Indretning og børnemiljøer

I de her dage mærker jeg behovet for at planlægge og se lidt fremad. De sidste næsten fire måneder har jeg og vi haft lyst til ikke at planlægge, men blot tage dagene som de er kommet. Nu spørger min børn hver dag om vi skal noget, og jeg selv kan mærke efteråret og behovet for rytmer komme snigende. Det er faktisk næsten rart.

Jeg har læst lidt om children’s environments, som er teorien om, at hvis man skaber en masse miljøer, der hvor børnene befinder sig, som inspirerer og motiverer blot i deres form og udtryk, så kan børnene selv opsøge det, de har lyst til at beskæftige sig med på det pågældende tidspunkt (hvis det interesserer dig at dykke ned i teori, så er Roger Hart f.eks. relevant – jeg selv er ikke kommet så langt endnu). Det betyder i praksis at jeg er i færd med at indrette vores hjem, så det er mere oplagt til hjemmeundervisning og unschooling.

38521490_196945354510683_5530052319548276736_n

I min drømmeverden boede vi ude midt i naturen, hvor børnene havde adgang til frit at udforske hvad den kan. Med rislende bække og dybe skove i baghaven, fordi det i min optik både er rigtig sundt at opholde sig i naturen, men også fordi børnene ville lære så meget om sig selv, om verden, om sammenhænge og dem selv, ved at kunne færdes frit i den vilde natur. Det er ikke vores virkelighed, for nu i hvert fald, så jeg må fokusere på at indrette vores hjem, hvor vi i realiteten kommer til at tilbringe meget tid når først de kolde måneder tager fat.

Da vi købte og indrettede vores lille hus for knap et år siden, var det med tanke på et helt almindeligt liv med jobs og skole og børnehave. Nu lever vi slet ikke sådan, og det er jeg dybt taknemmelig for hver eneste dag. Det betyder at jeg nok ville have tænkt lidt mere ud af boksen, hvis jeg havde vidst at vi ville leve sådan her. F.eks. er det ikke optimalt at vi har en kæmpe sofa, der fylder hele stuen. Stuen er rummelig og kan sagtens være noget andet end en sofastue. Vi er dog ret glade for vores gode arvesofa, så den får lov at blive for nu. I stedet har jeg brugt uger på at gennemtænke hvad pokker der så skal ske der inde.

Vi elsker vores køkken, men inden det blev sommer og vi har kunnet spise ude, så var det lidt frustrerende at spisebordet altid var fyldt af legetøj og projekter, som skulle ryddes væk, for at give plads til at sidde og nyde vores måltider. Så jeg har besluttet at der er behov for et arbejdsbord i stuen. Og nu hvor vi jo allerede har indrettet den med en stor sofa, stuen altså, måtte jeg finde en løsning rundt om sofaen. Først forsøgte jeg at flytte den, men det gik ikke rigtigt. Den står kun godt ét sted, så der må den blive. Jeg har fundet på noget andet godt, synes jeg selv, og jeg kan tage før og efter billeder een af dagene, når det hele er på plads. Der bliver plads til arbejdsbord, udstillingsvæg og -hylde til projekter og et musik-hjørne. Sofaen kan vi bruge til at slappe af i med lydbøger og højtlæsning – så alt går op i en højere enhed.

Jeg har desuden malet et par vægge i entreen, og således er indretnings-projekter herhjemme åbenbart lidt et tema. Jeg gør klar til at nyde at være her hele vinteren igennem.

Fantastisk fødselsdagsfejring

I denne uge er min søn blevet otte år. Og efter hans ønske fejrede vi ham først i Aarhus hos Mormor (fordi hun har været der på ALLE hans fødselsdage) og sammen med den nærmeste familie (inklusive min bedste veninde med børn, for de ER vores familie). Herefter tog vi tilbage til Espergærde og igår fejrede vi ham her, med fire andre dejlige familier – vores bedste venner. Det var sådan een af de dage, hvor jeg følte jeg på mirakuløs vis befandt mig midt i min egen drøm – nemlig omgivet af nærværende, smukke mennesker, der havde nærende og meningsfulde samtaler, mens børnene løb rundt og legede. Fejringen varede i ni timer og er den længste børnefødselsdag jeg har været med til.

Jeg har ikke meget andet at berette, end at når man finder sin tribe, de mennesker som man har ledt efter og manglet, så kan man (=jeg) godt få behov for at knibe sig selv i armen. Når 11 børn leger vildt og sjovt og skørt og dejligt i ni timer i streg, så opstår der vitterligt magi. Intet er uden konflikter og skrabede knæ, men når det hele er indhyllet i kærlighed og oprigtigt nærvær, så har det ingen betydning.

Langsom livsstil kan således også implementeres til fødselsdagsfejring. Denne fødselsdag vil vi for altid huske. Den føles skelsættende – som beviset på at det vi gør og den måde vi lever på rent faktisk fungerer. Og for det er jeg dybt taknemmelig.

Her kommer lidt assorterede billeder fra festlighederne. FYI – Leos Legeland og storslåede hoppeborge er helt unødvendige, når blot man har et mudderhul i haven.

37947323_10156742955205087_300900211847331840_n37841107_10156736186750087_3722534415566372864_n37831280_10156736187055087_8920321339177304064_n37993244_10156742955300087_3898263513583321088_n

Frihed med meget mindre frygt

“Hjemme hos jer er der jo ingen restriktioner” – sådan opfatter visse mennesker åbenbart vores liv. Og det er jeg faktisk virkelig stolt af. Det er heller ikke særlig længe siden, at min veninde var på besøg med sine børn, og de legede vildt i vores badebassin, hvor min veninde så forklarede: “Jeg havde også sagt til ham, at det ville være sjovt at være på besøg, fordi hjemme hos Pernielle må man alle mulige sjove ting”.

Jeg er meget optaget af regler og rammer, som vi voksne sætter for vores børn. Også de retningslinjer jeg stikker ud for hvordan man må opføre sig hjemme hos os. Jeg ønsker for mine børn at de føler sig frie, og vores hjem er lige så meget deres som det er mit. Så når de hopper i sofaen, og min impuls somme tider er, at det skal de ikke fordi hynderne bliver ‘ødelagt’, eller det kommer til at rode med puder på gulvet, så stopper jeg lige op og mærker efter i mig selv. Hvad er det vigtigste lige? At mit hjem er på en bestemt måde, eller at vi kan leve og lege frit, og have det rart sammen? Og der vælger jeg det sidste. Ikke fordi det med mit hjem intet betyder, jeg går meget op i æstetik og kan godt lide at der er rent og ryddeligt, men det er ikke det primære. Det primære er altid relationerne, og jeg ønsker på ingen måder et liv, hvor det ikke er sådan.

Før i tiden kunne jeg f.eks. finde på at bede børnene rydde op efter een aktivitet, før de gik igang med en ny. Det gør jeg ikke længere, for det ødelægger lidt det gode flow. Ofte vender de også tilbage til en leg i løbet af en dag, så nu får det meste lov til at være fremme, så hele huset somme tider flyder – men det er helt okay. Alt er lige som det skal være.

Nogle dage, hvor mit eget overskud måske føles amputeret, så kan rod og leg alle vegne godt frustrere mig. Men der må jeg huske på, at det er MINE følelser, mine frustrationer, mine behov. Der nytter det ikke at køre det af på børnene og kræve alt muligt af dem, som potentielt tilmed interfererer med gode lege. Her tager jeg så ansvar, som den voksne, og rydder lidt op, gør lidt rent eller andet, som dækker mine behov for ro og orden. Jeg beder ikke børnene participere. Det betyder ikke at de aldrig hjælper med at rydde op, for det gør de skam, og når min energi er god, vil de gerne hjælpe. Hvis jeg er bebrejdende eller irriteret i min energi, når jeg beder dem hjælpe, giver det simpelthen ikke mening for dem og de går bare i baglås. Den der “helt ærligt, det er dit rod, nu må du hjælpe med at rydde op” energi, som både rummer skyld og skam, har jeg i øvrigt heller ikke lyst til at udsætte mine børn for.

Jeg tror på at børns sande natur er at ville samarbejde. De vil gerne være en del af fællesskabet, så de skal nok hjælpe til, når de ellers er i balance og energien hos den voksne er det. Hvis de har det godt og deres behov for connection er dækket, så skal de nok samarbejde. Ofte har de måske også brug for at vi giver dem noget information, som f.eks. hvorfor det betyder noget for os at der ryddes op når dagen er slut, og endnu mere ofte ligger der noget bag, nogle følelser, når de ikke vil samarbejde. Og så arbejder vi med det først.

Så hjemme hos os må børnene lege i timevis i soveværelset med deres venner. I sidste uge havde vi f.eks. vores bedste hjemmeskolevenner på besøg i ti timer, hvoraf de fire foregik i vores kæmpe væg til væg gulv-seng. Jo, jeg kan mærke snerten af “men så er vores sengetøj ikke rent mere” rumstere i mig, men jeg fejer det væk og nyder i stedet den harmoni der opstår, når de leger frit på den måde. Jeg er så taknemmelig for at børnene har fået sådanne venner, hvor legen er så ukompliceret og hvor samværet nærer 100%.

Det er sandt at der ikke er mange restriktioner hos os. Og det ønsker jeg heller ikke der skal være. Hver eneste dag arbejder jeg med at give mere og mere slip, og ikke være så drevet af frygt (det kan være farligt når børnene selv laver en kop the, eller de kan tabe noget og det kan gå i stykker, når de laver deres egen frokost) og sætte mine børn mere og mere fri. I det samme sætter jeg mig selv fri. Fordi når der er plads til at børnene gør og er som de har lyst til, så giver det også noget rum til mig og mit. Og fordi jeg ved det styrker dem at kunne og gøre selv, og de kommer til at tro mere på sig selv, føle de kan alt, og at de lærer alle mulige helt konkrete ting af at være selvstændige på den måde. Alt imens jeg jo er lige der på sidelinjen, observerende og klar til at træde ind med hjælp imens jeg hele tiden er nærværende for dem. For mig er det det gode liv.

37686297_10160746249220338_116206640910303232_n

Camping er lige så eksotisk som en tur til Maldiverne – drop charter-ferien og skån miljøet

37282233_10160716549760338_5850123397094178816_n

I weekenden var vi på camping. Med telt, tynde madrasser og vores dyner, overnattede vi tre gange på en campingplads kun 25 minutters kørsel fra vores hjem. Det var helt perfekt.

Turen blev fordi vores rejse til Island, som skulle have været i en autocamper rundt på øen i syv dage sammen med mine forældre, måtte aflyses, da min mor havde et uheld på sin cykel, og kom slemt til skade. Og for at vi trods alt fik lidt ferie væk fra huset, faldt valget på camping. Og det var helt perfekt. Vi er absolut ikke erfarne indenfor den slags, så vi vaskede op med sæbe fra dispenseren i campingkøkkenet, varmede vand i en gryde samme sted og i det hele taget var vores setup ret simpelt. Og det var en del af grunden til at det var så vellykket, hvis du spørger mig. For når man skraber alt det overflødige væk, og kun står tilbage med et telt, et par madrasser, nogle tallerkener og gryder, lidt bestik og få stykker tøj, så er der ikke rigtig nogle valg man skal træffe om noget som helst. Det hele giver sig selv, når mulighederne ikke er mange. Så vi slappede af – vi lå i græsset og snoozede, mens børnene fes rundt og fik nye venner omkring os. Vi spiste pitabrød, pastaretter og rugbrødsmadder og drak en hel masse vand fra hanen. Og det er en af de bedste ferier vi nogensinde har holdt.

Idag i mit facebook-feed var der så, meget apropos vores telttur, som absolut ikke var idealistisk, men helt spontan, en hel masse igang om hvordan alle de ekstravagante flyrejser forurener vores klode. Og det fik mig til at tænke lidt. Jeg selv elsker eksotiske rejser til fjerne destinationer. Jeg har taget min familie med jorden rundt nogle gange, og planlægger at gøre det igen. Men jeg har aldrig rigtig tænkt over de miljømæssige konsekvenser ved de rejser. Jo, ganske flygtigt har jeg tænkt: “Det er også noget svineri, sådan at flyve rundt hele tiden” – og så ikke brugt mere energi på det. Men der er naturligvis grund til at forholde sig her til, især når man som vi, lever økologisk og tænker over at forbruge mindre, ikke bruge plast (bomuldskarklude, skuresvampe af miljøvenligt materiale, siger nej til sugerør og plastikposer osv osv) og i det hele taget er meget bevidste om de fodaftryk vil laver på vores jordklode. Når man er så bevidst at man køber alt brugt, fordi nyt er noget skidt, så er det en smule hyklerisk at sætte sig ind i en flyvemaskine fem gange om året. Jeg har i hvert fald fået lidt at tænke over.

Mine børn, verdens børn, skulle gerne have en klode at leve på, og derfor bør vi passe godt på den nu og her. Og det betyder at tage ansvar for at alle vores handlinger har en konsekvens. Jeg kan ikke udfolde dette emne til fulde, det må være op til læseren selv at forholde sig, men når jeg tager så mange bevidste valg hele tiden, så må det gå hele vejen.

Eller er der steder, hvor det er okay at slække lidt?

37279485_10160716551085338_7378930900324581376_n

Jeg kommer aldrig til at holde op med at rejse. MEN der er jo destinationer tættere på hjem, som kunne udforskes mere indgående først. Mange steder i vores eget land, og endnu flere i landende omkring os. Man kan køre med tog og bus, for at forurene mindst muligt, man kan endog cykle. Der er meget man kan gøre og en rejse eller en ferie, er ikke nødvendigvis mere spændende fordi man har fløjet i et halvt døgn for at komme frem. Det beviser vores lille tre-dages sommertur i hvert fald. Vi er så rige på oplevelser, på nærende samvær og dejlige, lange aftener, som vi kunne ønske os.

Men jeg drømmer nu stadig om en vintertur til Thailand, at besøge Japan, at komme på hjemmeskole-studietur til Australien og Californien, hvor vi kender gode hjemmeskole communities som vi gerne vil lære af, til Afrika og opleve de vilde dyr og meget meget andet. Rejserne til fjerne destinationer kan jo noget helt særligt. Men vi skal bare ikke glemme alt det andet, i forsøget på at overgå naboen i hvor mange fede ferier vi kan holde. Heldigvis oplever jeg en modbevægelse, som er langt mere optaget af nærvær, relationer og tid end god økonomi og fancy rejser – og det er da en start. Lad os passe på os selv og hinanden og moder jord, så fremtiden er lys og klar, for både os selv og kommende generationer.

37206631_10160716550400338_2535051747215278080_n37207848_10160716551550338_8225883547559264256_n

Moderskabet er ganske enkelt essentielt

Det er meget snart otte år siden min søn kom til verden. Den dag forandrede mit liv sig for evigt. Intet var længere det samme. Min øjne så verden anderledes, min sjæl opfattede alt på en ny måde. Jeg mærkede mine instinkter meget stærkt, fra han tog første åndedrag. Ansvaret, kærligheden, omsorgen, tilknytningen. Jeg var mor – og en indre visdom tog over.

Min egen mor var hos os den første tid. Mens vi var på barselshotellet, gjorde hun hovedrent i vores lejlighed, fyldte køleskabet og spredte sin kærlige energi i hver en krog af vores hjem. Hun besøgte os og holdt vores søn tæt til hjertet, og elskede ham så højt som vi fra første blik. Hun var hos os den første tid og støttede mig i min nye rolle, og vartede mig op og sørgede for alt. Det var ikke noget vi forud havde talt om, det var bare sådan. Og for det er jeg evigt taknemmelig.

Som ny mor er man utrolig sårbar. Der er et lille væsen man skal tage sig af, og følelserne og ansvaret er overvældende. Amning, bleskift, døgnrytme, tilknytning og den egenomsorg man også skal varetage, er overvældende. Og det at skulle tage sig af det lille menneskebarn, som er så rent og kærligt og intet kan selv, optager hele ens væren. Og sådan skal det være. Intet er vigtigere i min verden. Det er blandt andet derfor jeg er blevet doula. Fordi jeg så gerne vil støtte kvinder før, under og efter fødslen.

36961567_10160692187605338_8404335044956520448_n

I vores del af verden gør vi ikke et nummer ud af, at nogen er gravid eller skal føde. Tusindvis af kvinder gør det hver eneste dag, så ‘what’s the big deal?’.

Vi har glemt noget essentielt. Noget helt vildt vigtigt. Vi har glemt hvor værdifuldt og ganske enkelt centralt moderskabet er. Vi fødes alle, af en mor. De fleste af os får selv børn. Føder. De børn føder. Det er livet. I sin utrolig smukke essens.

Moderskabet er det smukkeste der findes. Omdrejningspunktet. Hvis ikke vi havde mødre, havde vi ikke liv. Hvis ikke vi blev mødre, fortsatte livet på jorden ikke. Så vi må se at få bragt moderskabet op på en piedestal. Det fortjener det.

I stamme-samfund, hvor mennesker stadig lever i et med naturens gang, altså med instinkterne, hyldes moderskabet. Der laves ceremonier for at byde det nye liv velkommen, den fødende støttes af doula og søstre, og kvinderne samles for at bakke op om den kommende og nybagte mor. Når en kvinde har født, skal hun amme og hvile, nogle kalder denne tid for fjerde trimester, og man sætter denne tid højt. Kvinden skal ikke andet, til det har hun sin stamme. Sit fællesskab. Sin landsby.

Her i vores del af verden har vi glemt denne visdom. Kvinder føder, får besøg af sundhedsplejersken, der i øvrigt kommer med ofte stringente råd og retningslinjer, som de har fået stukket ud af sundhedsstyrelsen, og har sin partner ved sig de første 14 dage. Herefter er hun alene. I vid udstrækning har vi nemlig fjernet os fra vores familie, er flyttet langt væk for at jagte karriere og fede boliger. Mange af os har vores venner tættest på, men alle går jo på arbejde, så ingen er der rigtigt for den nybagte moder. Jovist hun får da en mødregruppe, men disse medmødre er jo lige så alene om det hele som hende selv, så de timer man ses, bruges på desperat at få afløb for nogle af de frustrationer og smerter, man mestendels sidder alene med. Og når der er gået nogle måneder, længes man tilbage til arbejde og børnefri hverdage, så man kan trække vejret og igen føle sig som en af de andre. Ensomheden parkeres i vuggestuens vinkevindue.

Men jeg kan ikke længere bære, at det er sådan vi lever. Jeg ønsker noget mere for mig selv og for andre. Især for mine egne børn. Jeg ønsker at de vokser op i en verden, hvor de har den stamme. Hvor graviditet og fødsel er af højeste værdi og fejres og hyldes. Hvor det at passe sit nyfødte barn, til en start, er vigtigt. Hvor en mor ikke skal mærke smerten i at mangle sin stamme, sin landsby. Hvor fællesskabet støtter op og er der med alle de praktiske gøremål og emotionel omsorg, så en mor kan være der for sit spædbarn. Hvor det har reel værdi, også i det store samfundsbillede, at varetage omsorgen for børnene, også når de bliver større og kan ting selv. Hvor alt ikke handler om målbare resultater og karrierestiger, men hvor de feminine egenskaber er lige så vigtige som de maskuline.

Jeg drømmer om en verden, hvor vi lever mere naturligt, simpelt egentlig, og i kontakt med os selv, vores urgamle visdom og moder natur. Hvis vi levede mere sådan, ville de vigtigste ting helt uden besvær komme i fokus. Sådan har det i hvert fald været for mig selv – jo mere af det unødvendige jeg har skrabet væk, jo tættere jeg er kommet på naturen og den dybere mening, jo mere mærker jeg mig selv og min essens. Jo mere kærlighed føler jeg til mig selv, mine elskede og livet. Jo mere føler jeg at de vigtigste ting, relationerne, bliver de væsentligste.

Da jeg selv blev mor, fandt jeg fællesskaberne hvor jeg kunne. I vores opgang, i familien, i venner og veninder. Jeg kunne ikke have klaret den uden fællesskaberne. En del af dem gik i opløsning, da jeg var gravid anden gang, og der indtrådte mit livs største smerte. Den smerte varede i årevis og jeg søgte, studerede, researchede og kender nu nok nær ved alle bofællesskaber i det ganske land, og der findes nok ikke en boform jeg ikke selv har tænkt på. Nu bor vi udenfor byen, og kontakten i min hverdag med naturen, har bragt mig tættere på mig selv end nogensinde før. Fællesskabet er stadig et omdrejningspunkt, og vores livsform lige nu er ikke den endegyldige. Vi skal leve meget tættere med vores stamme. Vi skal lave vores landsby. Så jeg kan være alt det jeg beskriver her. Så vi kan leve det liv jeg føler så stærkt for. Vi har fællesskaber, venskaber og familie, som betyder alt for os og udgør vores landsby – og uden dem ville vi ikke være så lykkelige som vi er. Men der er mere til mig og os, det mærker jeg så dybt. Kvindecirkler, doula-arbejde og alt muligt andet, er en del af denne længsel efter min stamme. Vi må få denne urgamle kvindevisdom mere på banen i vores del af verden. Jeg gør i hvert fald mit.

36944755_10160692189910338_353066854559776768_n

 

 

Søsterfællesskaber

36432352_10160652917750338_3592861458750242816_n

I torsdags faciliterede jeg, sammen med mine to elskede veninder, min første kvindecirkel. Jeg har længe gået med lysten til at skabe sådan et rum for kvinder, fordi jeg har mærket gang på gang, at vi med vores feminine energi og visdom, kan finde ind til vores hjerter og vores sjæle, på en helt særlig måde. Jeg har grublet i over et år over, hvordan sådan et arrangement kunne se ud og blive, men ikke turdet eller vidst hvordan, før for en måneds tid siden, hvor det pludselig kom til mig.

I foråret mødtes Mia, Vibeke og jeg med alle vores børn, en eftermiddag i vores lille hus i Espergærde. Vi hjemmeskoler alle tre, og der var instant connection. Vi klikkede bare på så dybt et plan lige med det samme, så herfra har vi mødtes hver eneste uge, og sammen skabt det fineste hjemmeskolefællesskab. Børnene leger i timevis mens vi taler og taler og taler. Vi græder og griner, krammer og danser, og deler vores inderste med hinanden. Vi er i kontakt hele tiden stort set alle døgnets timer, og jeg har kun få mennesker i mit liv, som jeg føler mig så dybt forbundet med. Vi er sjælesøstre og vi elsker hinanden gensidigt. Vi udtrykker vores kærlighed, vi er der for hinanden, og kraften er stor. Derfor kom der en skaberkraft på banen, da vi var blevet enige om at eventet skulle ske (efter de begge havde sagt NEJ, da jeg først foreslog at lave det, som nogle dage senere blev til JA), som jeg aldrig har oplevet før. Skype møder, timelange snakke og skriftlige korrespondancer næsten i en uendelighed, skulle der til, for at få skabt en fuldstændig magisk sommeraften i vores Sacred Sisterhood Beach Circle.

35 smukke kvinder var vi. Hver og een med den meste åbne og kærlige energi. Jeg så hver eneste kvinde dybt i øjnene, og mærkede så intenst, hvordan de og vi bare var så klar til at tage imod den kærlighed, vi hver især bragte med os. Vi åbnede vores hjerter og lod os svæve med ind i søsterfællesskabets omsluttende kvindekærlighed. Vi forbandt os med hinanden på et dybt plan, faktisk uden ord eller livshistorier. Vi havde cacao-ceremoni, council, sacred dance, sang, trommespil, solo-optrædender, nøgenbadning i fuldmånens tilstedeværelse og bare den mest kærlige energi, jeg nogensinde har oplevet. Jeg var så rørt og græd, jeg dansede med mig selv og gav mig hen, jeg sang så højt jeg ikke anede jeg kunne (meget pludseligt, da jeg følte det måtte til for at samle tropperne efter lidt opbrud i musikken), og delte min essens med hver eneste kvinde til stede. Den aften var jeg MIG. Som aldrig før. Jeg foldede mig helt ud. Det var så helt igennem magisk.

Når vi er sammen som kvinder, opstår der noget helt særligt. Når vi åbner vores kvindekraft og den urgamle visdom vi bærer dybt i os hver især, når vi giver os hen til kærligheden og åbner vores hjerter, så er det magisk. Virkelig magisk. Jeg mærker det i alle mine celler.

Vi kvinder har brug for hinanden. Vi har brug for at stå sammen og løfte hinanden herved. Vi har brug for at kunne læne os ind i hinanden, for det kan vi. Vi har så meget mere i os end vi aner, hver især. Og det kommer bare frem, det kan ikke holdes nede, når vi giver os hen til hinanden i et fællesskab, som denne kvindecirkel var. Det er som om at vores essens nægter at blive holdt tilbage, når kvindekraften, den feminine energi, vores intuition og styrke, bliver sluppet løs.

For mig var denne kvindecirkel kun begyndelsen. Jeg føler det her er en bevægelse, jeg VED det er en bevægelse, fordi overalt i den vesterlandske verden opstår disse fællesskaber, og jeg vil, skal og må være med. Jeg er allerede igang med at planlægge en kvindecirkel igen til juli, i Jylland, fordi det her bare giver så meget mening for mig. Min femininitet er min største styrke, og det forstår jeg nu endelig. Det feminine paradigme, hvor vi skal løfte i fællesskab og nyde de mere bløde og nære værdier, hvor vi kvinder anerkender os selv og hinanden for de skabende, healende og intuitive kræfter vi besidder, er igang. Og det er så fantastisk at være en del af.

TAK til alle der var med i Sacred Sisterhood Beach Circle – jeg glæder mig til mange flere cirkler med Jer og alle de andre der vil være med ❤

Namaste

36463601_10160651779895338_7928042142700666880_n36379035_10160651781420338_884389759735037952_n36448183_10160652926120338_6826464837518753792_n

 

Hvad med det sociale, når de hverken går i børnehave eller skole?

I vores samfund, bliver vi fortalt, at det er bedst at færdes i daginstitutioner og skoler, for at blive socialiserede. Jeg har selv tænkt sådan. Da min søn var et år, og han kom i vuggestue, mente jeg også, at han var ‘parat’ til at være sammen med andre børn, og at det var godt for ham, at blive stimuleret og adskilt fra mig og hans far. Jeg har indtil for nylig også ment, at det var bedst for ham at gå i skole, bl.a. for det sociale. Og det er een af de største bekymringer folk omkring os udtrykker – hvad med det sociale, når han ikke går i skole?

Med fare for at komme til at lyde en smule afvisende overfor folks velmenende bekymring, vil jeg sige: I vores verden, er overbevisningen at vi socialiseres bedst uden vores primære omsorgspersoner, og i store forsamlinger. Jeg har en anden mening, og jeg kan se og mærke, at det fungerer for os. Min søns (og min datters) sociale liv er så rigt som vi kunne drømme om. Vi har de mest fantastiske hjemmeskolevenner, som vi alle nyder at være sammen med. Vores børn leger hele dage nærmest uden konflikter, og deres kreativitet og naturlige lyst til at udforske og udfordre dem selv, er så inspirerende at være vidne til. Vi er der hele tiden sammen med dem, men de er frie til at mærke hvad de selv vil og kan. Og mine børn har aldrig haft det så godt som nu.

Da jeg var yngre, især i min skoletid, var popularitet noget der fyldte meget. Så meget at jeg med tiden glemte hvem jeg var. Jeg husker de sidste år i folkeskolen som nogen, hvor jeg vidste, at jeg ikke var den jeg dybest set kunne være, men var låst fast i en indgroet rolle. Jeg drømte om at skifte skole, skifte social scene, og være mig. Så da jeg skulle i gymnasiet, valgte jeg ikke det tættest på mit hjem, og det var så fedt at kunne få en frisk start. Men her blev jeg langsomt også lidt en anden end min essens, for popularitet fyldte stadig. Jeg led af FOMO (fear of missing out) og skulle altid være med til det hele. ALDRIG gjorde jeg hvad JEG havde brug for – altså helt uden at være bevidst om det, gjorde jeg det hele, for bare at være med. Jeg var ikke sikker nok i mig selv, egentlig.

Jeg har altid følt, at det var godt at have mange venner. Jo flere venner, jo mere populær. Så jeg har gjort meget for at opretholde en stor berøringsflade, det meste af mit liv.

Men de senere år, har jeg erkendt, at det ikke er det bedste for mig. Jeg er introvert ekstrovert. Modsætninger – i know. Men sådan er jeg. Jeg tror mange er sådan. Jeg er sensitiv, jeg mærker andre og deres følelser og energier meget, og kommer nemt til at sovse rundt i hvordan alle andre har det, fremfor at tage mig af mig selv. Så når jeg har været i store forsamlinger, har jeg ofte tyet til alkohol, for at tage toppen af min sensitivitet, og slippe for at mærke alle andre (og mig selv, i øvrigt). Men i erkendelsen af min sensitivitet, min femininitet og intuition, og min nyfundne selvkærlighed, er jeg holdt op med det alkohol, og holder mig i stedet til mine nære relationer, fremfor at have mange hele tiden.

Mine børns liv er det samme. De har ikke mega mange venner, og det behøver de heller ikke. Det er misforstået, at børn har brug for mange venner, hvis du spørger mig. Den nyeste viden om tilknytning, bl.a. som beskrevet af Gordon Neufeld, fortæller f.eks. at børn har langt mere brug for de nære relationer end for venner. Børn i vores verden er ofte mere knyttede til deres venner end deres forældre, og det bør være den anden vej rundt. Det er os som forældre der skal guide, være forbilleder og være stærkt knyttede til vores børn. Men sådan som vores samfund er struktureret, lever langt de fleste ikke på den måde.

I mine øjne er tilknytningen det vigtigste. Vi har nogle fantastiske hjemmevenner, som vi flere dage om ugen bruger tid med, og den tid er vigtig for de voksne og for børnene. Vi har brug for venner, for fællesskaber, for sociale arenaer udenfor vores egen kernefamilie. Men det er kernen, der er det primære. Det betyder at vi er meget sammen, og at børnene ikke bare leger ubegrænset med f.eks. nabobørnene. Tilknytningen til de primære personer, især familien, er vigtigst. Det viser både nyere forskning og min egen erfaring. Jeg kan simpelthen mærke på mine børn, at de trives bedre, når de er mere sammen med f.eks. mig. Og det er der mange årsager til, som jeg ser det, men det vil jeg ikke uddybe for nu.

Vi har alt det sociale vi kunne ønske os. Lige nu, i det her liv. Vi knytter stærke bånd med dem vi bruger tid med, og det føles vigtigt og rigtigt. Længere er den egentlig ikke.