Adskillelseskulturens fortolkning

tempimageforsave-2

Idag så jeg dette billede blive delt på Instagram. Dem der deler kalder det adskillelseskulturens fortolkning af, at det kræver en landsby at opfostre børn.

Jeg mærker en klump samle sig i min hals, ved tanken om at rigtige mennesker af kød og blod, erstattes af adskillelseskulturens musthaves, som det ses på billedet her. Narresutter, nusseklude og bamser stables op omkring de små menneskebørn, så deres voksne kan tage afstand, mærke sig selv, komme tilbage til den virkelige verden. Jeg har endog set elektriske vugger, som man blot ligger barnet i, så klarer den at få barnet til at falde til ro. Små børn udstyres med iPads som underholdning i alle situationer, og i kombivognene placerer vi dem, så de ikke kan se os, når vi triller dem rundt mellem legepladserne, mens vi går med hovedet nede i vores smartphones.

Det kræver en landsby at opfostre børn. Men vi lever i en verden hvor disse landsbyer, denne nære kontakt til vores medmennesker, er en mangelvare. Vi farer rundt for at tjene flere penge til mere legetøj til os selv og vores børn, for at kompensere for den tid vi ikke har sammen.

Børn har brug for at være knyttet til deres primære omsorgspersoner. I de første år af deres levetid, har de ikke brug for mange andre i deres liv. Vi kan ikke give dem, eller os selv for den sags skyld, for meget nærhed. Vi kan ikke forkæle med kærlighed og omsorg, med tid og nærvær. Det har vi alle brug for i rå mængder.

I landsbyen får og giver vi alle omsorg. Her slutter vi tæt om de barslende mødre (og fædre) og støtter dem lidt ekstra, i den første, sårbare tid. Vi stiller mad foran døren, og svinger støvsugeren i stuen, så de nybagte forældre kan bruge deres energi på at knytte sig til hinanden og det lille væsen, der er kommet ind i deres liv. I landsbyen løber børn mellem husene og mødes på marken og gamle fru Hansen stikker dem en håndfuld æbler og en kande saft og en kærlig skulder at græde på, når de har fået hul på deres knæ. Her er man sammen om at passe børnene, så de voksne kan arbejde på skift. Åh, der er så meget man kan i den landsby, som adskillelseskulturen er meget langt fra.

Vi har ikke brug for flere musthaves. Vi har brug for fællesskaber. Vi har brug for hinanden. Det er vores natur ❤️

One thought on “Adskillelseskulturens fortolkning

  1. Tak, Pernille, for en fin formulering af, hvor langt væk vi er kommet fra vores helt naturlige behov.
    Mennesket har brug for at høre til.
    Mennesket har brug for meningsfuldt nærvær.
    Mennesket har brug for meningsfuld tilknytning.
    Lad os skabe nogle samfundsrammer, der gør et sådant liv muligt.
    Så mange erkender disse livsvigtige behov netop i denne tid.
    Så der er fantastiske muligheder, der bare venter på at blive realiseret.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s