Den jeg er

For tiden føler jeg livet virkelig forsøger at vise mig vejen. Først flyttede vi ud af byen, hvilket ledte til hjemmeskoling og enormt mange refleksioner over mit eget liv. Som jeg træder længere og længere væk fra det byliv der år for år passede mindre og mindre til mig, finder jeg mere og mere ind til min essens. Altså til mit sande jeg. Hvor er det skørt alle de år jeg har brugt i høje hæle og dyrt mærketøj. Eller, det er jo ikke skørt for jeg elskede det – det gav mig en følelse af at være noget, at være nogen. Men indeni var jeg ikke mig. Jeg kartede rundt i livet, lige bortset fra når det kom til at være mor. Her vidste jeg hvem jeg var – og det er jo på en måde blevet mit kald, det der med at være mor.

Livet viser mig vejen ved at jeg hele tiden møder mennesker på min vej, som føler og tænker som jeg. Disse mennesker kommer i alle mulige afskygninger og somme tider også på film i dejlige dokumentarer. Jeg møder mennesker der er optagede af børneliv og forældreskab – som ikke kan være i hamsterhjulet mere og som må gøre noget andet med deres børn, end de fleste. Jeg ser dokumentarer, f.eks. den om Lady Gaga, som jeg tudede for vildt over, som handler om hendes tætte tilknytning til sin familie og hvordan hun skal finde sig selv i en verden der ikke tænker helt som hende. Jeg får nye veninder, een af dem har været her to gange i denne uge – er kørt hele vejen fra København bare for at være sammen med mig og børnene – og vi inspirerer hinanden sådan, at min kreativitet bobler i disse dage. Mine gamle veninder bakker mig op, og skriver hvordan min blog inspirerer og får dem til selv at reflektere. Jeg elsker det.

Livet viser mig at jeg skal følge mit hjerte. Og det gør jeg. Nu, altså. Jeg er ikke bange mere – bange for at stå ved hvem jeg er. Jeg føler mig stærk i min rolle som mor. Og det er den der driver mig til at uddanne mig til doula, at skrive denne blog, og kærligt skubber mig mod alle de nye, fantastiske mennesker der på smukkeste vis dukker op hvor jeg er. Jeg vil lave æstetisk smukke fødefilm, fortsætte med at udvikle mig som mor (og nu hjemmeskoler) og kvinde og være lige præcis den jeg er.

Og noget af det som livet også driver mig mod, er fællesskaberne. Denne uge har jeg følt det meget intenst. Jeg kan mærke, at noget af det jeg skal, er at blive ved med at søge efter de her fællesskaber i vores lille land og sådan set i hele verden. Bare her i Danmark er der så mange bofællesskaber under opførelse. Længslen spreder sig. Vi er ved at finde tilbage til vores sande natur som flokdyr. Vi har jo brug for hinanden og det mærker folk mere og mere. Den her måde vi adskiller os på – fra vores yngel, når barslen er slut, og fra vores stamme, vores folk, er ikke naturlig. Vi skal finde tilbage til vores sande natur – og det er vi mange der er i fuld gang med.

Når vi lever mere ud fra hvem vi er, så er livet både nemmere og lykkeligere. Det betyder ikke at alle skal bo i fællesskaber, eller hjemmeskole eller i det hele taget gøre det samme. Det betyder bare at vi skal mærke efter hvad der føles rigtigt. Vi skal ikke bare gøre fordi man bør – eller fordi alle andre gør. Vi skal mærke, tænke, overveje og beslutte, hvordan vi vil leve og så gøre det. Lykken ligger ikke nødvendigvis i villa, Volvo og vovse – nogle gange ser den helt anderledes ud, hvis man virkelig mærker efter. Det kan være skræmmende, det ved jeg jo, at stoppe med at gøre alt det der føles så forkert, og så tage sit barn ud af skolen f.eks.. Og der vil være mange der ikke forstår. Men der findes også andre som tænker sådan – ingen er alene. Jeg glæder mig til at blive mere tydelig på hvor min egen stamme er – og finde min landsby. Den er der ude – det mærker jeg. Men rejsen der hen er stadig igang og jeg aner ikke hvor lang den er. For nu nyder jeg processen – og finder mig selv i den.

One thought on “Den jeg er

  1. Øv, min kommentar forsvandt..
    Jeg føler præcis det samme! Og jeg føler jeg rider på en bølge i universet, som mange andre også springer på for tiden.. Efter 7 måneder på barsel har jeg for nyligt haft en krise, hvor jeg var besat af at finde min identitet ud over det at være mor. Der var så mange stemmer (i mit hoved og i samfundet) som fortalte mig, hvad jeg burde og skulle, hvem jeg burde være, og til sidst kunne jeg ikke finde ud af, hvad der var min sandhed og hvad der var andres. Det er gået op for mig, at jeg ikke kan finde mig selv uden mine børn. Og jeg vil ikke leve i frygt mere. Men nogle gange vender frygten tilbage, og samfundet dyrker den, det er som om der er nogen, der ønsker jeg skal være bange.. men hvorfor? det giver jo ikke mening, så når frygten dukker op siger jeg: “nej, vi skal en anden vej”. Der er så mange, “hvad nu hvis’er”. Det meste er muligt, og hvis det ikke er, laver vi bare en ny plan…

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s