Mere minimalisme

I aftes så jeg flow tv – hvilket efterhånden er noget jeg sjældent gør. Først Aftenshowet, som havde besøg af to fyre med makeup, tatoveringer og steroide-pumpede muskler –  sådan nogle mennesker der lever for deres image, altså deres udseende. Senere så jeg et program der handlede om luksus – mennesker der lever for og i luksus. Der mødte man en kvinde, der brugte alle sine penge på Louis Vuitton tasker og en kvinde der havde en klub for luksus-bil-elskere. Man så eksperter udtale sig om at luksus-tendensen er tilbage og nu vil folk igen gerne flashe mærkevarer og bruge penge på materialisme og selv-forkælelse. Og som det sidste var der et indslag i tv-avisen om unge kvinder der samler på dyrt porcelæn. Jeg var bare helt overvældet efter sådan en bombardering.

Først rynkede jeg blot brynene lidt, men som aftenen skred frem kunne jeg mærke aversionerne vokse i mig. Der er jo intet galt i at ville bruge sine penge som man lyster – vi er jo alle ansvarlige for at gøre os selv lykkelige. Men meningen med at jagte et luksus-liv, prestige og show-off fik bare mine antenner til at vokse lidt.

Jeg har også elsket designer-solbriller, alt for dyre stilletter og eksklusiv makeup. Men gensynet med den der luksus-hungren, fik mig ikke til at længes. Tværtimod.

I min familie mangler vi ikke noget. Vi har nok og på mange punkter alt for meget. Vi forsøger hele tiden at rydde ud og skille os af med ting, her imens vi stadig finder os helt til rette i det nye hus. Julen står for døren og vi har meldt ud, at gaver i år gerne må være genbrug og helst skal holdes helt helt nede, med mindre gaven er ikke-materiel. Vi har de penge vi skal bruge, men ønsker ikke at fyre dem af på flygtig tilfredsstillelse i form af materielle goder. Vi, især jeg, vil så gerne leve mere minimalistisk. Det føles meningfuldt og bæredygtigt – inspireret af Lisbeth der har Smilerynker.

Så igår da det blev tydeliggjort, at der stadig er en hel verden der higer efter luksus og materialisme, da der blev sagt at det er slut med speltboller for nu er luksus-tendensen tilbage og vi vil igen vise vores status med dyre mærkevarer, så tog jeg en dyyyyyb indåndning. For det gør faktisk ondt på mig, at det er den historie vi nu igen skal fortælle os selv og hinanden. At det der med at halse rundt og jagte penge og materialisme, flygte fra det nære og det, for mig at se, vigtige, er SÅ VIGTIGT og rigtigt. Jeg bliver så ked af det. For det giver ingen mening. Det er fuldstændig tømt for mening at fortælle den historie. Det trækker næringen ud af os. Vi bliver syge – helt bogstaveligt bliver mennesker syge at det der liv. Af at skulle leve op til alt muligt der ikke er naturligt for os.

Så igår aftes mærkede jeg at der var en mening med at jeg skulle se alle de tv-programmer. Jeg skulle mindes om det der er vigtigt for mig. At jeg er en anden nu, end jeg var da Louis Vuitton reklamer og vindues-shopping kunne gøre mig blød i knæene. Jeg har brug for en dybere mening, et dybere nærvær og færre ting. Jeg så også Bonderøven i aftes. Og det er meget mere alt hvad han står for, som jeg i virkeligheden identificerer mig med nu. Han snakkede om sølvpapirshat og om at trække internet rundt i huset via ledninger i stedet for wifi, for at undgå en masse unødig stråling. Han lavede tap-slids samlinger og hånd-høvlede lister til huset. Og det er det der liv jeg trækkes mod. Som jeg lige nu er meget tættere på at leve, end jeg har været før. Jeg har stadig brug for at omgive mig med smukke og lækre ting, bare af nogle helt andre årsager og med et helt andet fokus. For mange ting forstyrrer mig, de roder og vi aner ofte alligevel ikke helt hvad vi rent faktisk har – og så er det jo ikke til nogen nytte at vi har alle de ting. Vi bruger ofte heller ikke alt det vi har, så at skære ned til det man rent faktisk bruger, og så skærme os selv lidt fra butikker med nyt, som vi fristes af, gør at livet faktisk føles lidt lettere.

Nu vil jeg vende tilbage til perlepladerne som min søn sveder over – han skal åbenbart lave 23 lyserøde spøgelser til sin lillesøsters tre års fødselsdag i morgen. Så det er en travl dag idag.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s