukt.

Min søn på syv har altid haft vanskeligheder med mad. Han er meget sensitiv og af alle mulige årsager, har vi ikke formået, at servere de rigtige ting for ham, og derfor var måltiderne for et års tid siden ulidelige og stress-fyldte, og ingen af os trivedes i disse situationer. Derfor kontaktede vi Ulla Lebahn, landets førende indenfor ernæringsterapi specifikt til sensitive børn med spiseproblemer. Vi lærte at gøre måltiderne rare, vi lærte at forstå hele dynamikken og vores søns følelser omkring mad, og idag er alt meget bedre. Vi serverer altid 2-3 ting vi ved han kan lide. Vi overtaler aldrig til at spise. Vi blander os overhovedet ikke i hvad han spiser eller hvordan. Vi har somme tider en “prøve-tallerken” som han kan ligge mad på, som han ikke nødvendigvis vil spise, men måske godt tør tage på tallerkenen alligevel. Han prøver nye fødevarer og måltiderne er nu hyggelige og rare for alle.  Og jeg tænker tit: Hvor banalt, egentlig. Altså jeg ville også blive i dårligt humør, hvis jeg skulle sætte mig til bordet, og der kun var ting jeg ikke kunne lide eller havde lyst til. Og så har vi accepteret at børns sult ikke altid kommer til måltiderne. Så vi spiser ofte meget tidlig aftensmad, og taler om at indføre “afternoon tea” – altså aftensmad kl 16 og så en sund snack, inden sengetid. Der er plads til justeringer, og så længe vi har sunde ting at tilbyde, så må vores børn spise når de vil.

I min anden graviditet og tiden efter, gik jeg hos en helt vidunderlig Osteopat, Birgitte Jalving. Hun hjalp mig med bækkensmerter og efter fødslen med at falde på plads i kroppen igen. Hun behandlede også min spæde datter, fordi hun tror på at alle babyer, uanset hvordan fødslen har været, har brug for en krops-behandling ovenpå det chok det er at komme til verden. Min søn var også i et forløb hos hende for et år siden, for at finde ro i sin sensitive krop. Birgitte er også kranio-sakral terapeut og bare rigtig dygtig og meget intuitiv.

Alt det her handler om at vi ikke kan holde ud at lade stå til. Vi vil gøre noget, når kroppen eller sindet skranter lidt. Vi opsøger løsningsmuligheder, frem for at lade stå til.

Jeg får lyst til at tilføje at min dejlige veninde Camilla, har startet en platform for mødre, med samme interesse som jeg beskriver i dette indlæg. Et sted hvor hun samler alle de bedste alternative behandlere, som deler ud af deres ekspertviden gennem rigtige gode interviews både på skrift og video. Det er samtidig et fællesskab for mødre, der gerne vil hjælpe dem selv og deres børn til et sundt og godt liv, ud fra det holistiske menneskesyn. Som ikke blot tager en pille, når lægen siger de skal, men selv vil tage ansvar for familiens sundhed. Moderskaber er et helt unikt univers, som kun kan anbefales.

Jeg kender til mange flere alternative behandlingsformer. Så spørg endelig – det vil glæde mig at svare dig med den viden jeg har.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s