Frie børn

31543718_10160445243405338_7181247879405633536_n

“Hvordan holder du øje med, om han mangler noget? Om han savner at være en del af et fællesskab, i skolen?”

Sådan blev jeg spurgt igår. Og jeg kunne mærke det slå knuder indeni. Fordi det for mig er så tydeligt, at min hjemmeskolede søn intet mangler. Men lige der måtte jeg forsvare mig selv og vores valg – igen. Lige der, hvor vi befandt os på en naturlegeplads ude midt i skoven, hvor en skoleklasse holdt fødselsdag med spændende skattejagt som Bønne betragtede med beundring, blev hans blik på fødselsdagsfesten vurderet til, at handle om at han savner den slags samvær. Til trods for at jeg forklarede at hjemmeskolere altså også holder fødselsdag 😉

Jeg svarede: “Jamen jeg er jo sammen med ham hele tiden. Meget mere end de fleste andre er sammen med deres børn. Så jeg ved jo præcis om han mangler eller savner noget, fordi jeg hele tiden er helt tunet ind på hvad han føler og hvordan han har det.”

Mit svar var ikke som jeg kunne have ønsket, for jeg kom til at gå lidt i forsvar. Jeg VILLE gerne have sagt: “Jamen jeg er jo sammen med ham hele tiden, så jeg ved præcis hvordan han har det. Det er for mig den bedste måde at vide, om han mangler noget. Jeg oplever ham og Irmelin som nogle meget frie børn, der holder øjenkontakt når de taler med voksne (fordi de oplever at de voksne de har omkring dem i deres liv, er til stede og oprigtigt interesseret i dem). Jeg ser nogle børn, der er enormt gode til at skabe kontakt til andre børn, som kan lege med de fleste og som kan sætte lege igang i store grupper på tværs af aldersgrupper. Jeg observerer nogle nysgerrige, videbegærlige børn med en stor lyst til at lære alt om alt det vi fylder vores liv med, som er velformulerede, analytiske, reflekterede og fulde af energi og kærlighed. Mine børn er sunde og raske, vilde og skøre, højtråbende, hurtigtløbende, nøgenbadende, vredesudbrydende og bare lige som de skal være. Og der er plads til dem – hele dem, lige som de er, altid. Jeg går ikke og retter på dem eller forsøger at få dem til være noget som helst, eller kunne noget som helst. Jeg har nemlig tillid til at alt nok skal komme, at de kan lære lige hvad de vil, så længe de er trygge, fyldt op med nærvær og har hvad de har behov for – for vores sande natur er nemlig fuld af godhed, samarbejdsvillighed og kærlighed.

Så længe vi er glade – hvilket vi er mere og mere for hver eneste dag der går, så har jeg ingen grund eller lyst til at lave om på hvordan vi lever. Vores lykkekurve er for opadgående, med små udsving bevares, for sådan skal livet jo bare være, men generelt bliver vi bare mere og mere harmoniske og i ro for hver dag der går. Vi er i sandhed faldet til i dette hjemmeliv. Vi har faktisk givet slip på det gamle liv, og omfavner nu fuldt og helt den livsstil vi har nu. Jeg er så taknemmelig for, at vi kan leve som vi gør og ville ikke bytte det for rigdom.

Og hvis folk omkring os bare kiggede lidt ind i mine børns øjne, virkelig tog deres nærvær, nysgerrighed og frie væsner ind, så ville de aldrig stille kritiske spørgsmål til den måde vi lever på.

Alt er lige som det skal være.

Urte-mama

Som årene er gået og jeg er blevet ældre og faldet mere til ro i mig selv, er jeg sprunget ud af hippie-skabet. Da jeg var yngre kaldte jeg mig selv en wannabe-hippie, og da jeg var meget yngre, turde jeg slet ikke omfavne den der flippede side af mig selv.

31856056_10160434213890338_8040209959574568960_n

Det kan være så vanvittigt svært at være anderledes end alle de andre. Vi er jo flokdyr, vi vil gerne passe ind og være en del af fællesskabet – det har jeg før også skrevet lidt om her. Og jeg er een af dem, der har brugt utrolig meget af mit liv, ude af mig selv, for at forsøge at være een der blev accepteret, var populær og i det hele taget blev anset for at være cool. Jeg var så bange for at stå så meget ud, at jeg ikke ville blive holdt af. Jeg måtte slå knuder på mit indre, for at være som de andre.

Inde i mig har der altid boet en full blown hippie. Sådan en med flagrende gevandter, løsthængende hår, blomster i hånden og urter i tasken. Sådan een der dufter af naturlighed og ligner det samme. Sådan een med strålende hud og en lysende sjæl. Den der kvinde, der er forbundet med moder jord, med sin egen feminine kraft og sin store kærlighed. En spirituel og tillidsfuld kvinde, der lever et liv med respekt for naturen, andre mennesker, sig selv og det guddommelige.

Den kvinde er jeg ved at folde mig ud som. Alt det, mit sande jeg, er stadig ved at rejse sig fra moder jord og vokse op og blive en smuk og farvestrålende blomst, men foråret i mig er begyndt – og jeg er så taknemmelig for, at jeg endelig er dette sted i mit liv, hvor jeg føler jeg er mig.

Det er skræmmende at stå frem sådan her. Jeg føler mig nøgen og sårbar. Min hårde skal, som jeg brugte mange mange år på at gøre vanvittigt stærk og nærmest uigennemtrængelig er næsten nedbrudt, og tilbage står jeg helt som jeg er. Jeg føler mig smukkere end nogensinde, gladere end nogensinde og meget meget sårbar. Men det er okay – det er faktisk vidunderligt.

31880779_10160434213720338_7586407438815854592_n

Jeg tør stå ved hvem jeg er. Jeg tør dele mine sandheder. Jeg tør fortælle om essentielle olier (som i øvrigt faktisk har været med til, at støtte min rejse her hen hvor jeg er nu) og hvor fantastiske jeg synes de er, selvom jeg ikke får nær så mange likes på Instagram, og også kan se jeg mister følgere på det. Jeg tør vise min kærlighed til krystaller, fuldmånen, nøgenbadning og langtidsamning. Og faktisk er det mod en del af grunden til, at jeg er kommet her til, tror jeg. For jeg besluttede for længe siden, at jeg måtte turde stå frem, turde være tydelig i mine holdninger til familieliv og forældreskab, og ikke gå og skjule det og please alle mulige, ved at snakke dem efter munden og ikke stå ved mig selv. Det har kostet venskaber, relationer og ret mange svære situationer, men jeg har også fundet og vundet de mest nærende, ægte, kærlighedsfyldte relationer jeg nærmest nogensinde har haft. Jeg har forbedret mit forhold til min familie, ved at handle fra et kærligt sted og lade mig lede af min kvindekraft. Ganske simpelt er mine relationer blevet titusinde gange bedre ved, at jeg møder andre med et kærligt blik, en oprigtig indlevelse og med mig selv fuldstændig i behold.

Jeg skal ikke brænde nogen bh’er eller noget, for sådan nogen bruger jeg slet ikke, men jeg agter at ligge topløs ved stranden til sommer, slå græs i min have nøgen og fortsætte med at nøgenbade, selvom flere og flere af mine medbadere er begyndt at iklæde sig badetøj. Og så skal jeg lave flere kvindecirkler, til trommeceremoni og fortsætte med at være lige præcis så urtet og flippet jeg rent faktisk er.

Jeg er urte-mama ❤

Vi er skabt til at løfte i flok

Et godt fællesskab må, ifølge filosof Svend Brinkmann, indeholde solidaritet både indadtil og udadtil. Med det menes at man både føler sympati med og empati for dem inde i fællesskabet, gruppen, og dem der står udenfor, altså omverden. Et godt fællesskab må heller ikke blive statisk, men i konstant fælles-skabelse. Alle må bidrage og alle må have indflydelse.

Jeg betragter selv fællesskaber på lignende måde. En gruppe, hvor alle giver og tager, hvor alle har en rolle og alle er velkomne. Vi er alle en del af fællesskaber – både de givne og de selvvalgte. Og begge er lige vigtige i mine øjne – vi må ikke negligere nogen af dem.

De seneste uger har vi mødtes fast med først to andre hjemmeskolefamilier. Vi har aftalt en fast ugedag og de næste gange også et fast sted. Og jeg kan bare mærke, hvordan det er SÅ godt for mig og os med det fællesskab. Jeg har brug for det her selvvalgte fælleskab med andre der lever lidt som os.

Som jeg før har skrevet om her, så er vi mennesker flokdyr, skabt til at leve sammen. Jeg har jo min egen lille flok herhjemme, min egen kernefamilie, men udover det fællesskab som familien er, så har vi brug for flere mennesker omkring os. Vi har brug for andre at spejle os i, blive inspireret af, at grine og græde med og til bare at være der for os og vi for dem. Vi lever i en meget individualiseret verden – karriere, personlig udvikling og vækst er bare nogle af begreberne der fylder omkring os. Vi adskiller os i stor stil fra dem der betyder mest, for blandt andet at få alle de materialistiske goder det moderne liv er fyldt med, men mest af alt, fordi vi har bildt os selv og hinanden ind, at sådan gør man. Vi lever hver vores liv, i hver vores lille (eller store) hjem, med rigtig mange ting og tæller ned til den næste eksotiske ferie i en travl travl hverdag. Jeg tror ikke på, at der er een måde at leve på, men jeg tror på, at hver især må mærke efter, virkelig helt ind hvor det måske nok gør ondt, hvad der er det rigtige for een selv og den familie man har skabt. Men alt det er nok en helt anden ‘snak’.

Mange mennesker lever liv med mange venskaber, bekendte og mennsker de omgås. Mange relationer skal plejes, i mange forskellige sammenhænge. Og det er alt sammen fantastisk. Men jeg kender også mange, inklusive mig selv, der har stået med et såkaldt brændende lokum, og ikke vidst hvem de skulle ringe til. Vi måtte få familien til at køre hele vejen fra Aarhus til Nordsjælland, den weekend vi flyttede fra byen, fordi jeg var ved at brænde helt sammen over alt det vi stod med helt selv. Vi har fantastisk søde naboer, der hjalp med det ene og det andet, men lige der var behovet bare at nogen troppede op og tog sig af ting, sådan som man gør i landsbyen.

Jeg har manglet min landsby. Den er der ikke i fysisk forstand, sådan at jeg bogstaveligt bor i den, men den er ved at forme sig alligevel. Som jeg udvikler mig, vores liv udvikler sig – som jeg møder mennesker jeg spejler og sparrer med- så kommer jeg tættere og tættere på, hvordan jeg skal få det fællesskab, jeg så inderligt drømmer om. Nogle finder det gennem børnenes skole, nogle har gamle venskabsgrupper, nogle bruger familien og har dem tæt på. Vores venner og familie er spredt rundt omkring. Vores tætte bånd strækker sig over hele verden. Og det er fantastisk og måske lige sådan det skal være. Men altså lige nu og her, lige denne dag hvor jeg har nydt dybe og meningsfulde samtaler med de smukkeste (her mener jeg både indre og ydre skønhed) kvinder, ser jeg igen dette liv for mig, hvor jeg åbner døren op, og lukker mine børn ud i friheden, sammen med de andre frie børn der bor tæt ved. Hvor det er det mest naturlige i verden at banke på i de sene nattetimer, hvis et barn er skal ses af en læge, og man må træde til overfor de andre sovende børn. Hvor vi hjælper hinanden som det mest naturlige i verden, og deler og bytter grøntsager, æg, strikkede karklude og hjemmebag. Hvor jeg og min familie har mit og vores, men hvor jeg f.eks. kan arbejde ind imellem, mens een af de andre i landsbyen tager over med mine børn, og jeg gør det samme for dem. Hvor ingen barslende kvinder skal sidde ensomme og triste med ammeglade babyer, hvor ingen skal føle sig nødsaget til at lade sig adskille fra deres afkom (men kan gøre det. fordi det er det de har brug for og lyst til, vel vidende at barnet er sammen med andre voksne som det er sundt knyttet til), for at kunne hænge sammen igen. Hvor vi løfter i flok – præcis som vi er skabt til. Og denne flokmentalitet mærker jeg i mit nyfundne/-skabte hjemmeskolefællesskab. Og det gør mig så glad, at ingen ord egentlig kan beskrive.

 

Ved havet finder vi ro

For et år siden ca., til min 35 års fødselsdag, inviterede vi mine forældre i sommerhus ved Flensborg Fjord. Der er så smukt. Jeg badede i det kolde vand flere gange, gik morgentur og inhalerede naturen, vandet, stilheden. Jeg mærkede mine skuldre og mit sind sænke sig i det simple liv, væk fra byen. Det var på mange måder første skridt mod vores farvel til København.

30777084_10160390035110338_1460588296_n

Da vi kørte til Nordsjælland en varm og solrig junidag sidste år og landede i Espergærde var vi bjergtagede. Havet stod så smukt den dag og livet syntes bare lettere her. Og det er det. Havet er 2-300 meter væk og for at komme til stranden er der 800. Skoven er halvanden kilometer her fra, markerne på den anden side af villakvarteret og om aftenen er der stille og mørkt. Jeg ser månen som aldrig før – bemærker med mine øjne hvor den er i sin cyklus, holder øje med dens spirituelle påvirkning på os, og mærker mig dybt forbundet med La Luna. Det samme med moder jord – jeg ser med mine øjne hvordan vores træer bliver bearbejdede af massevis af bestøvere, jeg ser hvordan de ting vi har taget med fra min egen barndomshave og plantet her udvikler sig lidt hver gang jeg vander dem. Jeg går med bare tæer i haven hver dag, trækker luften helt ind i mit hjerte, og lader naturen lade mig op. Det er jo ikke raketvidenskab, men for en byboer som jeg, er det næsten magi. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg hører til meget tættere på naturen, end ellers i mit voksne liv har levet.

Igår kørte vi alle fire til vandet. Børnene og jeg smed alt tøjet på badebroen, på trods af andre badere der var iklædt badetøj. Vi badede alle tre i det kolde vand og det var med smil på læberne og jeg selv kunne ikke lade være at hvine. Jeg har badet hele vinteren, men igår var anderledes. Det føltes næsten koldere der midt i den lune forårssol, og i hvert fald føltes det livgivende, opløftende, healende. Tænk at de begge bare hoppede i og op igen, bare sådan. Det var så smukt faktisk.

30121171_10160390006425338_659810369_n

Havet har sådan en healende effekt på os alle. Og der er ikke een eneste dag jeg ikke synes det er vanvittigt smukt. Og selv de dage hvor børnene absolut ikke gider der ned, ender det med at være fantastisk for os at være der. Selv de dage hvor det blæser en halv pelikan (som min mor altid sagde), og vi derfor kun er der ganske kort, er det vidunderligt. Jeg føler mig SÅ heldig at bo her i naturen, at leve som vi gør, at mærke mig selv som jeg gør. Jeg er meget taknemmelig og lige nu kunne jeg ikke ønske mig mere end dette.

30421502_10160390035305338_1391194766_n

 

Det var egentlig ikke det jeg ville skrive…

30422038_10160373380450338_162708780_n

I de her dage poster jeg mere på instagram, end jeg sætter mig og skriver på bloggen. Jeg har været alene med børnene i seks dage, mens Nikolaj var på job i Toronto, og havde ikke energien eller lysten til at skrive. Jeg burde nok ikke sådan sylte bloggen her, men somme tider sker det, fordi jeg ikke har lyst til at den skal være en pligt, frem for alt. Og når der ikke er noget der kalder på at blive nedfældet her inde, så lader jeg simpelthen være.

Billedet ovenover er fra idag, hvor Bønne hjalp mig med at male trappen for tredje gang. Han var meget omhyggelig og selvom han kun orkede at male et enkelt stødtrin af gangen, så var der stadig så meget læring i den proces. Han lærte at dyppe penslen ikke for meget og ikke for lidt og at give den et nænsomt svirp som den forlod malerbøtten, for at undgå klatter. Han lærte hvor meget koncentration det kræver at udføre en manuel opgave, og tilfredsstillelsen ved at have bidraget til et praktisk husprojekt. Trappen er husets eneste, så derfor har de seneste dage også lært begge børn om, at passe på når der er blevet malet (kun moren her har sat sine bare tæer i malerklatter, og slæbt dem rundt på trægulvet), og om tålmodighed med tørretider. De har også lært om værdien ved selv at kunne udføre håndværk, det dejlige ved at bruge sine hænder og respekt for andres arbejde. Og jeg har nydt at involvere dem, og synes der har været så meget vigtig læring i hele processen.

Før i tiden ville jeg have tænkt, at når der skulle males, måtte børnene ud af huset. Tanken om væltede malerbøtter og børnefingre på nymalede overflader kunne give mig decideret stress. Men der er jo så meget værdi i at inddrage børnene. Det er nok logik for mange, men fysisk for mig selv helt nyt at opleve. Der er bare en helt anden naturlighed ved børnenes deltagelse i alt i livet sådan som vi lever nu. Og det er så fantastisk for os alle sammen.

Tidligere idag postede jeg billedet ovenfor på Instagram. Intentionen var et lille skriv om alt det vi har nået idag, på en hjemmedag i hjemmeskolen. Men det endte med at handle om alt det her med den læring, der har været i de seneste dages malerprojekter. Og det er egentlig noget sjovt noget med mine små skriverier på Insta. Fordi jeg oplever gang på gang, at min plan for skriveriet ender med at blive, helt subtilt og uden at jeg egentlig lægger mærke til det, til noget helt andet. Altså det jeg tænker jeg vil skrive, bliver til noget helt andet. Og fordi jeg prøver at leve med hjertet, så øver jeg mig virkelig i at gå med det der kommer. Også selvom det betyder at jeg kasserer mine planer. For jeg kan mærke at der inde i mig, i min essens, i min intuition, i min kerne, der er nogle budskaber og refleksioner, som jeg skal lade komme frem. Der inde er kærligheden, mit sande jeg, og alt det jeg har på hjerte i dette liv. Og det er det jeg har lyst til at lade mig styre af. Mit behov for kontrol skal ikke lede mig længere – andres tanker, eller hvordan andre gør, eller lever, eller synes, eller ser ud skal ikke længere sætte dagsorden i mit liv. Mit liv er mit. Mine skriverier er mine. Og jeg gør det der føles rigtigt. For mig og min familie.

Der sker virkelig magiske ting når jeg lever sådan. Med hjertet først. I mit hovede er generelt alt for mange tanker, planer, undersøgelser, refleksioner, analyser osv. osv.. Og det lærer jeg langsomt at skrue lidt ned for, som jeg kommer mere i kontakt med mig selv og mine inderste ønsker. Mit hjerte, min intuition, kan sagtens finde ud af at lede. Jeg ved dybest set altid godt selv, hvad der er det rigtige for mig og mine elskede, og det er det jeg nu lytter mest til. Når jeg har mere tillid, læner mig mere tilbage og hviler mere i mig selv – finder jordforbindelse – så sker alt det bedste. Jeg kan ikke forcere eller kontrollere lykken. Jeg kan give slip, lade kærligheden flyde, og så er alt faktisk helt enormt godt, fordi jeg gør dette.

30825487_10160373381445338_1225596223_o

 

Kedsomhed…

29663692_10160286053755338_169123053_n

“Kloge børn keder sig aldrig” – sådan var svaret i min barndom, hvis jeg udtrykte kedsomhed. Det blev jo ikke sagt i en ond mening, men måske var overskuddet til at hjælpe mig der ikke lige der, andre gange fik jeg hjælp til at opsøge legekammerater eller finde på noget, for at stoppe følelsen af at kede mig.

Kun meget få gange har mine børn sagt de keder sig – eller rettere Irmelin har sagt det, men hun mener mere, at hun synes noget er træls, når hun udtrykker at det er kedeligt. Men jeg har hørt andre udtrykke, at især Bønne nok keder sig, siden han har den (for de voksne) ulidelige adfærd. Og jeg selv er i denne uge kommet til at forfalde til samme tanke: Jeg må gøre noget, sætte noget igang, sørge for der sker noget, så han kan holde op med at kede sig og drille sin lillesøster.

Men så gik det op for mig, at hans adfærd er udtryk for noget helt andet. Nemlig nogle følelser, noget ubehag i ham, der kommer til overfladen, når alt omkring ham bliver stille. Når der ikke er stimuli i form af f.eks. skærm, legekammerater og andre ydre aktiviteter, så giver det nemlig plads til at mærke sig selv. Når der ikke er noget eller nogen til at aflede, så er der pludselig luft til ting, der ikke nødvendigvis er super fede at føle. Hos børn kommer dette så typisk til udtryk i adfærd, vi kan have svært ved at rumme.

Så jeg besluttede at kedsomheden er velkommen. Jeg ved at jeg skal arbejde med mit eget forhold til kedsomhed, for at mine børn kan have det okay med at ‘kede sig’. Hvis jeg selv har det svært med kedsomhed, skal fylde alle ferier med aktiviteter og ikke bare kan være til stede, helt uden stimuli, så kan mine børn det jo heller ikke. Det starter altid hos os selv – både fordi vi er rollemodeller for vores børn, men også fordi de spejler os og vores smerte og vores glæde. Så resten af Påsken vil jeg bare være. Vi har ikke lavet mange planer og jeg agter at gå i mine forældres have og glo på spirende blomster, tage til havet og bade, besøge min brors islandske heste, og spise rejemadder under et tæppe på terrassen, og nyde en velstegt lammesteg med verdens bedste sauce (fordi min far er sådan en gourmand der kan lave saucer som ingen restaurant kan gøre efter), som min far har tilbredt med omhu og kærlighed. Og så vil jeg sætte mig ved mine børns side, når jeg kan mærke kedsomheden indtræffe, og tilbyde mit nærvær, men ikke andet.  For alle vores følelser er nemlig helt okay, som jeg før har skrevet om her, og det er når vi giver plads til at mærke hvad der sker indeni, at vi kan hele og slippe. Og jeg byder alle følelser velkommen, så mine børn kan lære at blive fortrolige med deres eget indre liv, og lære at hele smerten og leve et lettere liv.

Forårsfornemmelser og fællesskaber

De der forårsfornemmelser kan jeg altid mærke dybt i min sjæl. Jeg trænger sådan til at komme på græs, når vi når denne tid på året, og jeg elsker at jeg nu er et sted i mit liv, hvor jeg har bosat mig sådan, at græsset findes lige udenfor min egen dør. Jeg har altid fundet vej ud i den friske luft, som i årevis var af den godt forurenede slags inde midt i vores smukke hovedstad. Da jeg boede der, sad jeg gerne og nød solen slikke min næsetip, med en dampende kop kaffe i hånden, på en bænk, på en legeplads. Nu kan jeg i stedet lade fem timer suse forbi (som de gjorde sidste søndag) i haven mens jeg damper af sved, fordi jeg knokler for at fælde og fjerne uønskede træer og buske.

29547763_10160284996855338_538073594_n

Sidste weekend toppede min provinslykke, da jeg befandt mig til arbejdsweekend i naboens have, sammen med en del andre fra nabolaget. Vi hjalp naboen, fordi de havde fået skåret og fældet en hel del i skellet til deres nabogrund, og havde spurgt om hjælpen, fordi de ikke havde overskud. Det gjorde mig så glad da beskeden med ønsket om vores hjælp tikkede ind, fordi jeg så mange gange har tilbudt min hjælp til dem, og de så rent faktisk rakte ud og tog imod. Når jeg tilbyder min hjælp, så mener jeg det nemlig. Og vi danskere har ofte svært ved at tage imod hjælp. Det skal jo ikke hedde sig at man ikke selv kan klare tingene. Så det var så fedt at opleve hele nabolaget troppe op og give havearbejdet og -oprydningen en skalle. For den slags er jo rent faktisk også virkelig hyggeligt – man har nogle andre samtaler med hinanden, når man arbejder fysisk, end hvis man skal sidde overfor hinanden og se hinanden dybt i øjnene mens man taler. Og den slags vækker den der længsel i mig – at stå i egne marker og passe og høste egne grøntsager, hente æg fra egne høns og i det hele taget kunne beskæftige mig selv og børnene med meningsfuldt arbejde i vores hverdag.

29345796_10160284997030338_1975738862_n

I en verden hvor folk har så travlt i hverdagen, at de dårligt nok har tid til at drikke en kop the med medlemmerne af deres egen husholdning, så er der sjældent tid til at se sine naboer. Men jeg er een af dem der synes, at naboer faktisk er ret vigtige relationer i vores liv. Det er der man låner et æg og dem man spørger om at vande blomster når man er bortrejst. Godt naboskab er guld værd.

Den måde vi lever på i vores samfund, hvor hver mand er sin egen og naboen er en man hilser høfligt på, men ikke deler meget med, føles ikke naturlig for mig. Jeg kan godt lide at befinde mig tæt med mennesker, jeg gerne vil have noget med at gøre. Jeg kan godt lide at have noget med mine naboer. Som barn drømte jeg altid om at der boede børn på den anden side af hækken, som kunne blive mine bedstevenner og jeg kunne besøge i al hemmelighed, og at vi ville bølge symbiotisk ind og ud af hinandens hjem. Jeg elsker tanken om landsbylivet, hvor hver landsbyboer har hver sin unikke rolle, og man henter æg, strikkede karklude, et stykke hjemmebag og hjælp til lækkende rør hos hinanden som det naturligste i verden. Som er der med en varm og omsorgsfuld skulder at græde på, når katten er blevet aflivet, og som tager børnene på skødet og fortæller historier fra en svunden tid. Jeg drømmer om at kunne gå med i kostalden hos bondemanden og lære om fodertider, kødkvæg og økologi. Jeg drømmer om at kunne åbne min dør for andres børn, og deres forældre naturligvis, og med ubesværet naturlighed være en del af hinandens liv i tykt og tyndt. Jeg ville så gerne at mine børn kunne omgås andre voksne, som de kunne lære om jordbund og permakultur af, som kunne lære dem at spille guitar og synge rent, som kunne inspirere dem på andre måder end jeg og deres far kan.

Fællesskab er et hot ord. Vi higer efter fællesskaber i vores lille land. Rigtig mange mennesker kan mærke, at det ikke føles godt at leve så isoleret som mange gør. Vi mærker at vi har brug for andre, hinanden, livet igennem. Men i det liv mange lever, er der så lidt tid til andet end det mest nødvendige. Og weekenderne pakkes med legeaftaler og parmiddage, så de ender også med at blive hektiske. Og det er for mange mennesker bare ikke den rigtige måde at leve på. Vi er for adskilte – fra vores medmennesker, vores afkom og ikke mindst os selv. Vi er passagerer i et liv, som vi dårligt nok mærker os selv i. Mange kan mærke kaldet fra det fjerne – sjælen kalder på at vi mærker os selv, kærligheden, medmenneskeligheden og vores dybe og instinktive behov for samhørighed. Der er en kalden fra udkantsdanmark, hvor huspriserne er lave og børnefamilier kan slå sig ned og leve et liv, hvor de ikke skal arbejde fuld tid for at have råd til at betale af på deres mursten.

Vi bliver syge af at leve det her liv i overhalingsbanen. Institutionerne bugner af børn og bliver mere og mere udtømt for voksne – og de voksne der er, bliver udbrændt og stressede. Depression, angst og stress er diagnoser der fylder meget i vores samfund – vi trækker efterhånden dårligt nok på skuldrene, når endnu en bekendt går under jorden i en længere periode, brudt ned og sammen.

Jeg selv drømmer jo om livet tæt på dem der bor omkring mig. Jeg kan stadig ikke helt se den mest optimale form for mig – mange dage drømmer jeg om et liv på landet, på en nedlagt gård hvor længerne er fyldt op med dejlige børnefamilier og måske nogle bedsteforældre, andre dage er det bofællesskab med hver vores matrikel, der optager mig. Jeg drømmer i hvert fald om de der åbne døre og den nemme adgang til relationer og fællesskab. For mig selv, mine børn og vores fremtid. Der er så meget vi kan lære af hinanden. Der er så meget vi kan give hinanden. Der er så meget mening i at leve sammen og ikke adskilt.

I mellemtiden elsker jeg hvor vi bor. Vi har virkelig søde naboer og min søn har fået venner på vejen. Vi ved ikke hvor livets rejse bringer os hen, men holder os åbne og lever med hjertet og så skal det hele nok blive præcis som det skal være.