Frihed med meget mindre frygt

“Hjemme hos jer er der jo ingen restriktioner” – sådan opfatter visse mennesker åbenbart vores liv. Og det er jeg faktisk virkelig stolt af. Det er heller ikke særlig længe siden, at min veninde var på besøg med sine børn, og de legede vildt i vores badebassin, hvor min veninde så forklarede: “Jeg havde også sagt til ham, at det ville være sjovt at være på besøg, fordi hjemme hos Pernielle må man alle mulige sjove ting”.

Jeg er meget optaget af regler og rammer, som vi voksne sætter for vores børn. Også de retningslinjer jeg stikker ud for hvordan man må opføre sig hjemme hos os. Jeg ønsker for mine børn at de føler sig frie, og vores hjem er lige så meget deres som det er mit. Så når de hopper i sofaen, og min impuls somme tider er, at det skal de ikke fordi hynderne bliver ‘ødelagt’, eller det kommer til at rode med puder på gulvet, så stopper jeg lige op og mærker efter i mig selv. Hvad er det vigtigste lige? At mit hjem er på en bestemt måde, eller at vi kan leve og lege frit, og have det rart sammen? Og der vælger jeg det sidste. Ikke fordi det med mit hjem intet betyder, jeg går meget op i æstetik og kan godt lide at der er rent og ryddeligt, men det er ikke det primære. Det primære er altid relationerne, og jeg ønsker på ingen måder et liv, hvor det ikke er sådan.

Før i tiden kunne jeg f.eks. finde på at bede børnene rydde op efter een aktivitet, før de gik igang med en ny. Det gør jeg ikke længere, for det ødelægger lidt det gode flow. Ofte vender de også tilbage til en leg i løbet af en dag, så nu får det meste lov til at være fremme, så hele huset somme tider flyder – men det er helt okay. Alt er lige som det skal være.

Nogle dage, hvor mit eget overskud måske føles amputeret, så kan rod og leg alle vegne godt frustrere mig. Men der må jeg huske på, at det er MINE følelser, mine frustrationer, mine behov. Der nytter det ikke at køre det af på børnene og kræve alt muligt af dem, som potentielt tilmed interfererer med gode lege. Her tager jeg så ansvar, som den voksne, og rydder lidt op, gør lidt rent eller andet, som dækker mine behov for ro og orden. Jeg beder ikke børnene participere. Det betyder ikke at de aldrig hjælper med at rydde op, for det gør de skam, og når min energi er god, vil de gerne hjælpe. Hvis jeg er bebrejdende eller irriteret i min energi, når jeg beder dem hjælpe, giver det simpelthen ikke mening for dem og de går bare i baglås. Den der “helt ærligt, det er dit rod, nu må du hjælpe med at rydde op” energi, som både rummer skyld og skam, har jeg i øvrigt heller ikke lyst til at udsætte mine børn for.

Jeg tror på at børns sande natur er at ville samarbejde. De vil gerne være en del af fællesskabet, så de skal nok hjælpe til, når de ellers er i balance og energien hos den voksne er det. Hvis de har det godt og deres behov for connection er dækket, så skal de nok samarbejde. Ofte har de måske også brug for at vi giver dem noget information, som f.eks. hvorfor det betyder noget for os at der ryddes op når dagen er slut, og endnu mere ofte ligger der noget bag, nogle følelser, når de ikke vil samarbejde. Og så arbejder vi med det først.

Så hjemme hos os må børnene lege i timevis i soveværelset med deres venner. I sidste uge havde vi f.eks. vores bedste hjemmeskolevenner på besøg i ti timer, hvoraf de fire foregik i vores kæmpe væg til væg gulv-seng. Jo, jeg kan mærke snerten af “men så er vores sengetøj ikke rent mere” rumstere i mig, men jeg fejer det væk og nyder i stedet den harmoni der opstår, når de leger frit på den måde. Jeg er så taknemmelig for at børnene har fået sådanne venner, hvor legen er så ukompliceret og hvor samværet nærer 100%.

Det er sandt at der ikke er mange restriktioner hos os. Og det ønsker jeg heller ikke der skal være. Hver eneste dag arbejder jeg med at give mere og mere slip, og ikke være så drevet af frygt (det kan være farligt når børnene selv laver en kop the, eller de kan tabe noget og det kan gå i stykker, når de laver deres egen frokost) og sætte mine børn mere og mere fri. I det samme sætter jeg mig selv fri. Fordi når der er plads til at børnene gør og er som de har lyst til, så giver det også noget rum til mig og mit. Og fordi jeg ved det styrker dem at kunne og gøre selv, og de kommer til at tro mere på sig selv, føle de kan alt, og at de lærer alle mulige helt konkrete ting af at være selvstændige på den måde. Alt imens jeg jo er lige der på sidelinjen, observerende og klar til at træde ind med hjælp imens jeg hele tiden er nærværende for dem. For mig er det det gode liv.

37686297_10160746249220338_116206640910303232_n

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s