Inspektørens kontor

Igår var jeg til møde med afdelingslederen på den folkeskole hvor min søn gik i to uger. Det var vigtigt for mig, at indvie hende i begrundelserne for vores beslutning, om at tage ham ud og være hjemme (for nu). Da jeg den anden dag fandt ud af, at skolen skal føre tilsyn og komme og teste min søn, blev jeg pludselig meget bange. Jeg kunne mærke at jeg frygtede, at de kunne sige, at vi skulle give skolen en chance mere, at de kunne pudse kommunen på os – i det hele taget kom pludselig en frygt for ‘systemet’ og det at skulle vurderes. Jeg ved at det er sket for andre hjemmeskolere, at ‘systemet’ har modarbejdet dem og vurderet dem ‘uegnede’ på forskellige måder, og den viden blandede sig så med min ellers rigtig gode intuition omkring alt dette.

Ved mødet på ‘inspektørens kontor’ var jeg dog alligevel ikke nervøs, på trods af at jeg et par dage før havde alle mulige skræk-tanker. Jeg satte mig ned, roligt, og forklarede vores situation og at vi vurderede dette som det bedste for vores søn lige nu. Og så kom det overraskende: Hun mødte mig med kæmpestor forståelse og indlevelse og bakkede totalt op om vores valg. Hun mente at det bedste vi kan give vores børn, er denne ekstra tid, han får nu med sin lillesøster og mig og far! Hun havde selv undervist sine egne børn i et år i New Zealand, og det var den bedste tid som hende og familien ser tilbage på med stor glæde. WOW!

Vi havde herefter en god snak om mulighederne for at få ham tilbage i skolelivet på et tidspunkt, om hendes gode erfaringer med dette i forhold til andre børn, og at det jo så er hende der kommer på hjemmebesøg og ser hvordan vi har det. Jeg er simpelthen så glad lige nu og selvom det her med ikke at gå i skole er helt udenfor normen, så er jeg tryg og glad for at det er det vi gør. Og jeg kan jo ikke udelukke noget, for måske kommer han om et år og beder selv om at komme i skole, måske bliver vi hjemme for altid, måske flytter vi til Bali, måske, måske, måske. Vi ved det ikke – vi ved at vi er her lige nu og vi elsker hvert et minut. Livet er så fucking smukt ❤

Bare mor

Her midt i hjemmelivet går jeg og summer lidt over min egen rolle her i verden. For det er så populært at udtrykke: “Det er ikke nok for mig bare at være mor!”. Og den udtalelse synes jeg faktisk er ret så fjollet. For ingen mennesker er jo defineret ud fra een enkelt rolle, et enkelt karaktertræk eller een enkelt del af deres verden. Alle mennesker er jo enormt mange ting, selvom vi i svære tider, kan have svært ved selv at se dette.

Jeg er f.eks. mor, kreativ sjæl, kommende doula, journalist, hustru, søster, datter, veninde og enormt mange andre ting. Jeg er jo mig, egentlig.

Jeg tror at vores hang til at være så bange for at blive fastlåst i mor-rollen, som en slags endestation, handler meget om samfundets og vores egne krav til mennesker idag. Vi skal være effektive, belæste, karrieremennesker, for at vi har rigtig værdi. Det er vigtigt at være vigtig.

Jeg har før skrevet lidt om kvindefrigørelsen og hvordan jeg kan se at omsorgen for børnene forsvandt lidt, da kvinderne flygtede fra kødgryder og husmoderpligter. Men jeg anser nu også denne frigørelse for enormt vigtig, og rigtig. Men siden dengang i 1960’erne/-70’erne har vi en højere og højere grad altså halset rundt efter et liv udenfor hjemmet, væk fra moderskabet, i forsøget på at blive værdifulde. Jeg tror desværre bare at det har betydet, at vi er kommet langt væk fra vores hjertes kalden, på mange måder. Vi har skubbet mor-rollen til side efter ni/ti måneders barsel, som i øvrigt kun var nydelsesfuld de første måneder, hvorefter ensomhed og kedsomhed sætter ind og længslen efter at arbejde og være “sig selv” ofte træder ind. Vi vil ikke bare være en mor.

Men ingen er jo bare mor. Uanset hvordan man så tilrettelægger sit liv, så er man helt utrolig meget andet end mor. Men med adskillelseskulturen har vi måske også udskrevet ordet “bare”, så nu er ingen mor. Vi er alt muligt andet mest, og mor mindst. Og det er helt på hovedet, i mine øjne.

Jeg har det sådan, at hvis andre synes jeg er mærkelig, fordi jeg vælger mine børn så meget til i disse år, så er det helt fint med mig. De valg vi tager her hjemme er meget bevidste, fordi vi tror på det er det rigtige for vores børn. Vi tror overhovedet ikke på at forberede vores børn på en hård verden, vi tror på at den sunde tilknytning de får herhjemme, giver dem trygheden indefra til at møde verden med åbne arme. Det er ikke omvendt – at jo mere tryghed og nærvær de får, jo mere indadvendte og utrygge bliver de i verden. Når basen, den indre tryghed som er fyldt op med kærligt nærvær, er i orden, så kan man meget bedre gebærde sig udenfor basen.

Lige nu er jeg meget mor. Jeg vil altid være mor. Og jeg tror alle mødre er enige i, at det er fantastisk at være mor. Og lad os dyrke dette meget mere. Lad os tale om hvor givende det er og hvor vigtigt det er at være mor. Det er det vi skal fokusere på og drive verden frem med denne kærlighed.

En uge gammel

Idag er hjemmeskolen her på matriklen en uge gammel. Jeps, en hel uge er der gået, hvor vi helt frit har haft langsomme morgener, drønet rundt på ladcyklen til biblioteket, Krogerup Avlsgaard og Fakta og tegnet, leget med modellervoks og siddet med “skoleting” præcis som det har passet os. Vi har i en uge været frie sammen, hjemme sammen.

Det er primært mig, Irmelin og Bønne (Bertram) der er herhjemme i dagtimerne. Vi er heldige at Nikolaj ikke arbejder meget og også har en del frihed til selv at tilrettelægge sit arbejdsliv, så han er her også i løbet af ugen. Men mest er vi bare os tre. Så det er jo en konstellation vi lige skal (gen)finde. For nu er børnene større end sidst, hvor de var et og fem, og Bønne har gået i skole i godt et år. Så vi er alle et andet sted, vi bor sådan set også et andet sted og jeg har det helt anderledes end sidst. Jeg er glad – meget glad. Friheden og tiden gør mig glad. Lykkelig, faktisk.

Idag pakkede jeg børnene i ladcyklen og cyklede markvejen til Krogerup. Planen var at vi skulle drikke chokolademælk og løbe på halmballerne, men Irmelin faldt i søvn i cyklen og chokolademælken var udsolgt. Så Bønne fik en hindbærsnitte og jeg købte en sund og nærende juice og vi nød virkelig tosomheden for en stund. Vi legede trillebør på halmballerne, og gryntede af grin når vi gang på gang ikke kunne komme ret langt, før Bønnes spinkle arme var trætte og han måtte ryge med panden først ned i de nedtrådte halmballer. Vi lå på ryggen og mærkede det varme halm under os og kiggede op i den blå efterårshimmel, som vi var enige om føltes så tæt på, at vores fingre faktisk kunne røre den.

I dag er hjemmeskolen en uge gammel. Ikke at vi overhovedet leger skole. Tværtimod. Vi er bare. Og hver dag tænker jeg, at livet indeholder så meget læring i sig selv, at jeg ingen grund ser til, at skulle gøre mere ud af noget, end blot at være til stede. Jeg tror virkelig på, at når et barn for nærvær og omsorg, så kommer lysten til at lære nyt helt af sig selv. Børn er nysgerrige og kloge, bare fordi de er. Bønne skal nok lære alt det han har brug for, når han har brug for det. Folkeskolen ville have ødelagt hans lyst til at lære, det er jeg ikke i tvivl om. Han var så utryg og i “fight or flight” mode, at han ikke ville have udlevet sit potentiale der. Her hjemme finder han langsomt mere og mere ro i sig selv. Vi finder roen i hinanden. Vi krammer, taler, leger og skændes. Det hele er som det skal være. Lige nu vil han helst se en hel masse fjernsyn, men det tror jeg handler om at han gerne lidt vil flygte fra sine følelser. Så jeg prøver nysgerrigt at observere hans behov, og justerer lidt dag for dag, hvordan jeg synes vi skal få det her til at fungere godt. Det er så spændende det hele.

 

Doula mama

Netop nu sidder jeg i det rum, der om ganske kort tid igen fyldes op af en gruppe kvinder, med hvem jeg tager uddannelsen som doula mama. Vi er her alle, fordi vores inderste brænder for at hjælpe mødre både før og efter fødsel og graviditet, og vi er her sammen. Den der samhørighed opstod allerede i aftes, da vi mødtes første gang. Der opstod et fællesskab i en meget broget flok. En hjertelig cirkel som omfavner moderskabet på en enormt rørende måde.

I aftes var blot intro. Vi skulle lære lidt om hinanden og om uddannelsen. Idag er vi igang. Og på tre timer jeg har både grædt og grinet flere gange. Idag er jeg åben og bærer mine følelser udenpå. Det er en god ting, for mit hjerte er min ultimative guide.

Som så mange andre, har jeg levet meget af mit liv i en skal hvor jeg, i forsøget på at beskytte mig selv mod smerte, har holdt meget på mig selv og mine følelser. Jeg er stadig ved at lære at være sårbar, men når jeg befinder mig i en sammenhæng som her, fuld af omsorgsfulde kvinder, så kan jeg give lidt slip. Og når jeg slipper, får jeg lyst til at fortsætte. Det er dejligt, faktisk, at være sårbar. 

Moderskabet har åbnet op for min sårbarhed for fuld skrue. I perioder mere end andre. Men denne sårbarhed er jo fantastisk, fordi i den er også min intuition som jeg virkelig ønsker skal lede mig. Jeg tror på, at vi dybest set godt selv ved, hvad der er rigtigt for os selv, og som doula vil jeg hjælpe kvinder til at finde deres vej og deres sandhed. 

For jeg er mama. Mine børn kalder mig somme tider mama. Og det er en rolle jeg elsker. Som jeg omfavner. Som jeg lever. Og er stolt af.

Og nu skal jeg være doula mama. Fuld af kærlighed og støtte. Jeg forestiller mig selv som landsbyens doula. Som hende man går til, når den gravide krop værker og man har brug for lidt støtte og en omgang rebozo. Som hjælper een med at finde de rigtige eksperter, når det er nødvendigt og som kan være med før og efter fødsler, som støtte og hjælp til den kærlige vej. Og det er jo netop det, jeg føler et savn efter. At vi kan støtte og være der for hinanden i livet. Og som jeg før har skrevet, så er dette nødt til at starte hos mig. For hvad jeg sender ud, får jeg tilbage. Det tror jeg inderligt på. Så hvis jeg giver kærlighed og støtte, så får jeg det også selv. Og jo mere der er af dette i verden, jo bedre vil den føles at være i. Det er jeg stensikker på.

Du er ikke alene

Den der ensomhed. Manglen på den der landsby, hvor nabokonen altid giver en kop kaffe eller jeg kan sende børnene over med nybagte kanelsnegle, hvor der altid er tid og lyst til en snak og lidt nærvær og hvor der gensidigt og hjerteligt bare er ønsket om at være noget for hinanden, savner jeg meget i de her dage. Jeg tror det er helt naturligt, når man flytter til et nyt sted, at man skal bruge lidt tid på at finde sig til rette. Men jeg begynder nok desværre også bare at tvivle lidt på, om Vores nye kvarter rummer de ting, jeg dybest set søger.

Jeg får stadig henvendelser fra læsere her på bloggen. Og jeg kan jo mærke, at mine tanker og ord vækker genkendelse i andre. Jeg får at vide, ordret, at jeg ikke er alene og tilmed skrev en læser idag, at jeg med bloggen her skaber den landsby, jeg selv søger. Og det er så helt utrolig dejligt at vide at mine skriverier interesserer andre, men på en måde klinger det hele alligevel lidt hult. Fordi jeg jo faktisk leder efter denne her landsby med mennesker af kød og blod, som jeg kan læne mig op ad og som jeg selv kan åbne mit hjerte og mine arme for. 

Og så melder smerten sig. Savnet. Ensomheden.

Jeg elsker vores liv lige nu. Med udfordringerne og det hele. Vi er sammen, vi har fået luft omkring os og vi bliver stærkere sammen og gladere hver dag. For alle fire i min lille familie er dette liv lige hvad vi har brug for lige nu. Vi har brug for ro og nærvær og det er det vi får.

Men jeg sidder jo der, i hverdagene, nu med begge børn hjemme, alene voksen, uden nogen at være fælles om noget som helst med. For nu er det fint og jeg elsker det hele så højt, men der mangler bare også noget. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal få det jeg mangler. Hvordan skal jeg få den landsby?

For langt de fleste mennesker i vores samfund har travlt. Det ser jeg ingen grund til at hverken bore i eller uddybe. Men vi har valgt ikke at have travlt. Vi har valgt tiden til hinanden og det er jeg hver dag taknemmelig for. Men vi burde jo ikke stå så alene i det her liv. Mennesker er skabt til at leve i flok – og det gør vi fire i min lille familie jo sådan set også – men jeg tror på at vi er skabt til langt mere fællesskab end det vi finder inden for vores egne fire vægge. 

Jeg ved jo at jeg ikke er alene om de her følelser. Men realiteten er bare, at ofte har folk alligevel nok i sig selv, når det kommer til stykket. Der er ikke tid til fællesskaberne i det omfang jeg nok drømmer om.

Livet i min drømmelandsby ville bestå af familier, unge som gamle, enlige som storfamilier, ja alle konstellationer med alle slags mennesker, som vægtede det at være noget for og med hinanden højt. Jeg drømmer ikke nødvendigvis om fællesspisning fem dage om ugen, men måske en månedlig båldag, ugentlige kopper kaffe og altså bare et naturligt og ubesværet sammenhold. Et sted hvor når jeg rækker ud efter andre, behøver det ikke være med frygten for ikke at blive grebet, eller frygten for om jeg nogensinde for lov til at gengælde den gestus. 

Idag har jeg kørt rundt, i bil, i København. Og her fik jeg pludselig en følelse af at det hele nok skal løse sig. For flere gange sad jeg ved rødt lys og stirrede ind i bagender på biler, magen til vores. De første gange tænkte jeg blot det var pudsigt, men her sidste gang det skete, forstod jeg budskabet fra universet: DU ER IKKE ALENE. Der er andre der ude som dig. De er her alle vegne. Du skal bare åbne øjnene og se dem. Og åbne hjertet og tage dem ind.

Jeg ved ikke hvordan eller hvornår jeg sådan rigtigt føler, at jeg har min landsby. For der jo det jeg tænker jeg mangler, i mit liv allerede. Jeg er omringet af kærlighed og jeg har en familie, både den jeg selv har været medskaber på og den jeg er født ind i, som altid er der for mig og som elsker mig uendelig højt. Og det er jeg så teknemmelig for. Men en del af disse mennesker, bor ikke tæt på mig. Så i det meste af mit liv, er de der fysisk ikke. Og det er et kæmpe savn. Derfor mangler der noget – fordi jeg ikke har nogle andre mennesker fysisk omkring mig, der så udfylder nogle af de roller. 

Men for nu skal jeg, åbenbart, fokusere på at jeg ikke er alene. Og så fortsætte med at åbne mig for de “landsbyer” der viser sig. Alt er jo love.

Fuck-det-syge

Idag er jeg ramt af fuck-det-vi-sælger-vores-nye-elskede-hus-og-flytter-til-bali-og-surfer-og-dyrker-yoga-syge. Jeg får så mange dejlige beskeder fra folk, der føler med mig og os i hele den her situation med min søns skole. Og ja, det er virkelig hårdt når noget så essentielt ikke fungerer – og når man ikke kan gøre noget ved det. Eller jo, vi har jo gjort noget, vi har taget ham hjem til mig og lillesøster, mens vi finder en løsning. Lige nu ved jeg bare ikke hvad løsningen bliver, og det gør mig ret så fortvivlet.

Min mand skrev idag:  Er lidt trist og melankolsk idag – nok fordi Bønne går hjemme og Irmelin også gør. Så føler jeg ikke jeg er der ret meget og hvert minut væk er et minut jeg vælger at være væk fra dem.

Og det forstår jeg virkelig godt. Vi savner også ham. Og det alt sammen får mig bare til at længes efter et andet liv. Så nu har den der fuck-det-syge sat ind. Jeg er ligeglad med alt andet end min familie. Jeg vil leve på Bali – smukke, vidunderlige, varme Bali. Jeg vil bo i et lille hus, dyrke yoga, surfe, drøne rundt på scooter og købe friske, nærende frugter og grønt og ikke tænke på andet end dagen der er. Jeg har vitterlig ikke brug for andet end det. Alt andet er bare fyld.

Men lige nu er jeg her. I mit liv i Danmark, i det lille, dejlige hus med min lille familie. Så må jeg prøve at nyde det vi har – kærligheden og hinanden. Hvad der kommer herefter, ved jeg ikke. Men det hele skal nok løse sig. Alle mine drømme skal nok gå i opfyldelse.

Stramme rammer

Min søn har gået i 1. klasse i et par uger, på sin nye skole. Vi var fulde af håb og forventninger, da han skulle starte. Alle glædede sig.

Men intet var som det burde være. Og lige for nu, tror jeg ikke jeg vil uddybe andet end at der var mobning, på en lille skole med kun seks klasser ialt og en meget meget skrap og højtråbende klasselærer. Alle mine alarm-klokker lød højere og højere og alt det min søn havde holdt inde i de første 14 dage, væltede ud da efterårsferien startede. Igår besluttede min mand og jeg at vores søn ikke skal der hen igen. Vi kunne jo sagtens give det en chance mere, men de forhold der var problematiske, ville være svære at ændre på. Og vi går ikke ind for at “lære det”, eller at han skal trækkes igennem noget, der så tydeligt ikke fungerer for os.

Jeg kan nok bare heller ikke med folkeskolen. Den passer simpelthen ikke til os. Mål og planer, vurderinger og rapporter fylder helt vildt meget. Min søn havde overvældende mange lektier, og uge for uge fik vi detaljerede planer for hvert fags mål og konkrete plan, for alle timer i løbet af ugen. Jeg kunne simpelthen ikke selv overskue det. Og så tror pokker det kan være svært at være barn i det.

Igår skrev jeg til min veninde, at jeg jo er socialist og derfor burde bakke op om folkeskolen. Dertil skrev hun, meget klogt: Men som socialist skal man måske netop ikke støtte noget, som undergraver vores samfund/frihed/sociale overskud? Og det er jeg jo grundlæggende enig i. Så nu hopper vi i hvert fald af det her tog. Og indtil videre er han så hjemme. Alt imens jeg ringer rundt til Steiner-skole, lilleskole og friskole og håber nogen kan gøre plads til os.

Og det er i sådan en situation her, at det kan blive svært ikke at have en landsby. For i virkeligheden tænker jeg, at han ville nyde at være hjemme i en længere periode. Og jeg tænker også, at han sagtens kan lære det han skal, ved at være hjemme. Faktisk læste jeg igår i denne artikel, at børn udvikler sig meget, når de bruger tid med deres mødre. Det vidste jeg jo godt, men er nu altid rart med lidt forskning på det, så man har lidt argumenter i lommen, til en kritisk røst;)

Jeg er i det hele taget meget grebet af tanken om unschooling. Hele princippet med at barnet finder motivationen og lysten til selv at lære, når det er rette tid for dem selv, er så meningsfuld for mig. Og havde jeg andre lige om hjørnet, med samme tilgang og jævnaldrende børn, ville jeg ikke tøve med at springe ud i det. Eller hvis jeg havde landsbyen – hvor naboen er billedkunstner og børnene udforsker deres kreativitet hos hende, eller hvor Bedstefar tager dem med på værkstedet hvor de bygger modeller og senere måske hele huse eller stole eller hvad de nu har lyst til. Hvor Mormor lærer dem om anatomi og bollebagning. Hvor Farmor tager dem med til de kulturelle tilbud og Farfar fortæller historier fra gamle dage. Hvis vi levede lidt mere med plads til alt dette og med større mulighed for at møde sine jævnaldrende udenfor skolernes stramme rammer, ville det være så meget nemmere og federe at turde springe lidt af skole-toget.

Jeg siger ikke at skole er ubetinget skidt. Der er mange måder skolen kunne være en inspirerende og skønt sted at være og lære. Det var ikke lige det vi fandt her i første forsøg efter vores flytning. Så nu lytter vi til vores søns signaler og ord, og stopper det her. For som min veninde, hende den kloge, sagde: Han oplever nu at I lytter til ham. hans følelser er legitime. At han har værdi. Og det lærer ham at lytte til sig selv og tage ansvar for sig selv, så han kan leve det liv der giver mening for ham når han selv en dag er voksen. Og det er da fantastisk!