Vores liv midt i en bevægelse

Der er en bevægelse igang i vores samfund, i verden. En bevægelse væk fra materialisme og adskillelse hen mod mere minimalisme, altså færre nyanskaffelser og mere nærvær. Det er en bevægelse jeg føler mig en del af. For mig og min familie handler det meget om at leve med hjertet, og det kan være svært at forklare hvorfor, uden at komme til at tale over sig, i forhold til hvad folk egentlig gider høre.

I vores verden er der meget stort fokus på præstation, resultater og vækst. Vi måler og vejer os selv og hinanden ud fra skemaer og tester, og der er bare rigtig meget man både som barn, ung og voksen skal leve op til. Mange mennesker har det svært, kæmper psykisk med at leve op til verden og dens krav – og det gælder efterhånden de helt små børn også. Stress, angst, adfærdsvanskeligheder og des lige er begreber jeg tror vi alle støder på både i vores tætteste kreds af relationer, og ser fylde overskrifterne nærmest på daglig basis.

Jeg tror meget af denne smerte, som jeg opfatter at symptomerne er et udtryk for, langt hen ad vejen bunder i alle de ydre krav, vi har sat til os selv og hinanden. Vi skal løbe så stærkt for at nå det hele: Karriere, børn, hus, parforhold, store vennekredse, familierelationer, fritidsinteresser osv. osv.. Vi har så travlt at vi må udlicitere en hel masse meget grundlæggende funktioner. Børnene sender vi bort fra de er 10 mdr, i mange timer fem dage om ugen. Så vi kan arbejde og tjene en masse penge, til det der liv vi lever (når vi altså ikke er på arbejde). Så vi kan anskaffe os en masse ting, som plaster på såret, fordi vi arbejder jo så hårdt og den der lyserøde Paw Patrol bamse der kan sige “jeg elsker dig”, “du skal ikke være bange, jeg er her for dig” kan give trøst til barnet, når det er ked alene på sit eget værelse…

Inde i mig fyldes jeg af sådan en skærende lyd, sådan een der gør ondt i ører og knogler, når jeg tænker på det der. For jeg har jo selv haft travlt med at få en karriere, med at udlicitere børnepasning til fremmede voksne, så jeg kunne komme videre med mit liv. Jeg har selv glædet mig til mandag morgen, så jeg igen kunne få ro i hovedet, efter en weekend med heftigt børnesamvær. Jeg har selv været flittig bruger af byens legepladser samtlige ugens eftermiddage, fordi så snart vi trådte over dørtærsklen til vores hjem, var det hårdt fordi barnet skreg, maden skulle tilberedes, dagen skulle sluttes. Samværet med mit barn skulle overstås, med så få konflikter som muligt, så vi kunne have voksentid og dernæst sove og stå op og starte forfra. Så jeg kender det der liv og de der følelser jeg ikke kunne holde ud at mærke.

Det er virkelig sådan jeg har levet. Og haft det rædselsfuldt med det. Det var ikke et liv der gjorde mig eller min familie noget godt. Det handlede mest om at ånde lettet op, når vi var adskilt, og så hanke op i mig selv og klare den når vi var sammen. Ikke et særlig kærligt liv.

Nu lever vi helt anderledes. Så anderledes at mange kigger helt forskrækket på mig, når jeg fortæller at vi hjemmeskoler. De spørger om det ikke er hårdt, om der ikke er mange krav til min undervisning, om jeg godt kan holde til det. Folk ser helt ærligt ud som om  jeg er sindssyg (altså mest folk i periferien, dem tæt på os ved godt at vi er glade). Barnet skal da i skole, den lille da i børnehave – det er jo sådan det fungerer.

Men det her liv er rigtigt for os. Lige nu er det så rigtigt. Vi finder os selv og hinanden i vores nye hjem og liv væk fra byen. Og vi ved ikke hvad der skal ske langt ude i fremtiden. Vi er igang med at bygge fællesskaber op omkring os og jeg kontaktes ugentligt af andre mødre, med tanker som jeg om livet og forældreskabet, som jeg mødes med og vender store tanker om livet i landsbyer og hjemmeskole og meget andet.

Jeg kan virkelig godt lide vores liv lige nu. Jeg trives godt her. Jeg har ikke et job hvor jeg tjener penge, men det skal nok komme. På een eller anden måde skal jeg nok få flettet lidt indtjening ind i det her hjemmeliv. Men mest af alt er jeg mor. Jeg uddanner mig, udvikler mig og lærer helt vildt i denne proces. Der er nok at gå igang med, masser af kloge folk der har skrevet og sagt en hel masse om familieliv, tilknytning, unschooling, minimalisme, kemifri tilværelse, bæredygtighed og alt det andet der optager mig i det her liv. Jeg bliver klogere hver dag – på mig selv, mine børn, livet og kærligheden. Jeg er på ingen måder gået i stå herhjemme ved kødgryderne – tværtimod mærker og lever jeg virkelig her. Og jeg kan ikke forholde mig til hvor jeg er om ti år, og det føler jeg heller ikke et behov for. Vores liv er lige nu, lige her, og alt det andet kommer når det gør. Jeg har sådan en dybfølt tiltro til at det hele er godt, bliver godt og nok skal gå godt – sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg har altid planlagt, organiseret, holdt kontrol med alt. Og midt i dette hjerteliv giver jeg slip – så jeg kan invitere alt det gode ind. Jeg slipper mine forestillinger om livet og i stedet lever jeg det bare.

3 thoughts on “Vores liv midt i en bevægelse

  1. Tusind tak, Pernille, for at dele dine så ærlige erfaringer fra et ‘normalt’ liv i konkurrencesamfundet – og dine tanker i forbindelse med det liv, du nu har valgt. – Jeg ser, som du, en meget stærk bevægelse i den kollektive bevidsthed – fra konkurrence og mistillid til samarbejde og tillidsfuldt nærvær. Og du har mod og indsigt til at stille dig lige dér – i fortroppen. – Vi bevæger os med stor kraft hen imod et langt mere menneskevenligt samfund. – Og denne gang er bevægelsen global. – For vi har sammen været helt derude i fremmedgørelsen, og vi mærker – sammen – nu smerten ved et sådant umenneskeligt liv. – Bevægelsen kommer helt nedefra – eller indefra – fra hjertet af samfundet. For dér ligger det lille barn. – Det er barnets stemme, vi nu hører – stadig mere klart. Det er krævende at følge denne stemme. Men så opløftende. Så fuldt af håb.

    Like

  2. En hjemmedag idag med mine drenge på 7 og 9 i et vejr så alt stod i eet og en hund som vendte sukkende om i døren ved synet af syndfloden. Dagens første vågne timer startede med Ramasjang og dyner. Børnene var tilsyneladende lykkelige. Så længe det varede. Skærm slukket. BANG! Stemningen var indesluttet. Trykket. Brødre der stak til hinanden. ikke engang mors hjemmebagte boller smagte dem. Vi måtte ud. UD. I den ubarmhjertige regn og slud. Koldt og vådt. Modvind. Modstand. Råstyrke. Blev ved og talte med dem. Den store fortalte, at det føltes som havde han konstant tårer i øjnene. Den lille mere letsindet hoppede i skovens mudrede regnpytter. Det hjalp at gå imod bekvemmeligheden ud i vejret. Hjemme igen leger de, synger og sludrer. Fravælger skærmens passive belønningseffekt. LEGO raslen og stemmer. En hjemmedag er en øvelse i hvad børn og deres forældre bliver nødt til at gøre for at finde initiativet og gnisten. Gå ud i det som kontoret og skærmene og kaffemaskinerne ikke tilbyder. En dybere læring i at deale med sig selv og skabe bevægelse i hverdagen med den indre drivkraft som brændstof!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s