Alien på stranden

Vi bor et sted, hvor vi skiller os ret meget ud i den forstand at vi lever meget anderledes end de fleste. Og det gælder sådan set på enormt mange parametre. Vi har valgt at leve som vi gør, helt bevidst og med hjertet. Og der er ikke et eneste sted inde i mig, hvor jeg savner at leve som før (med daginstitutioner og skole og arbejde og travlhed og altid i underskud af tid). Men derfor kan jeg altså godt i nogle situationer, når jeg er ude blandt mennesker, der formentlig lever mere almindelige liv, føle mig lidt som en alien.

Idag var vi på stranden her i Espergærde. Kl. var tre om eftermiddagen og der var godt pakket med teenage-forsamlinger med store højtalere og dåsebajere. Der var også mange familier som os, og vi ligner jo sådan set også de andre. Vi går ikke rundt med et eller andet badge der fortæller omverden at vi hjemmeskoler, langtidsammer, aware parent’er, går ekstremt meget op i naturlig sundhed og alle de andre ret radikale valg der præger vores liv. Ingen kan se på os at vi er anderledes, før jeg tager min 3,5 årige datter på skødet og ammer hende, eller før min søn med stor begejstring og stolthed fortæller dem der gider at høre, at han går i hjemmeskole.

33338896_10160510137295338_3962813612162023424_n

Hvert eneste livsvalg er taget med omhu. Vi gør som vi gør fordi (til at starte med) jeg tror så meget på at det er det rigtige for os, at gøre tingene anderledes. Og der er ingen vej tilbage heller – vi har set og mærket at det her er vores sandhed, og vi rider på den mest fantastiske kærlighedsbølge af nærvær, tid, frihed og fællesskab med andre ligesindede, som vi ikke har tænkt os at hoppe af.

Så idag da vi sad på stranden, midt i menneskemylderet, følte jeg mig faktisk forandret. Før i tiden ville jeg have ligget og betragtet menneskene omkring mig, og følt en form for tilfredsstillelse ved det. Jeg ville følge med i de sociale arenaer jeg befandt mig midt i og imellem. Jeg har altid troet at jeg nød den slags – at kigge på mennesker. Men idag mærkede jeg noget andet, for jeg havde sådan lyst til at trække mig. Jeg længtes efter gårdsdagens strandtur med vores hjemmeskole-tribe, hvor vi sad på en lille strand i nærheden, stort set uden andre mennesker end os selv. Børnene løb rundt, råbte, legede, hujede og slog deres vinger ud, og det var så rørende at være vidne til. Idag lå jeg der på mit hvide håndklæde og ønskede mig tilbage til den mere øde strand. Jeg følte mig forstyrret af alle de mennesker og alle de sociale situationer der udspillede sig omkring os. Jeg følte mig blufærdig og på en måde selvbevidst, og det var egentlig slet ikke rart. Mit hovede kørte rundt, og min energi blev brugt på at afkode alle de andre menneskers kropssprog og udstrålinger. Jeg kunne overhovedet ikke nyde det eller være til stede.

Jeg tror vi alle som mennesker har brug for at føle vi hører til. Det er et grundvilkår for at vi kan trives. Jeg er stærk i mig selv, jeg lever det liv jeg drømmer om, dybest set, men derfor kan jeg altså stadig godt blive hylet lidt ud af den, når jeg er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Så fremover vil jeg nok være tilbøjelig til at undgå strandture, når resten af Danmark har fri fra de gængse forpligtelser. Stranden er ganske enkelt bare mere magisk en ganske almindelig onsdag formiddag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s