Tak for Jer

Igår skrev jeg om at savne hjælp og nærvær til min familie. Jeg skrev om hvordan jeg føler vi som samfund, som mennesker, har flyttet os langt fra vores naturlige behov for fællesskab, og i stedet lever liv i travlhed og grådighed, hvilket på ingen måde er vores sande natur.

Menneskets natur er fællesskaber, samhørighed og kærlighed. Disse ting findes stadig i vores verden, ellers eksisterede vi slet ikke. Men mange mennesker er ensomme og det er slet ikke meningen med tilværelsen, at vi skal have det sådan.

Min post skal slet ikke forstås som at jeg ingen mennesker har eller har haft, til at være der for og hjælpe mig og min familie. Vi har bestemt venner der er trådt til, når vi har haft brug for det. Men det har ikke været en naturlighed at bede om hjælpen, for mig, det har føltes svært, pinligt og grænseoverskridende at gøre. Som om vi ikke selv kunne finde ud af at klare den. Men det er jo slet ikke meningen vi selv skal klare den – det er meningen vi skal løfte i flok. Men mere end noget er det meningen, at man skal tilbyde sin hjælp, mere end at være nødt til at bede om det. Og jeg prøver virkelig at være bedre til selv at gøre det, altså tilbyde den, selvom det er virkelig svært.

Alt det her handler om den fremmedgørende livsform (som Tove Rump beskrev det i sin kommentar til min blogpost fra igår)  som vi er den del af. Den hæsblæsende verden, hvor vi skal nå alt muligt, som får mennesker til at blive syge og leve i smerte. Det er den smerte jeg også henviser til, når jeg skriver at jeg savner hjælp og nærvær.

“Men netop nu – fordi smerten over denne fremmedgørende livsform breder sig med største hast – er en kæmpe bølge af erkendelse ved at bygge op. – Som jeg ser det, er en fødsel af en helt ny bevidsthed i gang. En bevidsthed, hvor vi som menneskehed er ved at erkende, at vi er brødre og søstre på denne smukke Jord. Og at vi ikke er her for at herske over Jorden, men derimod for at forvalte den guddommelige have, vi er sat i.” (Tove Rump i sin kommentar til min blogpost.)

Med det vil jeg bare sige tak til alle Jer der læser med. Tak for at turde åbne jeres hjerter og sind for alt dette jeg beskriver. Tak for alle Jer der fysisk er i mit liv og fylder det med kærlighed og mening. Jeg mangler ikke kærlighed, men det er det større billede og det at leve i det fællesskab, i min landsby, som alt det her handler om. Tak for at være med på rejsen 🙂

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s