Børneisme og voksenmagt

Jeg kommer vidt omkring somme tider, i min egen vidensvandring. Jeg elsker research. Virkelig. Jeg elsker at få ny indsigt og viden og kan blive helt opslugt af at fodre mine hjerneceller. Så den anden dag, da en ny og kær veninde brugte begrebet “childism” måtte jeg lige slå det op. Og så blev jeg helt grebet og vidste med det samme at jeg måtte dele det med Jer her.

Jeg følger den australske blog “Happiness is here“. Den er skrevet af en hjemmeskolende mor, med enormt meget fuldstændig fantastisk på hjerte. Hun skriver rigtig meget og rigtig godt om børn, familieliv og selvudvikling – emner der jo optager mig temmelig meget også. Og hendes forklaring af “børneisme” (jeg bruger herfra det fordanskede begreb) vil jeg dele med Jer:

Forestil dig at du skal en tur til frisøren og har din mand med som tilskuer. Du vil have det hele klippet af og inden frisøren svinger saksen, spørger hun lige din mand: “Sådan her, er det en passende længde?” Det ville være langt ude, ikke? Han har da intet at skulle have sagt, i forhold til din nye frisure. MEN når det kommer til vores børn, så er den adfærd pludselig acceptabel. Her må frisøren gerne, hun skal faktisk helst, spørge den voksne til råds, før barnets lokker falder.

Jeg er skyldig i at have udført børneisme på mine børn. Min søn har siddet i frisørstolen, mens jeg har fortalt hvordan det skulle klippes. Flere gange faktisk. Og lige nu kommer der en lille knude i maven over det – for hvor er det bare mega unfair. Det er jo hans krop, hans hår, og han burde jo selv være herre over hvad der er hans.

Sexisme, racisme og homofobisme er begreber vi alle anerkender. Men børneisme er, endnu, ikke på listen. Men det er diskrimination, så derfor skal vi have det begreb meget mere i spil. Lad mig uddybe:

Børneisme er når vi kommunikerer til børn, i det store eller i det små, at de er mindre værd, ikke fortjener respekt, ikke er lige med de voksne. Det kan være små subtile beskeder vi sender dem, mere eller mindre ubevidst, og det kan være når det bliver sagt lige ud: Nu skal du gøre som de voksne siger! (AV, alt i mig gør ondt ved de ord, altså) – DET er voksenmagt, på den grimme måde.

Det er hver gang en forældre bliver spurgt: “Spiser hun kartofler?”, i stedet for at spørge barnet direkte.

Det er hver gang et barns følelser får voksne til at bryde ud i latter, i stedet for at vise empati.

Det er når barnet ikke må få et glas vand, før det har sagt “be om”.

Det er hele ideen om at børn skal “ses og ikke høres”.

Det er når jeg bestemmer min søns frisure, i stedet for at lade ham selv bestemme (undskyld, Bønne – jeg gør det aldrig igen).

Det er når voksne nøder børn til kram ved at sige “ellers bliver jeg ked af det”, så barnet får følelsen af ikke at være herre over sin egen krop.

Det er når børn udstilles, f.eks. online med billeder, hvor de gøres til grin over følelser de har.

Det er når voksne mener de fortjener respekt, blot pga deres overlegne alder.

Det er når børn tales om mens de er i rummet, som om de ikke var til stede.

Det er når der bruges straf eller præmier, til at manipulere et barn til at gøre som man vil have det til.

Det er når vi finder store mængder bøger, film og “coaches”, der skal hjælpe os med at “træne” vores børn til f.eks. at sove, oftest ved fuldstændig at ignorere barnets behov.

Det er når vi laver forskning der beviser, at børn bare “skal lære det”, når de bliver adskilt fra deres primære omsorgspersoner og græder i smerte, i stedet for at behandle dem som mennesker.

Det er når du læser denne blog-post og vender øjne, fordi du synes det er latterligt det jeg skriver.

Alle de ting jeg nævner ville ikke være acceptable, hvis vi talte om voksne i stedet for børn. For børn anses desværre stadig i bred forstand som mindre værd – uvidende mennesker som vi skal lære alt om verden. Men bare fordi man er et barn, som er afhængig af voksne, betyder det ikke at man skal behandles dårligt eller som mindre værd. Hvis du er handikaphjælper, kan du jo heller ikke behandle en 32 årig i kørestol som mange behandler deres børn – for handikappede er jo lige så meget værd som alle andre (voksne).

Børn har simpelthen ret til at bestemme selv og blive hørt. Selvom de er små mennesker, som ikke bidrager med noget (per say) til verden, så er rettigheder altså ikke noget man skal gøre sig fortjent til. Alle mennesker fortjener at bestemme over egen krop og frihed til at udtrykke sig. Men børneisme foregår stadig i stor stil.

Jeg tænker faktisk dette er et ret vigtigt emne. Især i disse valgtider, hvor barnets stemme i den grad trænger til at blive hørt – se det her.  Og det hele starter jo med at vi anser børn som værdige mennesker, bare fordi de er. Og så må vi jo hver især virkelig granske os selv og holde op med at bruge vores magt over børnene, enten gennem manipulation eller mere direkte adfærd, til at få dem til at gøre som det behager os voksne.

Jeg tænker at dette er så grundlæggende. Det der sker er at vi render rundt og bruger vores “voksenmagt” til at genvinde noget af den magt, vi ikke havde over os selv da vi var børn – fordi nu er det vores tur til at være den voksne. Vi må udvikle os, lære, og indse at måske er det bedre at være respektfulde overfor børnene, og tage den vej i stedet.

Børnene er det vigtigste vi har. Og jeg ønsker for mine børn at de føler sig lige så meget værd som de voksne omkring dem. Jeg har taget min søn ud af skolen, fordi læreren yndede at bruge “voksenmagt”, altså magt over, til at få sine budskaber igennem. Jeg forsøger at tale mine børns sag, når voksne fniser af et vredesudbrud over ikke at måtte få lyserød glasur til frikadellerne, og sige til de voksne, at barnets følelser er helt okay. Jeg siger til mine børn, eksplicit og indirekte i den måde vi er familie på, at deres meninger er vigtige. Jeg udvikler mig selv og mine “ar” fra min egen barndom, så jeg ikke behøver demonstrere min “voksenmagt” for at få det bedre med mig selv. Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg fortæller og viser mine børn at alle deres følelser er helt okay. Jeg fortæller mine børn at DE er helt okay som de her, og prøver at styrke deres værd, ved at anerkende dem de er hver eneste dag.

Børneisme er en grim ting. Det er voksenmagt og det er syn på børn der er helt skørt. Vi ER blevet klogere end det. Vi VED mere om børn nu. Så lad os komme det til livs, få sat begrebet på dagsorden og få hørt barnets stemme i denne verden.

8 thoughts on “Børneisme og voksenmagt

  1. Kære Pernille
    Du gør dig mange interessante refleksioner på din blog, over udfordringerne ved at være familie anno 2017. Vi kender hinanden, men dine læsere bør vide at jeg er senior og morfar til 7 skønne børn og derfor har jeg været der, hvor du er i livet lige nu :
    Selvfølgelig skal vi forældre behandle vore børn med respekt – uanset deres alder. Men, at anerkende og respektere et barns umiddelbare følelser er ikke det samme, som at medgive dem retten til at bestemme og træffe beslutninger.
    Børns hjerner er slet ikke udviklet på det følelsesmæssige område og derfor svinger børns følelser rigtig meget. ”De skal med tiden lære at tænke ting som “ja, jeg føler mig meget træt i benene, og jeg har ikke lyst til at gå, men nu gør jeg det alligevel, for det skal man, når man skal hjem fra børnehave”.

    Det er denne mekanik, der er på spil, når børn styrer sig selv: De mærker, hvordan de har det, men er også i stand til at forholde sig til det – og ikke bare reagere på det. Og det er nøglen til, at børn over tid kan vænne sig til at handle i overensstemmelse med nogle værdier (hvordan taler man til andre, hvordan man er man en god ven, hvordan tager man ansvar osv.) i stedet for kun at være styrede af deres impuls til at reagere.

    Men det er ikke noget, der kommer af sig selv.”

    Du skal kommunikere grænserne klogt. ”Nogle gange er det ikke ord, men forståelse, som virker bedst, så her får du derfor et fantastisk tip til at vise forståelse UDEN at gå på kompromis med grænserne.
    Sætter vi os lidt i børnenes sted, kan vi jo ofte godt forstå, hvorfor de er vrede eller skuffede, men vi ender med at sende det modsatte signal, fordi vi kommer med logiske forklaringer på, hvorfor børnene ikke kan få det, de gerne vil have. Vi siger ting som “vi har ikke tid i dag”, “vi skal ikke have slik i dag” eller “der er ikke flere figenstænger.”
    Men det virker typisk bedre, hvis vi i stedet giver børnene deres ønsker i “fantasi”: “Jeg ville ønske vi havde mere tid, så vi kunne nå det”, “jeg ville også ønske, at det var fredag, så vi kunne få slik” eller “jeg ville ønske, at jeg kunne trylle nogle flere figenstænger frem.”
    På denne måde holder vi nemlig fast i vores grænse, men uden at børnene oplever, at vi ikke forstår dem. Denne form for forståelse kan være nok til, at børn føler, at virkeligheden er lidt nemmere at bære, og det hjælper dem med at håndtere de store følelser.”

    Groft taget, har vi som forældre, disse to tilgange til at nå vort mål. Vel at mærke ”vort mål” – ikke barnets, for vi ved bedre, vi har været der og vore hjerner er færdigudviklet (de flestes er). Det er dig som mor, der bestemmer, hvor langt eller kort håret skal være og IKKE Bønne. Det ved frisøren, at du ved bedst…( der er lus på skolen )…og Bønne har nemlig lige skiftet mening, da han så en plakat af Mick Jagger fra 1970 ;.)

    Dele af ovenstående i citation er hentet på http://nordicparenting.dk/2017/03/17/saadan-dulmer-du-boerns-store-foelelser-uden-masse-snak-proces/

    Kærlig hilsen
    Lars Thuesen

    Like

    1. Hej Lars
      Jeg er enig med dig i at vi skal hjælpe vores børn – og det er i sandhed også det jeg både selv lever og skriver om her på bloggen. Og at anerkende deres store følelser og give plads til dem handler i den grad også om at vi som voksne tager vores ansvar på os. I eksemplet med slik så vil jeg altid give mine børn medfølelse, når de reagerer på et nej, men mit nej vil jeg holde fast i. Derfor vil jeg sige: “Jeg kan godt høre du bliver rigtig sur/ked af det over at du ikke må få slik”, og så simpelthen bare være der for og med barnets følelser.
      Det jeg skriver om i dette indlæg, er børneisme. Det er når vi bruger vores fysiske overlegenhed, til at styre vores børn. Når vi ikke respekterer deres meninger, valg og meget andet. Og jeg er slet ikke enig med dig i at jeg skal bestemme Bønnes frisure. Det er hans hår. Hans krop. Som han har ret til at bestemme over. Og ja, hans mening om frisuren kan ændre sig og så er det sådan. Det betyder ikke at jeg skal bestemme hvordan hans hår skal være.
      Jeg er naturligvis enig i at voksne har en del erfaring og viden som børn ikke har. Men langt hen ad vejen skal børnene jo få deres egne erfaringer og deres egen viden. Og ved at vi voksne træder et skridt tilbage og lader børnene selv, først og fremmest ved at vi tillægger dem og det de kommer med en værdi, så finder børnene selv vej. Deres meninger, deres behov er vigtige. Og især det du skriver med “vort mål” er jo en del af det jeg anfægter – for jeg mener ikke det er fair, at vi har et mål som børnene skal følge. Børnene har jo deres eget liv, deres egne mål.

      Tak for at du læser med Lars. Det gør mig glad at vide, at der sidder folk der ude og forholder sig til mine ord. Hils din dejlige familie 😉

      Like

  2. Kære Pernille
    TAK for at bringe emnet op og frem i lyset…! Vi voksne har alt for travlt med at mene, at vi er de kloge, og glemmer helt at lytte til al den klogskab børnene kommer her med, fordi den så nemt bliver overdøvet af “nu skal vi dit og dat og dut og sådan er det bare, fordi det er det.”
    Og jeg må sige, at jeg er fuldstændig enig med dig i, at børnene selv skal bestemme f.eks. over deres hår. Vi er, som samfund, ikke vant til de frie børn, og må nok lige vænne os lidt til det. For det kan jo virke utrygt med små mennesker, der sådan render rundt og mærker efter og bestemmer over sig selv..! Det handler jo om at de skal mærke DERES grænser, og vi skal markere VORES.
    Jeg er ikke enig i at det handler om “værd”, men gætter også lidt på, at det ikke helt er det, du mener(?). Vi skulle jo alle gerne have lige værd, det tror jeg heldigvis at de fleste kan blive enige om. Og ja, det er jo rigtig, som Lars her er inde på, at vi voksne har nogle andre erfaringer. MEN børnene skal gøre sig deres egne. FACILITERET af forældrene. Selvfølgelig lader man ikke sit barn rende ud at lege på motorvejen eller kravle ud over kanten i havnen, for at de kan finde ud af at man så bliver kørt ned eller drukner, men så vidt muligt, tænker jeg at børnene skal have lov at mærke, dufte, føle, sanse, opdage, lære… Således kan man guide barnet, der vil klippe sit hår meget kort, og sige, at der vil gå lang tid inden det vokser sig langt igen, vil du stadigvæk gerne have det klippet? (Men mon ikke der oftest er tale om voksne, der synes at drenge skal være kortklippet?)
    Så er der også bare nogle børn, der viser vej… Jeg har fem af slagsen, og “nummer fire” er bare en virkelig god vejviser og læremester. Han bryder sig ikke om at få klippet hår. Eller negle. Og når han klipper hår, tager han en saks og gør det selv. Ganske fint, faktisk. Og jeg har så efterfølgende spurgt om jeg lige skulle hjælpe lidt med nakken? Det måtte jeg godt. Og neglene.., ja, det er jo sådan, at hvis man skal bage, så duer det ikke at have lange negle, og det bestemmer jeg. Så børn, skal ikke bestemme alt, men så meget, som muligt. På deres egne vegne, forstås. De skal lære at mærke deres grænser, så at de kan sige til og fra.
    Det vi ser i dag, er børn som tidligt bliver institutionaliseret. Helst så tidligt som muligt. Og så er det ellers bare at tage hul på læreplanerne. Børnene skal lære, men kun det vi voksne har besluttet. Og det på det rigtige tidspunkt. Eller skal de liiiige have lidt hjælp til at rette ind i geleddet. Og sådan fortsætter det gennem hele deres barndom. Og hvad kommer ud i den anden ende? Jo, børn, der forvirret står og ikke aner hvad de vil, eller hvilken vej de skal gå. Men de skal jo videre i systemet, og det helst så hurtigt som muligt. Det kommer der altså ikke glade mennesker ud af.
    Hvad var det nu John Lennon sagde? “When I was 5 years old, my mother always told me that happiness was the key to life. When I went to school, they asked me what I wanted to be when I grew up. I wrote down ‘happy’. They told me I didn’t understand the assignment, and I told them they didn’t understand life.”

    Like

    1. Hej Vanilla. Tak for din dejlige kommentar. Jeg er rørende enig med dig. Alle de kasser der, alt det vi putter ned over hovedet på børnene. Vi vil gerne have selvstændige og kreative mennesker i vores verden, men kun til en vis grænse. Jeg er jo igang med at sætte mig selv og mine børn fri og det føles fantastisk 🙂
      Mht værd så er det lidt det jeg mener. Jeg synes mange voksne har travlt med at “se ned” på børnene. Og jeg synes det kommer til at virke som om børnene ikke er lige så meget værd. Det er de jo – og jeg tænker også du har ret at når adspurgt så mener de fleste at vi er lige meget værd, per definition. Men ens handlinger skal jo understøtte det man siger, og hvis man render rundt og gør barnet forkert, f.eks. ved indirekte at kommunikere at det de kommer med ikke er værdifuldt ved at sige “gør som de voksne siger”. Der er mange eksempler og jeg tror de fleste, inklusive mig selv, kan nikke genkendende til situationer hvor vi bruger voksenmagt til at få vores mening igennem. Og det er for mig at se så unfair. Barnets frisure kan da være så uendelig ligegyldigt (jeg vil gøre som dig og tale med barnet om det, ikke pådutte min holdning) og det samme kan neglelak på drengehænder og dagens outfit. Også de der situationer hvor vi siger til andre, mens barnet hører det “ja, x er jo et rigtig kræsent barn så han spiser ikke kartofler”. Jeg tænker vi mange gange gør det fordi sådan er vi selv vokset op. Og så synes vi nu det er vores tur til at lege voksen.

      Men tænk hvis vi i stedet havde en verden, hvor alle følelser var okay. Så når et barn flipper skråt over ikke at må få en candyfloss, og ligger på jorden og raser ud, så giver vi barnet empatiske blikke, i stedet for at grine og komme med nedsættende kommentarer om barnets følelser. Hvor vi ikke har så travlt hele tiden med at kommentere på børn, lave jokes på deres bekostning. Jeg tænker jo dette er en mindset, som i bund og grund handler om at erkende, at vores voksenadfærd har indflydelse på hvordan børnene føler. Og herefter kommer så det med at sætte børnene fri – fri til at være og fri til at følge deres egen vej.
      Jeg selv kunne heller intet mærke, da jeg stod med studenterhuen på og endelig slap ud af skolesystemet. Jeg var helt lost, for havde skyndt mig sådan at blive færdig – fordi min folkeskolelærer mente det var spild f.eks. at tage 10. klasse. Hvis nu jeg havde lært at mærke hvad jeg virkelig ville, havde fået frihed til at fordybe mig i de emner jeg interesserede mig for, så havde tingene nok set anderledes ud. Men det er vist også en decideret unschooling “snak” – den tager vi en anden gang;)
      Men tak Vanilla – håber vi ses ude i den virkelige verden en dag 🙂

      Like

  3. Jeps, jeg melder mig også som “skyldig” for at (have) udøve(t) børneisme. Det er jo det vi selv har lært.
    Jeg tænker stadigvæk ikke at det handler om barnets værd, men om værdien af barnets ord og handlinger. Jeg tror at vi dybest set er enige, og det er i hvert fald ikke denne detalje, der skal skille os ad..! 😀 (Men det kan også være at jeg simpelthen nægter at forholde mig til tanken om forskelligt værd.)
    Åhr, det kunne vi tale længe om, men min arm står simpelten af pt, når jeg skriver for meget. (Ja, vi må ses irl en dag!!!)
    Jeg tror at vi voksne ser et stort potentiale i børnene. De skal jo bare lige slibes til og rettes til, så skal de nok blive til noget. ;-P
    Unschooling er også meget spændende at tale om! Nogen ville jo nok mene, at barnet bare skulle have den candyfloss, det beder om. Men der er jeg i så fald uenig. I hvert fald på nuværende tidspunkt. Åh, det kunne vi også tale længe om..! 😀
    Jeg har en (italiensk) veninde, der er lidt ældre end mig. Og hun har ikke selv børn. Hun mener ikke at jeg formår at sætte grænser overfor mine børn.. hun mener at børn skal adlyde. Og at de skal stole på at de voksne ved bedst. Jeg kan følge hendes tankegang, men ved også at hun selv er et produkt af den… Vi besøgte hende en gang i december, hvor min yngste løb ud i regnen iført bikini. (Jeg husker ikke nærmere omstændigheder, det er nogle år siden.) Min veninde råbte ad Y, at hun skulle lade være. Men Y hørte ikke efter og løb ud. Min veninde løb efter hende… Jeg bad hende lade være.. Men hun gjorde det alligevel. (Hun kunne jo også have stolet på mig, som barnets mor btw.) Jeg vidste jo godt at hun ikke ville få noget ud af det… Jamen min datter skulle adlyde i hendes hjem! Fordi hun kunne blive syg af at løbe ud sådan. Hm.. der var ikke minusgrader. Min datter kom ind i varmen igen.
    Oh well…, skulle vi lige bygge den landsby der..! 😀

    Like

  4. Nøøøj. Du rammer lige noget, som jeg bliver så harm over. Jeg har kastet et enkelt blik på “Reasons why my son is crying”, og jeg har aldrig i mit liv været så frastødt (aj, det passer ikke helt, men jeg fik virkelig kvalme). Det er da totalt krænkende, og hvad med den stakkels søns fremtid som voksen? Internettet gemmer alt! Jeg ved slet ikke, hvordan jeg ville have det, hvis mine forældre havde udstillet mig, mens jeg var allermest sårbar, bare fordi det gjorde dem trætte. Hvordan forventer de forældre, at deres børn vil forholde sig til dem, når de bliver gamle og ikke kan klare sig selv mere? Skal de begynde at poste billeder af dem i rullestol, når de har siddet alene alt for længe og har tisset ud over sig selv og begynder at græde? Nej begge dele er helt utænkeligt og væmmeligt. Behandl alle mennesker med respekt – også de handicappede!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s