Kedsomhed…

29663692_10160286053755338_169123053_n

“Kloge børn keder sig aldrig” – sådan var svaret i min barndom, hvis jeg udtrykte kedsomhed. Det blev jo ikke sagt i en ond mening, men måske var overskuddet til at hjælpe mig der ikke lige der, andre gange fik jeg hjælp til at opsøge legekammerater eller finde på noget, for at stoppe følelsen af at kede mig.

Kun meget få gange har mine børn sagt de keder sig – eller rettere Irmelin har sagt det, men hun mener mere, at hun synes noget er træls, når hun udtrykker at det er kedeligt. Men jeg har hørt andre udtrykke, at især Bønne nok keder sig, siden han har den (for de voksne) ulidelige adfærd. Og jeg selv er i denne uge kommet til at forfalde til samme tanke: Jeg må gøre noget, sætte noget igang, sørge for der sker noget, så han kan holde op med at kede sig og drille sin lillesøster.

Men så gik det op for mig, at hans adfærd er udtryk for noget helt andet. Nemlig nogle følelser, noget ubehag i ham, der kommer til overfladen, når alt omkring ham bliver stille. Når der ikke er stimuli i form af f.eks. skærm, legekammerater og andre ydre aktiviteter, så giver det nemlig plads til at mærke sig selv. Når der ikke er noget eller nogen til at aflede, så er der pludselig luft til ting, der ikke nødvendigvis er super fede at føle. Hos børn kommer dette så typisk til udtryk i adfærd, vi kan have svært ved at rumme.

Så jeg besluttede at kedsomheden er velkommen. Jeg ved at jeg skal arbejde med mit eget forhold til kedsomhed, for at mine børn kan have det okay med at ‘kede sig’. Hvis jeg selv har det svært med kedsomhed, skal fylde alle ferier med aktiviteter og ikke bare kan være til stede, helt uden stimuli, så kan mine børn det jo heller ikke. Det starter altid hos os selv – både fordi vi er rollemodeller for vores børn, men også fordi de spejler os og vores smerte og vores glæde. Så resten af Påsken vil jeg bare være. Vi har ikke lavet mange planer og jeg agter at gå i mine forældres have og glo på spirende blomster, tage til havet og bade, besøge min brors islandske heste, og spise rejemadder under et tæppe på terrassen, og nyde en velstegt lammesteg med verdens bedste sauce (fordi min far er sådan en gourmand der kan lave saucer som ingen restaurant kan gøre efter), som min far har tilbredt med omhu og kærlighed. Og så vil jeg sætte mig ved mine børns side, når jeg kan mærke kedsomheden indtræffe, og tilbyde mit nærvær, men ikke andet.  For alle vores følelser er nemlig helt okay, som jeg før har skrevet om her, og det er når vi giver plads til at mærke hvad der sker indeni, at vi kan hele og slippe. Og jeg byder alle følelser velkommen, så mine børn kan lære at blive fortrolige med deres eget indre liv, og lære at hele smerten og leve et lettere liv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s