Vi er skabt til at løfte i flok

Et godt fællesskab må, ifølge filosof Svend Brinkmann, indeholde solidaritet både indadtil og udadtil. Med det menes at man både føler sympati med og empati for dem inde i fællesskabet, gruppen, og dem der står udenfor, altså omverden. Et godt fællesskab må heller ikke blive statisk, men i konstant fælles-skabelse. Alle må bidrage og alle må have indflydelse.

Jeg betragter selv fællesskaber på lignende måde. En gruppe, hvor alle giver og tager, hvor alle har en rolle og alle er velkomne. Vi er alle en del af fællesskaber – både de givne og de selvvalgte. Og begge er lige vigtige i mine øjne – vi må ikke negligere nogen af dem.

De seneste uger har vi mødtes fast med først to andre hjemmeskolefamilier. Vi har aftalt en fast ugedag og de næste gange også et fast sted. Og jeg kan bare mærke, hvordan det er SÅ godt for mig og os med det fællesskab. Jeg har brug for det her selvvalgte fælleskab med andre der lever lidt som os.

Som jeg før har skrevet om her, så er vi mennesker flokdyr, skabt til at leve sammen. Jeg har jo min egen lille flok herhjemme, min egen kernefamilie, men udover det fællesskab som familien er, så har vi brug for flere mennesker omkring os. Vi har brug for andre at spejle os i, blive inspireret af, at grine og græde med og til bare at være der for os og vi for dem. Vi lever i en meget individualiseret verden – karriere, personlig udvikling og vækst er bare nogle af begreberne der fylder omkring os. Vi adskiller os i stor stil fra dem der betyder mest, for blandt andet at få alle de materialistiske goder det moderne liv er fyldt med, men mest af alt, fordi vi har bildt os selv og hinanden ind, at sådan gør man. Vi lever hver vores liv, i hver vores lille (eller store) hjem, med rigtig mange ting og tæller ned til den næste eksotiske ferie i en travl travl hverdag. Jeg tror ikke på, at der er een måde at leve på, men jeg tror på, at hver især må mærke efter, virkelig helt ind hvor det måske nok gør ondt, hvad der er det rigtige for een selv og den familie man har skabt. Men alt det er nok en helt anden ‘snak’.

Mange mennesker lever liv med mange venskaber, bekendte og mennsker de omgås. Mange relationer skal plejes, i mange forskellige sammenhænge. Og det er alt sammen fantastisk. Men jeg kender også mange, inklusive mig selv, der har stået med et såkaldt brændende lokum, og ikke vidst hvem de skulle ringe til. Vi måtte få familien til at køre hele vejen fra Aarhus til Nordsjælland, den weekend vi flyttede fra byen, fordi jeg var ved at brænde helt sammen over alt det vi stod med helt selv. Vi har fantastisk søde naboer, der hjalp med det ene og det andet, men lige der var behovet bare at nogen troppede op og tog sig af ting, sådan som man gør i landsbyen.

Jeg har manglet min landsby. Den er der ikke i fysisk forstand, sådan at jeg bogstaveligt bor i den, men den er ved at forme sig alligevel. Som jeg udvikler mig, vores liv udvikler sig – som jeg møder mennesker jeg spejler og sparrer med- så kommer jeg tættere og tættere på, hvordan jeg skal få det fællesskab, jeg så inderligt drømmer om. Nogle finder det gennem børnenes skole, nogle har gamle venskabsgrupper, nogle bruger familien og har dem tæt på. Vores venner og familie er spredt rundt omkring. Vores tætte bånd strækker sig over hele verden. Og det er fantastisk og måske lige sådan det skal være. Men altså lige nu og her, lige denne dag hvor jeg har nydt dybe og meningsfulde samtaler med de smukkeste (her mener jeg både indre og ydre skønhed) kvinder, ser jeg igen dette liv for mig, hvor jeg åbner døren op, og lukker mine børn ud i friheden, sammen med de andre frie børn der bor tæt ved. Hvor det er det mest naturlige i verden at banke på i de sene nattetimer, hvis et barn er skal ses af en læge, og man må træde til overfor de andre sovende børn. Hvor vi hjælper hinanden som det mest naturlige i verden, og deler og bytter grøntsager, æg, strikkede karklude og hjemmebag. Hvor jeg og min familie har mit og vores, men hvor jeg f.eks. kan arbejde ind imellem, mens een af de andre i landsbyen tager over med mine børn, og jeg gør det samme for dem. Hvor ingen barslende kvinder skal sidde ensomme og triste med ammeglade babyer, hvor ingen skal føle sig nødsaget til at lade sig adskille fra deres afkom (men kan gøre det. fordi det er det de har brug for og lyst til, vel vidende at barnet er sammen med andre voksne som det er sundt knyttet til), for at kunne hænge sammen igen. Hvor vi løfter i flok – præcis som vi er skabt til. Og denne flokmentalitet mærker jeg i mit nyfundne/-skabte hjemmeskolefællesskab. Og det gør mig så glad, at ingen ord egentlig kan beskrive.

 

2 thoughts on “Vi er skabt til at løfte i flok

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s