Hjælp og nærvær

Den anden dag havde jeg sådan en tudetur, efter en aften i sofaen hvor Nikolaj og jeg bingede serie (den hedder Easy, er på Netflix, og ret god, hvis du spørger mig). Et afsnit handlede om at følge sine drømme, være den man er, og leve af det man elsker. At andet afsnit handlede om en kvinde, der tilbød sin hjælp og sit fysiske nærvær til en enlig mor, helt uden at forvente noget til gengæld. Og det var det der fik tårerne til at flyde, så jeg faktisk gik op på badeværelset og hulkede for mig selv. Men begge afsnit, som jo handlede om at følge sit hjerte, vækkede noget i mig.

Sårbarheden og følelserne der kom op handlede om, at jeg dybest set aldrig har følt, at jeg/vi har fået den der ubetingede hjælp, fra dem der har været fysisk tæt på os. Og vi har bosat os for langt fra dem der gerne vil være der, som ville have givet os den støtte jeg jo har savnet, havde vi boet tættere på. Samtidig er jeg bevidst om, at jeg heller ikke har været der på den måde for andre. Min bedste veninde bor i Irland, og begge gange hun er blevet mor, er jeg kommet et par uger efter fødslen, og har været og hjulpet. Og jeg har tilbudt min hjælp og tilstedeværelse til andre mange gange, men folk tager ikke rigtig imod. Da vores nære familie købte hus og satte gang i renovation, midt i højgraviditet og lille barn på sidelinjen, kørte jeg uopfordret forbi og hjalp hvor jeg kunne et par gange. Men sagen er at det åbenbart også ligger langt væk i min adfærd, at være der for andre, som jeg ønsker de er der for os. Og det skaber sådan et hulrum indeni mig, at det er sådan.

I min egen barndom arbejdede min mor deltid. Og min far har altid været sådan en der hjalp andre, da han er håndværker og det er hans natur at gøre sådan. I deres omgangskreds og i den tid, var det helt naturligt at bede om hjælp og få den. Og måske er det os der har levet et liv, som har fremmedgjort denne hjælpende naturlighed. Jeg ved det ikke. Men den har ikke været der. F.eks. da vi skulle flytte for nogle måneder siden mente Nikolaj og hans venner, at nu var vi så voksne, at man ikke bad vennerne om hjælp til flytning, men hyrede et firma. Det kunne jeg bare ikke gå med til, så det endte med at Nikolaj og jeg og en enkelt kammerat flyttede ALT. Det var benhårdt og jeg knækkede fuldstændig nakken og måtte hive hjælp ind fra familien i Jylland. Det var så fantastisk at de bare satte sig i bilen og kom og knoklede en hel dag, for at hjælpe os på plads i huset, men samtidig også ret smertefuldt at indse, at vi ingen havde omkring os, der kunne hjælpe.

Jeg har før skrevet om de der skræmmende og fremmedgørende fænomener som Lej en moster, eller Lej en far, hvor essensen er, at man betaler sig fra tjenester, som i min optik burde fås helt gratis og gives ud fra lyst. Jeg ved ikke hvorfor vi er kommet så langt fra det naturlige fællesskab – eller jo det har nok noget med industrialisering og materialisme at gøre. For mennesket idag har enormt travlt med at løbe så stærkt på arbejdsmarkedet, være så effektive, for at kunne købe en hel masse ting. De ting fylder et tomrum i os, fordi vi har fjernet os fra det vigtige – tiden til de kærlige og nærende relationer. Mange mennesker i vores omgangskreds har travlt – rygende travlt. Og når de endelig har fri, så vil de hellere bruge den sparsomme tid i deres egen lille kerne, fremfor at hjælpe andre. Og det bebrejder jeg virkelig ingen – jeg har da selv haft det sådan. Men inden i mig føles dette bare ikke rigtigt. Jeg tør godt sige, at det faktisk gør mig meget trist.

Jeg mærker jo selv behovet for andre mennesker – for de gode relationer. Og det er ikke fordi jeg ikke har nok i min egen lille kerne – de er fantastiske at være sammen med. Men det ville være rart, at nogen inviterede os til middag i hverdagen, uden besvær, eller bankede på hos os for at drikke en kop kaffe. Det ville være rart at nogen lige skrev en besked om at tage ungerne med i skoven eller på julemarked – uden at vi skulle køre hele vejen til Jylland for det (fordi der bor bedsteforældrene jo). Og jeg vil så gerne også give det til andre. Jeg vil så gerne komme til arbejdslørdag i nogens have og give en hånd med, mens børnene leger og de voksne samtidig sludrer. Jeg vil så gerne tage andres børn med i ladcyklen, fordi forældrene har ærinder, der er nemmest uden børn. Alt dette har jeg altid villet, og jeg mener det af hele mit hjerte.

Vi har selv skabt plads i vores liv til dette, ved at jeg ikke arbejder særlig meget og Nikolaj også er meget fleksibel. Men vi har ikke hjælpen og nærværet tilgængeligt på den måde som mit inderste higer efter. Men jeg kan også mærke, at det her jeg egentlig drømmer om, findes måske i virkeligheden tættere på familien? Måske er det familien, der er vores vigtigste relation? I hvert fald handler det jo nok om at bo mere i det fællesskab jeg ønsker. Når vi har rejst verden rundt og set steder hvor folk lever mere sådan (f.eks. da vi var på Sardinien i en lille bjerglandsby, hvor man var mere eller mindre selvforsynende spredt ud over landsbyens beboere, sådan at naboerne havde det man ikke selv dyrkede på sit landlod) så kan jeg mærke, at det er sådan jeg gerne vil leve. Når jeg ser dokumentarer om folk der lever mere i naturligt fællesskab med hinanden, længes jeg.

Så jeg vil fortsætte med at søge, mærke og tale om hvordan vi finder de her fællesskaber. Og så vil jeg måske begynde at skrive lidt om hjørner af verden og vores eget lille land, hvor disse fællesskaber trives. Og reflektere over det i forhold til vores eget liv. Er det noget I gider læse om?

Har I selv hjælpen og nærværet i jeres liv, eller vækker dette også følelser hos jer? Jeg vil utrolig gerne høre hvordan andre lever – om det bare er os, der har skabt det her liv for os selv!?

6 thoughts on “Hjælp og nærvær

  1. Kære Pernille. Hvor er det et utroligt vigtigt tema, du kaster lys over her. Du deler din smerte over fremmedgørelsen med os omkring dig. Min tak af hjertet til dig! – For den smerte er fælles for os allesammen. Nogle er bare ikke blevet sig den bevidst, fordi kulturen er så hæsblæsende, at det kan være vanskeligt at stoppe op og mærke efter – og sætte ord på – hvad det egentlig er, der foregår. Hvad det egentlig er, jeg savner i mit liv. Og savner så dybt, at det lammer mig følelsesmæssigt, så jeg ikke kan være rigtigt nærværende.

    Hele den vesterlandske kultur er grebet af grådigheden som en form for tvangsdrivkraft. En drivkraft, der snart har lagt sit giftige slør ud over hele Jorden. For grådigheden har taget åndens plads.

    Men netop nu – fordi smerten over denne fremmedgørende livsform breder sig med største hast – er en kæmpe bølge af erkendelse ved at bygge op. – Som jeg ser det, er en fødsel af en helt ny bevidsthed i gang. En bevidsthed, hvor vi som menneskehed er ved at erkende, at vi er brødre og søstre på denne smukke Jord. Og at vi ikke er her for at herske over Jorden, men derimod for at forvalte den guddommelige have, vi er sat i.

    At menneskets dybeste drift og bevæggrund er grådighed er den største løgnehistorie, vi er blevet fortalt. Og denne løgnehistorie var filtret ind i – og banede vejen for – neoliberalismen.

    Lige nu kaster smerten lys ind over løgnehistorien. Så flere og flere kan se klart. Så flere og flere kan se løgnehistorien. Så flere og flere kan og vil være med til at fortælle en anden historie. En sand historie om, hvad det er, der bevæger mennesket på det dybeste plan.

    For menneskets dybeste bevæggrund er fællesskabet, samhørigheden, kærligheden.

    Og denne viden giver styrke og mod til at gå videre i denne smertelige opvågningens tid.

    Lad os arbejde med på dette store bevidsthedsskift. Sammen.

    Like

    1. Åh Tove, det gør mig så glad at du synes sådan om mit skriv her. Efter at have skrevet det, cyklede jeg til vandet med mine hjemmebørn (hvor jeg selv var i to gange) i det helt magiske vintervejr, og følte faktisk lidt, at jeg havde udleveret mig selv lidt for meget her i dette skriv. Kom helt til at føle mig som en “taber”, sådan at indrømme savnet her og manglen på hjælp omkring mig. Men det føltes vigtigt at skrive det og sådan er det tit med det svære.
      Jeg ser mig omkring, og føler vi bare er så uendeligt langt fra hinanden, som mennesker på denne jord. Og så længes jeg mod fjerne himmelstrøg, hvor det simple liv stadig findes, og man lever i samhørighed og med forståelsen af, at det kræver en landsby at opfostre børn. Jeg føler mig tit så fremmed i vores kultur og ved med sikkerhed at mange jeg kender godt, synes jeg er mærkelig og bruger mine holdninger som underholdning til firmafrokosten. Men det er okay, jeg føler virkelig det her med hele min sjæl – og jeg bliver mere og mere lykkelig indeni, for hver dag jeg tør stå mere ved disse følelser og leve det liv, jeg kan mærke er rigtigt for mig og mine.
      Ja, vi er nemlig sammen – vi er mange efterhånden og bevidstheden spirer overalt i samfundet.

      Like

      1. Tak for dit svar, Pernille. Jeg bliver ramt af en stor glæde over din ærlighed. Og der er netop flere og flere, der vover at stille sig frem og sige – åbent og ærligt – hvad de føler ved at være børn af – og i – en kultur, der har udviklet nogle strukturer og en bevidsthed, der gør det yderst vanskeligt at have tid til og mulighed for nære, forpligtende relationer.

        Det giver stor styrke at vide, at vi er her sammen.

        Og at vi er på vej mod helt andre muligheder for meningsfuldt menneskeligt samvær.

        Like

  2. Jeg tænker tit på, at jeg rigtig gerne ville tilbringe mere tid sammen med mennesker jeg selv har valgt, fremfor for mennesker jeg er sat sammen med på min arbejdsplads. Det gør så ondt indeni, at vi bruger alle vores bedste timer, sammen med nogle helt andre, end dem vi gerne ville tilbringe tiden sammen med. Og når vi så kommer hjem fra arbejde og institution, er vi trætte og har travlt med at nå mad, bad og sengetid i de timer vi har sammen.
    Lige som du skriver, så tænker jeg også tit på at jeg gerne vil se dem og dem og dem og holde kontakten ved lige og hjælpe hinanden, men når vi endelig har weekend, prioriterer vi også at være sammen som familie, netop fordi vi ikke har tiden sammen i hverdagen. Tak for at du sætter ord på de svære valg/tilvalg/fravalg, som jeg selv og helt sikkert mange andre går og tænker på så ofte.

    Like

  3. Hej. Jeg har netop opdaget din blog og mit svar her kommer alt for sent, men jeg kan ikke lade være med at svare. Jeg savner nemlig også fællesskabet og landsbyen, og det nærvær og hjælpsomheden, som du efterspørger. Men jeg synes det er svært. Som du skriver andetsteds virker det ikke som om folk er interesserede i det. Og selvom jeg prøver at tilbyde selv, synes jeg også det er svært, for jeg er også bange for at “trænge mig på” og være til besvær. Måske er der flere der har det sådan. Eller måske er det bare nemmere og mere uforpligtende at købe sig til hjælp, når nu de fleste har råd til det, end at indgå i forpligtende relationer. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at dit savn vækker genklang i mig. Så tak for at du skriver.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s