Alt er love her i Hippieland

27849541_10160052519340338_764270080_n

Idag var vi på Kulturværftet i Helsingør. Det er een af favoritudflugterne for tiden, fordi man kan lege og spille Playstation der inde. Og læse bøger, mødes med andre hjemmefamilier, sidde og kigge over på Kronborg, hoppe på trampoliner udenfor og meget andet. Det er også een af de udflugter der bare lige kræver at jeg laver en madpakke, men ellers ikke andet.

Da vi sad og spiste tidlig frokost væltede det pludselig ind med børneflokke. Skoler og børnhaver der søgte lidt varme omgivelser at spise madpakker i. Jeg er altid meget observerende i de situationer, opmærksom på hvor anderledes vores liv er end de fleste andres. Og idag var ingen undtagelse.

For tiden er jeg ret følsom. Det der rus jeg følte i starten, hvor det hele var nyt og spændende både med at bo her og med at være hjemme med børnene, er lidt faldet ned. Det er okay og sådan det skal være. Jeg er stadig lige så glad for denne konstellation vi har skabt. Men det nye, den der opdagelsesrejse, er forbi. Og det mærker jeg.

Idag midt i alle de der mennesker, med madpakker i plastikposer og klapsammenmadder i staniol, grædende børn der kaldte på deres mor, men måtte nøjes med en pædagog, blev jeg ramt af “alt det der er galt med verden” tanker. Jeg begyndte at fokusere på, at jeg ikke kan forstå, at man kan bruge plastikposer/-flasker i rå mængder, fordi plastik, både de store og mikroen, er så skadelige for natur og dyreliv. Jeg lod mig rive med at følelsen af, at mennesker går glip af alt det gode i livet, ved at leve så adskilt som vi gør. Jeg fik klump i halsen over at forældre og børn ikke deler livet, hverdagen, oplevelserne, madpakkerne og de skrabede knæ, men i stedet tilbringer dagene i hver deres liv, for at mødes over madlavning og ulvetimer sidst på dagen.

27721184_10160052519455338_1587075578_n

Lige der måtte jeg lige hive mig selv tilbage til mit eget liv, fordi det jo ikke er sundt sådan at sovse rundt i hvad alle andre gør eller ikke gør. Men jeg har jo netop levet sådan der, og det er derfor det gør så ondt på mig. Det gør jeg ikke nu. Det er ikke et nemt liv jeg og vi lever, faktisk. Fordi vi er anderledes end de andre i langt de fleste sociale sammenhænge, og selvom dem vi er tættest på accepterer og støtter op om vores valg, så kan de fleste andre desværre ikke rigtig forstå. Vi kan ikke leve som de fleste, vi kan ikke gå tilbage der til. Der hvor vi skal hen, er et helt andet sted. Og det er blandt andet derfor jeg skriver denne blog. Fordi jeg har noget på hjerte – jeg vil gerne fortælle at der findes andre måder at leve på. Jeg vil gerne sætte ord på den længsel vi er mange der mærker. Jeg vil gerne gøre op med de manglende nærende fællesskaber, og skrive og skrive og tale og tale om det her, indtil der er forandring i sigte.

Vi må tage ansvar, hver især, for hvordan vi lever. Alt hvad vi gør gør en forskel. Vi har ikke plastik i vores køkken. Jeg kunne aldrig drømme om at købe staniol, og det der sniger sig ind, puttes i metalaffald (som vi i øvrigt sirligt sorterer og kører på genbrugsstationen). Vi har opsat et dogme om at alt hvad vi køber skal være brugt, undtagen fodtøj og meget langtidsholdbare ting som f.eks. et klassisk spisebord i naturmaterialer – og vi har aftalt at ALT hvad vi køber, skal der være et reelt behov for, sådan at et fænomen som f.eks. mode ikke fylder i vores liv. Vi er anderledes overfor vores børn end de fleste, f.eks. i forhold til børnisme og voksenmagt (læs indlægget i linket) og jeg kan da også være nervøs for om vi fremmedgør os selv for meget, ved at være så anderledes. Men jeg kan ikke gøre noget, det er sådan jeg er. Jeg er en hippie der lever med hjertet. Og selvom det er udfordrende, så mærker jeg dybt i min kerne, at jo mere jeg lever min egen sandhed, jo mere glad bliver jeg og overskud får jeg til mig selv og mine nærmeste. Alt er love her i Hippieland.

5 thoughts on “Alt er love her i Hippieland

  1. Som ringe i vandet vil modreaktionen på vores separationssamfund, på overforbruget, på karrieren som definition af individet (og vigtigste succesparameter) sprede sig – fordi vi er masser, der mærker modstanden spire i os, og fordi modige mennesker som dig er der til at inspirere og oplyse. Tak ❤️

    Like

  2. Åhr Pernielle… Lige idag gør det lidt ondt at læse, fordi jeg er samme sted som dig, men det er børnenes far ikke. Han ser med helt andre briller, og jeg kan derfor ikke leve mit liv fuldt ud. Så enig med dig. Tak. ❤

    Like

  3. Til daglig har min søn en glasbeholder til frokost og stofpose til formiddagsmad, på tur er det pålagt på skolen at det skal være i plastikpose

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s