Hvad med det sociale, når de hverken går i børnehave eller skole?

I vores samfund, bliver vi fortalt, at det er bedst at færdes i daginstitutioner og skoler, for at blive socialiserede. Jeg har selv tænkt sådan. Da min søn var et år, og han kom i vuggestue, mente jeg også, at han var ‘parat’ til at være sammen med andre børn, og at det var godt for ham, at blive stimuleret og adskilt fra mig og hans far. Jeg har indtil for nylig også ment, at det var bedst for ham at gå i skole, bl.a. for det sociale. Og det er een af de største bekymringer folk omkring os udtrykker – hvad med det sociale, når han ikke går i skole?

Med fare for at komme til at lyde en smule afvisende overfor folks velmenende bekymring, vil jeg sige: I vores verden, er overbevisningen at vi socialiseres bedst uden vores primære omsorgspersoner, og i store forsamlinger. Jeg har en anden mening, og jeg kan se og mærke, at det fungerer for os. Min søns (og min datters) sociale liv er så rigt som vi kunne drømme om. Vi har de mest fantastiske hjemmeskolevenner, som vi alle nyder at være sammen med. Vores børn leger hele dage nærmest uden konflikter, og deres kreativitet og naturlige lyst til at udforske og udfordre dem selv, er så inspirerende at være vidne til. Vi er der hele tiden sammen med dem, men de er frie til at mærke hvad de selv vil og kan. Og mine børn har aldrig haft det så godt som nu.

Da jeg var yngre, især i min skoletid, var popularitet noget der fyldte meget. Så meget at jeg med tiden glemte hvem jeg var. Jeg husker de sidste år i folkeskolen som nogen, hvor jeg vidste, at jeg ikke var den jeg dybest set kunne være, men var låst fast i en indgroet rolle. Jeg drømte om at skifte skole, skifte social scene, og være mig. Så da jeg skulle i gymnasiet, valgte jeg ikke det tættest på mit hjem, og det var så fedt at kunne få en frisk start. Men her blev jeg langsomt også lidt en anden end min essens, for popularitet fyldte stadig. Jeg led af FOMO (fear of missing out) og skulle altid være med til det hele. ALDRIG gjorde jeg hvad JEG havde brug for – altså helt uden at være bevidst om det, gjorde jeg det hele, for bare at være med. Jeg var ikke sikker nok i mig selv, egentlig.

Jeg har altid følt, at det var godt at have mange venner. Jo flere venner, jo mere populær. Så jeg har gjort meget for at opretholde en stor berøringsflade, det meste af mit liv.

Men de senere år, har jeg erkendt, at det ikke er det bedste for mig. Jeg er introvert ekstrovert. Modsætninger – i know. Men sådan er jeg. Jeg tror mange er sådan. Jeg er sensitiv, jeg mærker andre og deres følelser og energier meget, og kommer nemt til at sovse rundt i hvordan alle andre har det, fremfor at tage mig af mig selv. Så når jeg har været i store forsamlinger, har jeg ofte tyet til alkohol, for at tage toppen af min sensitivitet, og slippe for at mærke alle andre (og mig selv, i øvrigt). Men i erkendelsen af min sensitivitet, min femininitet og intuition, og min nyfundne selvkærlighed, er jeg holdt op med det alkohol, og holder mig i stedet til mine nære relationer, fremfor at have mange hele tiden.

Mine børns liv er det samme. De har ikke mega mange venner, og det behøver de heller ikke. Det er misforstået, at børn har brug for mange venner, hvis du spørger mig. Den nyeste viden om tilknytning, bl.a. som beskrevet af Gordon Neufeld, fortæller f.eks. at børn har langt mere brug for de nære relationer end for venner. Børn i vores verden er ofte mere knyttede til deres venner end deres forældre, og det bør være den anden vej rundt. Det er os som forældre der skal guide, være forbilleder og være stærkt knyttede til vores børn. Men sådan som vores samfund er struktureret, lever langt de fleste ikke på den måde.

I mine øjne er tilknytningen det vigtigste. Vi har nogle fantastiske hjemmevenner, som vi flere dage om ugen bruger tid med, og den tid er vigtig for de voksne og for børnene. Vi har brug for venner, for fællesskaber, for sociale arenaer udenfor vores egen kernefamilie. Men det er kernen, der er det primære. Det betyder at vi er meget sammen, og at børnene ikke bare leger ubegrænset med f.eks. nabobørnene. Tilknytningen til de primære personer, især familien, er vigtigst. Det viser både nyere forskning og min egen erfaring. Jeg kan simpelthen mærke på mine børn, at de trives bedre, når de er mere sammen med f.eks. mig. Og det er der mange årsager til, som jeg ser det, men det vil jeg ikke uddybe for nu.

Vi har alt det sociale vi kunne ønske os. Lige nu, i det her liv. Vi knytter stærke bånd med dem vi bruger tid med, og det føles vigtigt og rigtigt. Længere er den egentlig ikke.

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s