SOS til min landsby

Det her indlæg gik simpelthen tabt. Det går op for mig nu, at det aldrig kom op. Det er lige to uger for sent, men synes alligevel jeg vil dele pointerne med Jer.

I fredags flyttede vi. Helt ud af byen. Endelig. SÅ fantastisk dejligt og Vores nye sted er bare SÅ rigtigt for os alle. Men i løbet af flyttedagen indfandt der sig en altædende panik i mit sind. Jeg mistede simpelthen overblikket. 

Vi har ALT for mange ting. Min mand har længtes i årevis efter, at jeg gik med til, at luge ud i alt hvad vi ejer. Men jeg er lidt en samler, og det gør virkelig ondt i min sjæl, at tænke på at skille mig af med ting der bærer på minder.

For nogle uger siden gik jeg dog alligvel i Vores gamle, stopfyldte, kælderrum og smed ud med hård hånd. Syntes jeg selv. Men da min mand åbnede lågen til rummet på flyttedagen, var han bestemt ikke enig. Panik.

Med asen og masen fik vi dog alligevel hele indholdet af kælderrummet i flyttebilen, men cyklerne må vi så hente senere. Jeg kunne simpelthen ikke stå der midt i flytningen, OG den var tre minutter i hente børn, og sortere mere. Fair nok, synes jeg.

Langsomt gled overblikket bare ud mellem mine svedige pølsefingre. Og trætheden skyllede ind over mig. En hel måned havde jeg sat hus i stand. Malet i tre uger f.eks.. Og huset er ikke færdigt. Der mangler maling en del steder og andre ting jeg lige vælger at fortrænge…

Anyway vi skal have færre ting. Helt klart. To nye kubik-kasser jeg havde købt brugt, og er gået igang med at male så de passer ind i stuen, skal ikke op alligvel. De skal videre. Og sådan har skæbnen været for flere af vores møbler. Slut med at gemme. Slut med at opbevare. Jeg vil have overblik.

Så i fredags. Da vanviddet havde sat ind og jeg var ved at ligge mig i fosterstilling midt i flytterodet, måtte jeg række ud efter min landsby. Jeg måtte kalde forstærkning ind. Hele vejen til Jylland måtte jeg råbe: Hjæææælp. 

Og de hjalp. Min familie. Min landsby. Dem der altid er der. Selv når vi er flyttet til Nordsjælland, kommer de drønende når vi kalder. Vi havde helt desperat brug for assistancen og idag har de været her og knoklet. Min mor, far og lillebror. I timevis, indtil de igen susede vestpå, sydover, tilbage til Aarhus. 

Og det får mig bare til at tænke: Hvorfor er den landsby så pokkers langt væk? Hvorfor er vi ikke midt i den, når nu den somme tider kan være afgørende for om jeg kan trække vejret? For i fredags kunne jeg ikke få luft – jeg panikkede. Og nu trækker jeg vejret igen. Og lever. Fyldt op af den kærlighed som min familie viser os, ved at komme den lange vej, for at hjælpe os på plads.

Tak for at I bare tropper op når jeg kalder SOS. Jeg ved ikke hvad vi skulle gøre uden Jer ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s