Det meningsløse i forbrugssamfundet og måske lidt at tænke over

Idag talte jeg med min far, der netop havde fyldt et lagerlokale hos een af de førende virksomheder indenfor opbevaring, med alle de ting fra deres hus, som ikke kan være i deres nye lejlighed. Det er jo fedt, at der findes sådanne steder til midlertidig opmagasinering af ejendele, hvis man netop sælger et hus, og ikke helt ved hvad de langsigtede planer er. Det der gør, at det lige gipper i mig når mine forældre støtter sådan en slags virksomhed er, at det er selve behovet for de store opmagasineringssteder, i vores samfund og andre der minder om, som for mig kommer til at blive absurd. Jeg bliver provokeret, fordi det ikke føles rigtigt at det er sådan vi lever.

Vi lever nemlig i et forbrugssamfund, hvor materialisme fylder meget. Folk køber og køber, og må tage quick-lån og jeg ved ikke hvad, for at finansiere deres lyst til nyt. Ikke alt materielt er skidt, men når vi forbruger uden at bruge hovedet, uden at forholde os til hvad det gør ved os som mennesker og vores klode, så er vi ude på et sidespor. Alle jeg kender, inklusive mig selv, har mere end de har brug for – både af tøj, køkkenting, møbler, udstyr osv. osv. Og når jeg bevæger mig i fristelsernes land, der hvor butikkerne er, så bliver jeg også draget, og inde i mig kommer der en insisterende trang til at købe nyt. Det nye, lækre, moderne og trendy lokker og jeg er selv svag, når det kommer til den slags. Derfor holder jeg mig fra det nu om dage, for sådan styrer jeg mig bedst.

Jeg ville ønske verden ikke var sådan. Mennesker arbejder utrolig meget, har utrolig travlt, for at få råd til alt muligt. Nuvel, nogle er også glade for deres jobs, og får også noget mere ud af det end blot penge på kontoen, men alligevel bruger langt de fleste (af dem jeg kender) rigtig mange penge på materielle ting. Folk skifter køkkener ud efter fem eller ti år, fordi de ikke længere er “fede”. Folk får nye spisestuemøbler, fordi det eksisterende, som måske også er max fem år gammelt, ikke længere passer i stilen. Vi køber en ny stempelkande, fordi den gamle jo ikke er i det super hotte metallic-look. Vi mangler konstant mere opbevaring i hjemmet, indtil vi må købe os til løsninger udenfor matriklen, fordi pladsen er sluppet op.

For mig er det enormt meningsløst.

Siden vi flyttede, har jeg været i en ongoing proces med at slippe mange af vores ting. Det betyde,r at jeg prøver at leve ud fra devicen ‘noget må ud, når noget nyt skal ind’. Jeg køber ALT brugt, først og fremmest, med mindre vi har et akut behov og genneren eller dba ikke er behjælpelig. Men det sker virkelig sjældent. Jeg forærer ting bort, som vi ikke længere bruger, frem for at køre dem på losseren, fordi det giver mening for mig, at genbruge, og dermed bidrage til at der produceres mindre. Afskaffelsen af ting koster dyrt på forurenings-regningen, ligesom produktionen af nyt gør det. Og det er noget vi alle må forholde os til.

Når jeg prøver at have færre ting, så er det også fordi jeg kan mærke, at jo mere simpelt tingene er, jo færre ting der er, jo nemmere er mit liv. Det roder mindre, der er mindre at forholde mig til, og jeg bruger færre penge på ting. Jeg er ikke minimalist, og bliver det aldrig, men jeg har mindre end jeg har haft. Hele tiden kommer der dog jo alligevel nyt til, f.eks. 20 tuber flour-frit økotandpasta som er så billigt i tyskland, at vi købte det med hjem fra Berlin, og nye essentielle olier og krystaller – så helt uden forbrug lever jeg ikke. Men jeg tænker over, at de nye ting der kommer ind, skal nære min sjæl såvel som krop og sind. Derfor betyder bæredygtighed, genbrug og økologi meget. Det føles nemlig meningsfuldt for mig. Jeg tager stilling og intet købes ‘bare fordi’.

Forbrugssamfundet giver mig faktisk ondt i maven. Jeg kan ikke forstå at mennesker ejer så meget, at de må tilkøbe sig ekstra plads ude i byen, for at kunne holde fast i det hele. Min far berettede, at mange mennesker har sådan et lager-lokale i ti år, for derefter blot at smide det alt sammen ud. Ti år koster rundt regnet 100.000 kr, hvorefter erkendelsen tilsyneladende er, at man ikke har brug for de ting der stod der, så man skaffer sig af med hele molevitten. Det giver da virkelig ikke mening. Og selvom man jo langt fra kan konkludere, at lager-steder for private udelukkende er skidt, så synes jeg alligevel, at det er noget vi kan tænke lidt over hver især.

Ejer du mange ting? Bruger du det hele? Har du virkelig BRUG for en ny vase, fordi ingen af dem du i forvejen har, er den der smukke, nye orange farve, som er så in lige nu? Hvorfor føler du du har brug for nyt? Hvad er der galt med det du allerede har? Hvilket behov dækker din nye, blomstrede kjole reeelt? Kunne du ikke bare bruge een af de syv du har i forvejen? Og nye, sorte støvler? Jo, dem du har, har ikke den der 3,5 cm hæl som Eurowoman har erklæret den “nye” hælhøjde (det her er rent gætteri, jeg har ikke læst et dameblad i årevis), OG HVAD SÅ?

Jeg opfordrer dig til at rydde op og rydde ud. Så det du har er det du rent faktisk kan lide. Og det gælder hvert eneste rum i dit hjem. Spørg dig selv: Har jeg brug for denne ting? Hvornår har jeg sidst brugt den? Er den mig, eller blot en forestilling om hvem jeg gerne vil være? Kunne andre få mere glæde af den, hvis jeg gav slip på den? Giver denne ting mening for mig at have og hvorfor?

Jeg lover at det er en fantastisk følelse at have og forbruge mindre. Pludselig kommer der plads i dit liv og måske din økonomi, til at gøre og mærke det der egentlig er væsentligt. Når alt er mere simpelt, når der er færre ting at forholde sig til og skulle træffe valg omkring, så frigiver det energi og tid til relationerne – både den til os selv og dem vi holder af. Og det er det livet handler om. Relationerne.

(Her er et billede af min vindueskarm: En lysestage som jeg ‘arvede’ af mine svigerforældre (til jul ønskede jeg mig brugt, gerne fra deres hjem, eller oplevelser) fyldt med smukke krystaller, min diffuser med lækre, essentielle olier fra doTerra på og blomster fra naturen udenfor min dør, i en gammel vase. Kun det bedste er godt nok – det handler ikke om mængden for mig, men om at det jeg har, føles nærende for mig.)

35732307_10160602136355338_2310433951295995904_n

 

Livet går og klokken slår og nu er jeg her igen

33374912_10215758318701440_1555830544103636992_n

Tiden går og jeg har simpelthen været så hængt op af at nyde livet, tiden og friheden, så bloggen røg lidt i glemmebogen. Nu er jeg tilbage, for mange tanker florerer og skal deles.

Jeg er igang med 1000 ting. Jeg skal lave kvindecirkel med to andre fantastiske kvinder, og indtil videre ca. 15 tilmeldte, heriblandt en 73 årig kvinde, hvilket bare fylder mig med så stor taknemmelighed og ydmyghed. Tænk at så mange vil have del i den energi vi føler lyst til at dele. Tænk at vi ikke er de eneste (selvfølgelig er vi ikke det) der har lyst til at mærke hvordan vi som kvinder kan løfte hinanden, når vi finder sammen i et fællesskab. Find eventet “Sacred Sisterhood Beach Circle” på Facebook, hvis det interesserer dig 😉

Derudover er jeg igang med min første doulaklient. En førstefødende, amerikansk kvinde og hendes mand og datter i maven, som jeg skal støtte til at få den fødselsesoplevelse de drømmer om. Det er sådan en smuk rejse for mig, og for dem, og jeg glæder mig til at dele mere med Jer om det.

Og så arbejder jeg jo med verdens bedste essentielle olier fra doTerra. Jeg er i fuld gang med, at hjælpe andre mødre igang med, at bruge olierne til at støtte dem selv og deres familier til et naturligt sundt liv. Og jeg lærer så vanvittigt meget og min egen familie har så meget glæde af de olier. Det vil jeg også fortælle mere om en anden gang.

Samtidig hjemmeskoler jeg jo to børn. Og alene det, optager nærmest al min tid. Og det skal det, sådan vil jeg at det skal være, og hver eneste dag er jeg så taknemmelig for det liv vi lever.

Derudover har jeg jo, som alle mødre i denne verden, en milliard praktiske gøremål, som jeg må og skal tage mig af. For det meste klarer jeg det mest nødvendige, og når begge børn sover, et sted mellem 20.30 og 21.30, så når jeg enten lidt admin på min computer (mails og beskeder der skal besvares, ting jeg lige skal undersøge og se på, osv..) eller ligger i sofaen, indtil jeg tager mig sammen til at gå i seng.

Faktisk kan jeg ikke helt følge med. Der er for mange ting, og for få timer. Det kan måske forekomme sært, når jeg ikke arbejder og tid er alt vi har, men det er sådan det er. Vi vil gerne lave fede og spændende ting, vi nyder vores frihed og gør lige det vi har lyst til hver dag. Og det er totalt magisk og alt er lige som det skal være, men det betyder altså ikke at jeg kan nå alt det jeg skal.

Og lige i de her dage ringer der journalister, og vil have mig til at stille op i tv og fortælle om hjemmeskole, langtidsamning og andre radikale livsvalg. Og jeg kan mærke at formidlingen her inde ikke må gå i stå. Jeg har så meget på hjerte. Men tingene er nødt til at komme mere i system, for at jeg kan nå alt. Det er jo ikke raketvidenskab, så nu vil jeg putte mine børn og lægge en plan.

Tak fordi I stadig er her 🙂

Barnet nægtede at samarbejde til den kommunale sprogvurdering

Jeg har det meget meget stramt med at skulle udsætte mine børn for tests. Det handler om, at jeg ikke tror på, at systemer der er sat op til at skulle vurdere alle mennesker på præcis samme parametre, som ikke tager højde for den enkelte, gavner mine børn. Jeg bryder mig heller ikke om, at bede mine børn om at præstere når de ikke selv har lyst.

Ifølge dagtilbudloven skal alle børn på tre år, der ikke går i daginstitution, modtage en sprogvurdering fra kommunen. Den var Irmelin og jeg afsted til idag, på trods af at jeg havde udskudt og skubbet det foran mig længe.

Irmelin og jeg talte forinden om, at vi skulle mødes med en sød dame, der skulle tale med hende, og i bilen på vej der ind, var lutter glæde. Min datter snakker normalt rigtig meget, om alt mellem himmel og jord, og ingen der kender hende ville være bekymret for hendes sprog. Og fordi hun er en del af vores hjemmeskole, bliver hun hver eneste dag udfordret sprogligt og mentalt af sin fire år ældre storebror.

Men idag, hvor vi sad ved det runde bord, med kommunens talepædagog der foran sig havde flere tykke ringbind med papirer, klappede min datter fuldstændig i. Hun er tre år gammel, og damen sad bare med hænderne fladt foran sig på laminatbordpladen og kiggede på Irmelin, der krøb længere og længere ind i min favn. Stemningen var akavet, og der var ingen small talk eller for den sags skyld snak i børnehøjde, der kunne bryde den voksende isflage mellem os.

Efter måske 20 minutters trykkende stemning, hvor knuden i min mave blev større og større, besluttede talepædagogen at stille mig nogle spørgsmål om Irmelins sprogforståelse. Det var noget med om hun forstod talemåder, kunne deltage i samtaler, kunne forstå beskeder osv.. Jeg svarede naturligvis at hun kan det hele – for det kan hun. Jeg vil ikke her begynde, at beskrive min datter i alle mulige tillægsord, for hun er præcis som hun skal være.

Vi var i situationen i 45 minutter, hvor min datter ikke svarede på et eneste spørgsmål, ikke ville pege på et eneste billede – simpelthen intet ville, andet end at sidde og fiddle med lidt legetøj. Til sidst sagde damen til Irmelin: “Jeg tror, du har besluttet dig for ikke at samarbejde”. Hertil svarede jeg, at det gav jeg hende ret i. Foreslaget lød at lave en ny aftale efter sommerferien, og her bad jeg om, at det kunne foregå i vores eget hjem i stedet. Hele situationen var så trykket og opstillet, at jeg næsten ikke selv kunne være i min krop. Og for at være helt ærlig, vil det ikke hjælpe synderligt at vi er hos os selv, for det er formålet der føles så forkert.

Der var intet naturligt eller let ved det møde. Talepædagogen så hele tiden ned i sine papirer, selv når hun skulle få Irmelin til at pege på en geometrisk figur, sad hun usikkert og skuede til sine instruktioner, før hun spurgte. Jeg mener, jeg kunne da godt selv regne ud, at det handlede om at udpege firkanten, trekanten osv., men det var tydeligt for mig, at der var så stramt tilrettelagt en fremgangsmåde, at talepædagogen hele tiden måtte tjekke efter, om hun gjorde det efter planen. Og som jeg oplevede det, var planen en kæmpe hæmsko, som bare gjorde hele situationen mere anspændt for alle parter.

Jeg anklager ikke den kommunalt ansatte talepædagog for andet end at varetage sit arbejde, sådan som det er foreskrevet. Men jeg kan simpelthen ikke se hvordan dette setup skal gavne noget som helst. For hvad så hvis min datter heller ikke næste gang vil samarbejde? Så skal hun vel bare testes yderligere? For den professionelle kommunaltansatte må vel notere, at barnet ikke taler til hende, og det må vel blive anset som et problem?

Jeg ved jo godt at disse tests er til for, at spotte børn med sprogproblemer tidligt, men jeg bryder mig ikke om, at jeg intet valg selv har som forælder, i forhold til om jeg synes, min datter har brug for at blive testet eller ej (mine børn skal sådan set helst aldrig nogensinde testes, hele formen giver mig myrekryb). Det der med at placere et barn i sådan en maveknugende situation, hvor det er tydeligt at hun skal performe, at der er en korrekt måde at agere og svare på, er imod alt hvad jeg står for. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige at det setup kan være skadeligt. Tænk sig allerede som tre-årig at opleve at man ikke kan leve op til samfundets krav? At man ikke er god nok? Heldig at jeg har tænkt mig at gøre alt for at hun ved, at hun er lige som hun skal være, og at hun er mere end god nok, bare ved at være den hun er. At hendes værd ikke er bundet op på præstation af nogen art.

Jeg er en rebel. En normbryder. En fri sjæl. Og mon ikke min datter er det samme?

Er det virkelig sådan her vi vil opbygge fremtidens samfundsborgere? Ved at teste dem, ved at vise dem at de professionelle der varetager tests og de funktioner i samfundet der omkring, føler sig usikre og utilpas i deres arbejde? Det enste jeg får ud af det her er, at blive bekræftet i at samfundet er ude på et skråplan. Og jeg er dybt taknemmelig for at jeg er stået af det ræs – i det mindste er indblandingen udefra i vores og vores børns liv begrænset til et minimum.

Hvad har I af erfaringer med sådanne tests? Hvad tænker I om dette? Jeg vil virkelig gerne høre andres input til dette 🙂

Alien på stranden

Vi bor et sted, hvor vi skiller os ret meget ud i den forstand at vi lever meget anderledes end de fleste. Og det gælder sådan set på enormt mange parametre. Vi har valgt at leve som vi gør, helt bevidst og med hjertet. Og der er ikke et eneste sted inde i mig, hvor jeg savner at leve som før (med daginstitutioner og skole og arbejde og travlhed og altid i underskud af tid). Men derfor kan jeg altså godt i nogle situationer, når jeg er ude blandt mennesker, der formentlig lever mere almindelige liv, føle mig lidt som en alien.

Idag var vi på stranden her i Espergærde. Kl. var tre om eftermiddagen og der var godt pakket med teenage-forsamlinger med store højtalere og dåsebajere. Der var også mange familier som os, og vi ligner jo sådan set også de andre. Vi går ikke rundt med et eller andet badge der fortæller omverden at vi hjemmeskoler, langtidsammer, aware parent’er, går ekstremt meget op i naturlig sundhed og alle de andre ret radikale valg der præger vores liv. Ingen kan se på os at vi er anderledes, før jeg tager min 3,5 årige datter på skødet og ammer hende, eller før min søn med stor begejstring og stolthed fortæller dem der gider at høre, at han går i hjemmeskole.

33338896_10160510137295338_3962813612162023424_n

Hvert eneste livsvalg er taget med omhu. Vi gør som vi gør fordi (til at starte med) jeg tror så meget på at det er det rigtige for os, at gøre tingene anderledes. Og der er ingen vej tilbage heller – vi har set og mærket at det her er vores sandhed, og vi rider på den mest fantastiske kærlighedsbølge af nærvær, tid, frihed og fællesskab med andre ligesindede, som vi ikke har tænkt os at hoppe af.

Så idag da vi sad på stranden, midt i menneskemylderet, følte jeg mig faktisk forandret. Før i tiden ville jeg have ligget og betragtet menneskene omkring mig, og følt en form for tilfredsstillelse ved det. Jeg ville følge med i de sociale arenaer jeg befandt mig midt i og imellem. Jeg har altid troet at jeg nød den slags – at kigge på mennesker. Men idag mærkede jeg noget andet, for jeg havde sådan lyst til at trække mig. Jeg længtes efter gårdsdagens strandtur med vores hjemmeskole-tribe, hvor vi sad på en lille strand i nærheden, stort set uden andre mennesker end os selv. Børnene løb rundt, råbte, legede, hujede og slog deres vinger ud, og det var så rørende at være vidne til. Idag lå jeg der på mit hvide håndklæde og ønskede mig tilbage til den mere øde strand. Jeg følte mig forstyrret af alle de mennesker og alle de sociale situationer der udspillede sig omkring os. Jeg følte mig blufærdig og på en måde selvbevidst, og det var egentlig slet ikke rart. Mit hovede kørte rundt, og min energi blev brugt på at afkode alle de andre menneskers kropssprog og udstrålinger. Jeg kunne overhovedet ikke nyde det eller være til stede.

Jeg tror vi alle som mennesker har brug for at føle vi hører til. Det er et grundvilkår for at vi kan trives. Jeg er stærk i mig selv, jeg lever det liv jeg drømmer om, dybest set, men derfor kan jeg altså stadig godt blive hylet lidt ud af den, når jeg er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Så fremover vil jeg nok være tilbøjelig til at undgå strandture, når resten af Danmark har fri fra de gængse forpligtelser. Stranden er ganske enkelt bare mere magisk en ganske almindelig onsdag formiddag.

Drømmer jeg, eller er jeg vågen?

Jeg lever et liv som er langt fra normen. Det har været skræmmende og lidt ensomt at springe ud i hjemmeskolelivsstilen, og i lang tid sagde jeg til folk, at vi mest gjorde det fordi det var godt nu og her. Der er nu gået næsten otte måneder. Og jeg har sluppet alle illusioner om at returnere til skoleverden.

De første mange måneder lukkede vi os sammen om os selv. Vi boede et nyt sted, langt fra det vante og kendte, og med vores skolexit (exit fra skoleverdenen) vendte hele vores livsform pludselig på hovedet. Det føltes rigtigt og meningsfuldt fra starten, men vi havde intet netværk og de kolde måneder var mange og lange og vi var meget bare os selv. Jeg arbejdede hårdt på at skabe et hjemmeunderviser-netværk, mødtes med forskellige folk rundt omkring, men intet blev ligesom helt det jeg søgte. Indtil for et par måneder siden, hvor jeg tilfældigt stødte på en kvinde, jeg havde skrevet med tidligere på messenger. Det var i samme periode hvor jeg mødtes med en anden kvinde og hendes søn, som netop havde kastet sig ud i hjemmeskoling også. Vi tre kvinder mødtes så med vores tilsammen seks børn, og nu har det været en fast ugentlig begivenhed i nogle måneder og det er intet mindre end vidunderligt.

33237609_10160506278580338_2136133419531239424_n.jpg

 

Det fællesskab vi har nu med de to andre familier er magisk. Det er meningsfuldt, nærende og helt igennem rørende at mødes med de dejligste kvinder og deres skønne børn hver eneste uge, og bare mærke hvordan vi knytter os mere og mere til hinanden, og opleve børnene være helt utrolig gode sammen.

Idag mødtes vi på stranden her i Espergærde. Vi sad i skyggen af duftende blomsterbuske, med sand mellem tæerne og spiste frugt og madpakker, snakkede i timevis, badede, fandt fine sten og børnene legede uafbrudt i fire timer denne smukke, danske sommerdag. Derefter tog vi på Krogerup (Aarstidernes gård og -butik her i nærheden) og legede i halmballer og bare nød livet.

33204804_10160506278495338_8770447106763653120_n

Det her liv er så frit. Så fuld af frihed, kærlighed og nærvær. Jeg ved ikke om jeg drømmer, eller om jeg er vågen – eller jo, jeg er nemlig vågen. Helt spil-levende og til stede i mit liv. Jeg mærker helt ind i mine celler hvordan denne måde at leve livet på, er så meningsfuldt for mig og min familie. Jeg mærker hvordan fællesskabet vi her har, er alt det jeg har ledt efter. Jeg ved at jeg skal skabe meget mere fællesskab – et community for hjemmeskolere her i Danmark. Men for nu nyder jeg vores lille tribe med os tre kvinder, og tror at det er vigtigt at vi får knyttet bånd og bliver enige om formen fremadrettet, og så skal vi uden tvivl udvide med flere familier. Det kræver nemlig en landsby at have hjemmeskole, og den landsby er i fuld gang med at blive skabt.

(En hjemmeskolesommerlejr er i støbeskeeen – jeg arrangerer den selv sammen med en anden mor, og det bliver intet mindre en fantastisk. Mere om det senere.)

Vi skal kæfte op – vi må fortsætte ad erkendelsens vej, for at få skabt et samfund, hvor familielivet for de fleste, ser helt anderledes ud end idag.

For tiden fylder lovforslag om tvangsvuggester i Ghettoområder, tvangs-skærmbrug til alle børn i daginstitutioner, og diskussioner om børneliv, zombiebørn og på en måde en slags paradigmekrig i mit Facebook-feed. Med det mener jeg, at rigtig rigtig mange bliver uendelig provokeret af alle os, der tager ansvaret for vores børns opvækst tilbage til os selv i hjemmet, og jeg selv har også fået både personlige og sårende kommentarer fra folk der kender mig privat, når jeg har delt mine holdninger på sociale medier. Og jeg kan mærke hvordan min puls stiger lige nu, mens jeg skriver dette. Både fordi det er sårbart at stå frem, og jeg må forvente knubs, men også fordi jeg ikke forstår hvorfor så mange skal tage det så personligt, at der skrives om en ærgerlig samfundsstruktur, som rent faktisk skader samfundets borgere (stress, depression og angst er blot nogle af de diagnoser der deles ud i flæng, til syge borgere der ikke kan klare den måde vi lever på).

Der er altså noget helt galt i dette land. Vi har en regering der ikke tænker humant – jeg ved faktisk ikke helt hvad de tænker. Og mange af de politiske tiltag som jeg ser, har alvorlige konsekvenser for børn og familieliv. Som f.eks. tvangsvuggestuer i ghetto-områder, hvor børnene ikke må sove og skal lære om grundloven. Eller lovforslaget om at små børn skal lære at bruge digitale værktøjer i dagsintitutionerne. I det hele taget får jeg bare følelsen af, at vi bevæger os hen mod mindre frihed – sådan helt ekstremt sat op lugter det sgu lidt af diktatur.

Jeg bliver vred. Helt ind i maven kan jeg mærke det syder. For børn og familieliv er sådan set det der er vigtigst for mig. Og jeg kan simpelthen ikke holde det her ud – nu må dem ved magten sgu tage at vågne op.

“Lige nu bliver vi regeret af nogle mennesker, der er dybt skadede af denne adskillelseskultur. Men jeg ser det som nogle sidste smertelige krampetrækninger fra den fremmedgørende løgnehistorie om mennesket som homo economicus – mennesket som et væsen, der kun overlever i konkurrence med de andre menneskevæsener – konkurrencen som menneskets dybeste drivkraft og motivation.” – skriver Tove Rump, der er børnefamilielivs-aktivist og en stor inspiration for mig.

Den her verden vi lever i, hvor der stadig tales om daginstitutioner som de bedste til at varetage opgaven at forme gode, hele samfundsborgere, og hvor vi får børn for at placere dem i andres varetægt, inden de er fyldt et år, for at vi kan komme tilbage til job og børnefri hverdag, fungerer bare ikke. Børn har brug for deres primære omsorgspersoner i de første år af deres liv. Børn har brug for en sund tilknytning til deres primære omsorgspersoner, for at blive til hele, sunde mennesker. Og vi har brug for at samfundet indrettes, sådan at familielivet har høj prioritet. Vi har brug for at al den nyeste viden om børn og tilknytning og for meget institutionalisering, bliver en del af politikernes pensum. Det er mig en gåde, at det her stadig kører mere og mere af sporet.

Tove Rump skriver:

“Vi brugte det maskuline sprog og de maskuline værdier til et kvindeoprør (for 50 år siden). – Så nu er vi helt forvirrede. Og tror – helt fejlagtigt – at det er et livsvilkår, at begge forældre tilbringer hele lange dage på arbejdsmarkedet – væk fra deres børn, som de først møder sidst på eftermiddagen, hvor alle er trætte, og hvor ‘det rigtige liv’ slet ikke kan leves sammen. For nu skal der i en fart laves spaghetti-kødsovs og børstes tænder. – Og så er der weekenderne, hvor der skal satses på oplevelser.

Men dybt inde i hjertegruben ved vi godt, at der er noget, der er helt galt med denne form for liv. Vi ved godt, at vi forråder både os selv og vore børn ved at have ladet os forføre ind i den forvildede tankegang, at der ligger en nødvendighed i, at forældre er sådan nogen, der skal befinde sig hele lange dage på arbejdsmarkedet. Mens børnene er anbragt bag et hegn med nogle sandkasser og et legehus sammen med jævnaldrende i store – alt for store – grupper – sammen med nogle – alt for få – pædagoger.

Jeg tænker, at det er så vigtigt, at det er dette fremmedgørende og smertelige pseudoliv, vi skal italesætte.”

Og ja, det gør mega ondt i hele kroppen og helt ind bag hjertet, at erkende dette. At erkende at vi bør leve anderledes. For hvad med al den tid, vi allerede har levet sådan? Har vi skadet os selv og vores børn? Har vores forældre skadet os? Og til det er svarene nok JA. Men det er ikke det samme som at løbet er kørt. Traumer kan heldigvis altid repareres. Men der skal handling til. Vi skal kæfte op – om hvordan børnene har det der ude i daginstitutionerne (det står sløjt til, tør jeg godt skrive), om hvordan skolerne arbejder på en måde der giver børn stress og angst, om hvordan vi selv har det ad helvedes til med at vinke farvel til vores afkom om morgenen, når de ikke vil slippe os, fordi vi er dem de helst vil være sammen med (af gode grunde – altså vi har jo bragt dem til denne verden, for så at lade os adskille så kraftigt, efter alt for kort tid i symbiose). Vi er nødt til at turde sige disse ting højt, ellers kører toget bare videre med os og vores børn som (blinde) passagerer. Det nytter ikke at gå med skyklapper. Og jeg er her, klar med fanerne og argumenterne og følelserne. Vi må nemlig stå sammen, alle sammen, uanset livsform, så vi kan få skabt nogle bedre rammer for os selv og hinanden i dette liv, i dette samfund.

Der var engang hvor jeg ikke levede det her luksusliv

Der var engang, hvor især min store dreng bad om, at se fjernsyn eller sidde med iPad som det første når han slog øjnene op. Det var dengang hvor vi lod ham gøre det, for at kunne snooze og samle kræfter. Dengang stod han umenneskeligt tidligt op – i perioder var kl 04, og det meste af tiden omkring kl 05. Vi voksne var helt ødelagte – eftermiddage efter han blev hentet blev tilbragt på legepladser, i BR i Frederiksberg Centret, i vores gård eller hos naboerne, fordi jeg dårligt kunne holde ud “bare” at være sammen med ham. Jeg overstimulerede ham, mig selv og min mand, for at kunne tåle at være til. Det var rent ud sagt ikke et liv der bragte mig lykke. Ikke at jeg var ulykkelig, men jeg var heller ikke rigtig glad. Jeg var ikke mig selv.

Det gør mig trist indeni, at tænke på alle de år jeg havde det sådan. Det føles som spild af tid. Det var ikke spild af tid, det var en del af min rejse, her hen hvor jeg er nu. Jeg skulle igennem store mængder smerte i mit indre, for at finde ud af hvem jeg virkelig er.

Jeg mærkede at den måde at leve vores liv på ikke var sand for mig, eller for os som familie. Adskillelseskulturen har et hårdt tag i mange af os, og at vriste mig fri, krævede også kræfter. Og det var faktisk først da vi fysisk flyttede os fra byen, at jeg begyndte, at mærke mig selv sådan rigtigt.

Her i vores lille hus, tæt ved vandet, har jeg åbnet mig op for sider af mig selv, jeg for længst havde fortrængt. Og jeg omfavner det hele. Jeg tillader mig selv at være den frie hippie-sjæl jeg i virkeligheden er. Jeg går på bare tæer alle andre steder end på asfalt. Jeg nøgenbader i havet. Jeg krammer med træerne. Jeg suger fuldmånens dybe energi. Jeg lader op af solens kæmpe kraft. Jeg arbejder med krystaller og essentielle olier. Jeg hører musik der taler til min sjæl. Jeg møder mennesker der ser mig og inviterer de enorme mængder kærlighed ind, som jeg hele tiden udsættes for. Det er SÅ magisk.

Her til morgen stod vi op, som vi altid gør, efter at have ligget længe i sengen og puttet og sludret. Jeg har lavet morgenmad til børnene, krammet og danset med dem, været til stede og nydt tiden. Og nu leger de sammen, mens jeg skriver her. Morgener herhjemme er helt anderledes end de var. Et er at vi har tid, et andet er at vi bare er meget mere i ro indeni alle sammen. Og der er ingen der skriger på skærm, som det første. Faktisk fylder skærm mindre og mindre i vores liv, og det er virkelig fedt. Den her frihed, den her tid, det her luksusliv er bare det helt rigtige for os.

32231675_10160455243545338_2535976509508681728_n

NÅÅ ja, og så kan man altså sådan set bare tage til vandet hele dagen, med skønne hjemmeskolevenner, lige når man har lyst, når man lever som vi. DET her er frihed. DET her er lykke. DET her er den ultimative luksus for mig.