Frie børn

31543718_10160445243405338_7181247879405633536_n

“Hvordan holder du øje med, om han mangler noget? Om han savner at være en del af et fællesskab, i skolen?”

Sådan blev jeg spurgt igår. Og jeg kunne mærke det slå knuder indeni. Fordi det for mig er så tydeligt, at min hjemmeskolede søn intet mangler. Men lige der måtte jeg forsvare mig selv og vores valg – igen. Lige der, hvor vi befandt os på en naturlegeplads ude midt i skoven, hvor en skoleklasse holdt fødselsdag med spændende skattejagt som Bønne betragtede med beundring, blev hans blik på fødselsdagsfesten vurderet til, at handle om at han savner den slags samvær. Til trods for at jeg forklarede at hjemmeskolere altså også holder fødselsdag 😉

Jeg svarede: “Jamen jeg er jo sammen med ham hele tiden. Meget mere end de fleste andre er sammen med deres børn. Så jeg ved jo præcis om han mangler eller savner noget, fordi jeg hele tiden er helt tunet ind på hvad han føler og hvordan han har det.”

Mit svar var ikke som jeg kunne have ønsket, for jeg kom til at gå lidt i forsvar. Jeg VILLE gerne have sagt: “Jamen jeg er jo sammen med ham hele tiden, så jeg ved præcis hvordan han har det. Det er for mig den bedste måde at vide, om han mangler noget. Jeg oplever ham og Irmelin som nogle meget frie børn, der holder øjenkontakt når de taler med voksne (fordi de oplever at de voksne de har omkring dem i deres liv, er til stede og oprigtigt interesseret i dem). Jeg ser nogle børn, der er enormt gode til at skabe kontakt til andre børn, som kan lege med de fleste og som kan sætte lege igang i store grupper på tværs af aldersgrupper. Jeg observerer nogle nysgerrige, videbegærlige børn med en stor lyst til at lære alt om alt det vi fylder vores liv med, som er velformulerede, analytiske, reflekterede og fulde af energi og kærlighed. Mine børn er sunde og raske, vilde og skøre, højtråbende, hurtigtløbende, nøgenbadende, vredesudbrydende og bare lige som de skal være. Og der er plads til dem – hele dem, lige som de er, altid. Jeg går ikke og retter på dem eller forsøger at få dem til være noget som helst, eller kunne noget som helst. Jeg har nemlig tillid til at alt nok skal komme, at de kan lære lige hvad de vil, så længe de er trygge, fyldt op med nærvær og har hvad de har behov for – for vores sande natur er nemlig fuld af godhed, samarbejdsvillighed og kærlighed.

Så længe vi er glade – hvilket vi er mere og mere for hver eneste dag der går, så har jeg ingen grund eller lyst til at lave om på hvordan vi lever. Vores lykkekurve er for opadgående, med små udsving bevares, for sådan skal livet jo bare være, men generelt bliver vi bare mere og mere harmoniske og i ro for hver dag der går. Vi er i sandhed faldet til i dette hjemmeliv. Vi har faktisk givet slip på det gamle liv, og omfavner nu fuldt og helt den livsstil vi har nu. Jeg er så taknemmelig for, at vi kan leve som vi gør og ville ikke bytte det for rigdom.

Og hvis folk omkring os bare kiggede lidt ind i mine børns øjne, virkelig tog deres nærvær, nysgerrighed og frie væsner ind, så ville de aldrig stille kritiske spørgsmål til den måde vi lever på.

Alt er lige som det skal være.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s