Det ER naturligt at være sammen

Idag har jeg haft en samtale med en anden mor, der lever med hjertet. Hun har flere store børn og een der stadig er i børnehave. Og vi talte om hvor fedt det er, når vi tør tage vores børn med i det liv vi lever. Når vi har dem hjemme, selvom vi må arbejde lidt ind imellem. Og så kom vi ind på den der følelse, jeg tror mange kan genkende: Er vi egoistiske, når vi bare gerne vil være sammen med vores børn og derfor holder dem hjemme fra pasningstilbud? Og vi var selvfølgelig helt helt enige om at NEJ, det er ikke egoistisk at tilbringe tid med sine børn og NEJ vi frarøver dem intet, ved at have dem hjemme med os.

Men det er lidt det sprog vi har talt i vores samfund meget længe. At institutionerne er gode for børn, at de lærer mere der med professionelle voksne, end vi kan give dem hjemme. At børn har brug for at blive adskilt fra mor og far og møde andre børn og voksne for at lære sociale spilleregler. At de uddannede voksne der er i institutionerne ved meget mere om børn og hvordan de skal håndteres, end forældre uden pædagogisk uddannelse gør. Og vi har fortalt os selv og hinanden at det er bedst børnene er meget i institutionerne, altså hver dag, fordi den kontinuitet er vigtig, for at være en del af det sociale, og for at det er nemmere for børnene at blive adskilt fra forældrene og have ‘gode’ dage i institutionerne.

Alt i mig har længe værket og smertet, ved denne forståelse af det at have børn. For jeg synes det er så vendt på hovedet. Børn har først og fremmest brug for at være sammen med deres primære omsorgspersoner, og i de første leveår har de brug for dette hele tiden. Børn er ikke klar til vuggestue, fordi de begynder at kravle væk fra mor i legestuen og interessere sig for andre børn. De er bare klar til at lære andre børn at kende, at udvide deres horisont, men det kan også foregå med en primær omsorgsperson som vidne. Det foregår faktisk bedst med en primær omsorgsperson i nærheden, fordi de så ikke skal igennem adskillelsen (som altså IKKE er en naturlighed for små børn -det er ikke noget de SKAL igennem. De SKAL være sammen med deres forældre, helst, og denne sunde tilknytning er fundamentet for alt andet i resten af menneskets tilværelse) først. Fordi når de primære personer er omkring børnene, kan de trygt udforske verden omkring dem. Og den tryghed er grundlæggende for et sundt indre liv.

Når vi i vores samfund er på barsel, er vi ofte overladt meget til os selv. Vi er alene med baby og alene om alt det praktiske. Vi er alene med mange store følelser og føler os ensomme og afskårede fra alle andre. Så efter et halvt år i denne smertefulde tilstand begynder vi at længes efter arbejdsmarked og adskillelse fra baby. Og det ender så når baby er omkring 10 måneder – så kan vi endelig ånde lettet op og suse afsted på job, alene og uden barnet – fri som før forældreskabet.

Men det er jo ikke meningen det er sådan her det skal føles at være forælder. Det er meningen fællesskabet omkring os skal støtte op og være der, sådan at livet med børn føles rart og meningsfuldt. Sådan at de der gerne vil arbejde kan gøre det, velvidende at deres små får kærlig omsorg af andre kendte voksne. Sådan at man tager sig af hinandens børn f.eks. på skift, mens de er små, så man kan arbejde den smule der er brug for. Det er meningen at fællesskabet skal være der i barselstiden, så den ikke bliver så ensom og smertefuld. Det er jo meningen at vi skal være mere sammen om det hele i det her jordiske liv.

Jeg er ikke på en mission for at gøre alle forældre hjemmegående eller alle institutioner overflødige. Jeg er her for at råbe op om den tidlige tilknytning, som er så vigtig. Og for at kaste et lys på hvordan vi med fællesskaber kan støtte op om tilknytning, forældreskab og familieliv, så det hele kan leves lidt mere lykkeligt. Fordi jeg tror vi vil finde en bedre balance i vores liv mellem aktiviteter i og udenfor familien, hvis vi styrker fællesskaberne.

Mange er allerede kommet til denne erkendelse. Øko-landsbyer, bofællesskaber og kollektiver pibler frem over det ganske land. Børnefamilierne flygter fra de store byer ud til landdistrikterne i jagten på et liv i balance. Fordi det er billigere at bo på landet, man er tættere på naturen og derfor får mere naturligt jordforbindelse. Fordi på landet findes andre der søger det samme – tid og ro til familielivet.

Så lad os være enige om at tid tilbragt med vores børn ER meningsfuldt. At det er naturligt at være sammen som familie. At det er naturligt at børnene vil os og vi vil dem. Jeg er fuldstændig overbevist om at det bedste sted for vores børn, er sammen med forældrene eller andre primære omsorgspersoner. Vi lever det selv fuldt lige nu – hverken skole eller børnehave gør vi brug af. Og det er rebelsk – det er jeg klar over. Men det er SÅ rigtigt for os. Og hvis vi så også havde det her landsbyfællesskab omkring os, med andre hjemmebørn og -voksne, så ville det faktisk være perfekt.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s