Min egen sandhed er i moderskabet

25519987_10159825465540338_1787961168_n

I fem dage var vi adskilt. I fem dage blev jeg ikke gramset på af de små hænder, der i trætte stunder finder ind under mit tøj, og leder efter mine bryster i en søgen efter ro og tryghed. Igår blev de genforenet – mine bryster og Irmelin. Hun sagde selv hun havde savnet mig og babserne, og jeg sagde at jeg og babserne også havde savnet hende. Og så ammede hun – så meget hun ville. Og nev, hev og befamlede dem, indtil hun sov sødt natten lang ved min side.

Hun er tre år. Og hun elsker stadig babserne og mormælk. Og det er så dejligt for mig, at jeg kan give hende alt det hun får ved amningen, især når vi har været adskilt. Især i situationer hvor vi begge har brug for at tanke op på hinandens nærvær, er amningen fantastisk. Intet kan faktisk helt måle sig.

Mine børn er meget kropslige. Det er jeg også selv. Vi har alle brug for at mærke hinanden fysisk, og krammer, nusser og leger vildt hver eneste dag. Vi elsker pudekampe og lege hvor familiesengen splittes totalt ad, og vi elsker at ligge fuldstændig flettet ind i hinanden hver eneste nat. Og når vi ikke er sammen, er det dette hele min krop savner. Så igår da vi blev genforenet på Aarhus Banegård, var det i en omfavnelse hvor vi fuldstændig smeltede sammen igen. Jeg havde instinktivt lyst til at smide alt overtøj og krybe under en dyne, og mærke hjerteslag og kropsvarme og finde hinanden igen.

Sådan mærker jeg mit moderinstinkt tydeligt. Jeg får lyst til at skrabe alt omkring mig væk – alt materialistisk og forstyrrende – og bare ligge hud mod hud og mærke tilknytningen og kærligheden. Begge gange jeg er blevet mor har jeg gjort sådan – skrabet alt og alle væk og bare ligget hud mod hud med min baby (selvom dem omkring os måske følte sig lidt udenfor). Jeg har mærket helt dybt i mig at det var det vigtigste og bedste for os at gøre. Mit moderinstinkt var stærkt fra første gang jeg mærkede det lille menneskebarn, min unge, mod min egen hud. Jeg åbnede her for noget helt magisk i mig selv – moderskabet og kærligheden. Da jeg fødte mit første barn, fødte jeg også mig selv som mor. Et lys tændtes og jeg har aldrig nogensinde gjort mig så umage, været så fuldt og helt til stede som med mit eget moderskab. Jeg er så meget mig – så stærk og fuld af kærlig energi, så fuld af visdom og skønhed, som mor.

Jeg siger jo ikke at min måde at mærke moderskabet eller at gribe moderskabet an på er den eneste rigtige. Men det er den sande måde for mig. Det er denne rolle som driver mig til hver eneste dag, hver eneste time, at være den bedste version af mig selv. Det er den rolle der får mig til at mærke mig selv så dybt og stole på det jeg mærker. Og jo mere jeg overgiver mig her til, jo mere sandhed føler jeg i mit liv. Jo mere glæde oplever jeg. Jo mere jeg lukker ørerne for kritiske røster eller tanker om hvad andre mon tænker, som f.eks. mht. langstidsamning eller hjemmeskole, jo mere lever jeg i min egen sandhed. Jeg er bare skabt til at være mor. Jeg er skabt til at træde nye stier gennem forældreskabets vilde natur, som andre kan følge eller vælge at passere og gå deres egne veje. Jeg gør tingene på min måde, på vores måde, fordi jeg ved det er det rigtige.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s