Ikke alene, men uden landsby

Idag sneede det. Desværre ikke den slags sne der bliver liggende, men det var stadig hyggeligt med de hvide fnug der dalede fra himlen. Jeg bliver nemlig altid så glad når det sner – det føles bare så magisk og særligt. Og jeg elsker, at vi bare kan åbne døren nu, og ungerne kan løbe ud i haven med skåle og samle snefnug – at vi kan gribe situationen og vejret lige nu og her hver dag, fordi vi bor hvor vi bor og lever som vi gør.

Når det har sneet og den har lagt sig blødt og nænsomt på moder jord, så kommer den der rørende, hvide stilhed. Sådan helt som om al støj sorteres væk og kun det reneste, vores inderste på en eller anden måde, kan høres. Når jeg træder udenfor i sådan en ny sne, så bliver jeg så fredfyldt og lykkelig indeni. Jeg elsker den stilhed.

Efter frokost idag tog vi overtøj på og gik en tur. Vi plejer ellers at komme rundt på ladcyklen, men jeg havde lyst til at spadsere idag. Vi tog en sti vi ikke havde prøvet før, på vej op for at handle, og endte i et hyggeligt lukket villakvarter lige op ad mosen. Der var så stille og børnene susede rundt på vejen og fandt smeltet sne (som Bønne forklarede Irmelin at vandpytterne var) som de udforskede. Men idag kunne jeg ikke nyde stilheden. Irmelin begyndte at sige at hun ville besøge nogen – sådan har hun aldrig sagt før. Hun var meget insisterende, og jeg måtte gentage mange gange: ‘Jamen, vi kender ikke nogen her. Vi kan ikke besøge nogen vi ikke kender’. Og tilføjede: ‘Der er nok heller ikke nogen hjemme, for de fleste er jo på arbejde nu’.

Og det var som om, at den der gentagelse af, at vi ikke kender nogen her, pludselig skar som et glasskår. Pludselig erkendte jeg, at vi faktisk ikke kender nogen her – ingen vi kan besøge og dele hjemmehverdagen med, ingen vi kan banke på hos som er hjemme om dagen når vi færdes omkring. Og det gjorde mig rigtig ked af det. Både for mig selv og for børnene. Og jeg blev sådan i tvivl pludselig om det her hjemmeliv. Fordi de dage hvor Nikolaj ikke er hjemme, er vi meget kun os tre sammen. Vi laver alt muligt dejligt, men vi har ikke nogen at dele det hele med.

Vi bor desværre ikke i landsbyen sammen med dejlige mennesker, unge og gamle, karrieremennesker og hjemmepassere, venner og familie. Vi bor i provinsen – helt almindelig provinsby, hvor de fleste arbejder og går i skole. Misforstå mig ikke, jeg elsker provinsen. Jeg elsker at vi hilser på hinanden på gaden og hos bageren. Jeg elsker at der ikke er langt til naboen. Jeg elsker afstanden til byen og at her er ro. Men jeg savner også fællesskab. Jeg savner lige nu og her andre hjemmeskolere at blive venner med. Som vi kan tage på udflugter og lave temauger med og få inspiration og næring fra. Helst nogen der bor på den anden side af hækken.

Jeg savner det der nemme liv, den nemme adgang til samvær og hjælp. Jeg savner at kunne åbne mine døre for andre hjemmebørn, mens deres voksne tjener penge eller maler trappe. Jeg savner virkelig landsbyen, fællesskabet, sammenholdet.

Jeg ved at jeg ikke er alene om denne følelse. Jeg ved at I sidder mange der ude som jeg. Og jeg tror så inderligt på, at mange at samfundets store udfordringer som stress og depression og angst, måske havde trange kår, hvis vi var mere fælles om livet. Det er ikke meningen at den barslende kvinde skal sidde alene i sin stue, med ensomme tårer trillende ned af kinderne, mens hun venter desperat på at partneren vender retur fra ‘det virkelige liv’, verden udenfor. Hvis levede mere fælles, ville vi måske have nemmere ved at undvære arbejdslivet mens børnene er små, eller hvis vi ville arbejde, kunne andre hjemmemødre have børnene. I sådan en verden ville børn være sundt tilknyttet deres primære omsorgspersoner, fordi vi voksne ikke ville have så travlt med at suse der ud af i adskillelseskulturen (det er den hvor børn passes af fremmede voksne fra de er under et år – og hvor vi ikke kan komme hurtigt nok tilbage til det gamle liv, væk fra vores afkom, som desuden er udstyret med alverdens objekter (narresutter, bamser og nusseklude der dufter af mor) for at aflede dem fra seperationens smerte). Jeg tror virkelig på at den verden vil være så god for alle.

Lige nu træder vi græsset ned og skaber små stier rundt i samfundet, hen mod en mere fællesskabsstyret verden. Det kan godt være lidt svært at se himlen somme tider, når man bevæger sig i græs der er groet op over hovedhøjde, men når den så ind imellem, heldigvis, ses klar og lysende, så ved jeg, at det er det rigtige vi gør. Jeg ved nemlig at det er det jeg er i færd med – jeg lever et liv der er rigtigt for min familie, og inspirerer andre i det jeg gør. Jeg ved at andre der ude, mærker det her savn som jeg, og derfor ved jeg også at savnet kan opløses. På en eller anden måde skal det hele nok løse sig. Jeg er ikke alene – langt fra.

One thought on “Ikke alene, men uden landsby

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s