Jo tættere vi holder hinanden, jo mere harmoni kommer der

26553328_10159905270355338_220430625_n
Kl. 20.45 i aftes sad han og lavede matematik – læring foregår på alle tidspunkter i hjemmeskolen

I de her dage forandres noget (mere) i vores liv. Vores døgnrytme. Selvom jeg ved af erfaring at nye rytmer med børn ikke sådan kan forventes at holde evigt, så føler jeg alligevel at det her er en af de forandringer der nok skal holde ved.

Vores dreng på syv er altid stået utrolig tidligt op. I perioder så tidligt som kl 04, faktisk i laaaaange perioder (een af de gange hvor vi ikke anså det som en blivende forandring, eller for alt i verden undgik at tænke så langt) var det sådan og det meste af hans liv omkring kl 05. Men nu er han begyndt at sove længe(re). Over de sidste måneder er han begyndt at stå senere og senere op, og i disse dage er kl. altså efter 08, før hans små øjne åbnes og han er klar til en ny dag. Jeg tør godt sige det er en helt ny æra vi begiver os ud i her på matriklen. ALDRIG, som i aldrig i hans liv, er han stået så sent op. Heller ikke selvom han er kommet meget sent i seng.

Når jeg reflekterer over hvad årsagen mon kunne være til dette søvnmønster, er jeg overbevist om, at det hele bunder i noget emotionelt. Han er et sensitivt væsen, sådan er han skabt, og derfor har han altid haft svært ved at finde ro. Jeg bar ham desværre ikke (nok) i vikle, da han var lille, gav ham desværre nok ikke helt den mængde nærhed han egentlig havde brug for. Og han havde brug for meget nærhed – han var hud mod hud, altså vi var alle tøjløse i de første mange mange uger efter fødslen, men når vi forlod hjemmet, lagde vi ham, som adskillelseskulturen havde bedraget os til at tro vi skulle, i liften i barnevognen og vandrede således byen tynd, med vores yngel godt placeret i et adskillelses-agregat på hjul – sådan skubbede vi ham rundt foran os, væk fra os. Når han græd, tog jeg ham altid op – der lyttede jeg trods alt til mit moderinstinkt – men det fik jeg også at vide at jeg ikke skulle, for han var nødt til at lære det, det var godt for ham selv at kunne finde ro og holde op med at græde. Men det vidste jeg godt var et bedrag – et barn finder ikke ro ved at blive ladt alene, det giver blot op. Men da han var et år, kom han i vuggestue. Jeg selv var jobsøgende, men alligevel kom han afsted hver eneste dag – for det var den eneste måde han kunne vænne sig til det på. Han skreg, den mest desperate, øredøvende gråd som jeg faktisk får hvinende ondt i ørerne af at tænke på, fordi det er så smertefuldt for mig, at mindes hvordan jeg forlod mit grædende barn dag efter dag, når jeg nok egentlig bare skulle have beholdt ham hjemme hos mig – helt tæt på, med masser af nærhed og omsorg. Men det kunne jeg ikke, jeg forstod ikke at det var muligt at fravælge institutionslivet – jeg troede jeg måtte arbejde, gøre karriere udenfor hjemmet for at have et liv. Jeg kunne jo ikke være en god mor, hvis jeg ikke også tænkte på mig selv. Og jeg troede at arbejde var den eneste måde at tænke på mig selv og give mig selv værd. Og jeg kan græde nu, ved tanken om at jeg tænkte sådan. At min søn blev klemt på den måde, i min egen misforståede livsopfattelse.

Hans dårlige søvn startede tidligt. Ca. samme tid som hans spise-vanskeligheder. De mest basale ting, hans primære behov, blev en udfordring. Når han slog øjnene op om morgenen, kunne han ikke sove mere. Når han vågnede midt i en lur i barnevognen, måtte vi trille med ham i halve timer, for at han lukkede øjnene lidt igen. Han blev enormt selektiv med mad og i det hele taget var hans sanser på overarbejde. Og hvis jeg havde vidst dengang hvad jeg ved nu, så jeg havde jeg sadlet fuldstændig om. I stedet for at adskille mig, skubbe ham væk fra mig, så havde jeg gjort det modsatte. Jeg ville have viklet ham dagen lang, taget ham ud af vuggeren, startet amningen op igen og indlogeret mig i et sommerhus langt fra byen i en periode, til hans tilknytning igen var sund og hans angst for at blive forladt forsvandt. Havde jeg gjort sådan allerede dengang, havde han nok ikke haft alle de år med alt for tidlige morgener og dårlig søvn.

Nu hvor vi hjemmeskoler eksisterer turbomorgener og ulvetimer ikke længere. Vi har tid og ro og vi er sammen hele tiden. På en måde tror jeg også jeg er igang med at genopbygge den sunde tilknytning til min søn. Det er både min mand og jeg. De første måneder her af vores hjemmeliv, har vi ikke gjort noget som helst, stort set. Vi har været rigtig rigtig meget herhjemme og egentlig bare taget os tid til at justere til det nye hjem og det nye liv. 1/10 flyttede vi ind i huset her i Espergærde og tre uger efter startede hjemmeskolen og alt er stadig så nyt.

Men for første gang måske i mit moderskab er jeg fuldstændig sikker på at alt fungerer som det er. Jeg føler faktisk at det her hjemmeliv er bedre end noget andet vi har gjort som forældre. Og jeg er slet ikke et eneste sekund i tvivl om at det her er det rigtige. Heller ikke selvom mange omkring os undrer sig og spørger om hvordan vi underviser, om vi har læreplaner og hvad med det sociale? Jeg er ikke bekymret for noget af det. Det hele skal nok løse sig. Lige nu finder vi os selv og hinanden og der er intet vi skal nå. Livet er langt og bliver forhåbentlig lykkeligt og alt er godt. Jeg tror faktisk først og fremmest at mine børn har brug for hinanden og os forældre og disse nære relationer er vores primære fokus lige nu. Der er så meget at hente bare i vores egen lille kerne, så meget af tiden er det nok for os. Selvfølgelig har vi alle brug for gode venner og legekammerater, men det meste af tiden er vi ‘bare’ os.

Og nu hvor vi skal til at finde ud af den nye døgnrytme, skal vi også til at finde ud af nye måder at tilbringe vores tid på. For hvis Bønne er oppe til kl 21 (som var der han igår bad om at komme i seng – det er noget andet jeg virkelig gransker mig selv med lige for tiden, alt det med hvor meget jeg som mor/voksen egentlig skal bestemme over min børn – her er sengetid et udfordrende emne, fordi jeg kommer fra en opvækst hvor jeg slet ikke selv havde indflydelse på hvornår jeg skulle i seng) så kan jeg ikke bare sidde og binge serier hele aftenen, eller skrive for den sags skyld, eller tale med veninder og alt det andet. Til gengæld kan jeg være sammen med min halv-store dreng og give ham noget tid uden lillesøster. Så i aftes, kl. 19.30 da Irmelin sov, satte Bønne og jeg os ved spisebordet – jeg med min computer, han med noget fysik-trylleri (een af julegaverne fra captoy.dk) og sit matematikhæfte – og her sad vi så side om side, med the i kopperne og tid og ro til hver vores. Det var en ret magisk stund og jeg er sikker på vi får flere af dem, hvilket jeg vil nyde til fulde. For noget af det fantastiske ved børn er, at de ofte lyser vejen op for os – her viser Bønne mig, at mine aftener også kan være gode og nærende, selvom de ikke er totalt børnefri. Faktisk var i aftes een af de bedste aftener jeg længe har haft, og da vi vågnede i morges (kl. 8) var det med sådan en god energi og hele dagen idag har jeg haft det mest smørede smil på og virkelig bare elsket og nydt mit hjemmeliv.

Men hjemmelivet udfordrer hele tiden vores forestillinger om livet med børn. Vi kommer tættere og tættere på hinanden og får viklet os ud af adskillelseskulturens bedragende ‘kluddermutter’ og ind i nærværet.

Tilknytning, nærvær og kærlig omsorg er simpelthen så grundlæggende for vores trivsel som mennesker, og her i min egen lille familie mærkes det allerede tydeligt på alle mand, at vi fylder vores liv med disse ting mest af alt, og på den måde kommer der mere harmoni i alle aspekter. Jeg er så taknemmelig. Tak for alt – tak for mine børn, tak for min mand og tak for at vi kan leve det liv vi lever. Tak for al den kærlighed jeg modtager – livet er så smukt.

2 thoughts on “Jo tættere vi holder hinanden, jo mere harmoni kommer der

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s