Vi skal kæfte op – vi må fortsætte ad erkendelsens vej, for at få skabt et samfund, hvor familielivet for de fleste, ser helt anderledes ud end idag.

For tiden fylder lovforslag om tvangsvuggester i Ghettoområder, tvangs-skærmbrug til alle børn i daginstitutioner, og diskussioner om børneliv, zombiebørn og på en måde en slags paradigmekrig i mit Facebook-feed. Med det mener jeg, at rigtig rigtig mange bliver uendelig provokeret af alle os, der tager ansvaret for vores børns opvækst tilbage til os selv i hjemmet, og jeg selv har også fået både personlige og sårende kommentarer fra folk der kender mig privat, når jeg har delt mine holdninger på sociale medier. Og jeg kan mærke hvordan min puls stiger lige nu, mens jeg skriver dette. Både fordi det er sårbart at stå frem, og jeg må forvente knubs, men også fordi jeg ikke forstår hvorfor så mange skal tage det så personligt, at der skrives om en ærgerlig samfundsstruktur, som rent faktisk skader samfundets borgere (stress, depression og angst er blot nogle af de diagnoser der deles ud i flæng, til syge borgere der ikke kan klare den måde vi lever på).

Der er altså noget helt galt i dette land. Vi har en regering der ikke tænker humant – jeg ved faktisk ikke helt hvad de tænker. Og mange af de politiske tiltag som jeg ser, har alvorlige konsekvenser for børn og familieliv. Som f.eks. tvangsvuggestuer i ghetto-områder, hvor børnene ikke må sove og skal lære om grundloven. Eller lovforslaget om at små børn skal lære at bruge digitale værktøjer i dagsintitutionerne. I det hele taget får jeg bare følelsen af, at vi bevæger os hen mod mindre frihed – sådan helt ekstremt sat op lugter det sgu lidt af diktatur.

Jeg bliver vred. Helt ind i maven kan jeg mærke det syder. For børn og familieliv er sådan set det der er vigtigst for mig. Og jeg kan simpelthen ikke holde det her ud – nu må dem ved magten sgu tage at vågne op.

“Lige nu bliver vi regeret af nogle mennesker, der er dybt skadede af denne adskillelseskultur. Men jeg ser det som nogle sidste smertelige krampetrækninger fra den fremmedgørende løgnehistorie om mennesket som homo economicus – mennesket som et væsen, der kun overlever i konkurrence med de andre menneskevæsener – konkurrencen som menneskets dybeste drivkraft og motivation.” – skriver Tove Rump, der er børnefamilielivs-aktivist og en stor inspiration for mig.

Den her verden vi lever i, hvor der stadig tales om daginstitutioner som de bedste til at varetage opgaven at forme gode, hele samfundsborgere, og hvor vi får børn for at placere dem i andres varetægt, inden de er fyldt et år, for at vi kan komme tilbage til job og børnefri hverdag, fungerer bare ikke. Børn har brug for deres primære omsorgspersoner i de første år af deres liv. Børn har brug for en sund tilknytning til deres primære omsorgspersoner, for at blive til hele, sunde mennesker. Og vi har brug for at samfundet indrettes, sådan at familielivet har høj prioritet. Vi har brug for at al den nyeste viden om børn og tilknytning og for meget institutionalisering, bliver en del af politikernes pensum. Det er mig en gåde, at det her stadig kører mere og mere af sporet.

Tove Rump skriver:

“Vi brugte det maskuline sprog og de maskuline værdier til et kvindeoprør (for 50 år siden). – Så nu er vi helt forvirrede. Og tror – helt fejlagtigt – at det er et livsvilkår, at begge forældre tilbringer hele lange dage på arbejdsmarkedet – væk fra deres børn, som de først møder sidst på eftermiddagen, hvor alle er trætte, og hvor ‘det rigtige liv’ slet ikke kan leves sammen. For nu skal der i en fart laves spaghetti-kødsovs og børstes tænder. – Og så er der weekenderne, hvor der skal satses på oplevelser.

Men dybt inde i hjertegruben ved vi godt, at der er noget, der er helt galt med denne form for liv. Vi ved godt, at vi forråder både os selv og vore børn ved at have ladet os forføre ind i den forvildede tankegang, at der ligger en nødvendighed i, at forældre er sådan nogen, der skal befinde sig hele lange dage på arbejdsmarkedet. Mens børnene er anbragt bag et hegn med nogle sandkasser og et legehus sammen med jævnaldrende i store – alt for store – grupper – sammen med nogle – alt for få – pædagoger.

Jeg tænker, at det er så vigtigt, at det er dette fremmedgørende og smertelige pseudoliv, vi skal italesætte.”

Og ja, det gør mega ondt i hele kroppen og helt ind bag hjertet, at erkende dette. At erkende at vi bør leve anderledes. For hvad med al den tid, vi allerede har levet sådan? Har vi skadet os selv og vores børn? Har vores forældre skadet os? Og til det er svarene nok JA. Men det er ikke det samme som at løbet er kørt. Traumer kan heldigvis altid repareres. Men der skal handling til. Vi skal kæfte op – om hvordan børnene har det der ude i daginstitutionerne (det står sløjt til, tør jeg godt skrive), om hvordan skolerne arbejder på en måde der giver børn stress og angst, om hvordan vi selv har det ad helvedes til med at vinke farvel til vores afkom om morgenen, når de ikke vil slippe os, fordi vi er dem de helst vil være sammen med (af gode grunde – altså vi har jo bragt dem til denne verden, for så at lade os adskille så kraftigt, efter alt for kort tid i symbiose). Vi er nødt til at turde sige disse ting højt, ellers kører toget bare videre med os og vores børn som (blinde) passagerer. Det nytter ikke at gå med skyklapper. Og jeg er her, klar med fanerne og argumenterne og følelserne. Vi må nemlig stå sammen, alle sammen, uanset livsform, så vi kan få skabt nogle bedre rammer for os selv og hinanden i dette liv, i dette samfund.

One thought on “Vi skal kæfte op – vi må fortsætte ad erkendelsens vej, for at få skabt et samfund, hvor familielivet for de fleste, ser helt anderledes ud end idag.

  1. Er helt med dig i dit synspunkt. Skræmmende udvikling i samfundet, totalt frygtstyret og ensrettethed synes at være fællesnormen😐
    Kh Mette

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s