Nærende familietid

Den sidste uge har været dedikeret til familien. Først var min svigermor og nevø på besøg i et par dage. Det var skønt og børnene nød det helt vildt. Dernæst var mine forældre her, hvilket også var fantastisk dejligt. Og jeg kan leve længe på de der nærværende stunder, hvor børnene bliver set af andre end min mand og jeg.

Her for tiden giver min blog tilsyneladende stof til eftertanke for mange. Mine forældre og jeg sad oppe meget længe fredag aften og talte om un-schooling, folkeskolens utallige udfordringer, tilknytning, familiepolitik og alt muligt spændende. Det var så nærende for mig – jeg kan virkelig mærke alt boble i mig, når jeg kan få lov at blive hørt og forstået i alle mine tanker om barndom og familieliv, følelser og kærlighed. Også min svigermor delte oplevelser fra sin barndom på landet, hvilket satte endnu flere tanker igang hos mig, omkring hvordan jeg ønsker livet skal være fremover for mine egne børn.

Min mor og jeg havde også en rigtig smuk samtale om min egen tidlige start i institution. Det er smertefuldt for min mor at mindes, at jeg blot var tre måneder, da jeg kom i vuggestue. Og for første gang fortalte hun mig, at min mormor dengang faktisk tilbød, at passe mig sammen med mine ældre kusiner, men at mine forældre takkede nej. Min mor og jeg talte om, at det skulle de jo nok have taget imod dengang, men også om, at de jo havde deres årsager til ikke at gøre det, omend de måske fortryder det den dag idag. Den viden er jeg enormt glad for at have fået. Faktisk har mit eget moderskab og denne blog, og mit stærke engagement i alt der relaterer sig hertil, knyttet mig meget mere til både min mor og svigermor på det sidste. Og det er så fint hvordan min egen mor især, ikke tager nogle af mine egne smertefulde erkendelser personligt. Hun spørger nysgerrigt ind og støtter mig.

Jeg tror dette her med at række ud efter de ældre generationer er så enormt vigtigt. Jeg lærer noget hver gang jeg gør det – om dem og om mig. Det sætter ting i perspektiv og bringer os sammen. Men jeg har ikke selv gjort det fra starten af mit moderskab. Jeg tog mange valg i de første år, der var meget anderledes end vores forældres generation. Jeg tog nok i virkeligheden også lidt afstand, fordi jeg havde brug for at finde min egen vej. Og fysisk var vi heller ikke tæt på hinanden, hvilket var et enormt savn. Og så var det nok lettere, for at beskytte mig selv, at trække mig lidt væk og gå egne veje.

Men som tiden går, og jeg indser vigtigheden af at turde leve med åbne øjne, overfor det gode og det svære, jo bedre får jeg det med dem omkring mig. Jeg behøver ikke skyde skyld eller rette vrede mod nogen, jeg kan gøre det der er i min magt, for at ændre tingene for mig og mine. Og jeg og min familie har brug for mine forældre og min mands forældre. Og det er så dumt at vi bor så langt fra hinanden. Det gode er at vi så har god tid når vi er sammen, og virkelig kan nå at have nogle dybe samtaler og på den måde holde den enormt stærke tilknytning, som jo virkelig er vidunderlig.

2 thoughts on “Nærende familietid

  1. Jeg bliver så glad og varm når jeg læser din blog. Du er en kæmpe inspiration og jeg føler stor støtte i mine valg som mor når jeg læser din blog. Vores forældre bor rigtig tæt på og er en kæmpe hjælp i hverdagen og det er jeg enig taknemlig over -måske lidt mere efter at have læst med i dag. Knus til dig og dine

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s