Det er når man mindst fortjener det, at man har mest brug for at blive holdt af.

25627506_10159836295690338_1864915871_n

Kender I de der dage/perioder hvor ens barn gennemgår et eller andet, som man ikke lige kan gennemskue, der kommer til udtryk med vanskelig adfærd? Vi praktiserer aware parenting, som er en måde at anskue forældreskabet på, med en lang række helt håndgribelige redskaber og måder at forstå børns reaktionsmønstre. Først og fremmest handler det om, og det som føles så sandt for os, at der bag ved vanskelig adfærd ligger en årsag. Et barn er ikke bare vanskelig for at være det. Enten har de et behov der ikke er blevet mødt, de har brug tilknytning/nærvær, de har følelser der har bygget sig op indeni eller de mangler information. Og så prøver vi meget at se på vores egne, som forældre, bløde punkter i forbindelse med barnets adfærd. Hvad er det barnet trigger i mig, når jeg reagerer sådan på hans adfærd? Hvad minder det mig om fra min egen barndom? For så skal vi altid starte her, hele os selv, og ofte oplever vi faktisk at lige præcis den adfærd, der var relateret til præcis dette emne, helt forsvinder. Det er måske lidt svært at forklare, sådan helt kort.

Men altså grundlæggende tror vi på, at der ligger noget bag, når vores børn har det lidt svært. For tiden har min syv årige søn nogle udbrud, en adfærd, som opleves som problematisk. Jeg har faktisk selv svært ved at håndtere den som jeg gerne vil. Han er meget efter sin lillesøster, han kommanderer med de voksne, han råber og er enormt uhøflig. Han bliver vred og aggressiv og det hele er bare svært at håndtere. Men set med pudsede briller, og når jeg lige trækker vejret dybt og mærker mig selv, så er der jo en årsag til at han opfører sig sådan. Jeg tænker først og fremmest faktisk, at han har brug for mere nærvær og tid sammen med mig. Hvor han og jeg foretager os noget som han bestemmer (her er det vigtigt at jeg lader ham styre fuldstændig – hvis vi afsætter en time, så må jeg ikke sige nej til en eneste ting -bortset fra at denne tid aldrig involverer skærm, men det er givet. Uanset hvad han vil, så skal jeg gøre det, så det er ham der bestemmer og har magten her). Det tanker op og virker altid forebyggende men også healende på vanskelig adfærd. Jeg tænker altid på, at det er når man mindst fortjener det, man har mest brug for at blive holdt af. Dernæst tænker jeg, at han måske spejler nogle ting i mig – så der skal lidt meditation og indre søgen til, så jeg kan mærke hvad der skal heles i mig omkring at udtrykke vrede, søskendeforhold mm.. Og så gør jeg en hel masse ting, som f.eks. tilknytningslege, hvor vi gennem leg, der munder ud i latter, forløser følelser der har bygget sig op. Det kan jeg måske uddybe en anden gang.

Når min barn har vanskelig adfærd, så kan det få mig til at føle mere eller mindre ubehag. De fleste voksne har det svært med små “diktatorer” (som jeg ofte har hørt det beskrevet, men jeg hader det ord, for det er så nedladende) – den der kommanderende måde at kræve og ville have, er sjældent charmerende. Og voksne kan blive meget sure og sige meget uheldige ting (skælde barnet ud, få det til at skamme sig eller andet der sætter små ar på sjælen af forkerthed) når et barn er på den måde. Jeg selv prøver ofte enten bare at overhøre og så bare give barnet det det beder om, og selv ikke gå så meget op i hvilken tone der blev brugt (fordi jeg tænker der ligger noget under denne adfærd, så det derfor ikke hjælper at handle på min egen irritation). Eller jeg reagerer med et “javel, hr. kaptajn” – “var der andet, hr. kaptajn” og laver en overdrevet ydmyg gestik, sådan at barnet kommer til at grine eller lege med. Sidstnævnte løsner som regel lidt op, og min egen irritation forsvinder, og barnet får mulighed for at befale og kommandere lidt mere, hvilket kan være rart i en verden hvor de voksne ofte bestemmer mest.

Men især det med andre menneskers reaktion, som kan komme til udtryk på mere eller mindre subtil måde, kan være svært for mig som voksen. Jeg er også ret sensitiv og opfatter folks små tegn på, at de finder mit barns adfærd problematisk eller generende. Og i de situationer, kan mit barns vanskelige adfærd blive rigtig svær for mig at håndtere, på den måde jeg bedst selv kan stå inde for. Jeg prøver altid at forholde mig i ro og være som jeg plejer, men det er faktisk rigtig rigtig svært. Især hvis man er sammen med andre, der ikke helt deler samme børnesyn. Og det er jeg altså ofte. Men det er jo ikke fair hvis jeg skifter ham, efter hvem jeg er sammen med. Jeg må være autentisk overfor mine børn, mig selv og min omverden. Men det kan være så svært, for ofte har jeg lyst til at forklare andre voksne hvad der er på spil, men det er jo aldrig helt simpelt. Jeg må lade dem tænke hvad de vil.

For andre menneskers energi kan påvirke mig enormt meget. Jeg kan slæbe rundt på andres energier, som en aura af heliumballoner fastgjort til mig med snører, svævende over mig, enormt forstyrrende for alt hvad jeg foretager mig. De er hele tiden i vejen, jeg puffer til dem når de blokerer mit øjesyn, jeg puster dem væk når de bremser min bevægelighed og der skal ofte bruges en hel masse energi på at løsne snørerne, for at jeg kan slippe fri for dem.

Men når det handler om mine børn, er jeg sjældent i tvivl om, at andres energier ikke er gavnlige at slæbe rundt på. Jeg lukker os ikke inde eller isolerer os fra omverden, jeg ved bare i mit hjerte hvad der er det rigtige for os, hvordan jeg ser på mine børn og det føles så sandt og rigtigt for mig og os. I mine øjne er vores børn ligeværdige og der er plads til alt det de kommer med. Som min søn så klogt sagde, da han skulle sove:

“Nogle mennesker er bare vokset op med gode manerer. Men hjemme hos os er der kun få regler. Man må ikke skælde ud. Man må ikke have telefon ved bordet. Alle følelser er okay. Man må ikke gøre skade på andre. Og hvis man skal bøvse ved bordet, så kan man bare lige vende hovedet væk, men bøvsen er okay.”

Det føles ret okay at det er sådan det er hos os (den med bøvsen aner jeg ikke hvor kommer fra). Vores børn er fri. De må gerne udtrykke deres følelser, faktisk ser vi gerne at de gør, og vi voksne øver os i at gøre det samme. Og så er vi der for og med hinanden når følelserne skal ud – og minder hinanden om at alle følelser er okay. For man skal ikke være alene med sine følelser, man skal ikke føle sig forkert og svær adfærd hos børn OG voksne, er ofte udtryk for, at vi har brug for lidt mere nærhed og følelse af samhørighed og tilknytning. Med kærlighed og nærvær kommer man altså meget langt. Og det er jo i det trygge rum, at man kan slippe det man bærer rundt på. Verden kræver meget af børn og voksne, så ventilerne skal tømmes for luft ind imellem, så der er plads til at indtage verden igen. Det er det min søn gør lige nu. Og han hjælper faktisk mig til at gøre det samme, ved at jeg må kigge indad og holde fast i mig selv og give slip på de der balloner. Livet med børn er så magisk, så healende, så forunderligt og vidunderligt.

25555444_10159836295665338_2126260673_n.jpg

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s