Åben og sensitiv rimer ikke på blogger og normbryder

Der er noget jeg må indrømme. Som jeg synes I skal vide. Somme tider er det rigtig rigtig udfordrende for mig at skrive her på bloggen. Ikke fordi børnene er hjemme, eller jeg mangler tid, eller jeg ikke ved hvad jeg skal skrive. Det er svært fordi det her med at stå frem med mine overbevisninger og holdninger, ofte mødes af modstand hos dem jeg kender (godt). Jeg tror på nogle ting, der går direkte mod strømmen. Jeg lever et liv, som ikke er indenfor normen. Jeg arbejder ikke, sådan fast med en fast indtjening, og jeg hjemmeskoler tilmed mine børn. Jeg er helt officielt hoppet af hamsterhjulet.

Jeg ønsker ikke en verden hvor alle tænker eller lever som jeg. Jeg ønsker at vi alle gør brug af rettigheden til frit at kunne vælge, hvad der er bedst for os og vores familie. Et godt liv ser jo forskelligt ud, med forskellige øjne, og vi lever sådan som vi ser og føler det rigtigt for os lige nu. Jeg kritiserer ingen mennesker, hverken direkte eller indirekte, for hvordan de lever. Til gengæld sender andre gerne kritik min vej. Og det kan være hårdt.

Jeg er en af de der sensitive (af mangel på bedre udtryk). Jeg kan mærke min krops reaktion på andre menneskers kritiske ord, og er stadig ved at finde ud af hvordan jeg beskytter mig selv mod den slags ubehag. Man kunne måske sige, at så kan jeg jo bare lade være at gjalde op om det ene og det andet kontroversielle emne, men det kan jeg bare ikke lade være med. Jeg vil ikke være en struds.

Men jeg står her i verden med et meget åbent hjerte. Jeg er for det meste ikke længere omgivet af en betonmur af hårdhed og omverdens krav og forventninger, jeg er mit eget kærlige selv med store mængder kærlighed at give af.

Idag deltog jeg i en kærlighedsfyldt kvindecirkel, som mindede mig om hvor meget kærlighed jeg har og er. Som mindede mig om at vi alle er forbundne af denne kærlighed, og at jo mere vi lader den strømme i os selv, jo mere kan der strømme ud til andre. Og den energi kan heale os selv og andre. Når vi lever med hjertet og giver kærligheden plads, så skal alt nok gå.

Jeg er sikker på, at mine ord, hvor stødende de end virker på nogen, gør en forskel. At mit fokus på familieliv, tilknytning og nærværende relationer er vigtige at stå ved. Og når jeg så møder modstand på min vej, hvilket jo er en del af livet, så vil den føles mindre smertefuld, hvis jeg husker kærligheden. Det er jo den det hele handler om.

Så her er jeg, og jeg er fuldstændig som jeg skal være – ligesom du er dig, præcis som du skal være.

28383211_10160140382830338_1509627985_n

Husk dig selv, Mor

Jeg er enormt god til at være og gøre for andre. Lige få ordnet fem læs vasketøj, støvsugning, lege med modellervoks, bage fastelavnsboller, rydde LEGO op, lege far, mor og børn, give min mand en gang rebozo massage, give børnene zoneterapi, lave tre måltider på en dag og rydde op efter dem osv. osv.. Jeg kan det hele. Alt hvad der får tingene til at køre på skinner for alle andre, det fixer jeg.

Men mig selv? Den del formår jeg ikke rigtig at tage hånd om.

Jeg er vokset op med sådan en mor, der altid holdt et rent og ryddeligt hjem, altid havde legekammerater til os alle tre børn med hjemme, altid sørgede for at yndlingsbukserne var rene og pænt foldede til næste skoledag. Hun gjorde det hele og sad aldrig ned. Hun joker altid med, at hun ikke er højere, fordi hun er slidt ned af alt det hun ordner. Og hun ordner også virkelig meget. Jeg gør meget for at holde et rent hjem som hende, og når jeg ugentligt tørrer køkkenskabe over, er det med hendes altid fedtfingerfri i tankerne.

Men jeg har ikke lært hvordan jeg passer på mig selv (og det er så mit eget ansvar nu, at tage hånd om og ingens skyld). Det er i hvert fald ikke noget der falder mig naturligt. I årevis har jeg søgt og søgt udenfor mig selv, i forsøget på at få nogen til at fortælle, hvad jeg dog skal gøre for at livet er lidt nemmere. Og gladere. Og nu ved jeg at svaret er lige her i mig selv, jeg skal nemlig huske MIG.

Jeg kan godt huske at køre ned og havbade og deltage i saunagus ind imellem og elsker det. Jeg kan godt træne nogle gange om ugen, fordi det er godt og dejligt. Jeg kan godt bage en kage med børnene, fordi jeg selv craver sukker og smør. Men i det daglige, mit i hjemmeskolen, er det virkelig svært. Og det er noget jeg reflekterer over hver eneste aften.

Jeg har netop lavet et skema til vores hjemmeliv. Lavet to dage om ugen med faste aktiviteter: en kultur-tur-dag og en natur-tur-dag. Og så har jeg skrevet den daglige rytme ned, med små tegninger, så store og små kan skæve til den og blive mindet om rutinerne. Og hver dag efter morgenmad skal jeg nu til at lave lidt yoga. HVER dag. Fordi det gør mig så godt, jeg savner det og det bare får mig ned i kroppen, så jeg mærker mig selv. Og ved at starte dagen sådan, bliver jeg forhåbentlig bedre til at huske mig og mine behov.

For jeg kan ikke være det jeg gerne vil for andre, hvis jeg ikke først og fremmest er det for mig selv, vel?

Alt er love her i Hippieland

27849541_10160052519340338_764270080_n

Idag var vi på Kulturværftet i Helsingør. Det er een af favoritudflugterne for tiden, fordi man kan lege og spille Playstation der inde. Og læse bøger, mødes med andre hjemmefamilier, sidde og kigge over på Kronborg, hoppe på trampoliner udenfor og meget andet. Det er også een af de udflugter der bare lige kræver at jeg laver en madpakke, men ellers ikke andet.

Da vi sad og spiste tidlig frokost væltede det pludselig ind med børneflokke. Skoler og børnhaver der søgte lidt varme omgivelser at spise madpakker i. Jeg er altid meget observerende i de situationer, opmærksom på hvor anderledes vores liv er end de fleste andres. Og idag var ingen undtagelse.

For tiden er jeg ret følsom. Det der rus jeg følte i starten, hvor det hele var nyt og spændende både med at bo her og med at være hjemme med børnene, er lidt faldet ned. Det er okay og sådan det skal være. Jeg er stadig lige så glad for denne konstellation vi har skabt. Men det nye, den der opdagelsesrejse, er forbi. Og det mærker jeg.

Idag midt i alle de der mennesker, med madpakker i plastikposer og klapsammenmadder i staniol, grædende børn der kaldte på deres mor, men måtte nøjes med en pædagog, blev jeg ramt af “alt det der er galt med verden” tanker. Jeg begyndte at fokusere på, at jeg ikke kan forstå, at man kan bruge plastikposer/-flasker i rå mængder, fordi plastik, både de store og mikroen, er så skadelige for natur og dyreliv. Jeg lod mig rive med at følelsen af, at mennesker går glip af alt det gode i livet, ved at leve så adskilt som vi gør. Jeg fik klump i halsen over at forældre og børn ikke deler livet, hverdagen, oplevelserne, madpakkerne og de skrabede knæ, men i stedet tilbringer dagene i hver deres liv, for at mødes over madlavning og ulvetimer sidst på dagen.

27721184_10160052519455338_1587075578_n

Lige der måtte jeg lige hive mig selv tilbage til mit eget liv, fordi det jo ikke er sundt sådan at sovse rundt i hvad alle andre gør eller ikke gør. Men jeg har jo netop levet sådan der, og det er derfor det gør så ondt på mig. Det gør jeg ikke nu. Det er ikke et nemt liv jeg og vi lever, faktisk. Fordi vi er anderledes end de andre i langt de fleste sociale sammenhænge, og selvom dem vi er tættest på accepterer og støtter op om vores valg, så kan de fleste andre desværre ikke rigtig forstå. Vi kan ikke leve som de fleste, vi kan ikke gå tilbage der til. Der hvor vi skal hen, er et helt andet sted. Og det er blandt andet derfor jeg skriver denne blog. Fordi jeg har noget på hjerte – jeg vil gerne fortælle at der findes andre måder at leve på. Jeg vil gerne sætte ord på den længsel vi er mange der mærker. Jeg vil gerne gøre op med de manglende nærende fællesskaber, og skrive og skrive og tale og tale om det her, indtil der er forandring i sigte.

Vi må tage ansvar, hver især, for hvordan vi lever. Alt hvad vi gør gør en forskel. Vi har ikke plastik i vores køkken. Jeg kunne aldrig drømme om at købe staniol, og det der sniger sig ind, puttes i metalaffald (som vi i øvrigt sirligt sorterer og kører på genbrugsstationen). Vi har opsat et dogme om at alt hvad vi køber skal være brugt, undtagen fodtøj og meget langtidsholdbare ting som f.eks. et klassisk spisebord i naturmaterialer – og vi har aftalt at ALT hvad vi køber, skal der være et reelt behov for, sådan at et fænomen som f.eks. mode ikke fylder i vores liv. Vi er anderledes overfor vores børn end de fleste, f.eks. i forhold til børnisme og voksenmagt (læs indlægget i linket) og jeg kan da også være nervøs for om vi fremmedgør os selv for meget, ved at være så anderledes. Men jeg kan ikke gøre noget, det er sådan jeg er. Jeg er en hippie der lever med hjertet. Og selvom det er udfordrende, så mærker jeg dybt i min kerne, at jo mere jeg lever min egen sandhed, jo mere glad bliver jeg og overskud får jeg til mig selv og mine nærmeste. Alt er love her i Hippieland.

Det er relationer og ikke ting der har egentlig værdi.

27746308_10160048238235338_1981784231_o.jpg

Det er ikke længe siden vi flyttede ind i det lille hus i Nordsjælland. Faktisk har vi boet her godt fire måneder. Da vi skulle flytte gjorde jeg meget for at skille mig af med en hel masse ting, fordi vi sådan drømte om at få mere plads og færre ting. Men på de fire måneder er det alligevel lykkes os langsom at fylde skabe og hylder, så her roder konstant (og vi har IKKE købt nyt). Jeg bliver ganske enkelt skide irriteret over alt det rod. For selvom jeg distraherer mig selv med madlavning, kagebagning, ture til hav og marker, fordybelser i bøger og uendelig tid med mine børn, så forsvinder rodet ikke af sig selv. Og jeg synes jeg bruger alt for meget tid og energi på oprydning.

Derfor er jeg nu igang med forløbet “Fra kaos til kærlighed” hos smilerynker.dk. Jeg har hørt om så mange, der har været så utrolig glade for at blive taget i hånden i 12 uger af skønne Lisbeth, der selv har vendt et hjem og liv med rod og for mange ting til minimalisme og overskud. Og jeg har arbejdshandskerne på – faktisk er både Nikolaj og jeg klar til at give dette projekt hele armen.

Til en start har jeg funderet meget over min egen tilknytning til ting. Jeg har meget som jeg holder fast på, af sentimentale årsager. Men som Lisbeth siger, så er det jo relationerne og ikke tingene der er vigtige. Jeg glemmer jo ikke min kærlighed til min elskede Bedste, fordi jeg skiller mig af med arvestykker der stammer fra hende, som jeg i øvrigt bare har flyttet rundt på altid og egentlig ikke rigtig bruger. Jeg prøver at fokusere på at det at have færre ting, giver overskud både fysisk og mentalt, og det er vel vigtigst af alt. Det er nu vi lever, jeg og min familie, og jeg tror på at færre ting vil give mere glæde. For det er simpelthen så irriterende at flytte rundt på ting man ikke bruger.

Så ALT hvad vi har skal skabe værdi. Jeg elsker puderne i sofaen og billederne på væggene. På den måde kan jeg ikke være minimalist. De ting skaber glæde hos mig hver eneste dag. Men det der arvebestik, som fylder i skabene, har jeg ingen glæde af. Andet end at det fylder og er i vejen. Bøger har vi allerede minimalt af, bortset fra børnebøger. Her skal jeg også hanke op i mig selv, for mange er fra min egen og min mands barndom. Men bliver ikke brugt og står derfor bare og samler støv og energi i hjemmet. Vi elsker at låne bøger på biblioteket, og der kommer vi aldrig til at løbe tør. Men det er en proces med de bøger.

Vasketøjet flyder alt for ofte. Der er vi ikke kommet til endnu i forløbet. Men jeg GLÆDER mig til vi gør. Noget må gøres.

27786205_10160048238075338_884206665_o

Jeg har købt spande, brugt (fordi jeg har opsat et dogme om, at vi KUN må købe brugt, bortset fra nødvendigt fodtøj), til sortering af affald, så det ikke skal hobe sig op på bordet i vores bryggers mere. For der sker desværre altid det, at når først et sted bruges til afsætning, omend midlertidigt, at rod, så vokser mængden og overblikket. Så ALT skal have en plads, hvor det nemt kan placeres med det samme. Derfor skal vores skabe og skuffer heller ikke være overfyldte. Der skal være luft så vi kan se hvad der er, sådan at alt bliver brugt og vi f.eks. ikke køber krydderier vi allerede har stående.

Det er en ret skøn proces. Sådan at blive bevidst om hvad vi har og hvordan vi kan gøre alt simplere. Det er sådan set også derfor vi er flyttet fra byen – så nu skal hele vores liv altså være mere bevidst og enkelt. Med tid og overskud til det vigtige – hinanden og alle de andre vigtige relationer i vores liv. Vigtigst af alt er jo kærligheden.

Alt er som det skal være

Idag var Bertram inviteret til fødselsdag hos en fra sin gamle klasse på Frederiksberg. Han gik i en lilleskole med nærvær, næstekærlighed og plads til alle. Hvor der var tid til den enkelte og et sammenhold uden lige. Man kerede sig fuldkomment om sine medmennesker. Jeg har aldrig været på sådan en skole før. Og jeg savner det den kunne.

Da vi ankom til børnefødselsdag var næsten hele klassen der, og børnene løb til døren, for at byde Bønne velkommen, og jeg selv måtte knibe en lille tåre over det glædelige gensyn. De stod og hoppede op og ned, mens de ventede på hver især at sige hej til ham, og jeg beundrer børns tydelige og ekspressive glæde i sådanne situationer. For wow, hvor var de glade for at se hinanden.

Imens Bønne var til fest kørte fik Irmelin lidt ‘alenetid’ (sammen med de 30 andre børnefamilier på stedet) med mor og far på KU.BE på Frederiksberg. Jeg savner ikke byen, kan jeg bare sige. Jeg har elsket at bo der, dens tilbud og alt det der, men det er ikke det jeg og min familie har brug for mere. Alle de mennesker. Stress. Stimuli.

Da vi hentede Bønne igen, spurgte jeg om han savner skolen. Det gør han ikke. Han savner vennerne, men ikke at gå i skole. Så alt er lige som det skal være lige nu. Vi elsker hjemmeskolen. Vi elsker vores liv med ro på og masser af tid. Vi elsker at finde os selv og hinanden i de rammer vi har nu. Og vi ved ikke hvad fremtiden bringer. Hvad vi drømmer om og ønsker om et år eller fem eller ti. Måske vil B i skole igen en dag. Måske vil Irmelin. Måske bor vi et andet sted. Måske rejser vi til udlandet i en årrække. Måske, måske, måske. Vi aner det ikke og det vigtigste er også, at alt er som det skal være. De kommende år kommer til at være så spændende, så fulde af eventyr og kærlighed og det eneste jeg ved er, at vi skal følge vores hjerter.

Og så er der intet som et havbad, især efter fuldmånen, der kan få mig til at mærke hvad mit hjerte siger. Og det er det, det hele handler om.

Jeg grounder for at kunne leve min sandhed

Grounding. Jordforbindelse. Dybe vejrtrækninger. Meditation. Alle er ekstremt vigtige elementer i mit liv. Jo mere jeg praktiserer disse, jo mere kan jeg leve med hjertet. Når jeg lever med hjertet er jeg mig – mit sande jeg, bare sådan.

Inde i os alle skinner et lys. Vores sjæls lys. Nogle kalder dette for vores personlighed, jeg oplever det mere abstrakt. Jeg kan mærke noget inde i mig – en energi, et lys der brænder. Det føles som meningen med mit liv, det jeg er sat her på jorden for. Jeg kan mærke det som sådan et håb, en lun og spirende forårs-skov-bund, inde i mig.

Det er min essens der begynder at vise sig. Jeg har skrællet og skrællet lag af mig selv gennem årene siden jeg blev mor. I årene op til jeg lod mig overgive til moderskabets altoverskyggende krav om nærvær og urinstinkter, voksede der lag efter lag udenpå mig, som jeg måtte arbejde hårdt for at pille af igen. Mine instinkter var meget tydelige, på mange måder, da jeg blev mor. Jeg sluttede mig tæt om mit barn, beskyttende, symbiotisk, nærværende, observerende og lyttende til alt hvad det lille væsen fortalte og alt det instinktive i mig. Det var fantastisk og jeg følte på mange måder at her var en urkraft så stærk, at jeg bare overgav mig. Jeg elskede at blive mor.

Men samtidig med alt det, var også omverdenens påvirkning. Alle ordene jeg havde hørt fra andre om at blive mor. Alle dem jeg havde hørt sige “åh hvor er det rart at mærke mig selv igen”, når var adskilt fra deres yngel. Jeg forsøgte i otte måneder at stoppe en sutteflaske i barnet, fordi det var sådan jeg kunne opnå frihed igen. Og den der frihed var bare så vigtig, forstod jeg. Vi forsøge at putte barnet i eget værelse, med alle tænkelige strategier (undtagen godnat og sov godt – til det skreg vores instinkter for højt) og læste og læste og læste om hvordan i alverden man fik sådan en baby til at sove. Og da han blev et år kom han i vuggestue, fordi det var bedst for ham og mig. Jeg kan mærke min hals snøre sig sammen, når jeg husker disse ting. For det var ikke min sandhed, at gøre sådan. Min sandhed er den jeg lever nu. Hjemme med mine børn. Tæt. Med frihed sammen. SAMMEN. Men når vi er så meget sammen, så har jeg brug for grounding. Jeg har brug for tid til at mærke mig selv og trække vejret helt ned i fodsålerne og ud igennem dem og mærke moder jord. Jeg har brug for at blive blæst igennem mens jeg skuer ud over havets uendelige blåhed. Jeg har brug for at røre mig fysisk, at tale i timevis med mine bedsteveninder og at ligge på sofaen med min mand. For selvom jeg lever præcis som jeg ønsker, hjemme og tæt sammen med mine børn, så er det også krævende og hvis jeg skal være den bedste version af mig, mest muligt, så skal jeg nære mig selv. Så det øver jeg mig i, selvom det ikke falder mig helt naturligt. Jeg skræller lag af og finder mig selv. Råt for usødet, fuld af kærlighed til mig selv og dem omkring mig og jorden og universet.Og i mellemtiden drømmer jeg om at blive favnet af den der landsby, at blive mødt af smil og varme arme, i alle livets faser. Jeg holder øjne og hjerte åbne ❤️

Adskillelseskulturens fortolkning

tempimageforsave-2

Idag så jeg dette billede blive delt på Instagram. Dem der deler kalder det adskillelseskulturens fortolkning af, at det kræver en landsby at opfostre børn.

Jeg mærker en klump samle sig i min hals, ved tanken om at rigtige mennesker af kød og blod, erstattes af adskillelseskulturens musthaves, som det ses på billedet her. Narresutter, nusseklude og bamser stables op omkring de små menneskebørn, så deres voksne kan tage afstand, mærke sig selv, komme tilbage til den virkelige verden. Jeg har endog set elektriske vugger, som man blot ligger barnet i, så klarer den at få barnet til at falde til ro. Små børn udstyres med iPads som underholdning i alle situationer, og i kombivognene placerer vi dem, så de ikke kan se os, når vi triller dem rundt mellem legepladserne, mens vi går med hovedet nede i vores smartphones.

Det kræver en landsby at opfostre børn. Men vi lever i en verden hvor disse landsbyer, denne nære kontakt til vores medmennesker, er en mangelvare. Vi farer rundt for at tjene flere penge til mere legetøj til os selv og vores børn, for at kompensere for den tid vi ikke har sammen.

Børn har brug for at være knyttet til deres primære omsorgspersoner. I de første år af deres levetid, har de ikke brug for mange andre i deres liv. Vi kan ikke give dem, eller os selv for den sags skyld, for meget nærhed. Vi kan ikke forkæle med kærlighed og omsorg, med tid og nærvær. Det har vi alle brug for i rå mængder.

I landsbyen får og giver vi alle omsorg. Her slutter vi tæt om de barslende mødre (og fædre) og støtter dem lidt ekstra, i den første, sårbare tid. Vi stiller mad foran døren, og svinger støvsugeren i stuen, så de nybagte forældre kan bruge deres energi på at knytte sig til hinanden og det lille væsen, der er kommet ind i deres liv. I landsbyen løber børn mellem husene og mødes på marken og gamle fru Hansen stikker dem en håndfuld æbler og en kande saft og en kærlig skulder at græde på, når de har fået hul på deres knæ. Her er man sammen om at passe børnene, så de voksne kan arbejde på skift. Åh, der er så meget man kan i den landsby, som adskillelseskulturen er meget langt fra.

Vi har ikke brug for flere musthaves. Vi har brug for fællesskaber. Vi har brug for hinanden. Det er vores natur ❤️