Du er ikke alene

Den der ensomhed. Manglen på den der landsby, hvor nabokonen altid giver en kop kaffe eller jeg kan sende børnene over med nybagte kanelsnegle, hvor der altid er tid og lyst til en snak og lidt nærvær og hvor der gensidigt og hjerteligt bare er ønsket om at være noget for hinanden, savner jeg meget i de her dage. Jeg tror det er helt naturligt, når man flytter til et nyt sted, at man skal bruge lidt tid på at finde sig til rette. Men jeg begynder nok desværre også bare at tvivle lidt på, om Vores nye kvarter rummer de ting, jeg dybest set søger.

Jeg får stadig henvendelser fra læsere her på bloggen. Og jeg kan jo mærke, at mine tanker og ord vækker genkendelse i andre. Jeg får at vide, ordret, at jeg ikke er alene og tilmed skrev en læser idag, at jeg med bloggen her skaber den landsby, jeg selv søger. Og det er så helt utrolig dejligt at vide at mine skriverier interesserer andre, men på en måde klinger det hele alligevel lidt hult. Fordi jeg jo faktisk leder efter denne her landsby med mennesker af kød og blod, som jeg kan læne mig op ad og som jeg selv kan åbne mit hjerte og mine arme for. 

Og så melder smerten sig. Savnet. Ensomheden.

Jeg elsker vores liv lige nu. Med udfordringerne og det hele. Vi er sammen, vi har fået luft omkring os og vi bliver stærkere sammen og gladere hver dag. For alle fire i min lille familie er dette liv lige hvad vi har brug for lige nu. Vi har brug for ro og nærvær og det er det vi får.

Men jeg sidder jo der, i hverdagene, nu med begge børn hjemme, alene voksen, uden nogen at være fælles om noget som helst med. For nu er det fint og jeg elsker det hele så højt, men der mangler bare også noget. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal få det jeg mangler. Hvordan skal jeg få den landsby?

For langt de fleste mennesker i vores samfund har travlt. Det ser jeg ingen grund til at hverken bore i eller uddybe. Men vi har valgt ikke at have travlt. Vi har valgt tiden til hinanden og det er jeg hver dag taknemmelig for. Men vi burde jo ikke stå så alene i det her liv. Mennesker er skabt til at leve i flok – og det gør vi fire i min lille familie jo sådan set også – men jeg tror på at vi er skabt til langt mere fællesskab end det vi finder inden for vores egne fire vægge. 

Jeg ved jo at jeg ikke er alene om de her følelser. Men realiteten er bare, at ofte har folk alligevel nok i sig selv, når det kommer til stykket. Der er ikke tid til fællesskaberne i det omfang jeg nok drømmer om.

Livet i min drømmelandsby ville bestå af familier, unge som gamle, enlige som storfamilier, ja alle konstellationer med alle slags mennesker, som vægtede det at være noget for og med hinanden højt. Jeg drømmer ikke nødvendigvis om fællesspisning fem dage om ugen, men måske en månedlig båldag, ugentlige kopper kaffe og altså bare et naturligt og ubesværet sammenhold. Et sted hvor når jeg rækker ud efter andre, behøver det ikke være med frygten for ikke at blive grebet, eller frygten for om jeg nogensinde for lov til at gengælde den gestus. 

Idag har jeg kørt rundt, i bil, i København. Og her fik jeg pludselig en følelse af at det hele nok skal løse sig. For flere gange sad jeg ved rødt lys og stirrede ind i bagender på biler, magen til vores. De første gange tænkte jeg blot det var pudsigt, men her sidste gang det skete, forstod jeg budskabet fra universet: DU ER IKKE ALENE. Der er andre der ude som dig. De er her alle vegne. Du skal bare åbne øjnene og se dem. Og åbne hjertet og tage dem ind.

Jeg ved ikke hvordan eller hvornår jeg sådan rigtigt føler, at jeg har min landsby. For der jo det jeg tænker jeg mangler, i mit liv allerede. Jeg er omringet af kærlighed og jeg har en familie, både den jeg selv har været medskaber på og den jeg er født ind i, som altid er der for mig og som elsker mig uendelig højt. Og det er jeg så teknemmelig for. Men en del af disse mennesker, bor ikke tæt på mig. Så i det meste af mit liv, er de der fysisk ikke. Og det er et kæmpe savn. Derfor mangler der noget – fordi jeg ikke har nogle andre mennesker fysisk omkring mig, der så udfylder nogle af de roller. 

Men for nu skal jeg, åbenbart, fokusere på at jeg ikke er alene. Og så fortsætte med at åbne mig for de “landsbyer” der viser sig. Alt er jo love.

2 thoughts on “Du er ikke alene

  1. Jeg er en af de mange, der har lignende tanker om moderskab og landsbyer og fællesskab. Min et-årige søn har gået i vuggestue i to måneder og jeg drømmer hver dag om, hvordan vi kan arbejde mindre, være mere sammen. Det føles unaturligt, at andre mennesker er mere sammen med ham end os, hans forældre. Inspirerende at læse dine tekster!

    Like

    1. Hej Lene. Jeg kan godt forstå dine følelser omkring din søns vuggestue. Og jeg kan kun sige at man aldrig fortryder den tid man investerer i sine børn. Og tak for dine søde ord – det er så ubeskrivelig dejligt at du læser med.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s