Fantastisk feminin

Jeg har netop været på endnu en uddannelsesweekend, sammen med de andre skønne doula mamas. Jeg har givet rebozo massage til en gravid, filmet en masse, lært om æteriske olier (og er hooked) og bare lyttet til Doula Mama Christina og nydt hendes smukke væsen. Det er jo så fantastisk bare at blive fyldt op på den måde. Så givende at være sammen med en gruppe kvinder, med hvem jeg deler en hel masse. Det er rørende og nærende at være i sådan en kvindecirkel og det er klart noget jeg skal dyrke meget mere.

Der er en del i mit netværk der laver søstercirkler og deslige, og det giver bare så meget mening. Hormonelt og emotionelt har vi muligheden for virkelig at connecte, når vi mødes på denne måde. Jeg selv giver i hvert fald slip på alt andet, på omverden på en måde, og fordyber mig i mig selv og det jeg er i, når jeg sætter mig i en rum med sådan en fantastisk feminin energi.

Jeg har før skrevet om hvordan vi kvinder på arbejdsmarkedet og i magtpositioner ude i verden, skal agere på maskuline præmisser. Med det mener jeg at man, i vid udstrækning, må smide omsorg, følelser og andre moderskabelige egenskaber over bord, og ranke ryggen og gå med næverne først, for at blive hørt og respekteret. Og sådan har det bare været, og er det stadig. Men jeg ser også en tendens, i det helt små, til at kvinder begynder at stå mere og mere frem med alle de feminine energier. Vi begynder at turde stå ved vores kvindelighed og bruge den til at opnå ting i verden.

Moder Teresa var sådan en kvinde – ja navnet siger jo alt. Hun var moder for de fattige og gjorde et meningsfuldt stykke arbejde (der var vist også en del kritik af hende, men lader det ligge for nu). Og der er sikkert mange andre som hende i historien og nutiden – men for mig har det maskuline paradigme bare fyldt mest. Og det har længe fået mig til at tænke på modsætningen til det. Nemlig det feminine, måske endda matriarkalske, paradigmeskifte som jeg fornemmer. Jeg mærker det helt konkret på mig selv – hvor jeg før har ‘mandet mig op’ i professionelle (og private nok også) sammenhænge, og tillige følt mig mindre værd grundet min petit skikkelse, så tør jeg nu være den kvinde jeg egentlig er.

Jeg er mor, jeg er kvinde og jeg er menneske. Og enormt mange andre ting. Men jeg er feminin og i det ligger nogle helt uvurderlige egenskaber. Og jo mere jeg tør stå ved min femininitet, fuldt og helt, jo stærkere står jeg. Jeg behøver ikke være andet end det jeg er. Jeg er en fin lille kvinde, jeg er rapkæftet og løvemor, jeg er følsom og emotionel, jeg er varm og elskende – jeg er det hele og jeg er ikke bange for at være noget af det. Jeg vil gerne dyrke det feminine endnu mere. Jeg drømmer om at komme i hænderne på skønne Indigo Moon, som arbejder med kvindevisdom og i det hele taget alt det feminine. Alle mine forbilleder, stort set, er kvinder. Jeg får veninder, mere end mandlige venner – og det er okay. Jeg er ikke en tomboy, sådan som jeg engang inderligt ønskede jeg var. Jeg er en pige (okay, kvinde, men I ved hvad jeg mener) og det er der virkelig stor power i.

Dyrker I selv Jeres femininitet, eller hvad tænker I om det her? Jeg kunne så godt tænke mig at høre om andre oplever dette paradigmeskifte, og hvordan det kommer til udtryk.

Tilbage til at være mor. De to børn jeg nu har hjemme kræver mig, så må videre. Livet er smukt og fuld af feminine energier. Og dem skal vi bruge – alt er love ❤

Børneisme og voksenmagt

Jeg kommer vidt omkring somme tider, i min egen vidensvandring. Jeg elsker research. Virkelig. Jeg elsker at få ny indsigt og viden og kan blive helt opslugt af at fodre mine hjerneceller. Så den anden dag, da en ny og kær veninde brugte begrebet “childism” måtte jeg lige slå det op. Og så blev jeg helt grebet og vidste med det samme at jeg måtte dele det med Jer her.

Jeg følger den australske blog “Happiness is here“. Den er skrevet af en hjemmeskolende mor, med enormt meget fuldstændig fantastisk på hjerte. Hun skriver rigtig meget og rigtig godt om børn, familieliv og selvudvikling – emner der jo optager mig temmelig meget også. Og hendes forklaring af “børneisme” (jeg bruger herfra det fordanskede begreb) vil jeg dele med Jer:

Forestil dig at du skal en tur til frisøren og har din mand med som tilskuer. Du vil have det hele klippet af og inden frisøren svinger saksen, spørger hun lige din mand: “Sådan her, er det en passende længde?” Det ville være langt ude, ikke? Han har da intet at skulle have sagt, i forhold til din nye frisure. MEN når det kommer til vores børn, så er den adfærd pludselig acceptabel. Her må frisøren gerne, hun skal faktisk helst, spørge den voksne til råds, før barnets lokker falder.

Jeg er skyldig i at have udført børneisme på mine børn. Min søn har siddet i frisørstolen, mens jeg har fortalt hvordan det skulle klippes. Flere gange faktisk. Og lige nu kommer der en lille knude i maven over det – for hvor er det bare mega unfair. Det er jo hans krop, hans hår, og han burde jo selv være herre over hvad der er hans.

Sexisme, racisme og homofobisme er begreber vi alle anerkender. Men børneisme er, endnu, ikke på listen. Men det er diskrimination, så derfor skal vi have det begreb meget mere i spil. Lad mig uddybe:

Børneisme er når vi kommunikerer til børn, i det store eller i det små, at de er mindre værd, ikke fortjener respekt, ikke er lige med de voksne. Det kan være små subtile beskeder vi sender dem, mere eller mindre ubevidst, og det kan være når det bliver sagt lige ud: Nu skal du gøre som de voksne siger! (AV, alt i mig gør ondt ved de ord, altså) – DET er voksenmagt, på den grimme måde.

Det er hver gang en forældre bliver spurgt: “Spiser hun kartofler?”, i stedet for at spørge barnet direkte.

Det er hver gang et barns følelser får voksne til at bryde ud i latter, i stedet for at vise empati.

Det er når barnet ikke må få et glas vand, før det har sagt “be om”.

Det er hele ideen om at børn skal “ses og ikke høres”.

Det er når jeg bestemmer min søns frisure, i stedet for at lade ham selv bestemme (undskyld, Bønne – jeg gør det aldrig igen).

Det er når voksne nøder børn til kram ved at sige “ellers bliver jeg ked af det”, så barnet får følelsen af ikke at være herre over sin egen krop.

Det er når børn udstilles, f.eks. online med billeder, hvor de gøres til grin over følelser de har.

Det er når voksne mener de fortjener respekt, blot pga deres overlegne alder.

Det er når børn tales om mens de er i rummet, som om de ikke var til stede.

Det er når der bruges straf eller præmier, til at manipulere et barn til at gøre som man vil have det til.

Det er når vi finder store mængder bøger, film og “coaches”, der skal hjælpe os med at “træne” vores børn til f.eks. at sove, oftest ved fuldstændig at ignorere barnets behov.

Det er når vi laver forskning der beviser, at børn bare “skal lære det”, når de bliver adskilt fra deres primære omsorgspersoner og græder i smerte, i stedet for at behandle dem som mennesker.

Det er når du læser denne blog-post og vender øjne, fordi du synes det er latterligt det jeg skriver.

Alle de ting jeg nævner ville ikke være acceptable, hvis vi talte om voksne i stedet for børn. For børn anses desværre stadig i bred forstand som mindre værd – uvidende mennesker som vi skal lære alt om verden. Men bare fordi man er et barn, som er afhængig af voksne, betyder det ikke at man skal behandles dårligt eller som mindre værd. Hvis du er handikaphjælper, kan du jo heller ikke behandle en 32 årig i kørestol som mange behandler deres børn – for handikappede er jo lige så meget værd som alle andre (voksne).

Børn har simpelthen ret til at bestemme selv og blive hørt. Selvom de er små mennesker, som ikke bidrager med noget (per say) til verden, så er rettigheder altså ikke noget man skal gøre sig fortjent til. Alle mennesker fortjener at bestemme over egen krop og frihed til at udtrykke sig. Men børneisme foregår stadig i stor stil.

Jeg tænker faktisk dette er et ret vigtigt emne. Især i disse valgtider, hvor barnets stemme i den grad trænger til at blive hørt – se det her.  Og det hele starter jo med at vi anser børn som værdige mennesker, bare fordi de er. Og så må vi jo hver især virkelig granske os selv og holde op med at bruge vores magt over børnene, enten gennem manipulation eller mere direkte adfærd, til at få dem til at gøre som det behager os voksne.

Jeg tænker at dette er så grundlæggende. Det der sker er at vi render rundt og bruger vores “voksenmagt” til at genvinde noget af den magt, vi ikke havde over os selv da vi var børn – fordi nu er det vores tur til at være den voksne. Vi må udvikle os, lære, og indse at måske er det bedre at være respektfulde overfor børnene, og tage den vej i stedet.

Børnene er det vigtigste vi har. Og jeg ønsker for mine børn at de føler sig lige så meget værd som de voksne omkring dem. Jeg har taget min søn ud af skolen, fordi læreren yndede at bruge “voksenmagt”, altså magt over, til at få sine budskaber igennem. Jeg forsøger at tale mine børns sag, når voksne fniser af et vredesudbrud over ikke at måtte få lyserød glasur til frikadellerne, og sige til de voksne, at barnets følelser er helt okay. Jeg siger til mine børn, eksplicit og indirekte i den måde vi er familie på, at deres meninger er vigtige. Jeg udvikler mig selv og mine “ar” fra min egen barndom, så jeg ikke behøver demonstrere min “voksenmagt” for at få det bedre med mig selv. Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg fortæller og viser mine børn at alle deres følelser er helt okay. Jeg fortæller mine børn at DE er helt okay som de her, og prøver at styrke deres værd, ved at anerkende dem de er hver eneste dag.

Børneisme er en grim ting. Det er voksenmagt og det er syn på børn der er helt skørt. Vi ER blevet klogere end det. Vi VED mere om børn nu. Så lad os komme det til livs, få sat begrebet på dagsorden og få hørt barnets stemme i denne verden.

Det ER naturligt at være sammen

Idag har jeg haft en samtale med en anden mor, der lever med hjertet. Hun har flere store børn og een der stadig er i børnehave. Og vi talte om hvor fedt det er, når vi tør tage vores børn med i det liv vi lever. Når vi har dem hjemme, selvom vi må arbejde lidt ind imellem. Og så kom vi ind på den der følelse, jeg tror mange kan genkende: Er vi egoistiske, når vi bare gerne vil være sammen med vores børn og derfor holder dem hjemme fra pasningstilbud? Og vi var selvfølgelig helt helt enige om at NEJ, det er ikke egoistisk at tilbringe tid med sine børn og NEJ vi frarøver dem intet, ved at have dem hjemme med os.

Men det er lidt det sprog vi har talt i vores samfund meget længe. At institutionerne er gode for børn, at de lærer mere der med professionelle voksne, end vi kan give dem hjemme. At børn har brug for at blive adskilt fra mor og far og møde andre børn og voksne for at lære sociale spilleregler. At de uddannede voksne der er i institutionerne ved meget mere om børn og hvordan de skal håndteres, end forældre uden pædagogisk uddannelse gør. Og vi har fortalt os selv og hinanden at det er bedst børnene er meget i institutionerne, altså hver dag, fordi den kontinuitet er vigtig, for at være en del af det sociale, og for at det er nemmere for børnene at blive adskilt fra forældrene og have ‘gode’ dage i institutionerne.

Alt i mig har længe værket og smertet, ved denne forståelse af det at have børn. For jeg synes det er så vendt på hovedet. Børn har først og fremmest brug for at være sammen med deres primære omsorgspersoner, og i de første leveår har de brug for dette hele tiden. Børn er ikke klar til vuggestue, fordi de begynder at kravle væk fra mor i legestuen og interessere sig for andre børn. De er bare klar til at lære andre børn at kende, at udvide deres horisont, men det kan også foregå med en primær omsorgsperson som vidne. Det foregår faktisk bedst med en primær omsorgsperson i nærheden, fordi de så ikke skal igennem adskillelsen (som altså IKKE er en naturlighed for små børn -det er ikke noget de SKAL igennem. De SKAL være sammen med deres forældre, helst, og denne sunde tilknytning er fundamentet for alt andet i resten af menneskets tilværelse) først. Fordi når de primære personer er omkring børnene, kan de trygt udforske verden omkring dem. Og den tryghed er grundlæggende for et sundt indre liv.

Når vi i vores samfund er på barsel, er vi ofte overladt meget til os selv. Vi er alene med baby og alene om alt det praktiske. Vi er alene med mange store følelser og føler os ensomme og afskårede fra alle andre. Så efter et halvt år i denne smertefulde tilstand begynder vi at længes efter arbejdsmarked og adskillelse fra baby. Og det ender så når baby er omkring 10 måneder – så kan vi endelig ånde lettet op og suse afsted på job, alene og uden barnet – fri som før forældreskabet.

Men det er jo ikke meningen det er sådan her det skal føles at være forælder. Det er meningen fællesskabet omkring os skal støtte op og være der, sådan at livet med børn føles rart og meningsfuldt. Sådan at de der gerne vil arbejde kan gøre det, velvidende at deres små får kærlig omsorg af andre kendte voksne. Sådan at man tager sig af hinandens børn f.eks. på skift, mens de er små, så man kan arbejde den smule der er brug for. Det er meningen at fællesskabet skal være der i barselstiden, så den ikke bliver så ensom og smertefuld. Det er jo meningen at vi skal være mere sammen om det hele i det her jordiske liv.

Jeg er ikke på en mission for at gøre alle forældre hjemmegående eller alle institutioner overflødige. Jeg er her for at råbe op om den tidlige tilknytning, som er så vigtig. Og for at kaste et lys på hvordan vi med fællesskaber kan støtte op om tilknytning, forældreskab og familieliv, så det hele kan leves lidt mere lykkeligt. Fordi jeg tror vi vil finde en bedre balance i vores liv mellem aktiviteter i og udenfor familien, hvis vi styrker fællesskaberne.

Mange er allerede kommet til denne erkendelse. Øko-landsbyer, bofællesskaber og kollektiver pibler frem over det ganske land. Børnefamilierne flygter fra de store byer ud til landdistrikterne i jagten på et liv i balance. Fordi det er billigere at bo på landet, man er tættere på naturen og derfor får mere naturligt jordforbindelse. Fordi på landet findes andre der søger det samme – tid og ro til familielivet.

Så lad os være enige om at tid tilbragt med vores børn ER meningsfuldt. At det er naturligt at være sammen som familie. At det er naturligt at børnene vil os og vi vil dem. Jeg er fuldstændig overbevist om at det bedste sted for vores børn, er sammen med forældrene eller andre primære omsorgspersoner. Vi lever det selv fuldt lige nu – hverken skole eller børnehave gør vi brug af. Og det er rebelsk – det er jeg klar over. Men det er SÅ rigtigt for os. Og hvis vi så også havde det her landsbyfællesskab omkring os, med andre hjemmebørn og -voksne, så ville det faktisk være perfekt.

Landsbyerne lever på Djursland

Mit hjerte har slået lidt hurtigere i denne uge, hvor jeg er dykket lidt ned i forskellige spændende projekter på smukke Djursland. Det gør mig nemlig så glad at læse, at mange danskere rigtig gerne vil, mange af de ting jeg selv er optaget af. For det indikerer at der er håb for sådan een som mig. At den bevægelse jeg selv føler jeg er en del af, os der kæmper for det nære fællesskab og de gode menneskelige relationer, rent faktisk spreder sig.

I denne uge skrev Zetland, i denne artikel, om hvordan de på Mols har fundet løsningen på landsbydød . Her vokser befolkningstal, der er planer om en ny havn og foreningsliv og fællesskab blomstrer. Denne fremgang har de opnået ved at skabe landsbyklynger, så de ved hjælp af frivillige kræfter, har fået en hel masse aktiviteter stablet på benene, som har styrket sammenholdet og gjort Mols til et attraktivt sted at bo.

Ved Thorsager er der en økolandsby i støbeskeen – Knudshøj regner med at overtage en kommunejet grund i 2018 og lige nu er der 30 voksne med i projektet. Det siger sig selv at bæredygtighed er i højsædet ligesåvel som fællesskabet.

Og så er der Grobund i Ebeltoft – et rigtig stort projekt, som jeg er virkelig fascineret af. Meget kort fortalt planlægger de at bruge en gammel industrihal til produktion af materialer til bæredygtige huse og til kultur- og foreningsliv. Der vil også blive bygget en form for en økolandsby på en tilstødende grund ved Ebeltoft havn. Det er et visionært projekt med nogle helt vildt engagerede mennesker bag og idag har de over 200 aktive medlemmer i foreningen. Der er tanker om off-grid huse (huse der bygges gældsfrit og som herefter også kan leves i omkostningsfrit – hvordan har jeg ikke helt sat mig ind i), kollektiver og mikro-huse a la kolonihaver og sikkert andre, jeg ikke lige har fået med. Medlemmerne er børnefamilier, unge og ældre og jeg forstår virkelig godt hvorfor man vil det her projekt. Jeg forestiller mig at det bliver et fantastisk sted at leve og arbejde. Der bliver kontorfællesskaber hvor man kan have egen virksomhed og der bliver sikkert også jobs at få i selve Grobund med tiden.

Jeg er simpelthen så vild med at det her spreder sig. At flere og flere føler det meningsfuldt at leve sammen i fællesskaber af den ene eller den anden art. Jeg tror virkelig på, at en del af den smerte vi mennesker i denne meget resultatorienterede verden føler, kommer af manglen på meningsfulde fællesskaber. Jeg tror mange udfordringer i samfundet kan løses, ved at styrke fællesskaberne. Så mødre på barsel ikke skal være ensomme og blive deprimerede, og føle trang til at adskille sig fra deres babyer, mens disse stadig er meget små. Så vi igen kan se værdi i at bidrage med andet end målbare resultater. Så vi får skabt nogle rammer om familierne, som gør det mere tåleligt at leve end det på mange måder er nu. Alt dette i fællesskab – hvor vi giver og tager og fylder os selv og hinanden op med nærhed og mening.

For det kræver en landsby at opfostre børn. Vi er nu engang flokdyr – lad os finde de der instinkter frem igen – med kærlighed og nærvær.

 

Frihedstrang

For tiden er jeg meget optaget af frihed. Jeg kan mærke dybt i mig, at noget af det her med at tage min søn ud af skolen og hjem til ikke-skole, handler rigtig meget om frihed. Der er noget i mig der råber. Råber på at blive sat fri.

Jeg synes saftsuseme det er svært. For jeg har jo levet et andet liv. Jeg kom i vuggestue da jeg var tre måneder, senere i børnehave og skole. Det var ikke et særlig frit liv. Mine forældre fandt dog en skøn byggelegeplads, hvor min bror og jeg tog bussen hen efter skole, i stedet for almindeligt fritidshjem. Det var et sted som føltes som om det var på landet, lige ved Brabrandstien i Aarhus og med rigtig meget plads at brede sine vinger ud på. Her kunne vi bygge vores egne (lege)huse, mange i flere etager og med gangbroer mellem – sådan en miniature landsby skabt med børnehænder. Der var Blackie, en lille, sort pony, der somme tider fik udbrydertrang og stak af i fuld galop hen over byggelegepladsen, og smed enhver modig rytter hen over sand og hegn, somme tider så ambulancen måtte hente tilskadekomne børn. Holger, een af de voksne, styrede træværkstedet og somme tider puttede han traileren bag på sin bil og drønede rundt på pladsen i fuld fart, med hujende og skraldgrinende børn bumlende rundt i den slidte trailer. Det var et sandt paradis. Her var vi fri, indenfor hegnet, i timerne efter skole.

Men resten af mit liv har ikke været så frit. Og jeg har haft svært ved at finde min vej somme tider, af alle mulige årsager. F.eks. efter gymnasiet, som jeg startede på direkte efter niende, hvor friheden var overvældende. Jeg vidste jeg ville rejse til Australien i et år, og skulle jo tjene penge hertil, men havde svært ved at tage mig sammen til at finde et job – fordi da Studenterhuen sad på, var der jo INTET jeg SKULLE.

Jeg har altid opsøgt friheden. Som hestepige var jeg mest til små landsteder hvor jeg kunne passe hestene og så få lov at ride lidt på dem. Jeg var ikke så meget til rideskoler og undervisning. Jeg ville hellere stå i en hestestald og lade som om det hele var mit, og drømme mig væk til et helt andet liv. Jeg elskede at gå rundt på marker og enge og kigge på naturen og blive smurt ind i støv og læderfedt, når jeg skulle passe rideudstyr, hestestalde og fodertider. Jeg var ofte helt alene i disse oplevelser og sådan kunne jeg faktisk lide det. For så kunne jeg lege lige det jeg ville og være lige den jeg ville, lige i det øjeblik.

Jeg er også meget anti-autoritær. Jeg kan ikke finde ud af at gøre som der bliver sagt. Og det skal forstås helt bogstaveligt. Når nogen dikterer hvad jeg skal, så gør jeg det sjældent. Og autoriteter i det hele taget har ingen effekt på mig. Jeg tror på det jeg tror på, jeg ved det jeg ved og jeg er den jeg er. Og så gør jeg oftest bare præcis hvad der passer mig.

Men det har ikke altid bragt gode ting med sig at være som jeg. I skolen fik jeg ofte skældud og reprimander og blev straffet for min frihedstrang. Samtidig følte jeg ofte at jeg blev holdt nede og tilbage – jeg følte ofte at jeg ville vide mere, lære mere, gøre mere end skolens rammer tillod. Jeg var og er ikke ekstraordinært intelligent, men jeg er meget meget nysgerrig og videbegærlig. Så for tiden tænker jeg på, hvor det ikke kunne have bragt mig hen, at have mere frihed. Tænk hvis jeg havde kunnet fordybe mig, når jeg så gerne ville det, og gøre det modsatte når noget ikke appellerede til mig. Jeg kan slet ikke forestille mig det.

Så lige nu prøver jeg mest af alt at give mig selv og min familie mere frihed. Sådan at vi alle hver især føler os frie til at gøre hvad vi gerne vil. Selvfølgelig er der kompromisser der skal indgås, men der kan faktisk være plads til os alle. Og jeg kan mærke på os alle fire, hvordan det bare gør os så glade.

Næstekærlighed

Denne weekend har været dedikeret til Irmelins fødselsdag – hun blev nemlig tre år igår ❤️ Så mine forældre og min yngste lillebror tog turen til Nordsjælland, for at være med til at fejre. 

Jeg var i et underligt humør. Faktisk rigtig dårligt humør og jeg har stadig ikke helt afdækket, hvad der præcis var på spil. Men noget af det handlede helt klart om den her situation vi herhjemme er i lige nu. At jeg sådan automatisk er lidt klar til kamp, når hjemmeskole kommer på tale. Ikke at mine forældre stillede kritiske spørgsmål eller ikke bakker op, men fordi jeg nok holder alle andre lidt på afstand lige nu, mens jeg forsøger at finde fodfæste, sammen med min lille kernefamilie. Men faktisk er det slet slet ikke det jeg har brug for – jeg har brug for at der dannes en støttende cirkel af mine aller nærmeste omkring mig lige nu, så jeg kan føle at jeg ikke er alene i det her liv.

Som så mange andre, har jeg svært ved at række ud og svært ved at lukke ind. Jeg har nemmere ved at lukke ude og skubbe væk. Det er jo en beskyttelsesmekanisme, men den tjener mig bare ikke altid helt hensigtsmæssigt. Så derfor stod jeg under bruseren her til aften og tænkte igen på den der landsby.

Jeg mindes en udsendelse jeg engang så, om et kvindefællesskab i et flippet samfund af en art, hvor kvinderne samledes i en fødecirkel, når en gravid var tæt på fødsel. De overøste den gravide med kærlig energi og emotionel støtte, uden egentlig at bruge en hel masse ord, men blot ved deres fysiske tilstedeværelse. Da jeg så det syntes jeg det var enormt mærkeligt – fordi jeg ikke forstod den der kærlighedsenergi rigtigt. Men den seneste uge har jeg tænkt på det program flere gange, og nu forstår jeg faktisk hvad der foregik. Den der ubetingede støtte cirklen var, var jo bare så rørende smuk. Og faktisk savner jeg dybt dybt sådan en cirkel for mig selv og nok også for hele verden.

Det er det denne her søgen efter ‘landsbyen’ jo handler om. Den handler om at finde et sted, en cirkel af en art, hvor man griber og støtter hinanden til et kærlighedsfyldt liv. Et liv med mening og hvor vi lever i fællesskab. Hvor vi er omgivet af vores klan – dem der altid støtter op og er der. Jeg ønsker det for mig selv og så ønsker jeg det for at videregive de værdier det repræsenterer til mine børn. At vi tager ansvar for os selv og hinanden. 

En klog kvinde skrev her til aften til mig: Næstekærlighed kan bringe os langt. En tåre trillede ned af min kind da jeg læste de ord. For når jeg har aller mest brug for kærlighed, så udviser jeg ikke den næstekærlighed der nok skal til, for overhovedet at modtage den kærlighed jeg higer efter. Det er jo et paradoks. Derfor er landsbyerne så vigtige – et sted hvor næstekærligheden fylder meget – fordi kærligheden kan overvinde alt.

Mere minimalisme

I aftes så jeg flow tv – hvilket efterhånden er noget jeg sjældent gør. Først Aftenshowet, som havde besøg af to fyre med makeup, tatoveringer og steroide-pumpede muskler –  sådan nogle mennesker der lever for deres image, altså deres udseende. Senere så jeg et program der handlede om luksus – mennesker der lever for og i luksus. Der mødte man en kvinde, der brugte alle sine penge på Louis Vuitton tasker og en kvinde der havde en klub for luksus-bil-elskere. Man så eksperter udtale sig om at luksus-tendensen er tilbage og nu vil folk igen gerne flashe mærkevarer og bruge penge på materialisme og selv-forkælelse. Og som det sidste var der et indslag i tv-avisen om unge kvinder der samler på dyrt porcelæn. Jeg var bare helt overvældet efter sådan en bombardering.

Først rynkede jeg blot brynene lidt, men som aftenen skred frem kunne jeg mærke aversionerne vokse i mig. Der er jo intet galt i at ville bruge sine penge som man lyster – vi er jo alle ansvarlige for at gøre os selv lykkelige. Men meningen med at jagte et luksus-liv, prestige og show-off fik bare mine antenner til at vokse lidt.

Jeg har også elsket designer-solbriller, alt for dyre stilletter og eksklusiv makeup. Men gensynet med den der luksus-hungren, fik mig ikke til at længes. Tværtimod.

I min familie mangler vi ikke noget. Vi har nok og på mange punkter alt for meget. Vi forsøger hele tiden at rydde ud og skille os af med ting, her imens vi stadig finder os helt til rette i det nye hus. Julen står for døren og vi har meldt ud, at gaver i år gerne må være genbrug og helst skal holdes helt helt nede, med mindre gaven er ikke-materiel. Vi har de penge vi skal bruge, men ønsker ikke at fyre dem af på flygtig tilfredsstillelse i form af materielle goder. Vi, især jeg, vil så gerne leve mere minimalistisk. Det føles meningfuldt og bæredygtigt – inspireret af Lisbeth der har Smilerynker.

Så igår da det blev tydeliggjort, at der stadig er en hel verden der higer efter luksus og materialisme, da der blev sagt at det er slut med speltboller for nu er luksus-tendensen tilbage og vi vil igen vise vores status med dyre mærkevarer, så tog jeg en dyyyyyb indåndning. For det gør faktisk ondt på mig, at det er den historie vi nu igen skal fortælle os selv og hinanden. At det der med at halse rundt og jagte penge og materialisme, flygte fra det nære og det, for mig at se, vigtige, er SÅ VIGTIGT og rigtigt. Jeg bliver så ked af det. For det giver ingen mening. Det er fuldstændig tømt for mening at fortælle den historie. Det trækker næringen ud af os. Vi bliver syge – helt bogstaveligt bliver mennesker syge at det der liv. Af at skulle leve op til alt muligt der ikke er naturligt for os.

Så igår aftes mærkede jeg at der var en mening med at jeg skulle se alle de tv-programmer. Jeg skulle mindes om det der er vigtigt for mig. At jeg er en anden nu, end jeg var da Louis Vuitton reklamer og vindues-shopping kunne gøre mig blød i knæene. Jeg har brug for en dybere mening, et dybere nærvær og færre ting. Jeg så også Bonderøven i aftes. Og det er meget mere alt hvad han står for, som jeg i virkeligheden identificerer mig med nu. Han snakkede om sølvpapirshat og om at trække internet rundt i huset via ledninger i stedet for wifi, for at undgå en masse unødig stråling. Han lavede tap-slids samlinger og hånd-høvlede lister til huset. Og det er det der liv jeg trækkes mod. Som jeg lige nu er meget tættere på at leve, end jeg har været før. Jeg har stadig brug for at omgive mig med smukke og lækre ting, bare af nogle helt andre årsager og med et helt andet fokus. For mange ting forstyrrer mig, de roder og vi aner ofte alligevel ikke helt hvad vi rent faktisk har – og så er det jo ikke til nogen nytte at vi har alle de ting. Vi bruger ofte heller ikke alt det vi har, så at skære ned til det man rent faktisk bruger, og så skærme os selv lidt fra butikker med nyt, som vi fristes af, gør at livet faktisk føles lidt lettere.

Nu vil jeg vende tilbage til perlepladerne som min søn sveder over – han skal åbenbart lave 23 lyserøde spøgelser til sin lillesøsters tre års fødselsdag i morgen. Så det er en travl dag idag.