Et kærligt blik og en oprigtig og ikke dømmende interesse i andre.

29003747_10160256810170338_1578738705_n

I mange år, nærmest hele mit voksenliv, har jeg levet helt modsat af hvad jeg gør nu. Jeg har taget uddannelser, uden helt at føle mig sikker på at jeg ville dem, og jeg har haft jobs, der føltes som at skulle aflevere en afhandling i matematik hver eneste dag. Jeg har været på helt sindssyge arbejdspladser, der senere gik konkurs med fængslede ejere, som sad inde for underslæb, men som slet ikke rigtig syntes at påvirke mig, mens jeg var i det. Jeg har festet og gået i byen med enorme mængder alkohol over en lang årrække. Jeg har været fuld af negativitet og tunghed, når ikke jeg stod i fyldte barers dunkle belysning og dansede og drak og glemte mig selv. Jeg vidste ganske simpelt ikke hvem jeg var, eller egentlig at jeg havde det sådan. Og jeg var jo ikke alene i nattelivet, mange af dem jeg kendte famlede også rundt der ude med en stor fadøl i hånden.

Set i retrospekt var min ungdom ikke en særlig lykkelig tid. Havde jeg ikke haft mit livs kærlighed ved mig i de fleste af de år, havde det været helt skidt. Og det var jo ikke fordi alle ydre faktorer ikke fungerede: Jeg studerede eller arbejdede, havde lejlighed i midtbyen med gode veninder, gik i det nyeste og fedeste tøj, min familie boede tæt på og var der ALTID, og med undtagelse af nogle få år, havde jeg også en kæreste jeg elskede dybt. Men jeg var ikke rigtig glad.

Meget af mit liv har græsset altid været grønnere på den anden side. Den tanke kender de fleste nok til. Men jeg kunne ikke finde den rette hylde at lande på, sådan i forhold til min karriere (for sådan en skulle jeg have mig). Jeg læste til lærer i tre semestre, dernæst til designteknolog, som jeg dybest set godt kunne mærke jeg absolut ikke skulle beskæftige mig med, til mode- og livsstilsjournalist i London og flyttede så til København for at arbejde på modemagasiner. Det gjorde jeg så i en årrække, men havde det ikke godt imens. Så blev jeg fuldbyrdet (eller altså diplom-) journalist og arbejdede på online medier og senere i tv-branchen. Og i perioder havde jeg det fedt med det, jeg havde travlt, og jeg elsker jo at være sammen med mennesker, interviewe, researche og lave historier, så alt var SÅ godt. Men mit indre var stadig ude af balance.

Jeg har i en del år været igennem store mængder selvudvikling. Jeg er nu endt et sted hvor spiritualitet og intuition fylder mere og mere, og denne tro på, at der er en mening med det hele, giver mig helt utrolig meget. Vi har samtidig fjernet os fra byen og min hverdag er nu derhjemme med mine børn, tæt på naturen og især havet. Jeg vinterbader og bruger essentielle olier, eller aromaterapi om man vil hver eneste dag, går morgentur i haven med bare tæer og forbinder mig med moder jord. Og jo mere jordforbindelse jeg får, jo mere mærker jeg mig forbundet med noget større, universet, og det guddommelige. Sådan er det bare. Jeg mærker i mit indre, at det er sandt for mig at leve sådan. Jeg øver mig i taknemmelighed og frem for alt at lade kærligheden fylde og guide mig.

Forandringen er inde i mig. Jeg kan mærke, at ved at være mild og smilende, positiv og åben, imødekommende og kærlig, så er alt bare meget rarere. Jeg, eller dem omkring mig, får intet ud af at jeg slår mig selv eller dem i hovedet over alt det der ikke er eller ikke fungerer, det er meget bedre at give opmærksomhed til de gode ting. Det er vel loven om tiltrækning også – hvis du sender kærlig energi ud, så får du det tilbage. Og jeg mærker hvor sandt det er. Jeg mærker så mange gode ting ske omkring mig, forandringer i dem jeg elsker og i energierne mellem os, fordi mit mindset er anderledes. Fordi med et kærligt blik og en oprigtig og ikke dømmende interesse i andre, kan vi opnå så helt utrolig meget. Og det gælder også overfor os selv – at når vi ikke dømmer os selv, men møder os selv med kærlighed, så føles det bare bedre.

Og forandringen er kommet, fordi jeg lever mere i min essens. Jeg lever min egen sandhed, uden at lade mig påvirke af andre. Vi lever det familieliv der er rigtigt for os, jeg dyrker min spiritualitet som jeg ønsker, uden at tænke på hvad andre synes. Jeg giver slip på alt det jeg ikke er, alt det der ikke tjener mig, som ikke gør mig glad. Og det er så utrolig befriende. Jeg giver slip på byture og alkohol, fordi disse er gift for min sjæl og min krop. Jeg giver slip på overdrevet materialisme og et liv i overhalingsbanen, fordi det får mig for langt væk fra den jeg er. Jeg er mama – sådan er det bare. Og det er sådan en lettelse for mig at være den jeg er – endelig!

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s