Vi bestemmer selv

26696332_10159918382065338_1363737731_n

Idag var vi på biblioteket. Jeg havde prøvet forinden at tale om, at vi kunne låne bøger om solsystemet, og måske gøre det til et slags tema i hjemmeskolen, som vi kunne dykke ned i over den næste tid. Men den var min syv årige søn altså overhovedet ikke med på. Og sådan er det faktisk for tiden – de ting jeg foreslår bliver afvist ret så eftertrykkeligt. Jeg tager det ikke nært, overhovedet, men undres i stedet over hvad der egentlig er på spil. For så længe har han jo ikke gået i skole og været underlagt alt muligt han ikke gad, sådan at jeg måske ville kunne forstå behovet for, i den grad at dyrke sin frihed til selv at vælge. Og alligevel forstår jeg ham godt. Jeg er faktisk selv sådan – jeg vil meget hellere noget jeg selv har fundet på, og kan også have tendens til blankt at afvise noget, jeg ikke selv har haft i tankerne. Men altså jeg er jo også i den grad skolet – har tilbragt meget af mit liv på skolebænken, så at sige. Det er faktisk først nu, som 35 årig, at det er gået op for mig, at jeg kan vælge en anden vej for mine børn.

Så når min søn siger nej til alt jeg foreslår, ikke vil lave ting der lugter af skole og har kæmpe modstand mod det meste, der ikke er hans eget initiativ, så har jeg to muligheder: Jeg kan tvinge ting igennem med voksenmagt, fordi jeg kan bestemme eller jeg kan undersøge hvad der er på spil hos både ham og jeg, og så træde et skridt tilbage og observere. Min oplevelse er nemlig, at ofte spejler vores børn ting i os selv, som måske har brug for at komme til overfladen og blive helet. I hvert fald oplever jeg i denne situation en unik mulighed, for mig, for at bearbejde mine sår omkring det ikke at kunne bestemme selv. Og der er immervæk nogle situationer igennem mit liv, der befinder sig indenfor dette område. Og sådan vil det være at være menneske – somme tider må vi indordne os og lade andre bestemme, og det er okay. Men det hvis der opleves en stor indre modstand mod at overgive sig til andres beslutninger, så er der nok noget der skal kigges lidt på.

Når mit barn ikke vil det jeg vil, får jeg lyst til at stille mig op og bruge min voksenmagt mod ham. Jeg tror det er fordi jeg, instinktivt, gerne vil genvinde noget af al den magt, jeg ikke selv har haft, i alle de situationer hvor jeg som barn blev bestemt over. Jeg tror det er meget naturligt, at vi har behov for at være de store og stærke, når vi kan, som et forsøg på at udligne magtbalancen og føle os mere værd. Men det er ikke en god adfærd at bruge sin fysiske overlegenhed til at bestemme over andre. Det får man hverken selv eller den anden til at have det godt af. Jeg tror på at vi mennesker alle er lige, sådan af hele mit hjerte. Det betyder ikke at der ikke er beslutninger i mit familieliv, som jeg som mor må tage, men i princippet er vi et demokrati og alle lige værdige. Og jeg kan mærke dybt i mig selv, at det er meningsfuldt for mig at tænke og opføre mig sådan. Også i forhold til hjemmeskolen og -livet. Der er ting jeg har behov for og enormt gerne vil, så somme tider siger jeg, at nu vil jeg gerne ud at gå en tur, og at børnene skal med, fordi de ikke kan være alene hjemme så længe ad gangen.

26693914_10159918382920338_978656195_n
Igår måtte jeg f.eks. ud og nyde solen og havet – heldigvis er dette sted lige på den anden side af hovedvejen her hvor vi bor.

Og somme tider må jeg sidde meget længe og glo, mens børnene udforsker et eller andet eller styrter rundt i et legeland eller lige skal færdiggøre en leg. De fleste dage er vi fælles om at beslutte dagens aktiviteter, eller i hvert fald sørger vi for, at alle får lov at lave noget de gerne vil. Vores behov og ønsker er lige meget værd, uanset størrelse eller alder. Sådan er det bare her hos os.

Derfor er nogle dage også ret så konfliktfyldte. Vi diskuterer meget og jeg kan mærke at det er svært for mig, at jeg ikke kan bestemme alt. Og det er jo så mit ansvar, at håndtere de følelser. For alle følelser er jo helt okay – også mine. Men det er hvert enkelt menneskes eget ansvar (her skal vi hjælpe vores børn, for de har brug for kærlige voksne til at være der med og for dem i alle deres følelser, og vide og mærke, at de er helt okay, og det gør vi rigtig meget her hos os – her må man føle og udtrykke alt, så længe det ikke skader andre) at håndtere sine følelser, fordi ingen andre kan være ansvarlige for nogen andre menneskers følelser eller handlinger.

Men det her hjemmeskoleliv, eller ikkeskoleliv eller hvad pokker vi skal kalde det, handler så meget om at give slip. Hver dag giver jeg slip på overbevisninger jeg har båret på, forestillinger jeg har haft og enormt meget andet som står i vejen for det frie liv, jeg gerne vil have, at jeg selv og min familie lever. For jeg er nødt til at have tillid til, at mine børn nok skal lære alt det de har behov for at lære, når motivationen er der. Jeg er nødt til at have tillid til, at det er okay, at de ikke gider mine ideer og forslag, måske fordi de er kedelige eller jeg ikke selv er engageret nok i dem alligevel. Jeg er nødt til at være her, nu, med mig selv og med mine børn (og min mand) og gøre det vi mærker er rigtigt for os. Jeg kan ikke forcere eller kontrollere mig til perfektion. Jeg vil slet ikke have perfektion. Jeg kan ikke bestemme alt, og det er slet ikke godt for mig eller dem omkring mig når jeg prøver.

Så når min søn ikke gider alt det jeg bestemmer, må jeg huske at jeg selv er som ham. Jeg vil også helst bestemme selv. Og selvom vi nu lever et liv herhjemme med masser af tid, så har han jo været i institutionslivet, i skole, mange timer hver dag, væk fra sine primære omsorgspersoner. Han har skulle indordne sig, holde på sig selv og har stensikkert en masse der skal heles i ham med hensyn til dette. Han har behov for at have en hel masse magt, måske i lang tid, og behov for at kunne sige fra og bestemme selv nu. Jeg er glad for at jeg giver ham muligheden for at bestemme mere nu. Jeg er glad for at han lærer, at han kan vælge sin egen vej, sådan som jeg oplever den virkelige verden i realiteten er – fuld af valg, fuld af veje og bare fuld af kærlighed.

One thought on “Vi bestemmer selv

  1. Åh, det er et tema der fylder meget i mig for tiden. Jeg har mindre børn end dig, men jeg er også virkelig i gang med en deschooling-proces, fordi vi allerede er i gang med vores unschoolings-rejse. Bare det helt basale at vide, at man bestemmer over sin egen krop og at ens valg omkring den bliver respekteret. Min søn vil bare ikke have skiftet ble, og jeg ønsker at respektere hans meget tydelige nej, samtidig med at jeg tager ansvar for, at han er tør og ren. Det er virkelig en læreproces (med mange eksperimenter!) 🙂

    Hvad mon din søn endte med at vælge på biblioteket, når det nu ikke blev, som du havde planlagt?

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s