Skal han aldrig i skole igen?

Efter vi har taget Bertram ud af skolen, mærker vi igen en bekymring især fra familiemedlemmer. Da jeg for to år siden tog ham ud af børnehaven og gik hjemme med ham til han startede i skole, undrede folk sig, men graden af bekymring er steget, i takt med at vi nu taler om “SKOLE”. I bund og grund handler det jo om at folk ikke forstår og jeg elsker når folk rent faktisk spørger, ærligt, i stedet for at gå og holde på tankerne. Så jeg øver mig på at svare og håndtere spørgsmål på en konstruktiv måde. Det er så nemt at gå i forsvar, være løvemor (som jeg før har skrevet om her) og bare lukke os inde og afvise. Men det vil jeg ikke. Både fordi jeg gerne vil have andre mennesker i mit liv, også selvom vi lever og tænker forskelligt. Men også fordi jeg gerne vil dele ud af mine holdninger, og jeg kan mærke at jeg får folk til at reflektere over ting, de ellers ikke ville have tænkt på.

Feks i sidste uge hvor min lillebror var på besøg. Han bor i Aarhus og har en søn på fem. Min lillebror har, som så mange andre, haft en skolegang fuld af dårlige lærere og alt for meget mobning. Så da han satte sig ned i min stue og spurgte: Jamen, skal han så ikke gå i skole? Hvordan vil I lære ham ting? Og hvad med det sociale?, så blev jeg faktisk helt glad. Jeg blev glad fordi han spurgte om det han undrede sig over, uden filter, og fordi han rent faktisk gerne ville høre svarene. Og så blev jeg glad fordi jeg kunne tale lidt med ham om hvad skole egentlig er, og hvor skidt det har været for mange af os.

Jeg fortalte min bror at noget af det jeg er så begejstret for ved hjemmeskole (som gerne skal blive til unschoole) er at børnene kan fordybe sig i de emner der interesserer dem og ikke er begrænsede af lektioner der slutter, eller hvilke fag der står på skemaet. Jeg tror virkelig på de kan lære hvad de vil, når de finder den indre motivation. Og så er mit job at hjælpe, når jeg bliver bedt om det. Jeg bestemmer ikke, og øver mig også på at give så meget slip at jeg ikke engang foreslår ting, men lader børnene helt selv. Der er kommet mange kloge børn ud af denne måde at unschoole på, og fordi de netop lærer at tænke selv og selvmotivere, så er de enormt selvstændige og gode til at opsøge viden og ved hvordan de skal gribe det an hvis de gerne vil lære nyt.

Min bror kom derfor pludselig i tanker om en 13 årig dreng, Tanmay Bakshi, som arbejder som programmør for IBM og begyndte at kode som fem årig og bliver hjemmeskolet. Vi talte om at han ikke ville kunne følge sin passion og sit store talent, hvis han skulle begrænses af et almindeligt skolemiljø. Og sådan havde vi gode snakke om, hvad det kan føre til, at være hjemmeskolet. Og jeg tror nok også vi blev enige om, at det her med at unschoole faktisk er ret fedt.

Mange kritiske røster vil sige, at når man ikke har gået i skole, hvordan skal man så kunne passe et arbejde, hvor der er ydre krav om det ene og det andet? Når man har haft et frit liv, hvordan skal man så kunne lade andre bestemme over een? Skal børnene ikke hærdes lidt, så de kan klare det virkelige liv? Og der til vil jeg bare svare: NEJ! Jeg mener slet ikke vi skal forberede vores børn på den hårde verden. Jeg mener vil skal give dem tryghed og kærligt nærvær, og med den base og følelse indeni, så bliver de klar til verden helt automatisk. Jeg vil også mene at det der kommer ud af et frit liv, er at man bliver selvstændig og kreativt tænkende – man kan i den grad tænke ud af boksen – og det er da noget af det vores samfund konstant efterlyser i dets borgere. Og så vil jeg mene, at det at kunne selvmotivere og ved hvordan man selv bedst lærer nyt, er en kæmpe fordel i den akademiske verden, men bestemt også i erhvervslivet. Så der er mange fordele ved at børnene vokser op sådan her.

Jeg kan stadig ikke svare med sikkerhed på, om min søn aldrig skal i skole igen. Han skal i hvert fald ikke i folkeskolen, med mindre en revolution opstår og den pludselig er mere fri end nu. Skal han i skole skal det være det rigtige sted. Et sted med plads til frie sjæle og tanker – en skole hvor man kan udvikle sig i eget tempo uden konstant at skulle måles og testes. Hvor der er plads til at være den man er, og gøre det man er god til og motiveret for. Men for nu findes de rammer kun hjemme. Og her i weekenden skal vi mødes med en anden hjemmeskolefamilie, som bor på den anden side af marken i Humlebæk. I næste uge skal vi også mødes med en familie, som overvejer at hjemmeskole, og de bor tilmed her i Espergærde. Og der er vist flere der dukker op. Så det sociale kommer også langsomt.

Vi er ret vilde med det her liv lige nu. Vi er stadig ved at finde os til rette og jeg øver mig hele tiden på at give mere og mere slip på kontrol – meget inspireret af bloggen happinessishere – for at mine børn kan blive helt frie. Jeg tænker over hvor meget jeg egentlig skal bestemme og synes det er super udfordrende at give slip, fordi jeg selv er blevet bestemt meget over i mit hele liv (som barn). Så det med sengetider, spisetider, hvad vi skal lave, om de må bage en kage efter fri fantasi og helt uden opsyn osv osv. synes jeg er vildt udfordrende. Men nu unschooler vi og jeg uddanner mig i emnet. Og kontrollen ryger langsomt, jo længere væk skolen kommer fra vores bevidsthed. Det her er sådan en rejse – også for de voksne i at bearbejde og slippe alle de kasser vi selv har bevæget os rundt i.

Men for nu: Nej, han skal aldrig nogensinde i sådan en skole der begrænser ham. Mine børn skal være frie og det samme skal jeg.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s