Jeg grounder for at kunne leve min sandhed

Grounding. Jordforbindelse. Dybe vejrtrækninger. Meditation. Alle er ekstremt vigtige elementer i mit liv. Jo mere jeg praktiserer disse, jo mere kan jeg leve med hjertet. Når jeg lever med hjertet er jeg mig – mit sande jeg, bare sådan.

Inde i os alle skinner et lys. Vores sjæls lys. Nogle kalder dette for vores personlighed, jeg oplever det mere abstrakt. Jeg kan mærke noget inde i mig – en energi, et lys der brænder. Det føles som meningen med mit liv, det jeg er sat her på jorden for. Jeg kan mærke det som sådan et håb, en lun og spirende forårs-skov-bund, inde i mig.

Det er min essens der begynder at vise sig. Jeg har skrællet og skrællet lag af mig selv gennem årene siden jeg blev mor. I årene op til jeg lod mig overgive til moderskabets altoverskyggende krav om nærvær og urinstinkter, voksede der lag efter lag udenpå mig, som jeg måtte arbejde hårdt for at pille af igen. Mine instinkter var meget tydelige, på mange måder, da jeg blev mor. Jeg sluttede mig tæt om mit barn, beskyttende, symbiotisk, nærværende, observerende og lyttende til alt hvad det lille væsen fortalte og alt det instinktive i mig. Det var fantastisk og jeg følte på mange måder at her var en urkraft så stærk, at jeg bare overgav mig. Jeg elskede at blive mor.

Men samtidig med alt det, var også omverdenens påvirkning. Alle ordene jeg havde hørt fra andre om at blive mor. Alle dem jeg havde hørt sige “åh hvor er det rart at mærke mig selv igen”, når var adskilt fra deres yngel. Jeg forsøgte i otte måneder at stoppe en sutteflaske i barnet, fordi det var sådan jeg kunne opnå frihed igen. Og den der frihed var bare så vigtig, forstod jeg. Vi forsøge at putte barnet i eget værelse, med alle tænkelige strategier (undtagen godnat og sov godt – til det skreg vores instinkter for højt) og læste og læste og læste om hvordan i alverden man fik sådan en baby til at sove. Og da han blev et år kom han i vuggestue, fordi det var bedst for ham og mig. Jeg kan mærke min hals snøre sig sammen, når jeg husker disse ting. For det var ikke min sandhed, at gøre sådan. Min sandhed er den jeg lever nu. Hjemme med mine børn. Tæt. Med frihed sammen. SAMMEN. Men når vi er så meget sammen, så har jeg brug for grounding. Jeg har brug for tid til at mærke mig selv og trække vejret helt ned i fodsålerne og ud igennem dem og mærke moder jord. Jeg har brug for at blive blæst igennem mens jeg skuer ud over havets uendelige blåhed. Jeg har brug for at røre mig fysisk, at tale i timevis med mine bedsteveninder og at ligge på sofaen med min mand. For selvom jeg lever præcis som jeg ønsker, hjemme og tæt sammen med mine børn, så er det også krævende og hvis jeg skal være den bedste version af mig, mest muligt, så skal jeg nære mig selv. Så det øver jeg mig i, selvom det ikke falder mig helt naturligt. Jeg skræller lag af og finder mig selv. Råt for usødet, fuld af kærlighed til mig selv og dem omkring mig og jorden og universet.Og i mellemtiden drømmer jeg om at blive favnet af den der landsby, at blive mødt af smil og varme arme, i alle livets faser. Jeg holder øjne og hjerte åbne ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s